fredag

Gud giver alt og læger vore sår

Salme 23,5
du dækker bord for mig
for øjnene af mine fjender.
Du salver mit hoved med olie,
mit bæger er fyldt til overflod.
Vi læser i denne uge  Davids salme 23, hvor han sammenligner sin Gud, Herren, med en
hyrde, der vogter sine får. I går hørte vi, at han sagde, at med Herren som sin hyrde frygter han ikke
skumle kløfter.

Gud er gavmild

Ved det, som Jesus Kristus vandt for os ved sin forsoningsdød har vi fået et veldækket bord, som er
den daglige forladelse for alle synder, del i det evige liv og barnekåret hos Gud. At blive mindet om
det er den kristnes mad. Nu hedder det så, at Gud dækker dette bord i fjendernes påsyn. Ja, for det
er det store, at vi som fårene i den gode hyrdes flok har noget, der aldrig kan rokkes af livets
omskiftelser. Selv når alt angriber os, overøser Gud os med gode gaver, lader os få lov at smage
hans kærlighed i fulde drag. Du kan være aldrig så meget plaget af både det ene og det andet, du må
altid tro, at Gud dækker bordet for dig selv under de værste sataniske angreb.

Gud læger vore sår.

Gud salver også dit hoved med olie. Olien, som hyrderne salvede fårene med, var en olie, der
lægede sårene. Vi bliver jo ofte såret under vandringen her. Som det så ofte siges: livet gør jo ondt
ind imellem. Vi må have lov at tro, at vi hos vores hyrde får også den salve, som skal til for at læge
såret. Vi synger jo i en sang om Jesus, ingen synd som ikke han forlader, ingen nød som ikke han
forstår. Jesus Kristus har selv prøvet at vandre på jorden som menneske, så han forstår enhver nød,
som vi må komme til ham med, om det er sygdom, økonomiske problemer, frygt for fremtiden,
frygt for hvad der skal ske med de kære, hvad som helst. Om du sidder og tænker, at den nød du
sidder i på den ene eller den anden måde er selvforskyldt, så må du have lov at sige, at han ikke vil
have det sindelag, som mennesker ofte har, hvor de siger: jeg har ikke spor ondt af dig, det er jo din
egen skyld. Du må også have lov at komme til Jesus med det, som måtte være selvforskyldt, han
læger og giver gavmildt uden bebrejdelser.

Overfloden i Jesus Kristus.

Du må også komme til ham med alle synder, også den synd du måtte føle, at det er han da træt af,
det er den samme synd igen som mange gange før. Nej, hyrden bliver aldrig træt af at tilgive
synder, heller ikke dine evigt tilbagevendende synder. Han salver igen dit hoved med olie, så sårene
af det læges. Han støder ikke nogen bort, der kommer til ham.
Dit bæger flyder over, hedder det så. Guds gaver er en stor overflod, han giver gavmildt og glad.
Hos ham er alle gaverne i rigt mål. Han har jo ikke sparet sin egen Søn, men givet ham hen for os
alle. Derfor vil han også skænke alt ved ham. Bægeret flyder over.
Se næste vers