Jesu arrestation ifølge Johannes

 Da Jesus havde sagt det, gik han ud sammen med sine disciple og over på den anden side af Kedronbækken, hvor der var en have, som han og hans disciple gik ind i. Også Judas, som forrådte ham, kendte det sted, for dér mødtes Jesus ofte med sine disciple. Judas tog så vagtstyrken og nogle af ypperstepræsternes og farisæernes tempelvagter med sig og kom derover med lygter og fakler og våben. Jesus, som vidste alt, hvad der skulle ske med ham, gik ud til dem og spurgte: »Hvem leder I efter?  »Jesus fra Nazaret,« svarede de. Han sagde til dem: »Det er mig.« Også Judas, som forrådte ham, stod sammen med dem.  Da Jesus sagde: »Det er mig,« veg de tilbage og faldt om på jorden.  Han spurgte dem så igen: »Hvem leder I efter?« »Jesus fra Nazaret,« svarede de.v8  Jesus sagde til dem: »Det er mig; det har jeg jo sagt jer. Når det altså er mig, I leder efter, så lad de andre gå. For sådan skulle det ord, han havde sagt, gå i opfyldelse: »Af dem, du har givet mig, har jeg ikke mistet nogen.  Men Simon Peter trak et sværd, som han havde med, og slog efter ypperstepræstens tjener og huggede højre øre af ham; tjeneren hed Malkus. Jesus sagde til Peter: »Stik sværdet i skeden! Skulle jeg ikke drikke det bæger, Faderen har givet mig?« Johannes 17, 1-11 

En ting er påfaldende ved Johannes evangeliet, og det er, at Jesu sjælekamp i Getsemane have bliver sprunget over. Vi har efter hans skildring af Skærtorsdag aften alle talerne til disciplene, hvor han lover dem at komme igen og sende Helligånden over dem, så kommer der i kapitel 17 den såkaldte ypperstepræstelige bøn. Så går det lige til arrestationen, hvor de dukker op og arresterer ham. Det går så ikke så let, for de falder til jorden, da Jesus siger, "det er mig." Det er ligesom om, at Jesus står der og siger: så tag mig dog!
Johannes gør meget ud af at betone, at Jesus er Guds Søn, et med sin himmelske Far. Derfor gør han også meget ud at vise, at Jesus kunne have hindret sin arrestation. Han kunne have brugt sin guddomsmagt til at hindre hele lidelsen, men han stiller sig igen op og siger. kom nu og tag mig! Lad de andre gå.
Netop i dette, lad de andre gå, er der et bilede på, hvad hans død gavner os. Vi skulle have båret straffen for de ting, som vi har gjort Gud imod, men han har gået ind under det som vor stedfortræder. Her lyder det et klart: lad de andre gå.
Også for dig gælder det: du får lov at gå, for han er gået i stedet for dig. Således mister han ikke en eneste af dem, som Faderen har givet ham. Efter sjælekampen siger han nu, at han bør drikke den kalk, som hans fader har givet ham.
Derfor må du tro, at han også siger overfor den evige straf: lad dette menneske gå, det er mig, der har båret straffen.