Jesus alene

Jeg havde besluttet, at jeg hos jer ikke ville vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet.
Pauli 1.Brev til Korinterne 2,2

Der er ingen ende på, hvad der er skrevet om Jesus. Det er forskelligt, men har med undtagelser det tilfælles, at kirken har fjernet sig fra Jesus, men Jesus er alle tiders.

Kristus er en vigtig titel

Apostlen Paulus ville ikke vide af andet hos korinterne end Jesus Kristus som korsfæstet. Mange opfatter Kristus som et efternavn, i virkeligheden er det en vigtig titel, for det betyder den salvede, som i Gamle Testamente kaldtes Messias, frelseren som Gud lovede. Det angiver, at han er denne frelser.

Paulus tilføjer med eftertryk som korsfæstet. Det er ikke nok at tale positivt om Jesus.
Hvorfor al den tale om Jesu død?

Hvorfor skal vi dvæle ved Jesu død?

Fordi det er, som det hedder senere i brevet, Guds kraft til frelse.

For det, som gør Jesus til Kristus, er ikke det, han sagde og gjorde, det er da han påtog sig al skyld, som lå på hver enkelt. Vi har let ved at undervurdere skylden, som vi bærer på i forhold til Gud. Den dag, hvor vi skal møde ham, der duer ingen undskyldninger for vore svigt. Men Jesus har påtaget sig ansvaret og blev fordømt af sin Far på korset. Dette budskab kan vi leve og dø på.

Hvad er så Kristi sande kirke?

Har kirken fjernet sig fra det? Nej, for hvis der ikke forkyndes Jesus som korsfæstet, så er den kun kirke af navn, ikke af gavn. Kirken er der, hvor Jesus forkyndes som forsoneren, hvor det ophører, er der ingen kirke længere, kun en religiøs institution. Kan Folkekirken så siges at være kirken? Kun de steder, hvor der prædikes om Jesus Kristus som korsfæstet, hvor der bare tales almenreligiøst, holdes litterære foredrag og råd om mentalhygiejne, der er det ikke kirken.

For at være kirke må vi fatte det forsæt, at det vigtigste af alt er Jesus Kristus som korsfæstet. Al anden aktivitet i kirken er en frugt af dette. Evangelisering opstår kun der, hvor de troende bliver rigtig glade for Jesus og så ikke kan lade være med at gå ud og fortælle om ham. Sand næstekærlighed er en frugt af troen på Jesus. Alt i kirken udspringer af budskabet om Jesus Kristus som korsfæstet. Det er forskellen på den sande kirke og en forfalskning.
Se Jesus er det stærkeste Guds-bevis

Følgerne af syndernes forladelse

Har vi i Jesus Kristus syndernes forladelse, så er det også her vi finder al visdommen om det, der hører Guds rige til. Her beror det ikke på, om vi er en af dem, der kaldes vise og kloge i denne verden, det beror på, at vi kender Jesus og syndernes forladelse i ham. Her er den himmelske verdens åndelige velsignelse i rigt mål.

Det evige liv i Jesus

I Kristus og fordi han har forladt vore synder, så har vi også det evige liv. Vi har en evig arv i Himmelen, hvor alt det onde, der plager os her i tiden, skal være slut for evigt, og ham, som har frelst os og givet os syndernes forladelse, ham skal vi se synligt som han er. Døden har ikke det sidste ord, når vi er i Jesus Kristus, nej, det har vores frelser, for han sagde om sig selv, at han var opstandelsen og livet. I ham har vi det evige liv, vi får lov at stole på, at han skal opvække os på den yderste dag.

Helligåndens gave i Jesus

Her tales der så om, at vi har et pant på dette, et klart tegn forud på, at vi har det evige liv, og det er Helligånden. I Kristus er vi også velsignet med at have Helligånden som et forudvarsel på det evige liv.

Men hvordan kan vi så vide, at vi har Helligånden?

Helligånden har den opgave at pege hen på Kristus, føre os til ham. Hvis vi går til Jesus med vores synder, bekender alt for ham, så har vi Helligånden, for vi ville ikke gå til Jesus med vore synder, hvis det ikke var for Helligånden. Det er så også Helligånden, der gentagne gange gør Jesus stor for os, minder os om, at vi har synder at bekende for ham, fører os hen til ham.

Så kan hans gerning nogle gange være smertefuld, fordi han minder os om det gale i vort liv, men vi skal ikke fortvivle, for når vi så trøstes af evangeliet om Jesus Kristus, så er det også Helligåndens gerning i os. Helligånden er også den kraft, der kæmper for at sparke synden ud af os. Den bliver ved med at være i os som en forfærdelig magt til vores dødsdag, men Helligånden kæmper imod den, fratager den overherredømmet og fører os gentagne gange hen til Jesus for at den skal være os forladt.

Peters bekendelse

Peters bekendelse på græsk

Denne søndags prædikentekst var Peters bekendelse, hvor Jesus spørger disciplene hvem de siger han er, og Peter svarer, at han er Kristus, den levende Guds Søn. Jesu svar er, at han er salig, en sand kristen, for det har han ikke kunnet sige af sig selv, det er åbenbaret ham af Gud.
Ingen af os kan tage troen selv, den gives som en gave fra Gud, som dyb overbevisning om ting, man ikke ser. Ingen kunne se af sig selv, at tømrersønnen fra Nazareth var den levende Guds Søn, han lignede alle andre mænd i starten af trediverne. Kun Ånden kunne gøre åbenbare ham som Messias, den frelser jøderne ventede.
Peter havde fået troen og kunne sige den bekendelse om Jesus som Kristus, som Guds Kirke bygger på, men som alle os andre havde han det gamle kød og blod i sig. Da Jesus sagde, at han skulle lide og dø og derefter genopstå, sagde Peter straks, at sådan måtte det ikke gå ham. Han fik det skarpe svar, at han kun ænsede hvad menneskers var og ikke Guds.
Sådan har alle troende mennesker det gamle i sig, der kun sanser det jordiske og troen må kæmpe en hård kamp mod dette hele livet.
Men Jesus Kristus selv, hovedhjørnestenen i kirken, han er ren og urokket i evighed. Se Han er Gud på JesusNet

Syndernes forladelse i Jesus Kristus

I ham har vi syndernes forladelse, tilgivelse for vore synder ved Guds rige nåde (Pauli brev til efeserne 1, 7)

I Jesus Kristus har vi også syndernes forladelse, som der står her. Ikke som det er så let for os at tænke, så langt som vi nu tror eller bare vi gør det ene eller andet, bare vi nu angrer nok.. nej, det står der ikke, der står: så rig som Guds nåde er. Der er ingen betingelser her, og der er ingen synder så store, at de ikke kan forlades. Jesus tog det alt sammen på sig, da han gik vejen til korset. Det overgår måske vore almindelige forestillinger, men vi har Bibelens tale for, at det er sådan.

Jesus som vor stedfortræder

Jesu frygt i Getsemane var ikke så meget de modbydelige fysiske lidelser, som nu lå foran ham i form af en korsfæstelse, de var vel ellers slemme nok. Nej, det egentlige var, at alt det, som hele verden havde gjort af ondt fra starten af, også alle de ting, der måtte plage vores samvittighed lige nu, det blev presset sammen i et bæger og lagt på Jesus, og nu sagde han selv til sin himmelske Fader, at det var hans ansvar, nu ville han bære straffen. Det kom han til, det steg alt sammen ind for Gud i Himlen, da han hang på korset, det fik Guds vrede til at fare frem imod ham, så den brændte ham. Gud forlod Jesus på korset, fordi vore synder nu var hans ansvar.

Nåde = gratis

På grundlag af dette har vi syndernes forladelse, og det er en kilde, som aldrig tømmes. Den er nemlig så rig, som Guds nåde er. Ordet nåde betyder gratis, for intet. At have del i nåden er ikke noget, der er i vort hjerte, nej, det er i Guds hjerte. Det er Guds sindelag mod os, der er nåde, gratis, for intet, det er dette sindelag hos Gud, der aldrig ophører. Gud elskede ikke os, fordi vi var værd at elske, men fordi det var Guds væsen at elske, ikke på grund af noget i os, men på trods af alt i os. Selv om vi ikke havde fortjent det, så lod han sin Søn dø på korset under Guds dom og vrede netop for os.

Nåden i Kristus varer evigt

Det hedder hos en af salmisterne i Det Gamle Testamente, at Herrens nåde er ny hver morgen, det betyder at det er den samme hver morgen, den bliver ved at være frisk og uopslidelig. Med andre ord: når vi går til Jesus med en synd, som vi måske er så irriterede over, at vi nu må komme med for hundrede og syttende gang og vi snart er godt gale på os selv, så må vi have lov at tro, at Gud ser det som om, at det var første gang vi kom med den. For alle de andre gange er væk i Guds øjne, de er sænket i havet, fjernet fra os som østen er fra vesten, som det også hedder i en gammeltestamentlig salme.

Så søg ikke syndernes forladelse i egne fremskridt og forbedringer, søg det i Jesus Kristus, her er alle synder forladt uden undtagelse, og Guds tålmodighed ophører aldrig.

Forudbestemt til barnekår i Jesus Kristus

For før verdens grundvold blev grundlagt, har Gud i ham udvalgt os til at stå som hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed. I si gode vilje forudbestemte han os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus til lov og pris for hans nådes herlighed, som han har skænket os i sin elskede søn (Pauli brev til efeserne 1, 4-7)

Guds beslutning i Kristus

Gud besluttede fra før verdens grundvold, altså, før han skabte, fra evighed af. Alene i det har vi tryghed, for vi har ikke en frelse, der hviler på et usikkert grundlag, men en frelse, der hviler på en beslutning hos den Gud, hvis beslutning ikke lader sig rokke, som ikke har nogen rådgiver, men står fast ved sin vilje.
Han har fra evighed besluttet, at det skulle være i Jesus Kristus, at alt skulle være sammenfattet i ham, hele hans råd til at frelse menneskeslægten. Vi kan ikke fatte det med forstanden, at det er sådan, men vi må sige ham tak fordi han med en evig kærlighed har elsket os så meget, at han besluttede, at Jesus skulle være vores frelser.

Barnekår i Jesus Kristus

I Jesus Kristus har vi så barnekår, vi har lov at kalde Gud vor far, som vi gør i Fadervor. Vi har det samme fortrolige forhold til Gud, som børn har til en god far, en de kan komme til med alt, både sorger og glæder.

En af de første kristne bøger jeg kan huske, at jeg læste da jeg blev en troende, var den norske prædikant Ole Hallesbyes Fra Bønnens Verden, og i den betonede han kraftigt, at Gud bliver glad, når vi kommer til ham med alt, også de legemlige smerter vi bærer på lige nu, også angsten og bekymringen for det ene og det andet, vi må ikke tro, at noget er for småt. Kommer vi til ham med det, så er det også til lov og pris for ham, at vi stoler på ham i alle ting. Vi får lov at klynge os til vores far, der har lovet at han har omsorg for os i alle ting, og at han vil bønhøre os på den måde, som er bedst for os. Vi kan ikke altid se, hvad der er bedst for os, men vi må have lov at stole på, at Faderen selv, ham som vi er blevet børn af, fordi Jesus deler sit barnekår med os, han ved det og gør kun det, som er bedst for os.

Alt i Kristus

Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi fader, som i Kristus har velsignet os med al den himmelske verdens åndelige velsignelse (Pauli brev til Efeserne 1, 3)

Velsignelsen fra Himlen

Som typisk er for brevene i Det Nye Testamente starter det med en lovprisning af Gud. Apostlen siger ham tak for det, som han har gjort. I dette vers hedder det, at han har velsignet os med al den himmelske verdens åndelige velsignelse.
Læg først mærke til, at han har gjort det - det er ikke noget vi skal vente på at han gør, han har givet os det.
Læg dernæst mærke til, at det er "i Kristus." I ham, Jesus af Nazareth, er al den åndelige verdens velsignelse givet os. Når der siges i Kristus, så indebærer det, at vi må udelukke at finde det andre steder
Se Hvorfor Jesus på JesusNet.

I andet end Jesus Kristus - udelukket

Selv om Gud er en stor skaber, skal vi ikke vente at finde ham i naturen. Mange mener, at det gør de, for de holder gudstjeneste ude i Guds frie natur. Det er et bedrag, for selv om den kan vidne om Gud som en stor skaber, så kan den ikke fortælle os Jesus Kristus og den gave, som Gud har givet i ham.
Nogle vil se Gud i sig selv, ved at afdække den guddommelige sjæl. Den må vi også sige nej til, for inden i os er Jesus Kristus ikke. Her vil vi kun finde dødens kim, vort hemmelige had til Gud.
Heller ikke i kunsten og musikken, så berigende disse ting end kan være, så er Jesus Kristus ikke der.
Gud i alt andet end i Kristus er en afgud, her er den himmelske verdens åndelige velsignelse ikke.

I overmål i Jesus Kristus

Men det er ikke negativitet og tegn på, at Gud er nærig. Nærig er det sidste man kan sige om Gud. Når det er sagt, at det kun er i Kristus, så skal det dernæst siges, at der er det også til overflod. I ham har Gud virkelig givet os alt. Vi må have lov at tro, at her er hele Guds gave.

Syndernes forladelse i Jesus

I Kristus har vi syndernes forladelse. I ham, som tog alt det, som var imod os, med op på korset og led den død, som vi skulle have lidt, der må vi have lov at tro, at uanset hvad der tynger vor samvittighed, uanset hvad vi bebrejder os selv, uanset hvad vi ellers har gjort, som Bibelen også virkelig dømmer som imod Guds vilje, så er Jesus Kristus en større frelser end alt dette, i ham må vi komme og bede om forladelse igen og igen. Uanset hvor mange gange vi kommer med den samme synd, så er det i Guds øjne som om det var første gang vi kom med det.

Gud som vor Far i Jesus

Har Jesus fået lov at vaske vore synder væk, så er der intet der skiller os fra Guds kærlighed længere. Så har vi ham til far, for Jesus har sagt, at han nu er hans fader og vores fader. Så har vi lov at tro, at vi må komme til ham med alt det, som kan bekymre os, pengeproblemer, vanskeligheder i familien, ledighed, frygt for hvad der skal ske børnene, hvad som helst. Det er langt bedre at gå til vor himmelske far i Kristus med det end at bekymre sig. I Kristus har vi adgang til det.

Helligåndens gave i Jesus

I Kristus har vi del i Helligåndens gave. Tror vi på ham, så skal vi ikke vente nogen speciel oplevelse af Ånden, vi har den allerede. Han er med os og bærer os til det sidste.
I Kristus har vi det evige liv. Vi har et liv, der ikke ophører ved døden, men fører os ind til et liv i evig glæde. Så længe vi vandrer her på jorden, så har vi dette liv under kamp og det er ikke altid lige synligt, ofte synes vi ikke at mærke meget til det. Men vi har det i Kristus og vi har det løfte, at det skal vare til evig tid.
Alt dette har vi kun i Kristus og ingen andre steder, men til gengæld i stort overmål i ham.