Jesus er livets brød

Jesus siger: Jeg er Livets Brød, den, der kommer til mg, skal aldrig hungre.
Når Bibelen bruger ordet brød, så menes der ofte det, som er nødvendigt for os, for at vi kan leve. Det kender vi fra Fadervor, når vi siger: giv os i dag vort daglige brød. Vi ved jo, hvordan det er vigtigt for os at spise, for at vi ikke skal dø. Ganske vist dør man hurtigere af tørst end af sult, men på et tidspunkt vil det gå galt med kropsfunktionerne, når vi sulter, og til sidst indtræder døden.
Når Jesus siger dette med, at han er Livets Brød, så er det i forbindelse med, at han har udført bespisningsunderet, bespist flere tusinde mennesker med kun fem brød og to fisk. Så vil de gøre ham til konge, men han tager væk, så de søger efter ham.
Han formaner dem nu til at arbejde for den mad, der varer til evig tid. Han er selv det Livets brød, som de skal tro.
Jesus er nødvendig for vor tro. Vi kan let blive lokket mod Djævelens tomme kalorier, der synes at smage godt, men Jesus er det sande brød, og han er mere end et kosttilskud, han er brødet selv. I ham har vi det evige liv.

Pint under Pontius Pilatus

Statholderen, præfekten som romerne kaldte det, guvernøren som man kaldte det i senere tider, nærmere bestemt den mand, der har ansvaret for at regere lokalt over erobret område, mandens navn er Pontius Pilatus. Hvis ikke har var blevet den, der havde ansvaret for at dømme Jesus til døden, så havde han ikke været så kendt i dag. Så havde han bare været en af mange præfekter over en middelmådig provins - ja, så dan så romerne på Palæstina. Det var ikke noget særligt og temmelig besværligt at have med at gøre, fordi dens hovedbefolkning ikke ville tilbede kejseren som en gud, og i det hele taget nægtede meget andet. Der var dog en konge, Herodes, der villigt samarbejdede med dem, bare de hjalp ham med at beholde den efterstræbte magt, og visse af de jødiske religiøse leder havde de det godt med. Man vidste bare aldrig, hvornår der kunne komme en oprørsbevægelse. Der havde været den ene efter den anden, deres ledere havde foregivet at være Messias, den mand som jøderne ifølge deres tro ventede skulle komme som frelser, de havde ofte kaldt sig jødernes konge, denne betegnelse var oftest lig med oprør. For dette skulle man dø en langsom død på korset, de fleste andre dødsdømte blev halshugget.
Men denne ene statholder blandt mange andre kender vi nu og bliver mindet om ham hver gang vi siger eller synger trosbekendelsen, for det var ham som nu skulle føre sagen mod Jesus. Erobrede folk, inklusive jøderne, havde ikke myndighed til at udføre dødsstraf, det skulle gå over besættelsesmagten. Så Pilatus måtte tage sig af Jesu sag.
Ofte er han blevet fremstillet af samtidige jødiske historieskrivere som en grusom person, der ofte brugte vold for at skaffe ro i landet. Som evangelierne fremstiller ham kan han fremstå sympatisk. Han vil ikke dømme en uskyldig person til døden og værger sig. Han har godt gennemskuet, at det er af misundelse og interne religiøse stridigheder, at jøderne har udleveret ham. Hans bedre halvdel har endda sendt bud til ham, fordi hun i en drøm har set, at han er en retfærdig mand, der ikke må dømmes.
Pilatus' værgring mod at dømme Jesus har fået mange til at anse ham for næsten en kristen. Hos mange tidlige kirkefædre har han næsten fået en slags helgenstatus. Uanset alt det, så fremstår han som langt på vej reel, for det stadige spørgsmål er: hvad ondt har denne mand, Jesus, gjort?
Pilatus synes at være i slægt med mange senere personer, der anser Jesus for at være en god mand, men ikke Guds Søn og Frelseren og de interne stridigheder blandt kirkens folk forstår de ikke. Han er takket være sin afgørende rolle i lidelseshistorien en kendt person i dag.

Når anfægtelsen melder sig

En af de tungeste ting for en kristen er, når anfægtelsen melder sig. Det er ikke tvivl om Guds eksistens, den tror man på, men det er når man bliver i tvivl om ens eget forhold til Gud. Står man virkelig i et ret forhold til ham?

Anfægtelsen er sundhedstegn

En af de værste fejl der kan begås er at betragte det som et sygdomstegn. Tværtimod er anfægtelsen et sundhedstegn. Det er tegn på, at Ånden nu har taget bolig i en, og så gør det snavs inde i sindet, som man før levede helt naturligt med, ondt, vi ønsker at komme af med det. Det er også tegn på, at Satan anser en for at være tabt bytte, nu gør han alt for at vinde en tilbage. De vantro plager an ikke på den måde.
Så uanset hvad, så bliv ikke fortvivlet og tro, at det er dig, der er noget galt med. Ikke mere end hvad der er galt med alle mennesker, også de troende, at man har syndens gift inde i hjertet.

Tanker i anfægtelsen

Der kan så være, at man tænker: alle de andre troende er så sikre, så glade, går og kan det hele. Jeg kan ingenting.
Eller måske tænker du, at din synd er alt for stor. Nej, vil jeg sige, ingen synd er for stor til at Jesus ikke har båret den med op på korset og taget den væk i Guds øjne. Den eksisterer ikke mere, som Gud ser det. Det hedder jo, at Guds nåde er ny hver morgen. Den er altid frisk og klar, med andre ord: når du kommer med en synd til Jesus for du ved ikke hvilken gang, så er det i hans øjne som om, at det var første gang du kom med den. Han standser aldrig med at tilgive.
Men du har en fjende, der gerne vil bringe dig i tvivl. Han skyder pile imod dig, så din tro stækkes.
Så er der dem, der anfægtes omkring det, at Gud har omsorg for os. Det har Gud, det lærer Bibelen klart, og det gælder i alle ting, ikke kun dit åndelige liv. Men når så sygdom, økonomiske vanskeligheder, ledighed, svigt af andre mennesker - fuldfur selv listen - melder sig, så bliver vi i tvivl om, hvorvidt Gud virkelig har omsorg for os. Vi kan spørge: bad jeg ikke nok? Hvorfor gør Gud dog ingenting?

Anfægtelsen styrker troen

Men Gud må nogen gange vælge. Hans første prioritet er at føre dig til Himmelen.
Netop i anfægtelsen lærer du, hvor godt evangeliet er for din sjæl. Når det trøster dig, så er det din tro, der styrkes. Det er en del af Helligåndens skole, hvor du lærer at tro på hans nåde og den alene. Alt dit eget pilles fra dig, men så peger det på Jesus. Ham skal du vende dig til, når anfægtelsen kommer.

Simon Peter, fornægteren

En af de skikkelser, som nok står stærkest i evangeliernes beretninger, er apostlen Simon Peter. Han står stærkt i vores bevidsthed som en impulsiv person, der holder meget af Jesus. Da Jesus begynder at forudsige sin lidelse og død, bliver Peter oprørt og siger, at sådan må det ikke gå ham. Her må Jesus irettesætte ham kraftigt.Han lover også højt og helligt ved den sidste nadver, at han vil gå i døden for Jesus, men Jesus forudsiger, at før hanen har galet to gange, så har Peter fornægtet Jesus tre gange, men nej, jeg vil aldrig fornægte dig, bedyrer Peter.

Simon Peters fornægtelse

Det kommer til at ske. Alle fire evangelister har det med. Da Jesus er arresteret, følger Peter efter ind i ypperstepræstens gård. Med det samme en pige ved bålet i forhallen siger, at han var med den mand, der er under anklage, benægter Peter det. Det sker igen, da en anden siger, at han også er en af dem. Tredje gang bander og sværger han på, at han ikke kender det menneske. Da galer hanen, og han går ud og græder.
Intet kristent menneske er bedre end Simon Peter. Om man ikke lige har fornægtet ham så åbenlyst, så har vi mange gange bare tiet, hvor vi skulle tale. Vi har mange gange gået på kompromis, hvor vi ikke skulle gå på kompromis. Kender vi ikke til det at rødme, når nogen begynder at snakke om vores tro?

Peter lærer sin utilstrækkelighed.

Peter står  i en tilstand, hvor det ikke er gået, som han ventede. Da Jesus er ved at blive arresteret, griber han til sværd for at forsvare ham og hugger et øre af ypperstepræstens tjener. Han må virkelig være blevet forvirret, da Jesus bedre ham at stikke sit sværd i skeden. Han ville jo det bedste, kæmpe for sin Herre og Mester, men nu beder denne Herre ham om at holde inde. Skulle der ikke ske noget nu, skulle Guds Rige ikke oprettes? Hvorfor skal Jesus så arresteres og anklages? Peter fatter det ikke.
Hvor er vi også tunge til at fatte det, der hører Guds Rige til. Så bliver vi forvirrede, når det ikke går som vi venter. I den forvirring står Peter nu i gården og bliver konfronteret med noget, som han ikke længere ved, om han kan stå ved. Så han fornægter.
Hanen galer. Nu ser han, at Jesu ord holder, han taler sandt. Det har han ellers været i tvivl om nu, men nu ser han, at det sker som det var talt. Det afslører, hvor lidt hans egen kristendom egentlig er, hvordan den har været præget af store ord, men hans hjerte er ikke derefter.

Peter lærer at nåden er det vigtigste.

Det er hvad Guds Ord må afsløre for os. I dette øjeblik har Peter kun brug for en ting: nåde, Jesu tilgivelse. Nu er det blevet det vigtigste for ham. Der vil Jesus have os hen, hvor det betyder alt. Det har været nogen tunge dage for Peter efter at Jesus er blevet korsfæstet, for nu ser han det som for sent. Han har gjort noget galt, og det er forkert at bede om tilgivelse.
Først påskedag får han en hilsen fra Jesus. Også vi kan, når anfægtelsen rammer os, være i tvivl om, hvorvidt det nu er for sent med os. For Jesus er det aldrig for sent. Kommer vi med ham endnu en gang med vores synder, så ser han det som om det var første gang. Han bliver aldrig færdig med at tilgive - og vi bliver aldrig færdige med at leve af hans tilgivelse.

Jesus for rådet.

På mange måder er det en mærkelig sag, som der føres med Jesus for det store råd. De fører falske vidner frem, der ikke stemmer overens. Mange fordrejer helt åbenlyst hans ord, men Jesus tier. Det har jeg allerede behandlet i forrige indlæg.
Det var ellers netop de jøder, der ventede Messias og var de ledende. Men det er altid sådan, også senere i kirkehistorien: når Jesu ord går imod de religiøse magthaveres vilje, så er det så som så med at høre dem. Når han ikke vil det, som vi vil, tror vi ham ikke længere. Vi kan stadigvæk i dag bilde os selv ind, at vi tror på Jesus, men det kan ske at være et falsk Jesus-billede. Men afviser vi noget, der klart står i Bibelen, så er det den sande Jesus vi afviser. Vi kan som rådet her gøre alle mulige krumspring for at få det til at stemme med vores vilje, og vores aggressioner retter sig mod dem, der er Jesu talerør. De er mørkeænd, overhellige, selvgode, dobbeltmoralske, hykleriske. Der er ingen grænser for, hvad dem, der tager deres kristendom alvorligt, står model til, det var et udsnit af de almindeligste.
Endelig spørger de ligeud Jesus om han er Guds søn, og han siger det med rene ord, at det er han. Han profeterer også, at de skal se ham komme på Himmelens skyer. Som alle andre profetier går det ikke set med menneskelige øjne i opfyldelse lige på stedet, men når han kommer igen, så gør det.
Det synes ellers at være alt andet end Guds Søn, som de ser for deres øjne, og nu anklages Jesus for blasfemi. De har været oppe hele natten, det var om at gøre at få fældet den dom. De går også straks til domfældelse, stik imod jødernes samtidige lov, som foreskrev, at de skulle vente en dag.
I det hele taget bryder de både det ene og det andet her. Falske vidner og hastig domfældelse, intet er for galt når Jesus skal standses. Men de går højt op i ikke at gå ind i hedningen Pilatus' borg og at de korsfæstede ikke må hænge der i højtiden. Som al falsk religiøsitet sier de myggen fra, men sluger kamelen. Mange navnkristne i dag går også op i ydre ting, ydre former i kristenlivet, men glemmer deres næste og handler stik imod, hvad Bibelen siger på mange punkter. De jødiske ledere udviser træk, som man også finder hos navnkristne.

Jesus tav

Jesus bliver efter arrestationen ført ind i ypperstepræstens gård for at svare på spørgsmål. De anklager ham for blasfemi, men vidnernes udsagn stemmer ikke overens. Jesus svarer ikke på anklagerne.
Disse spørgsmål stilles til Jesus for at finde noget at anklage ham for. Sådanne spørgsmål skal ikke forvente at få noget svar fra Jesus.
Sådan stilles der også i dag spørgsmål udelukkende med det formål at bevise, at kristentroen er falsk. Hvor kommer Kains kone fra? Hvordan kan det være, at der er så mange retninger? Hvorfor er der blevet begået så meget grusomhed i Jesu navn? Hvorfor er der så mange tolkninger af Bibelen?
Mange af disse spørgsmål stilles ofte ikke med det formål at få svar på dem, men udelukkende for at blive bekræftet i, at det er løgn alt det med Gud. Sådanne anklagende spørgsmål skal heller ikke i dag forvente at få noget svar fra Jesus. Her vil han tie. Først når det har betydning virkelig at finde ud, hvordan det hænger sammen, fordi man af et ærligt hjerte vil have Jesus som frelser, først da kan man forvente, at Jesus svarer. Han gør det måske ikke på den måde, som vi ventede, men det vil altid være det rigtige.
Jesus ser jo heller ikke ud af meget, da han er blevet arresteret. Han er bundet, mishandlet, med mærker efter slag i ansigtet og spytklatter i skægget. Nu synes det som om, at det skulle være bevist, at han ikke var Guds søn, for ellers ville han jo ikke havne i den situation. Hvorfor lader Gud også i dag menigheden lide under meget spot og hån, se uanselig ud? Det gjorde han jo også selv, da han vandrede på Jorden.
Men trods det ringe ydre og trods tavsheden på alle de falske vidnesbyrd og anklagende spørgsmål, så er han Gud selv, der er kommet for at frelse.

Jesus - gal eller Gud selv?

Jøderne sagde til ham: »Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?« Jesus svarede: »Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.

Sådan lyder slutningen af prædikenteksten til 2. søndag i fasten, fra Johannesevangeliet. kapitel 8. Jesus har  sagt til jøderne, at de ikke hører hans ord, fordi de ikke kender ham, som har udsendt ham, Faderen selv. Han erklærer, at de har Djævelen til far, derfor kan de ikke høre hans ord.
Så er det, at de beskylder ham for at være besat af en dæmon.
I en vis forstand har jøderne set rigtigt. De forstår, hvad Jesus mener med det han siger, at han er Gud selv, at han er udsendt af sin Fader i himlen. Det, som det falder på, er, at de ikke tror, at det er sandt,
Der er kun to muligheder i forhold til Jesus, hvis man virkelig fatter hvad han siger. Enten var han bindegal, eller også var det rigtigt, hvad han sagde. Det første siger vi om dem, der tror de er Gud, det kaldes et sygeligt storhedsvanvid.
Men hvordan kan vi så vide, at det ikke var det, Jesus led af? Her kan fornuften ikke argumentere, kun dem, der har Gud til Fader, kan se det. Kun dem, som Helligånden åbenbarer det for.
Der er mange andre, der kan sige meget godt om Jesus, at han var et stort menneske, sagde mange gode ting, gjorde meget godt. Så har man villet gøre ham til en god borgerlig mand, så til en god socialist. Men alle disse opfattelser overser det, som jøderne støder sig på - og som vi også burde støde os på i dag, hvis vi ikke troede det var sandt.
Der er så kun en måde at holde det for sandt på: at stole på Jesu ord, stole på, at hvad han har sagt, det holder han. Det kan vække den sande tro - og så skal man aldrig se døden. Jo, man skal dø fysisk, det skal alle, men den troende går ind til et bedre liv end dette.
Så enten tror man, at Jesus virkelig er den, som han siger han er - eller også vanærer man ham, der er ingen mellemveje.

3:16 - focus på det vigtigste i din tro

I dag er datoen 3:16, og det svarer til kapitel og vers i den såkaldte Lille Bibel i Johannesevangeliet. Kristne over hele verden benytter sig af det og fokuserer på dette.

Således elskede Gud verden...

Gud elskede verden. Kan vi egentlig fatte, at han virkelig gjorde det?
Der var en gang en der sagde: "selvfølgelig, det er hans bestilling." Det er en forfærdelig udtalelse, for det er ikke nogen selvfølgelighed. Hvordan kan han elske en verden, der bare vender ham ryggen og vender sig mod tomme afguder, lever for penge og egen vinding? En gang lod Gud verden gå under i en vandflod, fordi han så menneskehjertets higen blot var ondt dagen lang. Verden er præget af alt, hvad der er Gud imod, vi ser det i form af krig, voldshandlinger, sidespring. Det er ikke nogen selvfølgelighed, at Gud skulle elske verden.
Men han gjorde det. Han elsker også dig, der læser dette - så sandt du er beboer på planeten Jorden, så er du omfattet af dette, Gud elskede verden. Der står ikke "undtagen dig" - også du er omfattet af Guds kærlighed.

At han gav sin enbårne Søn

Det er ikke en kærlighed, der sad isoleret i sin himmel og glædede sig over den gode følelse. Kærlighed i Bibelen giver sig først og fremmest udtryk i handling. Også Guds kærlighed, for han talte til sin Søn, at nu ville han frelse verden fra råddenskaben, som var kommet over den. Guds egen Søn, den enbårne, det vil sige den eneste, som havde levet med ham i evighed i et nært fællesskab, ham ofrede Gud. Jesus selv kom til Jorden, blev menneske i Marias liv. Ham, ved hvem alt er skabt, bliver et lille hjælpeløst spædbarn. Ham, som er Ordet Gud talte, så verden stod der, han skal nu lære at tale som alle andre spædbørn. Han som bærer hele verden er hjælpeløs, hengivet sine forældres omsorg. Han vokser op som alle andre, lever som tømrer, siden som vandreprædikant.
Han oplever modstand og foragtes for sin tale, verden gengælder ikke Guds kærlighed. Men det stopper den ikke, når kærligheden vil redde sin genstand er den ikke til at stoppe. Han tager al ondskaben ind over sig, siger til sin Himmelske far: nu er det mit ansvar. Så da han arresteres Langfredag, da bærer han dit og mit ugudelige hjerte, vores svigt, tager det med in for Guds vredes ansigt og rammes. Da dør den udødelige, fordi syndens løn er døden.
Ja, det var sådan Gud elskede verden, han gav sin egen Søn hen i den straf, der skulle have ramt os.

For at enhver der tror på ham

Han kalder nu til tro på ham. At du erkender din skyld overfor Gud og går til Jesus med den. Det er ikke noget, der sker en gang i livet, dagligt har vi noget, som gør os urene i Guds øjne, som vi må gå til Jesus med. Dette gør skellet i verden, hvem der hører til det sandet Guds folk: dem der snakker med Jesus om sine synder og dem, der bare bagatelliserer dem, pynter den med pænere navne, undskylder den og fortrænger at de er der. Går man til Jesus med synderne, så har man del i den kærlighed, som Gud tilbyder hele verden.

Ikke skal fortabes, men have evigt liv.

Den troende, der taler med Jesus om sine synder, er ikke længere under dom. Dommen faldt en gang på Jesus, den skal ikke gentages. Denne troende er et med ham, død med ham, men også opstanden med ham. Så er dommen faldet og man har nu det evige liv - ja, evig skal forstås bogstaveligt: det er et liv, der varer ved udover den fysiske død. Døden kan virke skræmmende, og ja, den kom jo ind som straf for verdens oprør mod Gud, men er du et med Jesus i troen, så er det indgang til et bedre liv, hvor det er slut med alt det tunge, som du må bære her og nu. Så skal du få lov til at se Jesus ansigt til ansigt, ham som har givet sit liv for dig.
Ja, således elskede Gud verden!

Først i Guds time

Da Jesus arresteres, siger han, at han har talt åbent til dem i helligdommen - jødernes tempel i Jerusalem - uden at de lagde hånd på ham, men nu er timen kommet. Nu har mørket magten og får lov at beholde den for en tid. Men kun så længe Gud vil.
Jesus kunne godt have bedt sin fader sende en hel legion af engle og stoppet det hele, men det skal ske sådan, for det er bestemt sådan. Fra evighed af har Gud haft den tanke, at han skulle frelse menneskeslægten ved Jesu død på korset.
Ja, mørket har magten, men kun så længe Gud vil. Kun til at Jesus kommer op at hænge på korset og forlades af Gud, fordi han bærer al verdens synd, men så heller ikke længere. Gud kunne også have ladet dem arrestere Jesus før, men det skal ske nu. Nu har disciplene fået tilstrækkelig undervisning om, hvad der skal ske. De er blevet overbeviste om, at Jesus er Messias, den frelser, som profeterne har lovet skulle komme. Alligevel er de jo tungnemme til at fatte det - men havde de ingen oplæring fået, så ville de slet ikke have fattet det, heller ikke efter opstandelsen.
Vi kan jo også synes, at mørket har magten i dag, afkristningen har taget fart, der er krige overalt i verden, vort samfund er fuld af umoral. Ja, men kun til en tid. Mørket har ikke magten længere end Gud tillader det. Som hans søn skal også kirken være en lidende kirke her i tiden, en kirke der kæmper. Den kan synes at have tabt og lærere, der lærer i modstrid med Jesu lære, bliver ophøjet. Men det er kun til en tid, så har vi vundet. Lyset sejrer i sidste ende.

Guds frelsesplan virkeliggøres i Jesu død

Ifølge Mattæus siger Jesus til Judas, i det han forråder ham i Getsemane: "Ven, nu har du gjort dit."
Det er en replik, der er meget vanskelig at forstå, for Jesus har flere gange advaret Judas imod at blive den, som forrådte. Under talerne ved den sidste nadver siger han, at den, der forråder Menneskesønnen, ham var det bedre, at han aldrig var født.
Men Judas er ikke den eneste, der gør noget galt i løbet af lidelseshistorien. Som jeg vil vende tilbage til i senere indlæg, så bryder jødernes ledere enhver regel om en fair retssag, også dem, der var i deres lov. Pilatus giver efter for presset og dømmer en, som han godt ved er uskyldig. Folkemængden som helhed er pisket op af en hadsk stemning og råber, at Jesus skal korsfæstes. De romerske soldater håner ham, bare fordi de synes det er sjovt. Selv Jesu disciple svigter ham og flygter, Peter fornægter ham i det afgørende øjeblik.
Baggrunden hos Gud for hele lidelseshistorien er noget, vi aldrig rigtig kommer til at fatte. Gud havde fra evighed af fattet den plan, at han ville frelse verden i sin Søn Jesus Kristus, ved at han blev menneske og vandrede på jorden som sådan, og til sidst tager hele skylden på sig for al verdens oprør mod Gud. Alligevel er det forkert hvad de gør, også Judas, selv om det hele er en del af Guds plan. Det er svært for os at få det til at gå op i vore tanker.
Men jeg tror heller ikke vi skal det, vi skal glæde os over det og se, at uanset om der er aldrig så mange fjender, der kæmper imod Guds vilje, så formår de alligevel ikke andet end at fremme Guds plan. Også når det rammer os som troende, så må vi sige, at når vi i prøvelserne klynger os mere til Jesus, så fremmer prøvelserne Guds plan med os, at styrke vor tro. Der hvor evangeliet modarbejdes bliver det desto mere forkyndt - det ser vi allerede i Apostlenes Gerninger.
Det er galt hvad Judas gør, ja, og det er galt hvad mange andre gør i forbindelse med Jesu lidelse og død, men det skete for at netop du skulle se, at Gud elsker dig, at han var villig til at betale en høj pris for dig. Så det er langt bedre at sige ham tak end at gruble over at få det til at gå op i dit hoved.

Jesu arrestation ifølge Johannes

 Da Jesus havde sagt det, gik han ud sammen med sine disciple og over på den anden side af Kedronbækken, hvor der var en have, som han og hans disciple gik ind i. Også Judas, som forrådte ham, kendte det sted, for dér mødtes Jesus ofte med sine disciple. Judas tog så vagtstyrken og nogle af ypperstepræsternes og farisæernes tempelvagter med sig og kom derover med lygter og fakler og våben. Jesus, som vidste alt, hvad der skulle ske med ham, gik ud til dem og spurgte: »Hvem leder I efter?  »Jesus fra Nazaret,« svarede de. Han sagde til dem: »Det er mig.« Også Judas, som forrådte ham, stod sammen med dem.  Da Jesus sagde: »Det er mig,« veg de tilbage og faldt om på jorden.  Han spurgte dem så igen: »Hvem leder I efter?« »Jesus fra Nazaret,« svarede de.v8  Jesus sagde til dem: »Det er mig; det har jeg jo sagt jer. Når det altså er mig, I leder efter, så lad de andre gå. For sådan skulle det ord, han havde sagt, gå i opfyldelse: »Af dem, du har givet mig, har jeg ikke mistet nogen.  Men Simon Peter trak et sværd, som han havde med, og slog efter ypperstepræstens tjener og huggede højre øre af ham; tjeneren hed Malkus. Jesus sagde til Peter: »Stik sværdet i skeden! Skulle jeg ikke drikke det bæger, Faderen har givet mig?« Johannes 17, 1-11 

En ting er påfaldende ved Johannes evangeliet, og det er, at Jesu sjælekamp i Getsemane have bliver sprunget over. Vi har efter hans skildring af Skærtorsdag aften alle talerne til disciplene, hvor han lover dem at komme igen og sende Helligånden over dem, så kommer der i kapitel 17 den såkaldte ypperstepræstelige bøn. Så går det lige til arrestationen, hvor de dukker op og arresterer ham. Det går så ikke så let, for de falder til jorden, da Jesus siger, "det er mig." Det er ligesom om, at Jesus står der og siger: så tag mig dog!
Johannes gør meget ud af at betone, at Jesus er Guds Søn, et med sin himmelske Far. Derfor gør han også meget ud at vise, at Jesus kunne have hindret sin arrestation. Han kunne have brugt sin guddomsmagt til at hindre hele lidelsen, men han stiller sig igen op og siger. kom nu og tag mig! Lad de andre gå.
Netop i dette, lad de andre gå, er der et bilede på, hvad hans død gavner os. Vi skulle have båret straffen for de ting, som vi har gjort Gud imod, men han har gået ind under det som vor stedfortræder. Her lyder det et klart: lad de andre gå.
Også for dig gælder det: du får lov at gå, for han er gået i stedet for dig. Således mister han ikke en eneste af dem, som Faderen har givet ham. Efter sjælekampen siger han nu, at han bør drikke den kalk, som hans fader har givet ham.
Derfor må du tro, at han også siger overfor den evige straf: lad dette menneske gå, det er mig, der har båret straffen.

Også Jesus blev fristet

Vi kan næppe fatte, at vor Herre Jesus Kristus selv virkelig har følt fristelsen, at han virkelig også skulle have følt Satans magt komme krybende. Men det er jo hvad Bibelen siger. Allerede da han er blevet døbt af Jnhannes Døberen i starten af sit offentlig virke sker det jo, han føres ud i ørkenen og lider sult. Her vil Satan have ham til at gøre stenene til brød, men han svarer, at mennesket lever ikke af brød alene. Han bliver tilbudt af verdens riger og at kaste sig ned, fordi det er lovet, at engle skal bære ham.

Jesus har medfølelse når vi fristes

Så ja, Jesus oplevede fristelsen. I Getsemane have fristes han stærkt til at gå udenom det frygtelige, som han nu skal igennem. Han var fristet til at gå uden om den nødvendige lidelse. Men han sagde nej.
Vi kan ikke fatte det, han er det eneste menneske, der aldrig har syndet mod Gud, alligevel var han fristet. Vi skal heller ikke forstå det, vi skal glæde os over, som der står i Hebræerbrevet, at han har medlidenhed med alle vore skrøbeligheder, fordi han har været fristet i alle ting ligesom vi. Han sidder ikke på en bedrevidende piedestal og synes, at det der er da ingenting, det er bare at stritte imod. Han kender til, hvordan det er, når vi har lyst til alt det, som er Gud imod, hvordan fornærmelser kan gnave så vi fristes til uforsonlighed, hvordan ensomheden kan være tung så vi fristes til at søge trøst på uholdbare måder, hvordan økonomien er svær at få til at hænge sammen, så vi fristes til at fuske lidt med skatten - al fristelse kender han. Han har kendt det alt sammen.
Men han har sejret over det alt sammen. Han gik ikke uden om, da det gjaldt.

Troen må ikke glippe

Til Simon Peter siger han under det sidste måltid, at Satan begærede ham for at sigte ham som hvede. Satan var ude efter Peter nu, han ville sigte ham fra og vise, at han ikke var egnet til at være Jesu apostel.
Men da siger Jesus også, at han bad for ham, at hans tro ikke måtte glippe. Jesus har også omsorg for dig, at din tro ikke må glippe, det vil sige, at den ikke må svigte. Går du til ham, der har sejret over Satans magt med alle dine fristelser og alle de gange, hvor du faldt for den? Så har din tro ikke glippet. Han har medlidenhed med dig og forlader dig gerne - han har prøvet det selv.

Getsemane, hvor Jesus bar en overmenneskelig byrde.

En af de mest elskede beretninger omkring Jesu lidelse er da han falder på knæ og beder i Getsemane have. Her ved han, at de jødiske ledere vil komme og arrestere ham snart. Tre gange beder han sin Fader i Himlen om, at denne kalk dog må gå ham forbi.

Gud hader synden

Den lidelse, som Jesus skal bære nu, er så stor, at vi ikke kan fatte det. Mange kan ikke se det, fordi man ikke regner med, at Gud er vred over synden. Gud hader synden - det er ikke sådan som det ofte siges, som at Gud ikke tåler synd, det er et alt for vagt udtryk, det er meget værre, Gud hader den og farer ud som en fortærende ild imod den. Fatter man ikke det, så indser man ikke, hvor overmenneskelig stor den byrde er, som Jesus skal bære.

Al verdens synd på Jesus

Fra evighed af var han hos sin Far i Himlen, blev tilbedt af alle engle og her kunne han være blevet. Men han ville hellere komme til os på jorden, sige til sin Himmelske far, at nu var al verdens modstand mod Gud hans ansvar. Derfor får han nu presset alt det sammen, der er gjort af ondskab i verden, i et bæger og rakt det for at drikke. Nu skal han smage, hvordan det er at mærke Guds vrede over al den ondskab. Der er ingen vej tilbage, han siger: dog ikke som jeg vil, men som du vil. Også Jesus, det eneste menneske der aldrig har syndet, kunne føle fristelsen til at forlade Guds vej.
Men hvis han ville frelse dig fra den evige vrede, så var der kun en Guds vej her, og det var at han bøjede sig og gjaldt for dig. Gud så dig og dine svigt i Jesus, det var også din skyld imod Gud, som han her fik presset sammen i et bæger.

Gå til Jesus med alt

Intet ordinært menneske kunne bære den byrde, kun det menneske, der også var Gud, Guds egen Søn, den anden person i Treenigheden, han alene kunne bære den byrde. Intet menneske har medvirket til det, disciplene sov. Det skete mens du endnu var en synder, fremmed for livet i Gud.
I dag ønsker han ikke noget mere, end at du skal komme til ham med det, som du har gjort Gud imod. Han ved det jo godt, men når du så kommer med det, bliver han glad, for da kan han række dig forladelsen for det hele, som han dyrt har erhvervet for dig.

Våg og bed, når livet er tungt

Da Jesus har spist påskemåltidet med sine disciple, går de over Oliebjerget, som dengang lå lige op ad Jerusalems bymur. Judas har forladt dem, han vil forråde Jesus. Til alle disciplene har han forudset, at de alle vil forarges på ham i denne nat. At forarges i Bibelen betyder ikke det samme som i dagligdags brug, det betyder, at man mister troen, tager af stand fra Jesus, fordi han ikke er som man selv vil. Kan det virkelig passe, at det vil ske med alle dem, der har fulgt Jesus på vandringen? Ja, Jesus sagde det selv til dem. Han forudså også, at Peter ville forråde ham tre gange før han galede, men Peter har sagt, at det vil han sandelig aldrig gøre, han var villig til at gå i døden for Jesus.

Jesus har omsorg for sine disciple

Da de så går ind i Getsemane have, siger Jesus: Våg og bed for at I ikke skal falde i fristelse, Ånden er villig, men kødet er skrøbeligt. På vej mod lidelsen viser Jesus klart omsorg for sine disciple. Han ved hvilken fare de er i nu. Det er ikke så meget at døden sammen med Jesus, det klarer Jesus nok at redde dem fra, som vi skal se. Det er mere at Satan selv nu er på lur efter dem. Det vil jo ikke gå som de forventer og i den situation er det, at de vil forarges på ham, de vil miste troen på ham.

Jesus har omsorg for os

Sådan er vi, hans disciple som tror på ham i dag jo også. Vi kan godt tro meget på Jesus, når det går os godt, men så kommer prøvelserne. Vi rammes af økonomiske smæk, vi bliver ledige, vi bliver syge - eller mere specifikt for det troende menneske: vi oplever ikke den samme glæde i troen som før, det er som om den er præget af tørhed, vi går ikke længere fra sejr til sejr, vi bliver hånet for vores tro. Så kan vi ikke fatte det: hvorfor gør Jesus dog ingenting? Hvorfor lader han det bare ske? Vi kan have alle mulige forventninger til, hvad han nu skal gøre for os, og når det ikke sker, så bliver vi skuffede over ham. Her er det at vi snart kan forarges på Jesus, miste troen på ham.

Så våg og bed

Men Jesus ved det, og han har den samme omsorg for os, som han havde for disciplene. Han siger ikke, at der er vigtigere ting at gøre. Han var ikke ligeglad med disciplene, fordi han nu skulle til at underkaste sig døden for al verdens synder. Nej, han gav sig tid til at minde dem om at bede for at stå imod.
Han siger heller ikke i dag om dig, der må være skuffet over det at være kristen, at det  ingen betydning har, nu hvor evangeliet skal forkyndes for alverden. Nej, han vil også minde dig om at bede - nærmere bestemt: han vil gerne have, at du netop kommer til Jesus i bøn og lægger dine tanker og følelser ærligt frem for ham, fortæller ham, at du ikke fatter det, som du er igennem. Han elsker dig mere end du er klar over, og han vil gerne høre din bøn. Kun ved at gå til Jesus kan du nemlig holde kødet, din egen natur, i ave, så Ånden kan sejre i dig.
Så våg og bed også du, så du ikke falder i fristelse.

Er Folkekirken en Judas-kirke?

Da Judas forråder Jesus i Getsemane have ved at føre de romerske soldater til ham, har han et aftalt tegn, at den han kysser, det er ham. Så Judas kysser Jesus og siger: Vær hilset, rabbi! og på den måde kan soldaterne kende, at det er ham de skal arrestere.
For en ren ydre betragtning ophøjer han Jesus, ærer ham som en rabbi, hvis en eller anden var gået forbi den dag uden at kende baggrunden, så ville han tro det, selv om han forråder Jesus.
Sådan kan vi også tilsyneladende ophøje Jesus, kalde ham alle mulige store ting, men alligevel forråde ham.
Spørgsmålet er: er det hvad Folkekirken gør?

Hvordan er præsterne Judas'er?

Der sidder næppe nogen præst i Folkekirken, der ville sige noget åbenlyst dårligt om Jesus. De fleste prædiker om ham som den evigt tilgivende - og dog, måske peger de på ham som den, der har lært os, at Gud er den evigt tilgivende. De glemmer så bare at sige, at det er hos Jesus selv, den opstandne, at tilgivelsen er at få. De glemmer også at sige, at tilgivelsen fås ved, at vi kalder det for synd imod Gud, som Bibelen kalder synd imod Gud, bøjer os og så lader os tilsige af hans ord, at vi har syndernes forladelse. Mange prædiker, at den er en gang for alle sikret i dåben, og jeg vil ikke modsige, at vi har fået den store gave i dåben, men de glemmer at sige, at hvis vi ikke lever i daglig anger og bod, så er vi faldet ud af vor dåb.
Mange præster - jeg siger ikke alle - går straks efter trosbekendelsen hvor de har bekendt, at Jesus er opstanden fra de døde, op og prædiker, at Jesus var et menneske, han opstod ikke legemligt. Efter at de har været med til sammen med menigheden at bekende, at de tror på syndernes forladelse, holdes der ofte en prædiken, der mere handler om syndernes tilladelse.

Hvordan er menigheden Judas?

Der synges salmer, der lovpriser Jesus, vi lovpriser ham i nadverliturgien som man gjorde under indtoget i Jerusalem, Velsignet være han som kommer, i Herrens navn, hosianna i det højeste. Der læses tekster om Jesus og han står over altrene som det tydelige centrum i gudstjenesten.
Men et menighedsråd kan afvise en ansøger til præsteembedet med, at han taler for meget om Jesus. Kirken er lagt i hænderne på mennesker, der ikke har noget forhold til Jesus Kristus. Folketinget kan bestemme en lovgivning for kirken, som er i klart modstrid med Guds Ords klare tale, det blev gjort, da man vedtog loven om homovielser i kirken.

Symptomer, men hvad er sygdommen?

Alt dette er jo egentlig et symptom på, at man ikke længere regner Jesus for den eneste frelser og Bibelen for at være Guds Ord fra A til Å. Sorgløst regner man menigheden for at være alle de døbte, de eneste man vil sætte udenfor er dem, der vover at lave kludder i dåbsautomatikken.
Folkekirken ligner mere og mere det salt, som har mistet sin kraft, om det sagde Jesus, at det kun duer til at kastes ud og trædes ned af mennesker.
Judas' forræderi endte med et selvmord. Vil kirkens forræderi også ende med det? Efter min mening er den allerede ved at begå åndeligt selvmord.
Skal vi som troende forlade den synkende skude?

Judas Iskariot, hvem var han?

Judas Iskariot er en af de mørkeste, tragiske skikkelser i Bibelen. Han var med i inderkredsen omkring Jesus, nærmere bestemt en af de tolv apostle, men det gik galt for ham.
Vi starter i dag på fastetiden, onsdag efter Fastelavn kalder man Askeonsdag, man mindedes fra gammel tid på denne dag denne skikkelse, ikke som anledning til fordømmelse af ham, men til selvprøvelse, for at vi skal spørge, om vi nok for en ydre betragtning er hvor Jesus er, der hvor der prædikes om ham, men hjertet har fjernet sig fra ham. Den prædikentekst man brugte dengang var kort, fra Markus 14,10-11;

Judas forråder Jesus

Men Judas Iskariot, en af de tolv, gik til ypperstepræsterne for at forråde ham til dem. Da de hørte det, blev de glade og lovede ham penge for det. Så søgte han at finde en lejlighed til at forråde ham.

Judas Iskariot som vores spejl

Nej, lad os ikke sidde og blive forargede over Judas  Hans handling er jo ikke andet end et udtryk for, hvad der bor i ethvert menneskehjerte. Vores hjerte er ondt fra fødslen og fjendsk overfor Gud, der kan så være forskel på hvor grove udslagene er.
Men vi skal heller ikke være præget af de mange moderne tolkninger af ham, der vil suge alvoren ud af Bibelens beretning om ham. Naturligvis må man sige, at han oprindelig har haft en oprigtig tro, ellers var han ikke blevet en af de tolv. Man hører om ham, at han havde ansvaret for discipelskarens pengepung. Selv om Jesu mål var åndeligt, så skulle hans discipelflok også fungere praktisk og have en pengepung. Apostelen Paulus siger, at kærlighed til penge er roden til alt ondt. Vi behøver ikke læse ret meget i nyhederne før vi finder ud af, at det er sandt. Vi kender det jo også fra os selv, hvis vi er ærlige, pengene kan snart komme til at betyde meget for os.

Judas gav det onde plads

Så muligheden for, at det går os som Judas er ikke langt væk. Pengene drog hans hjerte så meget, at han stjal af deres pengebeholdning, lagde noget til side til sig selv. Han begyndte bare at give den side af ham selv, der var Gud imod, lidt spillerum. Det kan også være andet end penge, det kan være en kødelig glæde i det modsatte køn, det kan være at ville holde fast på en fornærmethed, det kan være dovenskab og forsømmelighed. En sand troende kan falde i disse ting, men lever ikke i fred med dem. Judas levede efterhånden i fred med sin pengegriskhed, og da der  bød sig en lejlighed til at tjene ekstra ved at hjælpe dem med at fange Jesus, så greb han denne mulighed.
Hans eget hjerte har slået ham med blindhed, så han ikke ser det gale i hans handling. Senere, da Jesus er blevet domfældt, bliver han chokeret. Han har åbenbart haft den opfattelse, at der ikke kunne ske Jesus noget. Han havde jo gjort så mange undere, stillet stormen på søen, så kunne han også gøre et under som arrestant. Så blinde kan et menneske være, når det onde får råderum, også en, der har været en sand kristen i starten.

Lær af Jesu lidelseshistorie

Efter at Jesus var domfældt gik Judas hen og hængte sig. Han kunne som de andre disciple have fået lov at møde Jesus efter opstandelsen og få tilgivelsens ord som de fik, men han var kommet så langt i hjertets forhærdelse, at troen var gået ud.
Så lad os i den kommende fastetid ikke blive forarget over de mennesker, der gør Jesus ondt, når vi følger ham fra Getsemane have, hvor han arresteres, til Golgata, hvor han dør på korset. Lad dem være et spejl, der viser os selv som dem, der har brug for nåde. Lad os så også glæde os over, at ingenting er så groft, at han ikke har lidt døden for det på korset.

Hvordan er dit hjerte?

Denne lignelse er årsagen til, at denne blog hedder Guds Ords Sæd, den vil strø sæden ud på marken:

»Hør her! En sædemand gik ud for at så. og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte. Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold.« Og han sagde: »Den, der har ører at høre med, skal høre!« Markus 4, 3-9

For en ydre betragtning handler den om, en bondemand, der går ud og sår, men det er så et billede på Guds ord, evangeliets forkyndelse, og dets virkning i hjertet på tilhørerne. Lignelsen vil gøre dette klart og forståeligt for os.

De fire slags menneskehjerter

Der er så fire slags jord, som sædekornene havner i, og denne jord er billedet på menneskehjertet.

Det er så en af de få lignelser, hvor vi har det privilegium at have Jesu egen udlægning skrevet ned lige bagefter på grund af disciplenes spørgsmål.

Hårde hjerter

Der er dem, hvor evangeliets ord nok forkyndes for dem, men så kommer Satan og tager det væk. Med andre ord, det er dem, der hører det helt uden frugt, heller ikke engang midlertidig frugt som man kan sige om de to midterste typer jord. De fatter det ikke derfor får det heller ikke nogen virkning.

Frafaldne hjerter

Så kommer der to, hvor det bærer frugt, og det er ikke en tro, der er falsk eller forkert, det er en fuldstændig ægte tro foranlediget af evangeliet, ligesom den sidste, Jesus anerkender jo, at de bærer frugt.

Den anden jord er så den, hvor det kommer til at koste noget at sige ja til Jesus, og med de omkostninger, så falder de fra. Man har fra kirkens første århundreder, hvor der virkelig var kristenforfølgelser til, eksempler på dem, der fornægtede deres tro for at undgå at havne i den romerske arena hos løverne, men selv for mindre end det er der nogen, der falder fra. Man kan ikke bære forhånelsen og latterliggørelsen fra ens omgivelser, de overbærende skuldertræk bliver for meget. Der har været personligheder, der har lært, at en sand kristen ikke falder fra, men det passer ikke med teksten her. Jesus godkender i lignelsen, at denne frugt i form af troen var god nok, men den holdt kun til en tid.

Ustadige hjerter

Den tredje er så også nogen, der tager imod evangeliets ord, men også hos dem er det kun til en tid. Her er det ikke forfølgelser, der får dem til at falde fra, men alt muligt andet kan komme og kvæle troen, og det er både bekymring for det jordiske, men også glæde over det jordiske. Så selv for mennesker, der ikke er under nogen form for kristenforfølgelse kan frafaldet fra troen være en mulighed. Igen ligesom i den forrige type jord, så er det ikke fordi troen var falsk eller indbildt, de tilfælde hører nærmere under den første type jord. Men netop rigdommens bedrag er en af de ting, som vi ofte finder i Det Nye Testamente som en af de store farer. Den, der vil være rig, falder i alle mulige fristelser og snarer, og hjertet lukker sig for evangeliet, der var andre ting, der havde mere vægt end dette evangelium.

De sande kristne

Så er der den sidste type jord, der er billede på de mennesker, der tager imod ordet, det er dem, der erkender, at de er syndere og tager imod nåden, som er givet ved Jesus og hans stedfortrædende forsoningsdød. De bærer så frugt, altså, de høstes til Guds rige.

Vi kan godt lige standse op og spørge: kan jeg se, om mit hjerte er af den ene eller den anden slags? Nej, for lignelsen her taler om et menneskes hele levnedsløb. For nogen ender det med, at ordet aldrig gjorde nogen virkning i hjertet. Andre bar frugt, altså, blev frelst for evigt.

Selvrransagelse

Det er nemlig vigtigt at have det perspektiv med på lignelsen, for den er nemlig fortalt til selvransagelse. Vi kan godt se os selv i lyset af denne lignelse og synes, at vi måske ligner en af de tre første, og så er det bare at sige: godt, at vi erkender det her og nu. Så længe vi lever her i tiden, så er det ikke endegyldigt, at vi hører til en af de fire slags hjerter, det kan ændre sig. Dem, der i lang tid har hørt ordet uden at fatte det, hvor Satan har kommet og taget ordet bort fra deres hjerte, de kan få blødgjort deres hjerte. Det alvorlige med de to midterste er, at selvom vi engang er kommet til tro, så er det ikke noget, der er nogen selvfølgelighed. Så snart der er trængsel, så falder man fra. Både bekymringer og lyst til alt andet kan kvæle Ordets frugt.

Gå firmodigt til Jesus med dit hjerte

Men så længe at vi ved at høre lignelsen her reagerer og siger: det er måske mig? Så gå frimodigt til Jesus med det og tal med ham om det. Ved at gøre dette, så har lignelsen båret den frugt, som det var meningen den i lighed med al andet af Guds ord skulle bære. Men denne tro skal vi så også kæmpe for at bevare. Først i evigheden er det afgjort endegyldigt, om vi er det ene eller den anden slags jord.

Vi kan derfor heller ikke rubricere andre mennesker i en af disse fire grupper. Selv om nogen afviser evangeliet i dag, så kan det ændre sig i morgen, og en, der er en brændende kristen i dag, kan også falde fra i morgen. Nogen kan synes at være ved at være på vej væk fra Jesus og derfor rubriceres i en af de to midterste, men også det kan ændre sig. Først i evigheden er det endelig afgjort, hvilket hjerte vi egentlig er af.

Træng ind på Jesus når nøden kommer

Lidt mere skal siges i forbindelse med den blinde tigger. Hans tro bestod i, at han trængte sig ind på Jesus, han så ikke de hindringer, der var. Vi har lov til at gå til Jesus med al nød, helt uden forbehold, der er ingen undtagelse.

Bed uanset hindringer

Så når du rammes af sygdom, får et økonomisk smæk, venner og familie begynder at glide fra dig - hvad som helst - så gå ind i enrum og vend dig til Jesus med det. Han hører dig gerne. Der kan være meget, som du synes hindrer dig i at bede, du vil lige have ordnet det ene og det andet først. Skal man ikke også bruge fornuften til at løse sine problemer? Jo, visse problemer kan løses med din fornuft, men netop i bønnen kan han lede dine tanker i den rigtige retning, som du måske farer vild fra, fordi du er forvirret. Det kan også være hans måde at høre din bøn på.

Forvent ikke en bestemt bønhørelse

Hvad der ofte hindrer os i at se hans bønhørelse er, når vi tror han vil høre bønnen på en bestemt måde. "Jeg har øknomiske problemer, kan du ikke lade mig vinde i lotto næste uge?" Det er et lidt groft eksempel, men vi har det jo ofte med kun at se bestemte måder han kan klare problemet for os på. Ofte gør han det på måder, som vi aldrig i vores fantasi havde forestillet os. Nogen gange trækker han bønhørelsen ud, så bliver vi utålmodige. Han vil måske vise dig sin mægtige styrke og lære dig at stole på ham alene, tro på hans løfter og kun klynge dig til dem.
Så ligesom tiggeren, så træng ind på ham og glem alle røster, der vil hindre dig og sige, at det ikke nytter at bede. Jesus ved altid råd, og intet er for småt til ham.

I forhold til Jesus er tiggeri ingen skam

Dagens prædikentekst på Fastelavns søndag handler om, at Jesus taler til disciplene om, at han skal gå til Jerusalem og lide meget og dø på korset og så skal han opstå. Disciplene fatter det ikke, det hedder, at det er dunkel tale for dem. Ofte fatter vi ikke Guds klare tale, det var jo ikke fordi ordene Jesus sagde var uforståelige. De kunne bare ikke fatte, at det var nødvendigt, at Jesus skulle dø.
Så går de videre og da er der en blind tigger, der råber til Jesus: Du Davids Søn, forbarm dig over mig! Disciplene truer ham til at være stille, men han råber desto højere. Så lader Jesus ham føre til sig og spørger, hvad han vil han skal gøre. Den blinde beder om at få sit syn igen, og det gør Jesus, hvorpå tiggeren nu følger ham på vejen.

Tiggeri hos Jesus

I dag er tiggeri et stigende problem i byens gader. Ofte går folk forbi, andre afviser dem med hårde ord. Nu er det heller ikke så ønskværdigt, at vi skal ende med at tigge i denne verden, men i Guds Rige er det anderledes. I forhold til Jesus er det ikke en skam at tigge, her skal vi være på tiggerens plads. Her kan vi ikke være andet, for vi er magtesløse til at gøre det, som Gud kræver af os.
Når disciplene havde svært ved at forstå Jesu klare forudsigelse af, hvad der skulle ske, så kan det skyldes, at de havde lige så svært ved at fatte det, som vi i dag har så svært ved at fatte: at vi er syndere, i os selv fortabte i forhold til Gud og har brug for, at Jesus sletter alle vore synder ud. Vi havde jo nødig, at han tog alle vore synder på sig og bar dem op på korset. Det er han så på vej til at gøre i dagens tekst. Hans kærlighed gik det villigt igennem for hver enkelt af os, også for dig og mig.

Vi må lære, at vi er syndere

Så også vi må lære, at vi er syndere, der har brug for tilgivelse. Vi skal være som tiggeren i forhold til Jesus, der bliver ved med at råbe til ham om hjælp. Vi kan have mange røster, der vil hindre os, som siger: "du er da ikke værre end andre. Ikke den frelsesgoisme, gå nu ud og vær lidt mere social. Kom nu ud over det med at være en synder og lad dig fylde af Ånden." Når disse røster lyder, så er det vigtigt du overhører dem og råber højere til Jesus, beder ham om at forbarme sig over os.
Det er svært at lære det punkt i troslæren, der hedder: jeg er en synder, men forstår vi ikke dette punkt, så forstår vi som disciplene ikke Jesu død, så bliver påskens budskab bare et tomt budskab. Måske gruopvækkende på grund af den voldsomme død, men uden betydning for os. Her er tiggeri ingen skam,  men den eneste forudsætning. Jesus har så lovet, at han vil høre dig i dag som han hørte den blinde tigger. Så snart du føler nøden, så råb til ham som tiggeren og Jesus vil ikke gå forbi eller afvise dig med hårde ord, men glad og ville forlade dig alle synder.

Mennesket er den ansvarlige i Guds skaberværk

Således blev himlen og jorden og hele himlens hær fuldendt. På den syvende dag var Gud færdig med det arbejde, han havde udført, og på den syvende dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført. Gud velsignede den syvende dag og helligede den, for på den dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført, da han skabte.
Det var himlens og jordens
Dengang Gud Herren skabte jord og himmel, var der endnu ingen buske på jorden, og ingen planter var spiret frem, for Gud Herren havde ikke ladet det regne på jorden, og der var ingen mennesker til at dyrke agerjorden, men en kilde brød frem af jorden og vandede hele agerjorden. Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen.
Gud Herren plantede en have i Eden ude mod øst, og der satte han det menneske, han havde formet. Gud Herren lod alle slags træer, der var dejlige at se på og gode at spise af, vokse frem af jorden, også livets træ midt i haven og træet til kundskab om godt og ondt. 1. Mosebog 2, 1-8 

Mennesker og dyr er taget fra agerjorden, men det er ikke bare jorden, der frembringer mennesket. Det er Gud selv, der danner af agerjordens muld. Altså ikke bare som i forbindelse med dyrene at han befaler jorden at frembringe, men han danner selv per­sonligt mennesket.

Mennesket skabes på en særlig måde

Her, hvor Gud skal lægge kronen på sit værk, former han selv mennesket og han giver det på en særlig, personlig måde livet i forhold til alt andet levende: han puster livsånde i dets næsebor. Dette at Gud handler så personligt når han gør mennesket levende har den samme funktion i forbindelse med skabelsens syn på mennesket som sakramenterne har det i forbindelse med frelsens syn på mennesket: Gud giver dette væsen en særstilling i skabelsen og lader det herske over alle andre levende væsener, og som et tegn på dette nøjes han her ikke bare med at tale, men han former selv af agerjordens muld og blæser livsånde i næseboret. Så klart og tydeligt gør han det ved et tegn, at mennesket er i en særstilling.

Vel er der ligheder med dyrene, når det gælder det rent legemlige, men mennesket er al­ligevel noget radikalt nyt i skabelsen. Det skabes i Guds billede, så det ligner Gud. Lad os lægge mærke til at det ligner Gud, ikke at det er Gud. Der er ikke noget grundlag for i skabelses­beretningen at guddommeliggøre mennesket. Det er stadigvæk forskelligt fra sin skaber.

Kulturbefalingen

Mennesket er skabt til at herske over al skabningen, hedder det. Her har vi det, som nog­en kalder kulturbefalingen. Kultur skal her forstås bredere end vi ofte bruger det, kunstneriske frembringelser. Det skal forstås som alt det vi mennesker skaber med det i skaberværket forhåndenværende materiale. For det er men­nesket i stand til. Det er med andre ord Guds repræsentanter på jorden. Her er ingen tvivl om, at det, der sætter mennesket i stand til dette, er fornuften.

Nu kan det lyde underligt, ellers plejer man jo i kristen sammenhæng at tale meget om fornuftens uformåen. Den er også uformående til at fatte Gud, når fornuften får for stor plads i trosspørgsmål, så ødelægges snart hele troslæren, fordi den strider mod den naturlige fornuft.
Men udover åndelige spørgsmål skal vi ikke sige noget dårligt om fornuften. Det er med den, vi opfylder vores herskerposition. Når vi ser på vores krop, så er den egentlig dårlig til at modstå alle slags kli­maer. Dyr i kolde egne har tyk pels, dyr i varme egne har en tynd, glat pels, der kan modstå den skoldende hede. Men vores fornuft sætter os i stand til at lave tøj, der kan modstå alle slags klimaer. Det var bare et eksempel. Vi kan også tale om menneskets evne til at danne redskaber, der kan gøre ting som visse dyr kan gøre med deres lemmer. Og vi er i stand til at forarbejde, at skabe, med det forhåndenværende materiale. Og vi kan forarbejde den mad, som vores fordøjelsessystem ikke kan fordøje råt.

Og så er der de kunstneriske frembringel­ser. Musikken, litteraturen, billedkunsten o.s.v.. Også her er vi medskabere. Naturen er jo et over­flødighedshorn af skønhed, som vi glæder os over lige fra blomsterne i engen til stjernehimlen, og med vores diverse kunstneriske evner er vi også Guds medarbejdere i skabelsen for at skabe skøn­hed. Så vi har lige så meget lov til at takke Gud for billederne i Det Sixtinske Kapel og en Bach-kantate eller en god film som vi har lov til at takke ham for blomsterne og havets brusen. Det er en evne, han gav mennesket fra skabelsen.

Vi skal afspejle skaberen.

Så det kristne syn på skabelsen er ikke en form for naturromantik, hvor vi mennesker skal tilbage til en oprindelig naturtilstand og kulturen - bredt forstået - er af det onde. Nej, menneskets kulturarbejde hører med til skabelsen, og Gud så det var såre godt, hedder det.

Og i forhold til medmennesket er det også kaldet til at være et vidnesbyrd om Skaberen. Der er ingen tvivl om, at jordiske menneskeforhold er en afspejling af Gud. Det hedder jo hos Paulus, at det er efter Faderen at alle jordiske faderforhold har deres navn. Det hedder også, at manden skal elske hustruen som Kristus elskede kirken. Mellemmenneskelige forhold afspejler både det indbyrdes kærlighedsforhold mellem Treenighed­ens personer og mellem Gud og mennesker. Også dette forhold forplumres af syndefaldet, det siger almindelig dagligdags erfaring vist de fleste af os, men det vil jeg også uddybe de følgende gange.