torsdag

Guds frelsesplan virkeliggøres i Jesu død

Ifølge Mattæus siger Jesus til Judas, i det han forråder ham i Getsemane: "Ven, nu har du gjort dit."
Det er en replik, der er meget vanskelig at forstå, for Jesus har flere gange advaret Judas imod at blive den, som forrådte. Under talerne ved den sidste nadver siger han, at den, der forråder Menneskesønnen, ham var det bedre, at han aldrig var født.
Men Judas er ikke den eneste, der gør noget galt i løbet af lidelseshistorien. Som jeg vil vende tilbage til i senere indlæg, så bryder jødernes ledere enhver regel om en fair retssag, også dem, der var i deres lov. Pilatus giver efter for presset og dømmer en, som han godt ved er uskyldig. Folkemængden som helhed er pisket op af en hadsk stemning og råber, at Jesus skal korsfæstes. De romerske soldater håner ham, bare fordi de synes det er sjovt. Selv Jesu disciple svigter ham og flygter, Peter fornægter ham i det afgørende øjeblik.
Baggrunden hos Gud for hele lidelseshistorien er noget, vi aldrig rigtig kommer til at fatte. Gud havde fra evighed af fattet den plan, at han ville frelse verden i sin Søn Jesus Kristus, ved at han blev menneske og vandrede på jorden som sådan, og til sidst tager hele skylden på sig for al verdens oprør mod Gud. Alligevel er det forkert hvad de gør, også Judas, selv om det hele er en del af Guds plan. Det er svært for os at få det til at gå op i vore tanker.
Men jeg tror heller ikke vi skal det, vi skal glæde os over det og se, at uanset om der er aldrig så mange fjender, der kæmper imod Guds vilje, så formår de alligevel ikke andet end at fremme Guds plan. Også når det rammer os som troende, så må vi sige, at når vi i prøvelserne klynger os mere til Jesus, så fremmer prøvelserne Guds plan med os, at styrke vor tro. Der hvor evangeliet modarbejdes bliver det desto mere forkyndt - det ser vi allerede i Apostlenes Gerninger.
Det er galt hvad Judas gør, ja, og det er galt hvad mange andre gør i forbindelse med Jesu lidelse og død, men det skete for at netop du skulle se, at Gud elsker dig, at han var villig til at betale en høj pris for dig. Så det er langt bedre at sige ham tak end at gruble over at få det til at gå op i dit hoved.