lørdag den 8. marts 2014

Getsemane, hvor Jesus bar en overmenneskelig byrde.

En af de mest elskede beretninger omkring Jesu lidelse er da han falder på knæ og beder i Getsemane have. Her ved han, at de jødiske ledere vil komme og arrestere ham snart. Tre gange beder han sin Fader i Himlen om, at denne kalk dog må gå ham forbi.

Gud hader synden

Den lidelse, som Jesus skal bære nu, er så stor, at vi ikke kan fatte det. Mange kan ikke se det, fordi man ikke regner med, at Gud er vred over synden. Gud hader synden - det er ikke sådan som det ofte siges, som at Gud ikke tåler synd, det er et alt for vagt udtryk, det er meget værre, Gud hader den og farer ud som en fortærende ild imod den. Fatter man ikke det, så indser man ikke, hvor overmenneskelig stor den byrde er, som Jesus skal bære.

Al verdens synd på Jesus

Fra evighed af var han hos sin Far i Himlen, blev tilbedt af alle engle og her kunne han være blevet. Men han ville hellere komme til os på jorden, sige til sin Himmelske far, at nu var al verdens modstand mod Gud hans ansvar. Derfor får han nu presset alt det sammen, der er gjort af ondskab i verden, i et bæger og rakt det for at drikke. Nu skal han smage, hvordan det er at mærke Guds vrede over al den ondskab. Der er ingen vej tilbage, han siger: dog ikke som jeg vil, men som du vil. Også Jesus, det eneste menneske der aldrig har syndet, kunne føle fristelsen til at forlade Guds vej.
Men hvis han ville frelse dig fra den evige vrede, så var der kun en Guds vej her, og det var at han bøjede sig og gjaldt for dig. Gud så dig og dine svigt i Jesus, det var også din skyld imod Gud, som han her fik presset sammen i et bæger.

Gå til Jesus med alt

Intet ordinært menneske kunne bære den byrde, kun det menneske, der også var Gud, Guds egen Søn, den anden person i Treenigheden, han alene kunne bære den byrde. Intet menneske har medvirket til det, disciplene sov. Det skete mens du endnu var en synder, fremmed for livet i Gud.
I dag ønsker han ikke noget mere, end at du skal komme til ham med det, som du har gjort Gud imod. Han ved det jo godt, men når du så kommer med det, bliver han glad, for da kan han række dig forladelsen for det hele, som han dyrt har erhvervet for dig.