Gud er god og trofast

Salme 23, 6
Godhed og troskab følger mig,
så længe jeg lever,
og jeg skal bo i Herrens hus
alle mine dage.
Vi har i denne uge set på Salme 23 i Salmernes Bog i Det Gamle Testamente, hvor David
sammenligner vort forholdt til Gud med forholdet mellem fårehyrden og fårene, et billede der klart
ligger bagved, når Jesus i Det Nye Testamente kalder sig selv for den gode hyrde.

Guds godhed

Vi er nu kommet til sidste vers, og her siger David klart, at godhed og trofasthed følger mig, så
længe jeg lever. En ting som aldrig kan rokkes, når vi vandrer med Herren ved troen på Jesus
Kristus, så vil det være godhed og trofasthed. Vi kan så synes, at vi oplever meget, der er i modstrid
med det. Vi oplever modgang i vort liv og meget lidelse, men vi må have lov at tro, at at der ikke
sker os noget, som Gud ikke finder gavnligt for os. Ofte var det i prøvelserne, at vi lærte Jesus bedre
at kende, blev mere afhængige af ham.

Guds trofasthed

Så nævner han også troskab, der følger ham. Troskab eller trofasthed når det siges om Gud
betegner, at han ikke viger fra sine løfter, hvad han har lovet, det holder han. Når han har talt og
sagt, at du hele dit liv kan hente forladelse for alle dine synder i Jesus Kristus, så er det hans troskab
der gør, at det viger han ikke fra, han fortryder intet af, hvad han har lovet. Når Jesus har lovet at
være med os alle dage indtil verdens ende, så er han tro, han står også ved dette løfte.
Derfor er det også et af de steder, hvor vi virkelig får lov at smage Guds godhed, at vende tilbage til
hans løfter, tygge på dem og tænke over dem igen og igen. Tænk så også på, at disse løfter er Gud
tro imod, han viger aldrig fra dem.

Løftet om evigheden hos Herren

Så hedder det også, at han skal bo i Herrens hus alle sine dage. Når vi tror på Jesus Kristus, så er vi
sat ind i et omfattende fællesskab, Guds Kirke, som ikke er nogen ydre kirkeorganisation eller
bygning, men et hus af levende stene med Jesus Kristus selv som hovedhjørnesten. Her er vi i et
hus, som står urokket. Der kan være sten, der falder ud af dette hus, men grundvolden i Frelseren
selv falder aldrig.
Der får du lov at leve alle dine dage – og disse dage er ikke færdige med døden, der går du så bare
over til et bedre liv, hvor du vil få lov at se din Frelser ansigt til ansigt, ikke længere skjult som det
er her i tiden, men åbenlyst. Her skal du få lov at takke og lovsynge ham for evigt.
Så alle dine dage er helt rigtigt alle dine dage her på jorden, men det er også evigheden, hvor du
skal leve med ham uden ophør.

Gud giver alt og læger vore sår

Salme 23,5
du dækker bord for mig
for øjnene af mine fjender.
Du salver mit hoved med olie,
mit bæger er fyldt til overflod.
Vi læser i denne uge  Davids salme 23, hvor han sammenligner sin Gud, Herren, med en
hyrde, der vogter sine får. I går hørte vi, at han sagde, at med Herren som sin hyrde frygter han ikke
skumle kløfter.

Gud er gavmild

Ved det, som Jesus Kristus vandt for os ved sin forsoningsdød har vi fået et veldækket bord, som er
den daglige forladelse for alle synder, del i det evige liv og barnekåret hos Gud. At blive mindet om
det er den kristnes mad. Nu hedder det så, at Gud dækker dette bord i fjendernes påsyn. Ja, for det
er det store, at vi som fårene i den gode hyrdes flok har noget, der aldrig kan rokkes af livets
omskiftelser. Selv når alt angriber os, overøser Gud os med gode gaver, lader os få lov at smage
hans kærlighed i fulde drag. Du kan være aldrig så meget plaget af både det ene og det andet, du må
altid tro, at Gud dækker bordet for dig selv under de værste sataniske angreb.

Gud læger vore sår.

Gud salver også dit hoved med olie. Olien, som hyrderne salvede fårene med, var en olie, der
lægede sårene. Vi bliver jo ofte såret under vandringen her. Som det så ofte siges: livet gør jo ondt
ind imellem. Vi må have lov at tro, at vi hos vores hyrde får også den salve, som skal til for at læge
såret. Vi synger jo i en sang om Jesus, ingen synd som ikke han forlader, ingen nød som ikke han
forstår. Jesus Kristus har selv prøvet at vandre på jorden som menneske, så han forstår enhver nød,
som vi må komme til ham med, om det er sygdom, økonomiske problemer, frygt for fremtiden,
frygt for hvad der skal ske med de kære, hvad som helst. Om du sidder og tænker, at den nød du
sidder i på den ene eller den anden måde er selvforskyldt, så må du have lov at sige, at han ikke vil
have det sindelag, som mennesker ofte har, hvor de siger: jeg har ikke spor ondt af dig, det er jo din
egen skyld. Du må også have lov at komme til Jesus med det, som måtte være selvforskyldt, han
læger og giver gavmildt uden bebrejdelser.

Overfloden i Jesus Kristus.

Du må også komme til ham med alle synder, også den synd du måtte føle, at det er han da træt af,
det er den samme synd igen som mange gange før. Nej, hyrden bliver aldrig træt af at tilgive
synder, heller ikke dine evigt tilbagevendende synder. Han salver igen dit hoved med olie, så sårene
af det læges. Han støder ikke nogen bort, der kommer til ham.
Dit bæger flyder over, hedder det så. Guds gaver er en stor overflod, han giver gavmildt og glad.
Hos ham er alle gaverne i rigt mål. Han har jo ikke sparet sin egen Søn, men givet ham hen for os
alle. Derfor vil han også skænke alt ved ham. Bægeret flyder over.
Se næste vers

Guds stok og stav

Salme 23,4
Selv om jeg går i mørkets dal,
frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst.
Vi gennemgår i denne uge Davids salme 23. Den taler om Gud som vores hyrde, der vogter os. Vi
hørte i går, at han leder på de rette veje.

Vi får prøvelser i vort liv

Det betyder ikke, at vi slipper for prøvelser, for her siges det klart: vi kommer også til at gå i
mørkets dal. Vi kommer også til at gå på en livsvej, hvor livet gør ondt. Vi kommer også til at
opleve skuffelser som kristne, opleve at nogen forlader troen igen, som vi ellers anså for at være
brændende kristne. Vi oplever også at kære dør for os. Vi oplever vanskeligheder i forbindelse med
vores arbejde. Vi kan opleve sygdom. Allerværst: vi kan opleve, at Satan selv sår tvivl i vores hjerte
om Guds evangelium.

Men der er trøst

Det er i sandhed mørkets dal vi oplever i vores liv, men her siger han så, at selv der frygter han intet
ondt. Det siger David ikke fordi, at han er en frygtløs superhelt eller fordi han tager let på tingene.
Han siger, at det er fordi Herren er hos ham. Den Herre, som er hans hyrde er hos ham og vil ikke
forlade ham. Vi har ikke nogen overfladisk lalleglad trøst i Bibelen, der siger, at det går nok
alligevel alt sammen, men vi har et løfte om, at Jesus selv vil går foran os og han vil ikke slippe os
eller forlade os. Han er jo selv gået foran ind i den mørkeste dal, hvor han blev forladt af Gud i
stedet for os. Han lever i dag og er hos os.

Guds stok og stav

Din stok og stav er min trøst, siger David. Han ved, at der går en hyrde bag ham, der har en stok til
at jage ulven væk med. Sådan vil Jesus også jage alle fjender væk, når Satan kommer i den ene eller
anden skikkelse, så skal Jesus nok slå til ham.
Han har så også en stav, hvor han nogle gange slår lidt til fårene, hvis de er ved at komme noget
væk fra flokken i udkanten af den. Ofte i mørkets da minder han os om det, og det, der her kan gøre
ondt, er et kærligt rap med staven, så vi ikke kommer bort.
Også her må vi lytte til hans ord, der ofte kan irettesætte os, men ikke uden at det også forkynder os,
at alt er tilgivet for Jesu skyld.
Næste vers

Guds kraft og ledelse

Salme 23,3
 Han giver mig kraft på ny,
han leder mig ad rette stier
for sit navns skyld.
Vi gennemgår i denne uge Salme 23, hvor David sammenligner sit forhold til Gud med
fårenes forhold til hyrden. Vi så i går, at han leder os til grønne græsgange, til Ordet om Jesus
som er mad for vor sjæl, til de stille vande, til hvilen i hans forsoningsdød, der giver sjælen ro.

I hvilen er kraften at finde.

Nu hedder det så, at han giver os kraft på ny. For hvor han giver os lov til at spise på gode
græsgange og hvile ved de korsets stille vande, der får vi kraft igen. Vi kan svækkes aldrig så meget
af livets tilskikkelser, hos ham er vi altid sikker på at få den kraft vi behøver.
Så må vi ikke tænke på den måde, at Jesus så er langt væk i Himlen og sender os kraften derfra.
Nej, han har taget bolig i de troendes hjerter. Han er selv hos dem og er deres kraft. Han er ikke
langt væk fra en eneste af os.

Han leder ad de rette stier

Så har vi også lov at tro, at han leder os af de rette stier. Vi kan gå i en tilværelse, hvor vejen ofte
synes ufremkommelig og der er så mange hindringer.
Men han vil lede os. Også når vi kan synes, at vi er havnet i en blindgyde i tilværelsen. Vi kan sidde
og tænke, at vi havnede der, fordi vi gjorde noget dumt. Om det så også skulle være tilfældet, så
glem ikke, at også det er Jesus død for og har båret med op på korset. Om det så får konsekvenser,
så må vi tro, at han også vil lede os på vejen ud af dette. I ham er ingen sti ufremkommelig om den
ellers ser sådan ud. Det eneste vi kan sige med sikkerhed er, at vi skal holde os fra alt det, som
Bibelen har forbudt os og gøre, hvad den påbyder. Elske Gud af hele vort hjerte sjæl og sind og vor
næste som os selv. Hvad vi ellers bliver stillet overfor af valg, der vil Gud lede os ad den vej, der er
bedst.
Det hedder i Bibelen, at hans ord er lygten for vor fod. Det er ikke projektøren på vores motorvej.
Vi har ikke noget løfte om at se hele den vej vi skal gå livet igennem, men vi har et løfte om at vi
har et lys, der viser næste skridt, viser os hvor vi nu skal træde, så vi ikke falder.
For at vende tilbage til hyrdebilledet: han leder os altid ad den vej vi skal gå, så vi ikke kommer
væk fra flokken. Om vi så også kommer til et sted, hvor der ikke synes at være mange andre
troende, så må vi stole på, at han skal lede os til dem. Guds vej er altid den rette.
Næste vers

Herren leder til grønne græsgange og stille vande

Salme 23,2
Han lader mig ligge i grønne enge,
han leder mig til det stille vand.
Vi læse i denne uge  Davids salme 23, hvor han sammenligner sin Gud, Herren, med
en hyrde, der vogter sine får, end ting som han kendte fra hverdagen før han blev konge, hvor han
netop vogtede får. Første vers af salmen siger, at med Herren som sin hyrde mangler han ikke noget.

Gud leder til grønne enge.

Vores mad er at høre Guds ord og især høre det med Jesus som det centrale, hans forsoningsdød for
os. Til de grønne enge vil han også lede os. Han sørger igen og igen for at oprejse gode forkyndere,
der kan prædike dette ord, hvor vi samles om det, der lader han os ligge på grønne enge, hvor vi får
den mad vi behøver. Her er han god og gavmild, han vil igen og igen fortælle syndere, at netop for
dem er evangeliet, netop fordi de er syndere har de brug for at høre det.

Gud leder til stille vande

Han leder også til de stille vande. Vi har brug for at hvile midt i vores kamp her i denne verden.
Derfor leder han os igen til Jesus Kristus og hans forsoningsdød, hvor samvittigheden kan hvile,
blive ren, få sin trøst. Vi kan let blive grebet af en masse aktivitetsiver, når vi skal leve med Jesus,
men han har klart og tydeligt sagt, at den gode del er at lytte til hans tale, igen høre hvad han vil
lære os.
Så kan vi blive grebet af bekymring: hvordan skal vi dog klare hverdagen? Kan pengene slå til?
Heldigvis har han klart og tydeligt lært os, at han vil give os alt andet i tilgift. Han vil også give os
maden og tøjet, når vi lever i hans rige. Her kan vi hvile og lade al vores bekymring, alle vore
tanker og ønsker komme frem for ham. Han er ikke ligeglad med noget af vor nød, men han ser jo
bare bedre end os, at vor største nød nu engang er synden og dens frygtelige magt og den værste
plage der kan ramme os er, hvis den igen plager vores samvittighed og Satan igen begynder at så
tvivl om det, Gud har sagt. Derfor leder han os først og fremmest til evangeliets græsgange, til der
hvor sjælen er stille i Jesus Kristus.
Så uanset hvad du kæmper med: lyt til Guds ord, her er de grønne græsgange, her får du lov at
hvile.
Næste vers

Herren er min hyrde

Salme 23, 1

Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,

Dette er starten på en af de berømteste af Davids Salmer, som er nr. 23 i Salmernes Bog. Inden David blev kaldet til Gud som konge af Israel, var han selv fårehyrde, så han har hentet billederne fra hverdagen som hyrde. Det er alt sammen noget, som han kendte godt han henter billederne fra.

Hyrden og fårene

Han har  indset, at i forhold til Gud, der er vi alle at sammenligne med får. Får kan ikke klare sig alene, når et får bliver væk fra flokken, så er det noget af det mest ynkelige man kan tænke sig. Det løber rundt og kan ingenting sanse og falder det i et hul, så kan det ikke rejse sig igen. Derfor har hyrden en stor opgave i at holde sammen på flokken, sørge for at ingen af dem kommer væk. I dette har David set et billede på, hvordan Herren er i forhold til sine troende, også David selv. Denne salme ligger også bag, at Jesus sammenlignede sig selv med den gode hyrde, der sætter sit liv til for fårene.

Herren som hyrde

Så David lægger prompte ud i første vers med at sige, at Herren er hans hyrde. Han er selv et får, der er prisgivet, hvis han bliver væk, for at være præcis, han er prisgivet Satan og hans magt, prisgivet den verden, der hader Gud og prisgivet synden i hans eget indre. Det er frygtelige fjender at være omgivet af.

Men mod dette er Herren altså hyrden. Den almægtige Gud, der har skabt Himmel og Jord, han er også stærkere end alle disse frygtelige fjender. De kan nok gøre os meget bange og true os meget, men hvad er det imod den Gud, der holder hele verden i gang og holder gang i vort hjerteslag i dette øjeblik?

Så er det ikke tomme ord, når han siger, at han lider ingen nød. Det er let at sige bare som en floskel og det bliver det ofte, men det er det ikke her. Det er sagt på det grundlag, at Herren selv er hyrden, at han vil gøre alt for at vi ikke skal mangle noget.

David havde prøvelser, men Gud ledte ham

David var ellers selv i mange prøvelser i sit liv. Han blev først jaget af Saul, der ikke kunne bære at miste sit kongedømme, og derfor forfulgte David for at rydde ham af vejen. Siden faldt han katastrofalt i en stor synd, han lod en af sine krigere dræbe, fordi han var betaget af hans kone. Hans søn Absalom gjorde oprør, og David måtte flygte. Han havde ellers grund til at sige, at han manglede meget.

Men nej, når Herren er hyrden, så skal vi ikke mangle noget. Han sender os prøvelser som han gjorde med David for at vi skal lære at stole på ham, men vi må have lov at stole på, at de aldrig bliver større end nødvendigt. Han vil ikke lade os i stikken, vi får alt hvad vi behøver.

I denne uge skal vi så høre nærmere om, hvad det indebærer. Davids eksempel viser jo, at det ikke betyder, at vi slipper for prøvelser her i livet. Mange af os må kæmpe hårdt med dem. Det vil også fremgå af denne salme, at det vidste han udmærket godt, da han skrev den. Det vil blive uddybet i denne uge.

Herren er vor Hyrde i dag også. Jesus var jo den hyrde, der satte livet til for os – og opstod igen, så han stadig i dag kan vogte os. Så også vi må have den fortrøstning, at når han er vor hyrde, så mangler vi intet.
Næste vers

Jesu omsorg for tvivleren

Noget af det mest rørende i opstandelsesberetningerne er, hvordan Jesus har omsorg for hver enkelt af disciplene. Allerede da han møder kvinderne på vej væk fra graven, sender han en hilsen til sine disciple og især en til Peter, der fornægtede ham og nu er tynget af samvittighedskvaler. Jeg har tidligere været inde på hans møde med Maria Magdalene og med hans møde med to disciple, der gik til Emmaus.

Jesus møder sine disciple.

Så møder han også op iblandt dem og ønsker dem: Fred være med jer! Her viser han dem, at han ikke er noget spøgelse ved at spise og vise dem naglegabene i sine hænder. De begynder så at tilbede ham De bliver nu overbevist om, at han virkelig er den lovede Messias, frelseren, Guds egen Søn, der er blevet menneske og nu er opstået, fordi døden ikke kunne holde ham.
Men en af dem er ikke til stede: Tomas. Han kan ikke tro på det, da de andre fortæller dem det. For ham er det hele tabt nu, og det har han indstillet sig på. Hans svar er, at han ikke tror uden at få lov at stikke sin finger i naglegabene.

Omsorgen for tvivleren Tomas

Også ham viser Jesus særlig omsorg. Han dukker op hos disciplene igen, mens Tomas er til stede og siger til ham, at han skal komme og stikke fingeren i hans sider og i sårene efter naglerne. Bare at han siger det viser, at han godt vidste, hvad Tomas sagde og dermed viser, at han er den alvidende Gud. Så må Tomas også erkende, at det er hans Herre og hans Gud, der står foran ham.
For en jøde er det stort skridt at sige sådan til et menneske, men Tomas ser nu, at det virkelig er Gud selv, der er blevet menneske, der nu står foran ham og har overvundet døden. Han har frelst alle de dømte fra sin egen dom.

Tro uden at se.

Efter det siger Jesus: Salige er de der ikke har set og dog tror. Her minder han os om det vilkår vi lever under her i tiden, at vi ofte må tro uden at se. Vi kan ikke altid se Guds kærlighed tydeligt, men vi er under den kærlighed alligevel. Det kan synes som om Jesu omsorg er langt borte, men den er der.
Mest af alt kan vi ikke se, at vore synder virkelig er forladt i Guds øjne - men vi må tage hans ord for det og tro det. Bliver det vanskeligt at tro det, så har Jesus den samme omsorg for dig, som han havde for Tomas. Han vil ikke lade dig i stikken.
Ville forældre forkaste deres børn, fordi de blev syge? Nej, det kan vi jo ikke tro, men så vil Gud selv meget mindre forkaste de af hans børn, der er blevet syge på troen. Jesus vil møde dem som han mødte Tomas, give dem lige præcis det, som de har brug for for at troen kan leve videre. Guds Ånd får den troende til at se på Jesus - for hvis troen ser på Jesus, så lever den, ser den på sig selv, så dør den.
Så kom frimodigt til Jesus med din tvivl - om du så skulle være blevet i tvivl om, at Gud virkelig eksisterer. Han vil høre din bøn på den måde, som han finder bedst, han vil ikke støde dig bort. Han vil også se til dig, som han så til Tomas.

Vandring med den opstandne Jesus

I Lukasevangeliet kapitel 24,13-35 kan vi læse om, at Jesus kort efter sin opstandelse slår følge med to disciple, der vandrer fra Jerusalem til den lille nærliggende by Emmaus. De genkender ham ikke, da han spørger dem hvad de snakker om. De undrer sig så over, at han ikke har hørt om alt det, der er sket i Jerusalem i disse dage. De havde håbet, at Jesus af Nazaret var den, der skulle forløse Israel, men nu er han blevet korsfæstet, tilmed er hans lig forsvundet fra graven.
Da svarer Jesus dem. at de er uforstandige til at forstå, hvad Skrifterne har talt, han burde lide dette for at indgå til herligheden. Så udlægger han Skrifterne for dem.

Jesus kommer til de enkelte.

Ved denne lejlighed er det ikke apostlene i inderkredsen omkring ham, som han kommer til. Det er to ordinære disciple, som vi ikke har hørt om før i beretningerne. Da han vandrede som menneske på jorden, underlagde han sig vores vilkår, vores begrænsninger. Han måtte som alle os andre .- selv om han elskede alle - have de mennesker, som var hans venner, hans fortrolige. Det var især Peter, Jakob og Johannes. Efter sin opstandelse er han ikke længere bundet, nu har han fået guddomsmagten tilbage. Han kunne gå gennem lukkede døre og dukke op hvor han ville. Nu kunne han gå til hver enkelt discipel, som havde brug for det. Sådan er han heller ikke begrænset i dag. Nu vil han også komme til dig, der læser dette, når du behøver det, trøste dig og lære dig det, som du behøver at lære.

Det Gamle Testamentes vidnesbyrd om påskens begivenheder.

Nu udlægger han Skrifterne, af os kaldet Det Gamle Testamente, for dem, viser dem hvordan de forudsagt , at det måtte ske sådan. Hvor er det en vandring med Jesus, som jeg gerne ville have været med på. Jeg kan sagtens komme i tanke om steder i Det Gamle Testamente, som han kunne have henvist til, men hvis jeg nu havde muligheden for en tidsrejse og så kom til at gå bagved de tre vandringsmænd, så vil der sikkert være mange steder Jesus nævner, hvorom jeg ville sige: at jeg dog ikke tænkte på det.
Første gang Gud i de gamle skrifter profeterer om Messias, er til slangen efter syndefaldet, hvor han forudsiger, at kvindens sæd skal knuse dens hoved, men slangen skal så bide ham i hælen. Hælen er et af de steder, hvor det bløder mest fra, når man skærer sig, og man går ikke særlig godt, så længe såret ikke er helet. Så han forudsiger, at det er et rimeligt alvorligt hug slangen vil give sin overvinder. Det var det også med Jesus i løbet af påsken. Disciplene havde nok set det med, at den lovede frelser skulle knuse slangens hoved, men de overså det med at slangen hugger ham i hælen.
Han kunne have mindet dem om, at han på korset råbte et citat fra Salme 22, starten af den: Min Gud, hvorfor har du forladt mig? Kunne de ikke se, at den talte om korsfæstelse? Og at den på et tidspunkt vender og udtrykker håb?
Hvad med Salme 118, som de efter jødisk påskeskik havde sunget efter påskemåltidet? Kan de ikke se, hvordan den taler om, at Messias nok skal lide, men ikke gives hen i døden og at "den sten bygmestrene vragede er blevet hovedhjørnesten?"
Kunne de ikke huske alle profeten Esajas' ord om Herrens lidende tjener?
Måske sidder du selv og tænker på nogle steder i Det Gamle Testamente, som Jesus kunne have nævnt, som jeg ikke har tænkt på. Fint, han har helt sikkert nævnt mange, som ingen af os tænker på.

Udlægning af Bibelen er en velsignelse.

Udlægningen gør sin virkning, nu ser de klart. Det er aldrig uden virkning at høre en god udlægning af Bibelen. Her får vi åbnet vores øjne og ser klart, hvad Gud har talt.
Men først da han bryder brødet genkender de ham.
Vi tror ofte, at vi kæmper alene, men Jesus er der altid, og på et tidspunkt erkender vi det. Også i dag er en vandring med den opstandne, hvor vi får Skriften udlagt, en velsignelse. Hans kærlighed til den enkelte er den samme i dag.

Kristi opstandelse, en kærlighedsdemonstration

En leder af en kristen børneklub var en gang ude for, da han fortalte dem om opstandelsen, at en af børnene sagde: "Hvorfor viste han sig dog ikke for dem, der havde korsfæstet ham? Det ville de have haft rigtig godt af."
Ja, børn siger så meget sjovt, men denne børnelogik kunne få os til at stoppe op og spørge alvorligt: hvorfor gjorde han ikke det? Han viste sig for sine venner, sine disciple, dem der var sønderknuste og bange. Først viser han sig for Maria Magdalene, der sidder i haven og græder over, at han er forsvundet.

Jesu opstandelse ikke en magtdemonstration.

Jesu opstandelse er ikke et shownummer, hvor han skulle demonstrere overfor fjenderne, at han sandelig var den han sagde han var, Guds søn. Den skete ikke for, at han skulle triumfere og sige ha, ha, der kan I se. Med andre ord: den var ikke en magtdemonstration. Nok var den tegn på en magt, men ikke den tomme magt, som mennesker jager efter, der bare giver et øjebliks triumf, og så er man ellers den samme.
Jesu opstandelse er en demonstration af kærligheden, at den er stærkere end døden. Han har vist den ved at gå i døden for alle mennesker, også dem der hader og foragter ham, men denne guddommelige kærlighed kunne overvinde selv døden, som vi mennesker ellers er totalt magtesløse overfor. Om end alle hans fjender havde sat vagter ved graven og segl for den, det kunne ikke stoppe denne kærlighed. Her er ingen hævn over fjender, men kun barmhjertighed mod alle de sønderknuste, der har haft nogle tunge dage siden han blev korsfæstet, fordi de troede alt var tabt.

Maria Magdalene i haven

Maria Magdalene, som havde fulgt ham trofast, sidder i gravhaven og græder, fordi Jesu lig er taget bort. En typisk reaktion hos mange efterladte til en afdød: hvor er vores kære nu henne? Sådan spørger de ofte i løbet af ugen før begravelsen. Her sidder hun og fatter ikke, at den levende Jesus står foran hende. Hun tror det er havemanden og spørger ham hvor han har lagt ham. Da Jesus siger hendes navn, genkender hun ham og griber fat i ham. En kvinde, som dengang blev regnet for andenrangsmennesker, bliver den første der ser den opstandne. Midt i hendes sorg møder Jesus hende, han spørger hvorfor hun græder. Ja, hvorfor græder hun over at hans lig ikke er der, han er jo lige lyslevende der. Ikke så sært at hun bliver fyldt af glæde, da hun opdager hvem det er.
Sådan møder Jesus alle, for hvem han synes at være væk, når kristenlivet går tørt og alle de menneskelige problemer synes at overskygge det. Eller når vi er faldet i en synd, som synes at være utilgivelig. Her møder han os som han mødte Maria, kalder os ved navn og siger: jeg lever, min kærlighed til dig er stærkere end døden.

I Jesus er Gud vores Far.

Hun får nu besked på at bringe bud til de andre disciple, at han snart farer op til

Min far og Jeres far, min Gud og Jeres Gud.

Han har ellers før talt om min Gud eller min himmelske Far, men nu er frelsesværket fuldendt, skylden er sonet, gælden til Gud er betalt og døden er overvundet. Jesus deler nu sine barnekår med os, så vi i ham også har Gud til far, har et dybt fortroligt forhold til ham, hvor vi må fortælle ham alt.
Han viser sig ikke for fjenderne, de ville bare forhærde sig mere imod ham, han viser sig for sine sønderknuste venner - dengang og i dag. Hans kærlighed er stærkere end døden og stærkere end vore største synder og sorger. 

Jesus Kristus er sandelig opstanden!

Kristus er opstanden!
Ja, han  er sandelig opstanden!

Sådan indleder de græsk-ortodokse kirker deres gudstjenester på påskedag. Er der ikke bare noget særligt over påskemorgen? De salmer som synges sprudler af glæde. Ikke uden grund, for på denne dag får vi at høre, at lidelsen og døden ikke havde det sidste ord over Jesus. Den vil heller ikke få det sidste ord over os.

Jesus stod virkelig op.

Det var så ikke meget glæde der prægede disciplene den første påskemorgen. For dem var det følelsen af fortvivlelse og nederlag. Ham, som de troede var Messias, den lovede Frelser, døde en forsmædelig død. De holdt sig inden døre af frygt for selv at blive forfulgt. Selv om Jesus mange gange havde forudsagt, at han skulle opstå, så fattede de det ikke. De ventede slet ikke, at det ville ske. De eneste, der huskede Jesu ord om sin opstandelse var Jesu fjender, men de satte vagter for graven, for at ingen skulle stjæle hans lig og påstå, at han var opstået.
Men det skete. Det skal forstås helt bogstaveligt: hjertet begyndte atter at slå og sende blod rundt i kroppen, lungerne begyndte igen at trække luft ind og han kunne nu rejse sig, komme ud af ligklæderne og lægge dem pænt sammen og som han senere gik gennem lukkede døre til disciplene kunne han gå ud af graven.

Den tomme grav hvor Jesus lå.

Så kom nogle af de kvinder, der fulgte Jesus, for at bringe ham en sidste hilsen, salve hans legeme med olier som skik og brug var den gang med de døde. Hvordan skulle de få stenen væltet fra graven? Den var for stor. For deres skyld kommer der en engel og vælter den væk. Når Gud udfører sine store begivenheder til vor frelse, lader han altid engle vise sig for mennesker for at hjælpe og tolke begivenhederne. Da kvinderne kommer og ser englen sidde på stenen, får de historiens første påskeprædiken:

Frygt ikke, I søger efter Jesus af Nazareth, han er ikke her, han der opstanden som han har sagt, kom og se stedet hvor han lå.

Hvor må de være blevet forvirrede. Hvordan ville vi reagere, hvis en som vi regnede for død, lige pludselig ikke er i sin grav, men siges at leve? Jeg tror også vi ville blive meget rundt på gulvet. Så ikke så sært, at disse kvinder vender tilbage fulde af frygt, eller som vi vil udtrykke det i dag: skrupforvirrede og rundt på gulvet. Englene har sagt, at Jesus vil møde dem i Galilæa, men det glemmer de helt at sige. De kan ikke fatte dette her.

Gud godkendte Jesu frelsesværk

Men Jesus stod virkelig op. Gud opvakte ham fra de døde som en godkendelse af, at hans forsoningsdød for at frelse os gælder. Hvor Jesus på Langfredag siger: Det er fuldbragt, så svarer Faderen på Påskedag: ja, det er sandelig fuldbragt!
Sandelig er det nu opfyldt alt hvad jeg har lovet.
Sandelig er mine krav og bud stedfortrædene blevet opfyldt, sandelig er straffen nu faldet på min egen Søn for jeres synder og sandelig skal enhver, der tror på ham, ikke fordømmes. Alt er rede nu, han har gjort det for jer.
Som Jesus ville møde disciplene i Galilæa, sådan vil han også møde os der, hvor der prædikes om ham. Her vil han møde os med sin nåde, med tilgivelse for alle synder - for de blev begravet med ham og blev i graven, da han opstod.
Glædelig Påske fortsat! 

Jesu legemlige død er virkelig.

Jesus bøjede til sidst hovedet og døde. Sandt at sige, så er det i en situation, hvor vi ofte mere bliver lettet over hans død end egentlig ked af det. Naturligvis har disciplene og hans mor følt sorg i denne situation, men den sorg har meldt sig allerede, da han var dømt til at blive korsfæstet, og der ikke var noget at gøre. Nu er de pinefulde timer endelig overstået, hvor han hænger og pines på korset.

Det betones i beretningerne, at Jesus er død.

Hvor gør evangelisterne meget ud af at vise, at Jesus virkelig var død. Det er dem meget om at gøre.
Pilatus bliver forbavset over, at det allerede er sket, for de fleste korsfæstede hang i flere dage inden de endelig gav efter for døden. Soldaterne går ud og tjekker det og konstaterer, at han er død. Hos Johannes får vi den detalje, at de kommer for at knuse benene på de korsfæstede for at fremskynde døden, for de jødiske ledere vil ikke have, at de hænger højtiden over. Da ser de også, at Jesus allerede er død, og for at være sikre stikker de et spyd i siden på ham. Der kommer vand og blod ud, det skyldes, at ved dødens indtræden skilles de røde og hvide blodlegemer fra hinanden, så de fremstår som blod og vand. Det var en almindelig måde på den tid at teste, om en person virkelig var død.
Så har vi også, at rådsherren Josef af Aritmetæa. der havde været Jesu discipel i hemmelighed, kommer og beder om at få Jesu legeme udleveret, hvad landshøvdingen Pilatus siger ja til. Josef har et gravkammer, som han vil lægge ham i. Jøderne var altid meget påpasselige, når de skulle begrave nogen, med at sikre, at de virkelig var døde, så der kan ikke være nogen tvivl om, at rådsherren har gjort alt for at være sikker, inden han har gravlagt ham.

Hvorfor betone Jesu død?

Men hvorfor skal det betones så kraftigt, at Jesus virkelig var død?
Ellers vil den kommende højtidsdags budskab, Påskedags budskab, blive til intet. Hvis ikke Jesus virkelig var død, så var der ikke tale om en virkelig opstandelse. Så ville det bare være en skindød, der var blevet genoplivet og så døde igen senere -.den forklaring har nogen brugt, når de ville evangeliet til livs - men nej, Jesus er død, de var ikke i tvivl den gang, og som evangelierne fremstiller det, kan vi heller ikke være i tvivl. Det skal forstås helt klart som når det siges, at alle andre er døde: legemets funktioner er standsede, hjertet pumper ikke længere blod rundt i kroppen, lungerne tager ikke længere luft ind og som følge af det er alt andet i kroppen standset, den er igen kun en samling molekyler, som med tiden vil opløses og blive til jord og knogler igen.
Her ville enhver anden fortælling om en historisk person standse, men det gør den ikke. Vi glæder os til at høre det Påskedag.
Her vil jeg ønske bloggens læsere Glædelig Påske, for nu trækker jeg mig til påskefejring med min familie og vender tilbage en af påskedagene med opstandelsesbudskabet.

GLÆDELIG PÅSKE.

Fader, i denne hænder betror jeg min ånd.

Det er sidste ord Jesus siger inden han "opgiver ånden" som evangelisterne kalder det, inden han udånder og dør. Det er gengivet hos Lukas.

Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.

Jesus dør for syndens skyld

Det er et citat fra Salme 31, hvor David beder Gud om beskyttelse mod de fjender, der forfølger ham. Man kan roligt sige, at Jesus også har været i den situation nu, helt derud hvor han skal dø. Det er midt i forfølgelsen en forvisning om, at Gud vil udfri, hjælpe. Nå betror Jesus sin ånd i faderens hænder. Legemet dør og ånden forlader det. Sådan er det med døden, al legemlig funktion standser, og vor ånd kan ikke længere bo i dette legeme, men Gud tager den til sig, holder den i forvaring.
Nu må Jesus dø, han har båret al verdens skyld overfor Gud, som vi kalder synden, og det hedder jo, at syndens løn er døden, derfor må Jesus dø.

Jesus dør med fortrøstning

Men Jesus dør med den trøst, at døden ikke har det sidste ord. Han ser frem mod den opstandelse, der venter ham. Hans ånd vil i de kommende tre dage være i Faderens hænder, men så vil han opstå.
Citatet fra salmen indgik som en del af den jødiske aftenbøn  på grundlag af et syn på søvnen son dødens forvarsel, hvor legemet for en tid er ude af funktion, men Gud har vores ånd i sine hænder. Vi må i hvert fald se på døden som en søvn.
Vi kalder den ofte det sidste hvilested, men nej, det er ikke rigtigt. Den er en hvile, ja, men den har ikke det sidste ord. Dens brod er synden, hedder det hos Paulus, det er på grund af vores skyld overfor Gud, at døden stikker. Men ligesom en bi kun kan stikke en gang, så er dens brod knækket, sådan har døden nu også stukket Jesus med syndens brod en gang, så nu er brodden brudt, knækket, kan ikke skade os mere. Vi kan stadig blive grebet af frygt for, at legemet skal gå stoppe og gå i opløsning, for vi er skabt med legemer, der er en naturlig del af os, men i Jesus må vi have lov at sige, at døden er indgang til et bedre liv, hvor vores ånd i første omgang er i Guds hænder. Han vil tage vare på den, og så venter der en opstandelse forude, som vi må se frem imod, hvor vi skal leve på en ny jord helt uden alt det, der ødelægger livet her og nu. Her skal vi se Frelseren og få lov at lovsynge ham for evigt.
Så også vi må, når døden nærmer sig, sige, at vi betror vores Ånd i vores himmelske Fars hænder. Her vil den være sikrere end den er på denne jord.
Jesu syv ord på korset

Det er fuldbragt

Da Jesus nærmede sig døden, sagde han:

Det er fuldbragt.

Det kan godt virke som et lidt fremmed ord på moderne mennesker, men jeg tror alligevel, at de fleste naturligt opfatter det som noget, der er gjort færdigt, endelig afsluttet.
Så vil mange nok tænke, at det går på den lange lidelse i retssagen og på korset. Ikke at det er forkert, men man kommer bare ikke i dybden med det alene. Vi skal også have det med, at det betegner, at noget er opfyldt. Hvad er så opfyldt?

Profetierne er opfyldt.

Dels er profetierne opfyldt. Fra mennesket faldt i synd og ikke adlød Guds bud, sagde Gud til slangen, at kvindens sæd skulle knuse dens hoved, men den skulle hugge ham i hælen. Det var et løfte om Frelseren, der skulle komme. Senere lovede Gud Abraham, at i ham - underforstået hans efterkommere - skulle alle jordens slægter velsignes. Så kom alle profeterne i Israels folk, de profeterede også om frelseren. Stærkest finder vi det nok hos Esajas, der talte om Herrens lidende tjener.

Han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brøde.

Nu er løfterne opfyldt, Jesus har knust slangens hoved, selv om den har fået lov at hugge ham i hælen. Han blev såret for vore overtrædelser. I ham har alle jordens slægter mulighed for Guds velsignelse.

Loven er opfyldt.

Det hænger sammen med det andet, der er opfyldt: loven. Loven er ikke bare Moseloven, den gjaldt til en tid indtil sagen selv Jesus Kristus kom. Loven er Guds evige krav til menneskene, som er udtrykt i De Ti Bud. Dem kræver Gud overholdt til fulde. Snubler vi bare på et punkt, har vi overtrådt hele loven og er hjemfaldne til Guds vrede. Derfor har Satan også ifølge loven krav på os, vi tilhører ham, når vi bryder Guds bud.
Men Jesus har nu opfyldt loven, givet Gud hvad der tilkommer ham, ikke bare har han opfyldt kravene, han har også stedfortrædende lidt straffen for alle dem, der ikke opfylder dem, det vil sige, os alle. Som det hedder hos Paulus:

Han udslettede det anklagende skyldbrev, det som var imod os. han tog det bort ved at nagle det til korset.

Det brev, som anklager os, Guds Lov, har Jesus taget bort ved at det blev naglet med ham til korset. Det skal så stadig vejlede os til hvordan vi skal leve, men det skal ikke anklage os længere.
Så har Satan heller ikke krav på os længere. Sådan fra tog Jesus ham hans magt, ved at tage det bort, som gav ham ret til os.

Gælden til Gud er betalt.

Verbalformen på græsk for det er fuldbragt betegner her en ting, der er gjort endeligt færdigt, som står fast og har resultater for os nu. Vi kan læse profetierne som opfyldte, vi kan se loven som en vejleder, der slet ikke har lov at anklage os mere, kræve straf af os når vi falder i. Vi er frie.
Fra samtiden kendte man vendingen fra, når nogen skyldte penge. Når de var betalt tilbage, skrev kreditoren på gældsbrevet, at det er fuldbragt. Vi skyldte Gud alt og var i uoverstigelig gæld til ham, men nu er det fuldbragt, Jesus har betalt det helt og fuldt, og dommen skal aldrig falde mere, den er faldet.
Det er påskens budskab: alt er fuldbragt, Guds egen Søn har taget din straf, du er fri.
Jesu syv korsord.

Jeg tørster, sagde Jesus

Eddiken Jesus fik at drikke.

Det femte korsord vi får fra Jesus er, at han tørster, og så giver soldaterne, der holder vagt ved korset, ham en svamp med eddike at drikke af, som de rækker op til ham med en gren
Der er delte meninger om det med eddike, om det er eddike i vores moderne forstand. Det kunne det være, for, der har gæret for længe, bliver til vin. Det er så yderligere en hån mod ham, at han får den sure drik.
Der er andre der mener, at det er betegnelse for vin fortyndet med vand. I så fald viser soldaterne her en vis humanitet, de sørger for at slukke hans tørst. Den vil jeg ikke helt afvise, for selvom der er soldater, der håner ham i Pilatus' borg og giver ham tornekrone på, så er der en officer, der siger, i det Jesus dør, at det  i virkeligheden var en retfærdig mand, Guds Søn. De kan godt være begyndt at erkende, at der er noget galt i denne korsfæstelse og udviser derfor så meget barmhjertighed overfor ham, som det er muligt.

Jesus var helt menneske

Men uanset om vi forstår eddiken på den ene eller den anden måde, så er spørgsmålet hvorfor denne detalje er med i evangelierne. Der er ikke noget mærkeligt i, at en korsfæstet rammes af tørst, de hænger der jo, hvor dagen er hedest. Her skal det netop understreges, at Jesus er sandt menneske. At han var Guds Søn modsiger ikke, at han også var menneske fuldt og helt med legeme og sjæl. Han var i stand til at føle sult, blev træt og faldt i søvn og blev grebet af sorg ved venners død. Sådan også her: selv om han var forladt af Gud, da han hang på korset og det var det egentlige pinefulde i det, så gjorde korsfæstelsen også sin virkning på ham,. som den gjorde på alle andre mennesker, der blev korsfæstet. Der var den tunge lidelse at hænge der, tilmed i dagens værste hede. Så ikke sært, at han blev tørstig.

Jesus drak en værre drik end eddike

Ja, Jesus kunne have brugt sin guddomsmagt til at stige ned fra korset, eller mindre end det, til at svække dets fysiske virkninger, mens han hang der. Han gjorde det ikke, hans kærlighed var for stor, han ville frelse den fortabte menneskeslægt.
Om det virkelig var eddike i vores forstand han fik, så må vi tænke, at han drak en endnu værre bitter skål, mens han hang der: straffen for al verdens synd, som vi skulle have båret, blev virkelig forladt af Gud. Den drik var tungere at drikke end selv den sureste eddike.
Men han tømte den netop for dig, for at du skulle få lov at drikke frelsens bæger.
Jesu syv korsord.

Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?

Da det er den sjette time - ved middagstid ifølge vor moderne sprogbrug - råber Jesus fra korset:

Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?

Her er der blevet mørke over hele landet. Når Gud handler, så lader han det ofte ledsage af naturfænomener, der gør det tydeligt, hvad der sker. Mørket skal her være et tegn på gudsforladthedens mørke.
Ordet er et citat af den gammeltestamentlige salme, nr. 22, som er en af de mørkeste salmer i Salmernes Bog. Her er kun fortvivlelse, men den er også fyldt med konkrete profetier om korsfæstelsen. Giv dig tid til at læse den.

Blev Jesus forladt af Gud?

Det er ofte blevet diskuteret, om Jesus virkelig blev forladt af Gud på korset, eller det bare var noget han følte.
For at få greb om det må vi forstå, at Gud virkelig er vred over synden. Vi kan i beretningen om israelitternes vandring gennem ørkenen læse om Arons sønner, der blev fortæret af Guds ild, fordi de ikke bar den foreskrevne røgelse. Når Gud er nøje med at hans bud skal holdes selv når det var det, som kun gjaldt til en tid, hvor nøje tager Gud det så ikke med de bud, som er evige? Hver gang vi sårer et andet menneske med vores ord, bærer vi falsk ild frem for Gud. Når vi bryder en aftale, så bærer vi falsk ild frem for Gud. Når vi tænker ondt om et andet menneske, så bærer vi falsk ild frem for Gud. Det gør Gud vred, og han er en
fortærende ild, når han er vred.

Jesus blev forladt af Gud, for at du skal leve med Gud.

Men her på korset tager Jesus alle disse ting på sig og bærer dem ind for Guds ansigt. Her stiger de op for ham, så han farer ud og fortærer Jesus i sin vrede - for al den ting der er gjort imod hans vilje i verden, også det du og jeg har gjort. Her rammes Jesus af Guds vredes lyn og fortæres.
Så er spørgsmålet besvaret: Jesus blev virkelig forladt af Gud, da han hang på korset. Det skulle have været dig og mig, men Jesu kærlighed til os er så stor, at han ville bære det for os. Her er ingen synd så stor, at han ikke har taget det med, der er ingen undtagelse.
Jesus døde en gang for alle og blev forladt af Gud en gang for alle for at vi skulle få del i Paradiset som den ene røver. Derfor er du nu fri i ham, for Guds dom er faldet en gang, er du i Jesus ved troen, så skal den aldrig falde igen.

I dag skal du være med mig i Paradiset

Jesus var alene, forladt af alle mennesker, også sine disciple, da han hang på korset. Han havde forudset, at de alle skulle forarges på ham, oversat til almindeligt dansk: de skulle miste troen på ham.

De to røvere

Men her mellem to røvere, der også hånede ham i starten, får han en ny discipel. I løbet af den tid de hænger på korsene sker der noget med den ene røver. Muligvis har Jesu bøn for sine bødler gjort indtryk på ham, været et vidnesbyrd. I hvert fald sker det, da den ene røver siger til Jesus: "Er du ikke Kristus? Frels nu dig selv og os", så bliver han irettesat af den anden røver, der siger: "Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? Og vi har fået den med rette, vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort." Så henvender han sig til Jesus og siger: "Husk mig, når du kommer i dit rige."
Så svarer Jesus ham:

Sandelig siger jeg dig: i dag skal du være med mig i Paradis.

Røverens tro

Den ene røver har erkendt, at i forhold til Gud er vi alle under dom. Ikke alene er det den jordiske øvrighed, der dømmer ham, det er overstået når han udånder på korset, men Guds dom vil vare evigt. Han har så også erkendt, at Jesus intet ondt har gjort. Hvor meget mon han fatter rækkevidden af dette? Det er sandt i en dybere forstand, end vi kan fatte det. Jesus er nemlig den eneste, der har vandret på jorden, der har opfyldt Guds krav helt og fuldt. Han er også den, der har gjort det for os, er vor stedfortræder, så vi i troen bliver set af Gud, som om vi var uskyldige, uanset hvor meget skyldige vi er.
Den ene røver, der har indset det, råber til Jesus, beder ham om at huske ham.
Jesus giver ham det forløsende svar: I dag skal du være med mig i Paradis. Det er indledt med vendingen sandelig siger jeg dig, en vending som Jesus brugte, når han vil sætte streg under, at det han sagde nu stod virkelig fast og ikke kunne rokkes. Så Jesus vil have røveren til at tro, at hvad han siger nu, det kan intet rokke, det ord må han stole på i den tid han har tilbage at lide på korset.

Jesu bønhørelse er rigere end vi kan tænke

Så får han løftet, som er et eksempel på, at Jesus giver langt mere end vi fatter og formår at bede om, som Paulus skriver et sted. Jesus hører bønnen fra røveren om at blive frelst, at Jesus også vil tage ham med i sit rige. Men røveren tænker først og fremmest på engnag, når Jesus kommer der, men Jesus svarer:: i dag. Allerede nu har røveren forladelse for alle synder, og hvor syndernes forladelse er, der er Paradiset. Allerede nu tager Jesus ham med ind i sit rige.
Det kan man ikke se og mærke meget til, røveren hænger jo stadig og lider på korset. Sådan er det med Jesu løfter: de giver hvad de nævner, frelse fra Guds dom og adgang til Paradiset. Vi kan ikke mærke meget til det, så længe vi vandrer på jorden. Vi har stadig prøvelser og kampe. Men Jesus har talt Ordet til os, tilsagt os, at vi i ham har del i alt, også det evige liv i Paradiset.
Dette må du også stole på i dag, lige så vel om røveren.
Jesu syv korsord.

Se, der er din søn!

Da Jesus hænger på korset, ser han sin mor stå der sammen med apostlen Johannes. Mon ikke enhver, der har børn kan leve sig ind i, hvordan hun føler det? Det blev også profeteret ved Jesu fødsel,. at en sværd skulle gennemtrænge hendes sjæl. Nu må hun stå og se sin søn dø på den måde, som i samtiden blev anset for mest forsmædelig.
Samtidig er hun også i en situation, som vi i vores velfærdssamfund ikke kan forestille os. Den gang var enkerne prisgivede, for alt tyder på,. at Josef var død på dette tidspunkt, og nu har hun ingen til at understøtte sig.

Jesus har omsorg for vor nød

Så siger Jesus til hende: Se, det er din søn, om Johannes, og Johannes får at vide: Se, det er din mor.
Selv om Jesus først og fremmest hænger der for at sone al verdens synd, så er han ikke ligeglad med den menneskelige nød, som vi er under. Han tænker ikke om sin mor, at nu får hun syndernes forladelse, så må hun være tilfreds. Han ser til hendes konkrete nød og kommer hende til hjælp i den.
Den måde Jesus oftest hjælper på er gennem menneskelig formidling, at han sender et menneske, der gør noget for at hjælpe. Han vil først og fremmest give syndernes forladelse, men han er ikke ligeglad med vores nød i øvrigt, hvad den så end måtte bestå i.
I dag tænker han heller ikke, at nu skal evangeliet udbredes, så må dine problemer vente. Han vil også sende dig en hjælp i din nød, som du lægger frem for ham.

Jesus hjælper som det er bedst

Han gør det så på den måde, som han finder bedst. Han havde brødre, og man kunne synes, at det var mest oplagt at henvise til dem. Men vi ved jo fra evangelierne i øvrigt, at hans brødre ikke forstod ham. Derfor vælger han nu Johannes, fordi han er den, som Jesus havde mest fortrolighed med. Han kan udover at hjælpe og støtte hans mor også vejlede hende til sandheden om, hvem hendes søn egentlig var og hvorfor han måtte dø. Derfor er han den bedste.
Når Jesus hjælper os i vores nød, så gør han det ikke altid som vi synes det er mest oplagt, men vi kan være sikre på, at han gør det på den måde, som han finder bedst, og det har vi lov at stole på.
Så også du kan i dag gå frit til ham med din nød.
Jesu syv korsord.

Fader tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør.

Da de slog naglerne gennem Jesu hænder, bad han bønnen: Fader, tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør. Jesus efterlever sit eget bud til disciplene: Elsk jeres fjender, velsigne dem, der forbander jer og bed for dem, der forfølger jer.
Mange vil her tale , at vi har et forbillede i Jesus, han gør som vi også burde gøre. Det er ikke fordi det er usandt, men det kommer ikke frem til det egentlige. For virkelig at se den trøst vi har af dette ord fra Jesu mund, må vi se, at han ikke bare beder sådan for sine bødler, han beder også den bøn for os. Det er jo i sidste ende vores skyld overfor Gud, der naglede ham til korset. Han beder også denne bøn for dig, der netop nu læser dette.

Fader...

Jesus henvender sig til sin Far i himlen, det er en af de få steder, hvor vi hører samtalen mellem Guds egen Søn og Faderen selv. Han har dette fortrolige forhold til sin Far, som nu er blevet underkastet de jordiske vilkår, hvor han må bede som alle os andre. Han er underlagt hjælpeløsheden i menneskelige bødlers hænder, fordi han helt har givet afkald på sin guddomsmagt, men han er i stand til at bede en bøn.

Tilgiv dem..

Denne bøn beder Jesus for hver eneste synder på jorden. Gud vil ikke andet end at høre denne bøn. Hans hjerte står åbent, han venter hver dag på, at hver enkelt skal komme. Også i dag i Himlen står han for tronen og beder denne bøn for hver eneste på jorden: Tilgiv dem! Han beder den også for dig, som han også bad den på den første Langfredag. Hans nåde rækker til at tilgive selv de værste ting, som vi måtte kunne tænke os, at vi har gjort.

For de ved ikke hvad de gør.

Hvordan kan det så være, at ikke alle får del i denne tilgivelse? Kort og enkelt: de ved ikke hvad de gør. De jødiske ledere vidste ikke hvad de gjorde, Pilatus vidste det ikke, dem der hånede Jesus vidste det ikke. Synden er et blændværk, der lukker vores øjne for dens alvor. Vi ser ikke, at vore sårende ord, vore brudte aftaler, vores bagtaleri og hvad vi ellers gør, som Gud hader, at det får konsekvenser, at Gud er vred over dem. Derfor må vore øjne åbnes, og det kan ofte gøre ondt. Guds Ånd må hive sløret væk og afsløre, hvad det er vi gør, ellers ser vi ikke, at vi har brug for tilgivelsen hos Jesus Kristus.
Men når Jesus beder denne bøn for os, så er det et tydeligt tegn på, at han længes efter at det sker og er parat til at tilgive alt. Han har jo selv betalt for det hele ved sin død.
Jesu syv korsord.

Jesu syv ord på korset

Når man sammenstiller de fire evangeliers beretninger om Jesu korsfæstelse, så er der sammenlagt syv ting han siger, mens han hænger der. Fra gammel tid har man kaldt det De syv korsord. Muligvis har han sagt mere end de syv ord, men det er disse ord, som evangelisterne har fundet det nødvendigt at vi skulle høre.
Men hvorfor?
Salmedigteren Kingo har forstået noget af hvorfor:

Gak under Jesu kors at stå,
hans sidste ord at agte på,
hans sidste ord, hans nådes røst
skal tale mig til evig trøst.

Vi skal nemlig høre de sidste ord Jesus taler inden han udånder til trøst, fordi det er hans nådes røst.
For en ydre betragtning ligner Jesu korsfæstelse en historie om menneskelig grusomhed, en god mand der dør en forsmædelig død på grund af et justitsmord forårsaget af misundelse og rænkespil, og der synes ikke at være meget guddommelig indgriben i det, se indlægget Korsfæstelsen af Jesus.
Men det er netop Guds Hellige Ånd, der kan åbenbare for os, at det er mere end det, at det er selve Guds kærligheds indgriben overfor en fortabt menneskeslægt. Denne Helligånd virker gennem Guds ord, prædiken, og Jesu syv ord på korset er netop også forkyndelse, der skal åbne vore øjne. I disse ord får vi lov at se ind i Jesu hjerte, der er åbent og forbarmende, ikke ligeglad med vores nød, som gerne tilgiver enhver, der råber til ham. De åbner for os, at han nu bærer straffen, men at skylden så også er betalt. De viser os, at døden ikke har det sidste ord.
Så hver dag frem til påskedagene - med overspringelse af Palmesøndag - vil jeg på denne blog forklare disse syv korsord af Jesus i rækkefølge - til tro og trøst for alle, der måtte læse det.

1. Fader, tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør.
2. Se, det er din Søn
3. I dag skal du være med mig i Paradis
4. Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?
5. Jeg tørster
6. Det er fuldbragt
7. Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.

Korsfæstelsen af Jesus

Selve det at henrette ved korsfæstelse var en bekostelig og langsommelig affære. Var det ikke lettere bare at slå dem ihjel med halshugning, som også foregik i romerriget? Ja, men meningen med korsfæstelsen har ikke bare været for at henrette, det har også været for at sprede at afskrække fra at begå oprør. Derfor blev de også korsfæstet på offentlige steder, hvor folk gik forbi, det blev Jesus også. En stor del af straffen var også skammen, det ydmygende i at hænge der. Det har været diskuteret blandt læger, hvad man egentlig døde af ved korsfæstelsen, men en ting er sikkert: det var ikke forblødning, så ville man dø hurtigere, og ofte var de flere dage om at dø. Ifølge Johannesevangeliet bliver de overrasket over, at Jesus er død så hurtigt.

Korset er stødende, men det er vor frelse

Den almindelige holdning blandt romere var, at korsfæstelse ikke var noget, som civiliserede romere skulle idømmes. Det var kun slaver og ikke-romerske borgere, der skulle idømmes det. Det var endda et ord, som man ikke sagde højt.
Det er ikke sært, at da de første kristne skulle forkynde evangeliet, så blev det mødt med meget forargelse. Sådan stå og tale om en mand, der var blevet korsfæstet, det gør pæne mennesker da ikke.
Men så grusom korsfæstelsen end er, så er ordet om Jesu kors en kraft til at frelse. Det er ikke til at se, for historien om hans korsfæstelse ligner alle andres. Det blev gjort helt efter bogen, med en piskning, der skulle svække den dødsdømte, så døden blev fremskyndet. Han skulle bære korset selv, hvad der også var almindelig procedure. Når en korsfæstet gik på den måde i procession, så var det tegn på, at nu var han udstødt, alle havde lov at håne ham og spytte på ham. Så var der sat en inskription over ham med Jødernes Konge. At kalde sig konge blandt jøderne var ofte ensbetydende med oprør, derfor betyder det en oprørsanklage. Det var også normal procedure.

Vantroen ser kun afmagt i korset

Den hån, som Jesus nu bliver udsat for, er som udtryk for, hvad vantroen ser i Jesu korsfæstelse. Nu hænger han der og er magtesløs, sig selv kan han ikke frelse, lad ham nu stige ned af korset, hvis han er Guds Søn. For vantroen er dette bare en tragisk hændelse, den kan så kalde på tårer som det gør hos nogle kvinder, som ser Jesus slæbe af sted med korset, eller det kan kalde på hån og skadefryd, som det sker fra mange af dem, der står ved korset. Dem, der græder over Jesus får at vide, at de ikke skal græde over ham, men over dem selv. Vi skal ikke ved Jesu korsdød prøve at se, hvor meget medlidenhed vi kan stable på benene over hans død, som visse middelalderlige fromhedsretninger dyrkede det. Vi skal først og fremmest se på, at det var vores synd, der naglede ham til korset. Han ofrede sig her for at vi skulle gå fri. Barrabas blev af Pilatus frigivet i stedet for Jesus, ved Guds domstol er vi alle som Barrabas. Han har taget vor synd bort og dommen skal ikke falde mere.

Syndernes forladelse ved korset

Dem, der håner Jesus, får intet svar. Er man kun ude på at nedgøre og håne Jesus og hans budskab, så skal man ikke vente noget svar fra Guds Ånd i dag heller. Her er Jesus tavs, også i dag.
Men disciplene, der nu kæmper med fortvivlelse, fordi de tror alt er tabt, de har nu fået at se, at alle deres egne fortsætter og deres egen fromhed ikke duede længere. Netop for dem har Jesus død et budskab: han har båret skylden for det alt sammen, og han vil gerne forlade dig alt.
Fader tilgiv dem

Noah på film - tja?

Så er historien om Noahs ark og syndfloden kommet til danske biografer på film. Hvad skal man mene om det? Så vidt jeg kan se har den fået blandede anmeldelser. Her vil jeg ikke tage stilling til, hvad man skal mene om den som filmkunst, bortset fra den gamle frase, at man nu synes, at bogen er bedre - når der er tale om filmatiseringer af bibelske beretninger, så får den frase en ny dimension.

Faldgruber når Bibelen filmatiseres

Når en skreven beretning omsættes til film, vil der altid være tale om en fortolkning. Det kan så være en fortolkning, man er mere eller mindre uenig i, men den er der og præger filmen. Denne regel gælder også bibelske beretninger, og mange bibelske beretninger får ofte en tolkning, som strider imod Bibelens klare lære. Mest ekstremt har man set det i Jesu Sidste Fristelse, der kom i firserne. Dens Jesus-billede måtte siges at være meget suspekt. Selv har jeg set en filmatisering af Davids liv, hvor det var en tydelig pointe, at David ikke skulle lade sig tynge af de dømmende profeters ord, men leve som han fandt det rigtigt. Kan en kristen præges af disse tolkninger, som de ser på film i den tro,at de får en bibelsk beretning? Det må der tænkes over.
Det er også en velkendt sag, at filmatiseringer ofte tildigter noget til teksten, og det sker næsten altid ved bibelske beretninger. Hvad man f. eks. har set af filmatiseringer af Moses' liv, både den gamle storfilm De Ti Bud og den senere tegnefilm Moses, tildigter Moses' liv fra han bliver adopteret af Faraos datter til han flygter fra Ægypten. Det tidsrum røber Bibelen ikke noget om, men det er ikke mærkeligt, at filmfolk bruger friheden her. Ofte kan vi så gå og tro, at et eller andet vi har set på film - eller for den sags skyld, læst i en genfortælling af beretningen - er noget, der står i Bibelen.

Noahs historie er om Guds dom.

Det gjorde Gud!

Disse faldgruber er generelle og vil helt klart også være til stede i forbindelse med den nye Noah-film. Den skal nok være lavet med alle de moderne effekter, og de uddrag jeg har set er meget voldsomme. Det er der for så vidt ikke noget at indvende imod, for i virkeligheden er det jo en voldsom historie. Ofte, når man ser billedlige fremstillinger af den, er det arken med alle dyrene man ser. Det ser så sødt ud med alle disse dyr i arken. Her glemmes det ofte, at det i virkeligheden er historien om Guds dom over verden - hvordan han angrede at have skabt mennesket, fordi det higede efter det onde. En verdensomspændende oversvømmelse, der udsletter alt, tænk på hvordan bare en lokal oversvømmelse er. Det gjorde Gud, fordi han var vred. Derfor skal der ikke rejses nogen indvendinger imod, at filmen viser det i sin gru. Noget helt andet er, om den prøver at fortie tanken om, at det er Guds dom. Nu har jeg ikke set filmen, så jeg skal ikke udtale mig for sikkert, men jeg kan frygte det.

Noahs historie er også om Guds nåde

Noget af det, som også er svært at fortælle på film, det er evangeliet. Hvordan kan man vise i levende billeder og deres handling, at der er en, der har taget Guds dom på sig, har lidt døden for os, for at vi skulle blive frelst? Det er under alle omstændigheder vanskeligt, jeg hælder til at sige umuligt. De levende billeder med Noa vil ikke kunne fortælle, at arken er et forbillede på dåben, der frelser os. Dåben er den ark, som vi har, som vi kan falde overbord fra, når vi er vantro, men som ikke kan synke. Meget kan siges i filmens dialog, men næppe dette. Evangeliet i filmen kunne komme, da regnbuen sættes. Samtidig med, at det er en grum beretning om Guds dom, så munder den jo også ud i, at Gud satte regnbuen som et tegn, at han vil lade jorden være beboelig så længe den står. Der kommer en dag, hvor Gud vil dømme verdenen, men indtil da går den ikke under.
Det var så bare generelle betragtninger omkring den nye Noah-film. Jeg vil opfordre dig til at bruge anledningen til at læse, hvad der står i Bibelen om det. Her finder du den sande forståelse af den historie, 1. Mosebog Kapitel 6...

Pilatus ville stå sig godt med kejseren

Det billede evangelierne giver af Jesus hos Pilatus er yderst realistisk. Romerne regerede i de fjene kolonier ved hjælp af statholdere, oftest i samarbejde med en lydkonge, som Herodes var i Gallilæa og i samarbejde med lokale ledere. At de jødiske ledere bringer Jesus til Pilatus var gængs praksis, når de mente, at nogen ville starte et oprør, så havde de pligt til at bringe dem til statholderen.
Det kan virke meget sympatisk, at Pilatus ikke vil dømme Jesus alt for hurtigt og helst vil frigive ham, for han finder ham ikke skyldig. Det gør det egentlig kun værre hvad han gør efterfølgende: han dømmer med helt åbne øjne en, som han godt ved er uskyldig. For Pilatus var det tydeligt altafgørende at stå sig godt med kejseren, og det er frygten for, at det ikke lykkes, som de jødiske ledere spiller på. Fra andre kilder end Bibelen ved man, at Pilatus havde bygget et stort tempel i Cæsarea for kejseren og han havde gjort alt for at fremme kejserdyrkelsen. Det sidste var sket under mange protester fra jødernes side, men ofte havde han brugt brutale midler for at slå disse protester ned.
Johannes er den, der gengiver forhøret hos Pilatus mest detaljeret. Her får vi en samtale mellem Jesus og Pilatus, hvor han spørger ind til, om han er jødernes konge. Jesus siger, ja, han er en konge, men hans rige er ikke af denne verden. Jesu er vor konge, ja, men han vil ikke oprette et jordisk rige. Han er kommet for at tilvejebringe syndernes forladelse ved sin død, ved dette regerer han i hjertet hos de troende, så de nu hører til i det kommende evige rige.
Pilatus forstår i hvert fald så meget, at Jesus ikke er ude på at starte et oprør, det er et eller andet abstrakt religiøst, tænker han måske, det forstår han ikke meget af.
Men trods det, at han ved Jesus er uskyldig, så vil han alligevel give ham en revselse bare for at tilfredsstille jødernes blodtørst. Men de råber højere: Korsfæst ham. Og deres råb sejrer.
Hvor ofte har vi ikke givet efter for en folkestemning?

Jesus er livets brød

Jesus siger: Jeg er Livets Brød, den, der kommer til mg, skal aldrig hungre.
Når Bibelen bruger ordet brød, så menes der ofte det, som er nødvendigt for os, for at vi kan leve. Det kender vi fra Fadervor, når vi siger: giv os i dag vort daglige brød. Vi ved jo, hvordan det er vigtigt for os at spise, for at vi ikke skal dø. Ganske vist dør man hurtigere af tørst end af sult, men på et tidspunkt vil det gå galt med kropsfunktionerne, når vi sulter, og til sidst indtræder døden.
Når Jesus siger dette med, at han er Livets Brød, så er det i forbindelse med, at han har udført bespisningsunderet, bespist flere tusinde mennesker med kun fem brød og to fisk. Så vil de gøre ham til konge, men han tager væk, så de søger efter ham.
Han formaner dem nu til at arbejde for den mad, der varer til evig tid. Han er selv det Livets brød, som de skal tro.
Jesus er nødvendig for vor tro. Vi kan let blive lokket mod Djævelens tomme kalorier, der synes at smage godt, men Jesus er det sande brød, og han er mere end et kosttilskud, han er brødet selv. I ham har vi det evige liv.

Pint under Pontius Pilatus

Statholderen, præfekten som romerne kaldte det, guvernøren som man kaldte det i senere tider, nærmere bestemt den mand, der har ansvaret for at regere lokalt over erobret område, mandens navn er Pontius Pilatus. Hvis ikke har var blevet den, der havde ansvaret for at dømme Jesus til døden, så havde han ikke været så kendt i dag. Så havde han bare været en af mange præfekter over en middelmådig provins - ja, så dan så romerne på Palæstina. Det var ikke noget særligt og temmelig besværligt at have med at gøre, fordi dens hovedbefolkning ikke ville tilbede kejseren som en gud, og i det hele taget nægtede meget andet. Der var dog en konge, Herodes, der villigt samarbejdede med dem, bare de hjalp ham med at beholde den efterstræbte magt, og visse af de jødiske religiøse leder havde de det godt med. Man vidste bare aldrig, hvornår der kunne komme en oprørsbevægelse. Der havde været den ene efter den anden, deres ledere havde foregivet at være Messias, den mand som jøderne ifølge deres tro ventede skulle komme som frelser, de havde ofte kaldt sig jødernes konge, denne betegnelse var oftest lig med oprør. For dette skulle man dø en langsom død på korset, de fleste andre dødsdømte blev halshugget.
Men denne ene statholder blandt mange andre kender vi nu og bliver mindet om ham hver gang vi siger eller synger trosbekendelsen, for det var ham som nu skulle føre sagen mod Jesus. Erobrede folk, inklusive jøderne, havde ikke myndighed til at udføre dødsstraf, det skulle gå over besættelsesmagten. Så Pilatus måtte tage sig af Jesu sag.
Ofte er han blevet fremstillet af samtidige jødiske historieskrivere som en grusom person, der ofte brugte vold for at skaffe ro i landet. Som evangelierne fremstiller ham kan han fremstå sympatisk. Han vil ikke dømme en uskyldig person til døden og værger sig. Han har godt gennemskuet, at det er af misundelse og interne religiøse stridigheder, at jøderne har udleveret ham. Hans bedre halvdel har endda sendt bud til ham, fordi hun i en drøm har set, at han er en retfærdig mand, der ikke må dømmes.
Pilatus' værgring mod at dømme Jesus har fået mange til at anse ham for næsten en kristen. Hos mange tidlige kirkefædre har han næsten fået en slags helgenstatus. Uanset alt det, så fremstår han som langt på vej reel, for det stadige spørgsmål er: hvad ondt har denne mand, Jesus, gjort?
Pilatus synes at være i slægt med mange senere personer, der anser Jesus for at være en god mand, men ikke Guds Søn og Frelseren og de interne stridigheder blandt kirkens folk forstår de ikke. Han er takket være sin afgørende rolle i lidelseshistorien en kendt person i dag.

Når anfægtelsen melder sig

En af de tungeste ting for en kristen er, når anfægtelsen melder sig. Det er ikke tvivl om Guds eksistens, den tror man på, men det er når man bliver i tvivl om ens eget forhold til Gud. Står man virkelig i et ret forhold til ham?

Anfægtelsen er sundhedstegn

En af de værste fejl der kan begås er at betragte det som et sygdomstegn. Tværtimod er anfægtelsen et sundhedstegn. Det er tegn på, at Ånden nu har taget bolig i en, og så gør det snavs inde i sindet, som man før levede helt naturligt med, ondt, vi ønsker at komme af med det. Det er også tegn på, at Satan anser en for at være tabt bytte, nu gør han alt for at vinde en tilbage. De vantro plager an ikke på den måde.
Så uanset hvad, så bliv ikke fortvivlet og tro, at det er dig, der er noget galt med. Ikke mere end hvad der er galt med alle mennesker, også de troende, at man har syndens gift inde i hjertet.

Tanker i anfægtelsen

Der kan så være, at man tænker: alle de andre troende er så sikre, så glade, går og kan det hele. Jeg kan ingenting.
Eller måske tænker du, at din synd er alt for stor. Nej, vil jeg sige, ingen synd er for stor til at Jesus ikke har båret den med op på korset og taget den væk i Guds øjne. Den eksisterer ikke mere, som Gud ser det. Det hedder jo, at Guds nåde er ny hver morgen. Den er altid frisk og klar, med andre ord: når du kommer med en synd til Jesus for du ved ikke hvilken gang, så er det i hans øjne som om, at det var første gang du kom med den. Han standser aldrig med at tilgive.
Men du har en fjende, der gerne vil bringe dig i tvivl. Han skyder pile imod dig, så din tro stækkes.
Så er der dem, der anfægtes omkring det, at Gud har omsorg for os. Det har Gud, det lærer Bibelen klart, og det gælder i alle ting, ikke kun dit åndelige liv. Men når så sygdom, økonomiske vanskeligheder, ledighed, svigt af andre mennesker - fuldfur selv listen - melder sig, så bliver vi i tvivl om, hvorvidt Gud virkelig har omsorg for os. Vi kan spørge: bad jeg ikke nok? Hvorfor gør Gud dog ingenting?

Anfægtelsen styrker troen

Men Gud må nogen gange vælge. Hans første prioritet er at føre dig til Himmelen.
Netop i anfægtelsen lærer du, hvor godt evangeliet er for din sjæl. Når det trøster dig, så er det din tro, der styrkes. Det er en del af Helligåndens skole, hvor du lærer at tro på hans nåde og den alene. Alt dit eget pilles fra dig, men så peger det på Jesus. Ham skal du vende dig til, når anfægtelsen kommer.

Simon Peter, fornægteren

En af de skikkelser, som nok står stærkest i evangeliernes beretninger, er apostlen Simon Peter. Han står stærkt i vores bevidsthed som en impulsiv person, der holder meget af Jesus. Da Jesus begynder at forudsige sin lidelse og død, bliver Peter oprørt og siger, at sådan må det ikke gå ham. Her må Jesus irettesætte ham kraftigt.Han lover også højt og helligt ved den sidste nadver, at han vil gå i døden for Jesus, men Jesus forudsiger, at før hanen har galet to gange, så har Peter fornægtet Jesus tre gange, men nej, jeg vil aldrig fornægte dig, bedyrer Peter.

Simon Peters fornægtelse

Det kommer til at ske. Alle fire evangelister har det med. Da Jesus er arresteret, følger Peter efter ind i ypperstepræstens gård. Med det samme en pige ved bålet i forhallen siger, at han var med den mand, der er under anklage, benægter Peter det. Det sker igen, da en anden siger, at han også er en af dem. Tredje gang bander og sværger han på, at han ikke kender det menneske. Da galer hanen, og han går ud og græder.
Intet kristent menneske er bedre end Simon Peter. Om man ikke lige har fornægtet ham så åbenlyst, så har vi mange gange bare tiet, hvor vi skulle tale. Vi har mange gange gået på kompromis, hvor vi ikke skulle gå på kompromis. Kender vi ikke til det at rødme, når nogen begynder at snakke om vores tro?

Peter lærer sin utilstrækkelighed.

Peter står  i en tilstand, hvor det ikke er gået, som han ventede. Da Jesus er ved at blive arresteret, griber han til sværd for at forsvare ham og hugger et øre af ypperstepræstens tjener. Han må virkelig være blevet forvirret, da Jesus bedre ham at stikke sit sværd i skeden. Han ville jo det bedste, kæmpe for sin Herre og Mester, men nu beder denne Herre ham om at holde inde. Skulle der ikke ske noget nu, skulle Guds Rige ikke oprettes? Hvorfor skal Jesus så arresteres og anklages? Peter fatter det ikke.
Hvor er vi også tunge til at fatte det, der hører Guds Rige til. Så bliver vi forvirrede, når det ikke går som vi venter. I den forvirring står Peter nu i gården og bliver konfronteret med noget, som han ikke længere ved, om han kan stå ved. Så han fornægter.
Hanen galer. Nu ser han, at Jesu ord holder, han taler sandt. Det har han ellers været i tvivl om nu, men nu ser han, at det sker som det var talt. Det afslører, hvor lidt hans egen kristendom egentlig er, hvordan den har været præget af store ord, men hans hjerte er ikke derefter.

Peter lærer at nåden er det vigtigste.

Det er hvad Guds Ord må afsløre for os. I dette øjeblik har Peter kun brug for en ting: nåde, Jesu tilgivelse. Nu er det blevet det vigtigste for ham. Der vil Jesus have os hen, hvor det betyder alt. Det har været nogen tunge dage for Peter efter at Jesus er blevet korsfæstet, for nu ser han det som for sent. Han har gjort noget galt, og det er forkert at bede om tilgivelse.
Først påskedag får han en hilsen fra Jesus. Også vi kan, når anfægtelsen rammer os, være i tvivl om, hvorvidt det nu er for sent med os. For Jesus er det aldrig for sent. Kommer vi med ham endnu en gang med vores synder, så ser han det som om det var første gang. Han bliver aldrig færdig med at tilgive - og vi bliver aldrig færdige med at leve af hans tilgivelse.

Jesus for rådet.

På mange måder er det en mærkelig sag, som der føres med Jesus for det store råd. De fører falske vidner frem, der ikke stemmer overens. Mange fordrejer helt åbenlyst hans ord, men Jesus tier. Det har jeg allerede behandlet i forrige indlæg.
Det var ellers netop de jøder, der ventede Messias og var de ledende. Men det er altid sådan, også senere i kirkehistorien: når Jesu ord går imod de religiøse magthaveres vilje, så er det så som så med at høre dem. Når han ikke vil det, som vi vil, tror vi ham ikke længere. Vi kan stadigvæk i dag bilde os selv ind, at vi tror på Jesus, men det kan ske at være et falsk Jesus-billede. Men afviser vi noget, der klart står i Bibelen, så er det den sande Jesus vi afviser. Vi kan som rådet her gøre alle mulige krumspring for at få det til at stemme med vores vilje, og vores aggressioner retter sig mod dem, der er Jesu talerør. De er mørkeænd, overhellige, selvgode, dobbeltmoralske, hykleriske. Der er ingen grænser for, hvad dem, der tager deres kristendom alvorligt, står model til, det var et udsnit af de almindeligste.
Endelig spørger de ligeud Jesus om han er Guds søn, og han siger det med rene ord, at det er han. Han profeterer også, at de skal se ham komme på Himmelens skyer. Som alle andre profetier går det ikke set med menneskelige øjne i opfyldelse lige på stedet, men når han kommer igen, så gør det.
Det synes ellers at være alt andet end Guds Søn, som de ser for deres øjne, og nu anklages Jesus for blasfemi. De har været oppe hele natten, det var om at gøre at få fældet den dom. De går også straks til domfældelse, stik imod jødernes samtidige lov, som foreskrev, at de skulle vente en dag.
I det hele taget bryder de både det ene og det andet her. Falske vidner og hastig domfældelse, intet er for galt når Jesus skal standses. Men de går højt op i ikke at gå ind i hedningen Pilatus' borg og at de korsfæstede ikke må hænge der i højtiden. Som al falsk religiøsitet sier de myggen fra, men sluger kamelen. Mange navnkristne i dag går også op i ydre ting, ydre former i kristenlivet, men glemmer deres næste og handler stik imod, hvad Bibelen siger på mange punkter. De jødiske ledere udviser træk, som man også finder hos navnkristne.

Jesus tav

Jesus bliver efter arrestationen ført ind i ypperstepræstens gård for at svare på spørgsmål. De anklager ham for blasfemi, men vidnernes udsagn stemmer ikke overens. Jesus svarer ikke på anklagerne.
Disse spørgsmål stilles til Jesus for at finde noget at anklage ham for. Sådanne spørgsmål skal ikke forvente at få noget svar fra Jesus.
Sådan stilles der også i dag spørgsmål udelukkende med det formål at bevise, at kristentroen er falsk. Hvor kommer Kains kone fra? Hvordan kan det være, at der er så mange retninger? Hvorfor er der blevet begået så meget grusomhed i Jesu navn? Hvorfor er der så mange tolkninger af Bibelen?
Mange af disse spørgsmål stilles ofte ikke med det formål at få svar på dem, men udelukkende for at blive bekræftet i, at det er løgn alt det med Gud. Sådanne anklagende spørgsmål skal heller ikke i dag forvente at få noget svar fra Jesus. Her vil han tie. Først når det har betydning virkelig at finde ud, hvordan det hænger sammen, fordi man af et ærligt hjerte vil have Jesus som frelser, først da kan man forvente, at Jesus svarer. Han gør det måske ikke på den måde, som vi ventede, men det vil altid være det rigtige.
Jesus ser jo heller ikke ud af meget, da han er blevet arresteret. Han er bundet, mishandlet, med mærker efter slag i ansigtet og spytklatter i skægget. Nu synes det som om, at det skulle være bevist, at han ikke var Guds søn, for ellers ville han jo ikke havne i den situation. Hvorfor lader Gud også i dag menigheden lide under meget spot og hån, se uanselig ud? Det gjorde han jo også selv, da han vandrede på Jorden.
Men trods det ringe ydre og trods tavsheden på alle de falske vidnesbyrd og anklagende spørgsmål, så er han Gud selv, der er kommet for at frelse.

Jesus - gal eller Gud selv?

Jøderne sagde til ham: »Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?« Jesus svarede: »Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.

Sådan lyder slutningen af prædikenteksten til 2. søndag i fasten, fra Johannesevangeliet. kapitel 8. Jesus har  sagt til jøderne, at de ikke hører hans ord, fordi de ikke kender ham, som har udsendt ham, Faderen selv. Han erklærer, at de har Djævelen til far, derfor kan de ikke høre hans ord.
Så er det, at de beskylder ham for at være besat af en dæmon.
I en vis forstand har jøderne set rigtigt. De forstår, hvad Jesus mener med det han siger, at han er Gud selv, at han er udsendt af sin Fader i himlen. Det, som det falder på, er, at de ikke tror, at det er sandt,
Der er kun to muligheder i forhold til Jesus, hvis man virkelig fatter hvad han siger. Enten var han bindegal, eller også var det rigtigt, hvad han sagde. Det første siger vi om dem, der tror de er Gud, det kaldes et sygeligt storhedsvanvid.
Men hvordan kan vi så vide, at det ikke var det, Jesus led af? Her kan fornuften ikke argumentere, kun dem, der har Gud til Fader, kan se det. Kun dem, som Helligånden åbenbarer det for.
Der er mange andre, der kan sige meget godt om Jesus, at han var et stort menneske, sagde mange gode ting, gjorde meget godt. Så har man villet gøre ham til en god borgerlig mand, så til en god socialist. Men alle disse opfattelser overser det, som jøderne støder sig på - og som vi også burde støde os på i dag, hvis vi ikke troede det var sandt.
Der er så kun en måde at holde det for sandt på: at stole på Jesu ord, stole på, at hvad han har sagt, det holder han. Det kan vække den sande tro - og så skal man aldrig se døden. Jo, man skal dø fysisk, det skal alle, men den troende går ind til et bedre liv end dette.
Så enten tror man, at Jesus virkelig er den, som han siger han er - eller også vanærer man ham, der er ingen mellemveje.

3:16 - focus på det vigtigste i din tro

I dag er datoen 3:16, og det svarer til kapitel og vers i den såkaldte Lille Bibel i Johannesevangeliet. Kristne over hele verden benytter sig af det og fokuserer på dette.

Således elskede Gud verden...

Gud elskede verden. Kan vi egentlig fatte, at han virkelig gjorde det?
Der var en gang en der sagde: "selvfølgelig, det er hans bestilling." Det er en forfærdelig udtalelse, for det er ikke nogen selvfølgelighed. Hvordan kan han elske en verden, der bare vender ham ryggen og vender sig mod tomme afguder, lever for penge og egen vinding? En gang lod Gud verden gå under i en vandflod, fordi han så menneskehjertets higen blot var ondt dagen lang. Verden er præget af alt, hvad der er Gud imod, vi ser det i form af krig, voldshandlinger, sidespring. Det er ikke nogen selvfølgelighed, at Gud skulle elske verden.
Men han gjorde det. Han elsker også dig, der læser dette - så sandt du er beboer på planeten Jorden, så er du omfattet af dette, Gud elskede verden. Der står ikke "undtagen dig" - også du er omfattet af Guds kærlighed.

At han gav sin enbårne Søn

Det er ikke en kærlighed, der sad isoleret i sin himmel og glædede sig over den gode følelse. Kærlighed i Bibelen giver sig først og fremmest udtryk i handling. Også Guds kærlighed, for han talte til sin Søn, at nu ville han frelse verden fra råddenskaben, som var kommet over den. Guds egen Søn, den enbårne, det vil sige den eneste, som havde levet med ham i evighed i et nært fællesskab, ham ofrede Gud. Jesus selv kom til Jorden, blev menneske i Marias liv. Ham, ved hvem alt er skabt, bliver et lille hjælpeløst spædbarn. Ham, som er Ordet Gud talte, så verden stod der, han skal nu lære at tale som alle andre spædbørn. Han som bærer hele verden er hjælpeløs, hengivet sine forældres omsorg. Han vokser op som alle andre, lever som tømrer, siden som vandreprædikant.
Han oplever modstand og foragtes for sin tale, verden gengælder ikke Guds kærlighed. Men det stopper den ikke, når kærligheden vil redde sin genstand er den ikke til at stoppe. Han tager al ondskaben ind over sig, siger til sin Himmelske far: nu er det mit ansvar. Så da han arresteres Langfredag, da bærer han dit og mit ugudelige hjerte, vores svigt, tager det med in for Guds vredes ansigt og rammes. Da dør den udødelige, fordi syndens løn er døden.
Ja, det var sådan Gud elskede verden, han gav sin egen Søn hen i den straf, der skulle have ramt os.

For at enhver der tror på ham

Han kalder nu til tro på ham. At du erkender din skyld overfor Gud og går til Jesus med den. Det er ikke noget, der sker en gang i livet, dagligt har vi noget, som gør os urene i Guds øjne, som vi må gå til Jesus med. Dette gør skellet i verden, hvem der hører til det sandet Guds folk: dem der snakker med Jesus om sine synder og dem, der bare bagatelliserer dem, pynter den med pænere navne, undskylder den og fortrænger at de er der. Går man til Jesus med synderne, så har man del i den kærlighed, som Gud tilbyder hele verden.

Ikke skal fortabes, men have evigt liv.

Den troende, der taler med Jesus om sine synder, er ikke længere under dom. Dommen faldt en gang på Jesus, den skal ikke gentages. Denne troende er et med ham, død med ham, men også opstanden med ham. Så er dommen faldet og man har nu det evige liv - ja, evig skal forstås bogstaveligt: det er et liv, der varer ved udover den fysiske død. Døden kan virke skræmmende, og ja, den kom jo ind som straf for verdens oprør mod Gud, men er du et med Jesus i troen, så er det indgang til et bedre liv, hvor det er slut med alt det tunge, som du må bære her og nu. Så skal du få lov til at se Jesus ansigt til ansigt, ham som har givet sit liv for dig.
Ja, således elskede Gud verden!

Først i Guds time

Da Jesus arresteres, siger han, at han har talt åbent til dem i helligdommen - jødernes tempel i Jerusalem - uden at de lagde hånd på ham, men nu er timen kommet. Nu har mørket magten og får lov at beholde den for en tid. Men kun så længe Gud vil.
Jesus kunne godt have bedt sin fader sende en hel legion af engle og stoppet det hele, men det skal ske sådan, for det er bestemt sådan. Fra evighed af har Gud haft den tanke, at han skulle frelse menneskeslægten ved Jesu død på korset.
Ja, mørket har magten, men kun så længe Gud vil. Kun til at Jesus kommer op at hænge på korset og forlades af Gud, fordi han bærer al verdens synd, men så heller ikke længere. Gud kunne også have ladet dem arrestere Jesus før, men det skal ske nu. Nu har disciplene fået tilstrækkelig undervisning om, hvad der skal ske. De er blevet overbeviste om, at Jesus er Messias, den frelser, som profeterne har lovet skulle komme. Alligevel er de jo tungnemme til at fatte det - men havde de ingen oplæring fået, så ville de slet ikke have fattet det, heller ikke efter opstandelsen.
Vi kan jo også synes, at mørket har magten i dag, afkristningen har taget fart, der er krige overalt i verden, vort samfund er fuld af umoral. Ja, men kun til en tid. Mørket har ikke magten længere end Gud tillader det. Som hans søn skal også kirken være en lidende kirke her i tiden, en kirke der kæmper. Den kan synes at have tabt og lærere, der lærer i modstrid med Jesu lære, bliver ophøjet. Men det er kun til en tid, så har vi vundet. Lyset sejrer i sidste ende.

Guds frelsesplan virkeliggøres i Jesu død

Ifølge Mattæus siger Jesus til Judas, i det han forråder ham i Getsemane: "Ven, nu har du gjort dit."
Det er en replik, der er meget vanskelig at forstå, for Jesus har flere gange advaret Judas imod at blive den, som forrådte. Under talerne ved den sidste nadver siger han, at den, der forråder Menneskesønnen, ham var det bedre, at han aldrig var født.
Men Judas er ikke den eneste, der gør noget galt i løbet af lidelseshistorien. Som jeg vil vende tilbage til i senere indlæg, så bryder jødernes ledere enhver regel om en fair retssag, også dem, der var i deres lov. Pilatus giver efter for presset og dømmer en, som han godt ved er uskyldig. Folkemængden som helhed er pisket op af en hadsk stemning og råber, at Jesus skal korsfæstes. De romerske soldater håner ham, bare fordi de synes det er sjovt. Selv Jesu disciple svigter ham og flygter, Peter fornægter ham i det afgørende øjeblik.
Baggrunden hos Gud for hele lidelseshistorien er noget, vi aldrig rigtig kommer til at fatte. Gud havde fra evighed af fattet den plan, at han ville frelse verden i sin Søn Jesus Kristus, ved at han blev menneske og vandrede på jorden som sådan, og til sidst tager hele skylden på sig for al verdens oprør mod Gud. Alligevel er det forkert hvad de gør, også Judas, selv om det hele er en del af Guds plan. Det er svært for os at få det til at gå op i vore tanker.
Men jeg tror heller ikke vi skal det, vi skal glæde os over det og se, at uanset om der er aldrig så mange fjender, der kæmper imod Guds vilje, så formår de alligevel ikke andet end at fremme Guds plan. Også når det rammer os som troende, så må vi sige, at når vi i prøvelserne klynger os mere til Jesus, så fremmer prøvelserne Guds plan med os, at styrke vor tro. Der hvor evangeliet modarbejdes bliver det desto mere forkyndt - det ser vi allerede i Apostlenes Gerninger.
Det er galt hvad Judas gør, ja, og det er galt hvad mange andre gør i forbindelse med Jesu lidelse og død, men det skete for at netop du skulle se, at Gud elsker dig, at han var villig til at betale en høj pris for dig. Så det er langt bedre at sige ham tak end at gruble over at få det til at gå op i dit hoved.

Jesu arrestation ifølge Johannes

 Da Jesus havde sagt det, gik han ud sammen med sine disciple og over på den anden side af Kedronbækken, hvor der var en have, som han og hans disciple gik ind i. Også Judas, som forrådte ham, kendte det sted, for dér mødtes Jesus ofte med sine disciple. Judas tog så vagtstyrken og nogle af ypperstepræsternes og farisæernes tempelvagter med sig og kom derover med lygter og fakler og våben. Jesus, som vidste alt, hvad der skulle ske med ham, gik ud til dem og spurgte: »Hvem leder I efter?  »Jesus fra Nazaret,« svarede de. Han sagde til dem: »Det er mig.« Også Judas, som forrådte ham, stod sammen med dem.  Da Jesus sagde: »Det er mig,« veg de tilbage og faldt om på jorden.  Han spurgte dem så igen: »Hvem leder I efter?« »Jesus fra Nazaret,« svarede de.v8  Jesus sagde til dem: »Det er mig; det har jeg jo sagt jer. Når det altså er mig, I leder efter, så lad de andre gå. For sådan skulle det ord, han havde sagt, gå i opfyldelse: »Af dem, du har givet mig, har jeg ikke mistet nogen.  Men Simon Peter trak et sværd, som han havde med, og slog efter ypperstepræstens tjener og huggede højre øre af ham; tjeneren hed Malkus. Jesus sagde til Peter: »Stik sværdet i skeden! Skulle jeg ikke drikke det bæger, Faderen har givet mig?« Johannes 17, 1-11 

En ting er påfaldende ved Johannes evangeliet, og det er, at Jesu sjælekamp i Getsemane have bliver sprunget over. Vi har efter hans skildring af Skærtorsdag aften alle talerne til disciplene, hvor han lover dem at komme igen og sende Helligånden over dem, så kommer der i kapitel 17 den såkaldte ypperstepræstelige bøn. Så går det lige til arrestationen, hvor de dukker op og arresterer ham. Det går så ikke så let, for de falder til jorden, da Jesus siger, "det er mig." Det er ligesom om, at Jesus står der og siger: så tag mig dog!
Johannes gør meget ud af at betone, at Jesus er Guds Søn, et med sin himmelske Far. Derfor gør han også meget ud at vise, at Jesus kunne have hindret sin arrestation. Han kunne have brugt sin guddomsmagt til at hindre hele lidelsen, men han stiller sig igen op og siger. kom nu og tag mig! Lad de andre gå.
Netop i dette, lad de andre gå, er der et bilede på, hvad hans død gavner os. Vi skulle have båret straffen for de ting, som vi har gjort Gud imod, men han har gået ind under det som vor stedfortræder. Her lyder det et klart: lad de andre gå.
Også for dig gælder det: du får lov at gå, for han er gået i stedet for dig. Således mister han ikke en eneste af dem, som Faderen har givet ham. Efter sjælekampen siger han nu, at han bør drikke den kalk, som hans fader har givet ham.
Derfor må du tro, at han også siger overfor den evige straf: lad dette menneske gå, det er mig, der har båret straffen.

Også Jesus blev fristet

Vi kan næppe fatte, at vor Herre Jesus Kristus selv virkelig har følt fristelsen, at han virkelig også skulle have følt Satans magt komme krybende. Men det er jo hvad Bibelen siger. Allerede da han er blevet døbt af Jnhannes Døberen i starten af sit offentlig virke sker det jo, han føres ud i ørkenen og lider sult. Her vil Satan have ham til at gøre stenene til brød, men han svarer, at mennesket lever ikke af brød alene. Han bliver tilbudt af verdens riger og at kaste sig ned, fordi det er lovet, at engle skal bære ham.

Jesus har medfølelse når vi fristes

Så ja, Jesus oplevede fristelsen. I Getsemane have fristes han stærkt til at gå udenom det frygtelige, som han nu skal igennem. Han var fristet til at gå uden om den nødvendige lidelse. Men han sagde nej.
Vi kan ikke fatte det, han er det eneste menneske, der aldrig har syndet mod Gud, alligevel var han fristet. Vi skal heller ikke forstå det, vi skal glæde os over, som der står i Hebræerbrevet, at han har medlidenhed med alle vore skrøbeligheder, fordi han har været fristet i alle ting ligesom vi. Han sidder ikke på en bedrevidende piedestal og synes, at det der er da ingenting, det er bare at stritte imod. Han kender til, hvordan det er, når vi har lyst til alt det, som er Gud imod, hvordan fornærmelser kan gnave så vi fristes til uforsonlighed, hvordan ensomheden kan være tung så vi fristes til at søge trøst på uholdbare måder, hvordan økonomien er svær at få til at hænge sammen, så vi fristes til at fuske lidt med skatten - al fristelse kender han. Han har kendt det alt sammen.
Men han har sejret over det alt sammen. Han gik ikke uden om, da det gjaldt.

Troen må ikke glippe

Til Simon Peter siger han under det sidste måltid, at Satan begærede ham for at sigte ham som hvede. Satan var ude efter Peter nu, han ville sigte ham fra og vise, at han ikke var egnet til at være Jesu apostel.
Men da siger Jesus også, at han bad for ham, at hans tro ikke måtte glippe. Jesus har også omsorg for dig, at din tro ikke må glippe, det vil sige, at den ikke må svigte. Går du til ham, der har sejret over Satans magt med alle dine fristelser og alle de gange, hvor du faldt for den? Så har din tro ikke glippet. Han har medlidenhed med dig og forlader dig gerne - han har prøvet det selv.