Vandring med den opstandne Jesus

I Lukasevangeliet kapitel 24,13-35 kan vi læse om, at Jesus kort efter sin opstandelse slår følge med to disciple, der vandrer fra Jerusalem til den lille nærliggende by Emmaus. De genkender ham ikke, da han spørger dem hvad de snakker om. De undrer sig så over, at han ikke har hørt om alt det, der er sket i Jerusalem i disse dage. De havde håbet, at Jesus af Nazaret var den, der skulle forløse Israel, men nu er han blevet korsfæstet, tilmed er hans lig forsvundet fra graven.
Da svarer Jesus dem. at de er uforstandige til at forstå, hvad Skrifterne har talt, han burde lide dette for at indgå til herligheden. Så udlægger han Skrifterne for dem.

Jesus kommer til de enkelte.

Ved denne lejlighed er det ikke apostlene i inderkredsen omkring ham, som han kommer til. Det er to ordinære disciple, som vi ikke har hørt om før i beretningerne. Da han vandrede som menneske på jorden, underlagde han sig vores vilkår, vores begrænsninger. Han måtte som alle os andre .- selv om han elskede alle - have de mennesker, som var hans venner, hans fortrolige. Det var især Peter, Jakob og Johannes. Efter sin opstandelse er han ikke længere bundet, nu har han fået guddomsmagten tilbage. Han kunne gå gennem lukkede døre og dukke op hvor han ville. Nu kunne han gå til hver enkelt discipel, som havde brug for det. Sådan er han heller ikke begrænset i dag. Nu vil han også komme til dig, der læser dette, når du behøver det, trøste dig og lære dig det, som du behøver at lære.

Det Gamle Testamentes vidnesbyrd om påskens begivenheder.

Nu udlægger han Skrifterne, af os kaldet Det Gamle Testamente, for dem, viser dem hvordan de forudsagt , at det måtte ske sådan. Hvor er det en vandring med Jesus, som jeg gerne ville have været med på. Jeg kan sagtens komme i tanke om steder i Det Gamle Testamente, som han kunne have henvist til, men hvis jeg nu havde muligheden for en tidsrejse og så kom til at gå bagved de tre vandringsmænd, så vil der sikkert være mange steder Jesus nævner, hvorom jeg ville sige: at jeg dog ikke tænkte på det.
Første gang Gud i de gamle skrifter profeterer om Messias, er til slangen efter syndefaldet, hvor han forudsiger, at kvindens sæd skal knuse dens hoved, men slangen skal så bide ham i hælen. Hælen er et af de steder, hvor det bløder mest fra, når man skærer sig, og man går ikke særlig godt, så længe såret ikke er helet. Så han forudsiger, at det er et rimeligt alvorligt hug slangen vil give sin overvinder. Det var det også med Jesus i løbet af påsken. Disciplene havde nok set det med, at den lovede frelser skulle knuse slangens hoved, men de overså det med at slangen hugger ham i hælen.
Han kunne have mindet dem om, at han på korset råbte et citat fra Salme 22, starten af den: Min Gud, hvorfor har du forladt mig? Kunne de ikke se, at den talte om korsfæstelse? Og at den på et tidspunkt vender og udtrykker håb?
Hvad med Salme 118, som de efter jødisk påskeskik havde sunget efter påskemåltidet? Kan de ikke se, hvordan den taler om, at Messias nok skal lide, men ikke gives hen i døden og at "den sten bygmestrene vragede er blevet hovedhjørnesten?"
Kunne de ikke huske alle profeten Esajas' ord om Herrens lidende tjener?
Måske sidder du selv og tænker på nogle steder i Det Gamle Testamente, som Jesus kunne have nævnt, som jeg ikke har tænkt på. Fint, han har helt sikkert nævnt mange, som ingen af os tænker på.

Udlægning af Bibelen er en velsignelse.

Udlægningen gør sin virkning, nu ser de klart. Det er aldrig uden virkning at høre en god udlægning af Bibelen. Her får vi åbnet vores øjne og ser klart, hvad Gud har talt.
Men først da han bryder brødet genkender de ham.
Vi tror ofte, at vi kæmper alene, men Jesus er der altid, og på et tidspunkt erkender vi det. Også i dag er en vandring med den opstandne, hvor vi får Skriften udlagt, en velsignelse. Hans kærlighed til den enkelte er den samme i dag.

Det er fuldbragt

Da Jesus nærmede sig døden, sagde han:

Det er fuldbragt.

Det kan godt virke som et lidt fremmed ord på moderne mennesker, men jeg tror alligevel, at de fleste naturligt opfatter det som noget, der er gjort færdigt, endelig afsluttet.
Så vil mange nok tænke, at det går på den lange lidelse i retssagen og på korset. Ikke at det er forkert, men man kommer bare ikke i dybden med det alene. Vi skal også have det med, at det betegner, at noget er opfyldt. Hvad er så opfyldt?

Profetierne er opfyldt.

Dels er profetierne opfyldt. Fra mennesket faldt i synd og ikke adlød Guds bud, sagde Gud til slangen, at kvindens sæd skulle knuse dens hoved, men den skulle hugge ham i hælen. Det var et løfte om Frelseren, der skulle komme. Senere lovede Gud Abraham, at i ham - underforstået hans efterkommere - skulle alle jordens slægter velsignes. Så kom alle profeterne i Israels folk, de profeterede også om frelseren. Stærkest finder vi det nok hos Esajas, der talte om Herrens lidende tjener.

Han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brøde.

Nu er løfterne opfyldt, Jesus har knust slangens hoved, selv om den har fået lov at hugge ham i hælen. Han blev såret for vore overtrædelser. I ham har alle jordens slægter mulighed for Guds velsignelse.

Loven er opfyldt.

Det hænger sammen med det andet, der er opfyldt: loven. Loven er ikke bare Moseloven, den gjaldt til en tid indtil sagen selv Jesus Kristus kom. Loven er Guds evige krav til menneskene, som er udtrykt i De Ti Bud. Dem kræver Gud overholdt til fulde. Snubler vi bare på et punkt, har vi overtrådt hele loven og er hjemfaldne til Guds vrede. Derfor har Satan også ifølge loven krav på os, vi tilhører ham, når vi bryder Guds bud.
Men Jesus har nu opfyldt loven, givet Gud hvad der tilkommer ham, ikke bare har han opfyldt kravene, han har også stedfortrædende lidt straffen for alle dem, der ikke opfylder dem, det vil sige, os alle. Som det hedder hos Paulus:

Han udslettede det anklagende skyldbrev, det som var imod os. han tog det bort ved at nagle det til korset.

Det brev, som anklager os, Guds Lov, har Jesus taget bort ved at det blev naglet med ham til korset. Det skal så stadig vejlede os til hvordan vi skal leve, men det skal ikke anklage os længere.
Så har Satan heller ikke krav på os længere. Sådan fra tog Jesus ham hans magt, ved at tage det bort, som gav ham ret til os.

Gælden til Gud er betalt.

Verbalformen på græsk for det er fuldbragt betegner her en ting, der er gjort endeligt færdigt, som står fast og har resultater for os nu. Vi kan læse profetierne som opfyldte, vi kan se loven som en vejleder, der slet ikke har lov at anklage os mere, kræve straf af os når vi falder i. Vi er frie.
Fra samtiden kendte man vendingen fra, når nogen skyldte penge. Når de var betalt tilbage, skrev kreditoren på gældsbrevet, at det er fuldbragt. Vi skyldte Gud alt og var i uoverstigelig gæld til ham, men nu er det fuldbragt, Jesus har betalt det helt og fuldt, og dommen skal aldrig falde mere, den er faldet.
Det er påskens budskab: alt er fuldbragt, Guds egen Søn har taget din straf, du er fri.
Jesu syv korsord.