mandag den 7. april 2014

Korsfæstelsen af Jesus

Selve det at henrette ved korsfæstelse var en bekostelig og langsommelig affære. Var det ikke lettere bare at slå dem ihjel med halshugning, som også foregik i romerriget? Ja, men meningen med korsfæstelsen har ikke bare været for at henrette, det har også været for at sprede at afskrække fra at begå oprør. Derfor blev de også korsfæstet på offentlige steder, hvor folk gik forbi, det blev Jesus også. En stor del af straffen var også skammen, det ydmygende i at hænge der. Det har været diskuteret blandt læger, hvad man egentlig døde af ved korsfæstelsen, men en ting er sikkert: det var ikke forblødning, så ville man dø hurtigere, og ofte var de flere dage om at dø. Ifølge Johannesevangeliet bliver de overrasket over, at Jesus er død så hurtigt.

Korset er stødende, men det er vor frelse

Den almindelige holdning blandt romere var, at korsfæstelse ikke var noget, som civiliserede romere skulle idømmes. Det var kun slaver og ikke-romerske borgere, der skulle idømmes det. Det var endda et ord, som man ikke sagde højt.
Det er ikke sært, at da de første kristne skulle forkynde evangeliet, så blev det mødt med meget forargelse. Sådan stå og tale om en mand, der var blevet korsfæstet, det gør pæne mennesker da ikke.
Men så grusom korsfæstelsen end er, så er ordet om Jesu kors en kraft til at frelse. Det er ikke til at se, for historien om hans korsfæstelse ligner alle andres. Det blev gjort helt efter bogen, med en piskning, der skulle svække den dødsdømte, så døden blev fremskyndet. Han skulle bære korset selv, hvad der også var almindelig procedure. Når en korsfæstet gik på den måde i procession, så var det tegn på, at nu var han udstødt, alle havde lov at håne ham og spytte på ham. Så var der sat en inskription over ham med Jødernes Konge. At kalde sig konge blandt jøderne var ofte ensbetydende med oprør, derfor betyder det en oprørsanklage. Det var også normal procedure.

Vantroen ser kun afmagt i korset

Den hån, som Jesus nu bliver udsat for, er som udtryk for, hvad vantroen ser i Jesu korsfæstelse. Nu hænger han der og er magtesløs, sig selv kan han ikke frelse, lad ham nu stige ned af korset, hvis han er Guds Søn. For vantroen er dette bare en tragisk hændelse, den kan så kalde på tårer som det gør hos nogle kvinder, som ser Jesus slæbe af sted med korset, eller det kan kalde på hån og skadefryd, som det sker fra mange af dem, der står ved korset. Dem, der græder over Jesus får at vide, at de ikke skal græde over ham, men over dem selv. Vi skal ikke ved Jesu korsdød prøve at se, hvor meget medlidenhed vi kan stable på benene over hans død, som visse middelalderlige fromhedsretninger dyrkede det. Vi skal først og fremmest se på, at det var vores synd, der naglede ham til korset. Han ofrede sig her for at vi skulle gå fri. Barrabas blev af Pilatus frigivet i stedet for Jesus, ved Guds domstol er vi alle som Barrabas. Han har taget vor synd bort og dommen skal ikke falde mere.

Syndernes forladelse ved korset

Dem, der håner Jesus, får intet svar. Er man kun ude på at nedgøre og håne Jesus og hans budskab, så skal man ikke vente noget svar fra Guds Ånd i dag heller. Her er Jesus tavs, også i dag.
Men disciplene, der nu kæmper med fortvivlelse, fordi de tror alt er tabt, de har nu fået at se, at alle deres egne fortsætter og deres egen fromhed ikke duede længere. Netop for dem har Jesus død et budskab: han har båret skylden for det alt sammen, og han vil gerne forlade dig alt.
Fader tilgiv dem