onsdag den 23. april 2014

Vandring med den opstandne Jesus

I Lukasevangeliet kapitel 24,13-35 kan vi læse om, at Jesus kort efter sin opstandelse slår følge med to disciple, der vandrer fra Jerusalem til den lille nærliggende by Emmaus. De genkender ham ikke, da han spørger dem hvad de snakker om. De undrer sig så over, at han ikke har hørt om alt det, der er sket i Jerusalem i disse dage. De havde håbet, at Jesus af Nazaret var den, der skulle forløse Israel, men nu er han blevet korsfæstet, tilmed er hans lig forsvundet fra graven.
Da svarer Jesus dem. at de er uforstandige til at forstå, hvad Skrifterne har talt, han burde lide dette for at indgå til herligheden. Så udlægger han Skrifterne for dem.

Jesus kommer til de enkelte.

Ved denne lejlighed er det ikke apostlene i inderkredsen omkring ham, som han kommer til. Det er to ordinære disciple, som vi ikke har hørt om før i beretningerne. Da han vandrede som menneske på jorden, underlagde han sig vores vilkår, vores begrænsninger. Han måtte som alle os andre .- selv om han elskede alle - have de mennesker, som var hans venner, hans fortrolige. Det var især Peter, Jakob og Johannes. Efter sin opstandelse er han ikke længere bundet, nu har han fået guddomsmagten tilbage. Han kunne gå gennem lukkede døre og dukke op hvor han ville. Nu kunne han gå til hver enkelt discipel, som havde brug for det. Sådan er han heller ikke begrænset i dag. Nu vil han også komme til dig, der læser dette, når du behøver det, trøste dig og lære dig det, som du behøver at lære.

Det Gamle Testamentes vidnesbyrd om påskens begivenheder.

Nu udlægger han Skrifterne, af os kaldet Det Gamle Testamente, for dem, viser dem hvordan de forudsagt , at det måtte ske sådan. Hvor er det en vandring med Jesus, som jeg gerne ville have været med på. Jeg kan sagtens komme i tanke om steder i Det Gamle Testamente, som han kunne have henvist til, men hvis jeg nu havde muligheden for en tidsrejse og så kom til at gå bagved de tre vandringsmænd, så vil der sikkert være mange steder Jesus nævner, hvorom jeg ville sige: at jeg dog ikke tænkte på det.
Første gang Gud i de gamle skrifter profeterer om Messias, er til slangen efter syndefaldet, hvor han forudsiger, at kvindens sæd skal knuse dens hoved, men slangen skal så bide ham i hælen. Hælen er et af de steder, hvor det bløder mest fra, når man skærer sig, og man går ikke særlig godt, så længe såret ikke er helet. Så han forudsiger, at det er et rimeligt alvorligt hug slangen vil give sin overvinder. Det var det også med Jesus i løbet af påsken. Disciplene havde nok set det med, at den lovede frelser skulle knuse slangens hoved, men de overså det med at slangen hugger ham i hælen.
Han kunne have mindet dem om, at han på korset råbte et citat fra Salme 22, starten af den: Min Gud, hvorfor har du forladt mig? Kunne de ikke se, at den talte om korsfæstelse? Og at den på et tidspunkt vender og udtrykker håb?
Hvad med Salme 118, som de efter jødisk påskeskik havde sunget efter påskemåltidet? Kan de ikke se, hvordan den taler om, at Messias nok skal lide, men ikke gives hen i døden og at "den sten bygmestrene vragede er blevet hovedhjørnesten?"
Kunne de ikke huske alle profeten Esajas' ord om Herrens lidende tjener?
Måske sidder du selv og tænker på nogle steder i Det Gamle Testamente, som Jesus kunne have nævnt, som jeg ikke har tænkt på. Fint, han har helt sikkert nævnt mange, som ingen af os tænker på.

Udlægning af Bibelen er en velsignelse.

Udlægningen gør sin virkning, nu ser de klart. Det er aldrig uden virkning at høre en god udlægning af Bibelen. Her får vi åbnet vores øjne og ser klart, hvad Gud har talt.
Men først da han bryder brødet genkender de ham.
Vi tror ofte, at vi kæmper alene, men Jesus er der altid, og på et tidspunkt erkender vi det. Også i dag er en vandring med den opstandne, hvor vi får Skriften udlagt, en velsignelse. Hans kærlighed til den enkelte er den samme i dag.