onsdag den 19. februar 2014

Gud sendte sin søn

Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår.  Og fordi I er børn, har Gud sendt sin søns ånd i vore hjerter, og den råber: Abba, fader! Så er du da ikke længere træl, men barn. Og er du barn, har Gud også gjort dig til arving.
Gal 4,4 - Gal 4,7
En af de ting, som jeg ofte har været udsat for at høre, er den med, at Paulus var en streng herre, der har gjort kristendommen til hård moral, mens Jesus var den altid milde og tilgivende. Hvis man nu hørte den tekst, der blev læst først fra alteret, som er fra Jesu bjergprædiken og så sammenligner den med den lige nu oplæste tekst af Paulus, så kan det synes at være vendt fuldstændig op og ned på dette. Her var Jesus hård og Paulus mild.
Med andre ord: der er ingen vej udenom, både Jesus og Paulus taler hårde ord og milde ord, og begge er en del af det bibelske budskab. Det går så heller ikke at dele det op på den måde at sige, at jeg tror på Paulus og ikke på Jesus. En apostel er Jesu budbringer og bringer budskabet fra Jesus, alt hvad en apostel skriver, må vi læse som ord fra Jesus selv.
Men hvordan er det muligt, at de to sandheder kan forenes, den hårde sandhed og den glade sandhed? Er det to forskellige gudsopfattelser? Nej, langtfra, det er to sider af den samme Guds væsen.
Hvis vi skal forstå dette, så er det vigtigt at vi husker, at Bibelen består af to dele. Her tænker jeg ikke på de to dele, som vi kan se med vores blotte øje. Når vi lukker vores Bibel op, så falder det jo i øjnene, at der er to testamenter, Det Gamle og Det Nye, som så hver især er opdelt i flere skrifter. Det er ikke disse to dele, som jeg mener.
Nej, det er loven på den ene side og evangeliet på den anden side.