fredag den 28. februar 2014

Mennesket er skabt af Gud

Gud sagde: »Jorden skal frembringe alle slags levende væsener, kvæg, krybdyr og alle slags vilde dyr!« Og det skete; Gud skabte alle slags vilde dyr, al slags kvæg og alle slags krybdyr. Gud så, at det var godt.
Gud sagde: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.«  Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem og sagde til dem: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!« Gud sagde: »Nu giver jeg jer alle planter, der sætter frø, på hele jorden og alle træer, der bærer frugt med kerne. Dem skal I have til føde. Til alle de vilde dyr og til alle himlens fugle, ja, til alt levende, der rører sig på jorden, giver jeg alle grønne planter som føde.« Og det skete. Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var. Så blev det aften, og det blev morgen, den sjette dag.
1. Mosebog 1, 24-31

Den generelle skabelse

Menneskets skabelse kommer som rosinen i pølseenden på skabelsesberet­ningen, beretningen om hvordan verden bliver til. Den begynder med at sige, at Gud skabte Himlen og Jorden i begyndelsen. Bare med et ord skaber han, han taler og så står det der. Han siger: der blive lys, og der blev lys.
For Gud skaber ud af intet. Hvor vi er nødt til at skabe ud af noget foreliggende materiale, så er Gud den almægtige, der formår at skabe ud af intet. Hvor der er øde og tomt taler og Gud, og så er der ikke øde og tomt mere.
Allerede på det første blad møder vi Treenigheden: Ånden, der svæver over vandene og læser vi det i lyset af Johannesevangeliets indledning, så vil det fremgå, at Ordet, som Gud taler, ikke bare er ord, men en levende person ved siden af Gud selv, der dog også er Gud. Alle disse tre personer er med som den ene Gud i skabelsen. Det er jo også Kristus, om hvem det hedder hos Paulus, at alting skabt ved ham.
Og som et omkvæd i skabelsesberetningen hedder det, at Gud så at det var såre godt. Det hedder det om alle ting lige fra jorden og havet over planterne og til dyrene: det var såre godt. Et drønhamrende nej til tanken om, at det onde lig­ger i det skabte som sådan. Ikke som i diverse østlige religioner og i gammelgræsk tankegang, hvor det onde ligger i det ydre, sansbare. Her glæder Herren sig over sine værker, og det bliver han ved med til det sidste.
Den sammen­hæng skal være klar for os, når vi nu kommer til men­neskets skabelse.

Mennesker og dyr er taget fra jorden

Der er en ting som er værd at bemærke, og det er at dyrene bliver skabt samme dag som mennesket og kommer af jorden. Gud siger her: Jorden frembringe alle slags dyr. Jeg kender mange garvede bibellæsere, der bliver forbavsede her. Kan det virkelig være rigtigt? Og vi vil jo ikke godkende, at mennesket bare er et dyr.
Dog kan vi ikke løbe fra, at mennesket har et legeme som dyrene. Det godkender Bi­belen også med denne lighed i måden som dyr og mennesker bliver skabt på. Begge bliver taget af jorden. Derfor må vi indrømme, at når vi ser på den rent legemlige side af mennesket og dyrene, så er der visse ligheder. Disse ligheder er utrolig lette at konstatere bare med et overfladisk kend­skab til biologi. Legemet har drifter og behov, som er fuldstændig de samme hos mennesker og dyr. Det føler sult, tørst, erotisk tiltrækning, smerte, alt det der karakteriserer os som legem­lige væsener karakteriserer også dyrene. Denne lille detalje i skabelsesberetningen viser, at den lighed regner Bibelen også med.
Dette legeme, denne synlige side af os og dyrene, den er taget af agerjorden. Det er det, der ligger bag begravelsesritualets ord, af jord er du kommet. Og det er også jord vi skal blive igen, når vi dør. Når legemet går i forrådnelse efter døden bliver det til den jord, som det er taget af.

Livet er Guds gave.

Men jeg stødte ind i nog­et, der er meget interessant i denne forbindelse. Jeg læste en artikel, hvor der stod at ingen biolog­er nogensinde har fundet nogen årsag til liv i nog­et legemligt væsen. Det at en klump jord formet som ben, kød og indvolde, kan leve er faktisk et under, der unddrager sig al forklaring. Årsagen til livet har man ikke kunnet spore. Derfor er det klart, at når livet forsvinder fra et legeme, så dør det. Så bliver det til jord igen. 
Livet er i virkeligheden noget, Gud giver. Vi har et herligt skriftsted i Salme 104, der viser dette. Alt levende lever i virkeligheden så længe som Gud holder livsånden i det. Når han trækker den tilbage, så indtræder døden ubønhørligt.
Mere om det i morgen.

torsdag den 27. februar 2014

Paulus, Kristi apostel

Paulus i Thorvaldsens fremstilling, fra Københavns Domkirke
Paulus af
Thorvaldsen
Paulus indleder sine breve med en præsentation af sig selv, som denne fra brevet til Galaterne, det første vers:
 Fra Paulus, apostel, ikke fra mennesker, ikke udsendt af et menneske, men af Jesus Kristus og Gud Fader, som oprejste ham fra de døde,
 Betegnelsen apostel har man indoptaget i Det Nye Testamente for Jesu udsendinge. Det findes i en bred betydning, hvor det betegner en prædikant, en der forkynder evangeliet. Den brede betydning bruger vi også, når vi f. eks. kalder Hans Egede for Grønlands apostel. Apostle i den forstand er naturligvis ikke på linie med Peter og Paulus, men der skal agtes på dem så langt som de forkynder Guds Ord sandt.

Paulus som apostel


Så er der den snævre betydning af ordet, hvor det betyder dem, som Jesus har udvalgt som sine vidner om alt hvad han har gjort, først og fremmest om hans opstandelse, fordi de har mødt ham som opstanden. Det er i den snævre betydning, at Paulus kalder sig apostel. I kapitel 1 og 2  af brevet, som denne præsentation er taget fra, gør han meget ud af at vise, at han fik det hele ved at se Jesus Kristus, der åbenbarede sig for ham, og der er ingen tvivl om, at han her hentyder til hans møde med Jesus på vej til Damaskus. Han havde været lovtro farisæer, oplært af Gamaliel, som regnes for en af de store i jødedommen også blandt troende jøder i dag, Da han var på vej til Damaskus for at arrestere nogle af Jesu disciple, var der et lys, der overstrålede ham, så han blev blind. Han så Jesus i lyset og hørte ham sige: hvorfor forfølger du mig? Fra den dag var han kaldet til at forkynde evangeliet for hedningerne og foretog flere missionsrejser i Middelhavsområdet, som man kan læse om i Apostlenes Gerninger.
Hans møde med Jesus her gør ham altså til apostel i den snævre betydning, han har mødt den opstandne Jesus personligt.
Derfor betoner han i de første vers, hvordan han ikke fik det ved nogen mennesker eller er udsendt af nogen mennesker. Han er udsendt af Jesus Kristus og Gud Fader, der oprejste ham fra de døde. Paulus indleder altid med at præsentere sig selv som apostel, men her er denne uddybning, som foregriber hans forsvar i de første to kapitler mod den beskyldning, at han ikke er en ret apostel.

Pauli ord = Jesu ord

Paulus er altså vidne om Jesu opstandelse på linie med de andre, og han har ikke modtaget det fra nogen af dem, men fra Jesus Kristus selv.
Når en verdslig konge på den tid udsendte en apostel, så var folk forpligtede på at høre hans budskab som fra kongen selv. Sådan er det også med Kristi apostle, de er sendte med hans budskab, og deres ord er et ord fra Jesus. Det går altså ikke at sige: 'det er jo Paulus´, og ikke Jesus,' eller 'jeg tror på Jesus og ikke på Paulus' Afviser vi en apostels ord som bare menneskeord, så afviser vi Jesus selv.
Derfor gør vi klogt i, når vi læser i Bibelen og starter på et brev af Paulus, at besinde os på indledningen. Det viser, hvordan vi skal læse, ikke som menneskeord, men som Guds ord. 

onsdag den 26. februar 2014

Den himmelske lovsang

De sagde med høj røst:      Lammet, det slagtede, er værdigt      til at få magt og rigdom og visdom og styrke      og ære og lov og pris.  
Og hver skabning i himlen og på jorden og under jorden og på havet, med alt, hvad de rummer, hørte jeg sige:
      Ham, der sidder på tronen, og Lammet,
      være pris og ære og lov og magt
      i evighedernes evigheder.
Johannes' Åbenbaring 5, 12-14 
Jesus Kristus på korset, gadekrucifksHer får vi et blik ind i Himmelen fra Johannes’ Åbenbaring med englene og de frelste, der står for Guds trone og lovpriser ham og Lammet, der blev slagtet.

Lammet, Jesus Kristus

Lammet er her som mange andre steder symbol på Jesus Kristus. Det blev først brugt af Johannes Døberen, der pegede på Jesus og sagde: Se Guds Lam, som bærer verdens synd. Det sagde han med baggrund i israelitternes påskemåltid, der blev indstiftet ved udfrielsen af Ægypten. Her skulle de slagte et lam og smøre blodet på dørstolpen for at dødsenglen skulle gå forbi deres huse, når den gik igennem landet og slog den førstefødte i hver husstand ihjel. Når israelitterne derefter mindedes det, så spiste de et påskelam, der blev ofret i templet. Det var så et af mange ofre, som var befalet i Moseloven.
På baggrund af det blev Jesus udpeget som Guds Lam, der bar verdens synd, for nu skulle der ikke ofres dyr mere. Nu skulle han bringe det endegyldige offer, der en gang for alle skulle forsone os med Gud, give os fri adgang til ham. Mange andre steder i Det Nye Testamente finder vi, at Jesus omtales som vort påskelam.
Det er i erkendelsen af, at vi er syndere, der ikke har noget krav på tilgivelse fra Gud, men at han ved sin død, hvor han blev slagtet en gang for alle som det endelige påskelam, så har han givet os ret til denne tilgivelse, til at alt hvad der skiller os fra Gud bliver slettet ud. Troen på det føder sand lovsang.

Den evige lovsang

I versene i dag ser vi, at denne lovsang varer til evig tid. Mange tænker, om det da ikke er kedeligt, at vi i evigheden skal stå og synge hele tiden. Men nej, frelsen i Jesus Kristus er så stor og herlig, at vi også her i tiden kan blive ved at finde nye dybder og storheder i den. Vi bliver endda aldrig færdige med at erkende det fuldt ud her, for at blive frelst er det nok at have tillid til det uden at forstå det fuldt ud.
Men i evigheden får vi lov til at stadig at se dybere ind i det. Hans frelse er så stor, at vi i evighed kan blive ved med at takke ham for det, synge ham lovsangen for at være Lammet, der blev slagtet. Læg da bare mærke til, hvordan de smører tykt på i lovsangen. Det slagtede lam er værdigt til at få magt og rigdom og visdom og styrke og ære og lov og pris. Frelsen ved Jesu død er så stor, at der ikke kan smøres for tykt på, når han skal takkes og have lovsangen, der tilkommer ham.

Hele skabningen lovsynger

Så hører Johannes hver skabning i himlen og på jorden lovsynge.
Det er jo også hvad vi møder i Salmernes Bog, som vi tidligere på ugen har læst vers fra. Her møder vi ofte opfordringer til, at hele skabningen skal lovsynge Gud, himlen og jorden og alt hvad der er i den. Vi kan ikke selv lovprise Gud nok, men vi får lov til at tage den herlige skabning, der vidner om hans herlighed og skaberglæde med i lovsangen. Her i Åbenbaringsbogen får vi at se, at skabningen efterkommer opfordringen. Denne lovprisning er måske ikke fuldkommen her i tiden, men alligevel er den efter Guds hjerte. Når vi når frem til den nye jord, hvor skabningen er løst fra faldet, da skal det blive en fuldkommen tilbedelse af Gud fra alle de troende, der er nået frelst hjem, der så tager den genoprettede skabning med i tilbedelsen.

Han alene, den treenige Gud, værdig at få ære og pris i evighed. For han alene har givet os frelsen uden vor medvirken. Vi får lov at lovsynge ham allerede her i en ind imellem noget blandet lovsang, men vi får også lov til at lovsynge ham i evighed i en ublandet, ren lovsang, når der ikke er synd og sorg mere. Amen.

tirsdag den 25. februar 2014

Marias Lovsang

Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!Lukas 1, 46-47
En statue af Maria foran en moderne bygning.
Lovsang midt i hverdagen
Starten af Lukas evangeliet, der skildrer Jesu komme til jorden, indeholder tre dejlige lovsange af præsten Zakarias, der er far til Johannes Døberen, Maria, Jesu mor og den gamle mand Simeon, som de møder i templet, da de skal fremstille Jesus.

Lovsang har en årsag i Jesus

De to vers vi hørte er taget fra Marias lovsang. Den bliver til på baggrund af, at hun har haft besøg af englen Gabriel, der fortæller hende at hun ved Helligånden skal føde en søn uden at kende til nogen mand, og han skal frelse folket fra dets synder. Hun fatter det først ikke, men til sidst siger hun, at hun er Herrens tjenerinde. Hun tager så på besøg hos Elisabeth, der er gravid med Johannes Døberen. Den lille hopper af glæde i Elisabeths mave, da Maria med sit barn i maven er i nærheden. Da indser den unge pige Maria, at det er Guds egen Søn, der er blevet menneske, som hun nu bærer på, og hun erkender, at Gud endelig vil opfylde sine frelsesløfter. Da bryder hun ud i lovsang.
Mange regner med, at lovsang ikke behøver nogen begrundelse, vi kan bare lovsynge Gud. Bibelen taler ikke sådan. Her fødes lovsangen af, hvad Gud har gjort. Maria bryder ud i lovsang og fryder sig over Gud som sin frelser. Lovsangen fødes af, at Gud har gjort alt til vor frelse og han gør store ting i vort liv.

Lovsang også når det er svært

Lovsangen kan da også bryde frem på trods af det svære.
Vi skal jo tænke på, at Maria nu vil gå gennem en svær tid, og det ved hun. Hvor mange vil tro på, at hun virkelig har fået et barn ved Helligånden? Jeg tror, at der vil være lige så mange, der ville have rystet på hovedet af det dengang, som der er i dag, når man taler om jomfrufødslen. Josef, hendes trolovede, ville lade sig skille fra hende i stilhed for ikke at bringe skam over hende, men en engel viste sig for ham og forklarede, hvordan det forholdt sig, så han bøjede sig villigt og blev den menneskeblevne Guds Søns plejefar. Disse prøvelser må hun have forudset allerede her fra starten, men alligevel føder Guds underfulde handling lovsang i hende.
Så synes du måske ikke, at du er i stand til at takke Gud i den situation du er i, hvis der er igennem en tid med prøvelser. Du har mest lyst til at klage. Så er der den glædelige ting, at du netop har lov at klage til Gud, sige det til ham hvad der tynger dig. Lovsangen og takken er jo ikke et krav du skal leve op til, for at Gud kan acceptere dig. Nej, han ser dig i Jesus Kristus som ren og hellig uanset hvad der er i dig. Så har han også givet dig barneretten, hvor du må træde frem og fortælle ham alt, også at du måske går og synes, at det kan Gud da ikke være bekendt, det her. Sig det til ham, for han kan tåle at høre det. Han ved alligevel godt som den alvidende, hvad du har derinde, og for din egen skyld ønsker han hellere, at du ærligt fortæller ham det.

Vi vises til Guds gerning

Men netop den, der hælder hjertet ud for Gud, kan han så vise hen til sine gerninger. Han kan vise dig hen til, hvordan han sendte sin egen Søn til jorden og lod ham lide døden for dig. Derved kan han føde lovsangen i dag – ikke for at du skal behage ham med den, men fordi den vil minde dig om, hvad han har gjort for dig, gøre dig i stand til at bære prøvelserne.
Da Maria har gået igennem en tid med prøvelser og spekulationer, så har hun nu ved at besøge sin svigerinde fået at se, at Gud virkelig har gjort store ting imod hende. Så må hele hendes indre menneske, hendes ånd og sjæl, fryde sig over, at Gud er stor.

Det hedder videre i lovsangen, at han har set til sin tjenerindes ringhed. Gud har jo ikke set til hende, fordi hun er specielt stor og hellig, men fordi Gud har været nådig mod hende.
Se Han kom til os på JesusNet

mandag den 24. februar 2014

En ny sang for Herren

Syng en ny sang for Herren,syng for Herren, hele jorden!Syng for Herren, pris hans navn,forkynd hans frelse dag efter dag!Salme 96, 1-2
Denne salme starter med en opfordring til at synge Herren en ny sang, og det er en opfordring til hele Jorden. For Guds Søn Jesus Kristus kom for at frelse hele jorden.

En ny sang.

Det er ikke alle, der modtager denne frelse, og dermed er det heller ikke alle, der efterkommer opfordringen til at lovprise Herren, men frelsesbudskabet rækkes til alle, og hvor det modtages i tro, der fødes der noget nyt i hjertet. Gud genskaber det menneske, der vender sig til Jesus Kristus og beder ham om nåde. Så bliver der sunget en ny sang, en sang, der er helt anderledes end alle andre sange, der synges. Der er selvfølgelig visse ligheder hvad angår den menneskelige stemme og hvad der er af musikledsagelse i større eller mindre grad, men dybt i hjertet er det en ny sang. Ikke længere en sang, der synges for at udstille sig selv, ikke længere en sang, der synges for at udtrykke personlige følelser. Heller ikke er det en sang, der synges for at skabe stemning eller for at heppe nogen op.
Nej, den nye sang er en sang, der er udtryk for at blikket nu er rettet med Jesus Kristus, at det nu er ham, der er centrum. Den nye sang kan godt være digtet for mange hundrede år siden, men den synges af hjertet for at minde sig selv og andre om, hvad Gud har gjort. Den forkynder det glædelige budskab, at Gud blev menneske i Jesus Kristus og lod sig selv ramme af den vrede, der skulle have ramt os.
Dag efter dag skal menighedens lovsang fortælle, at der er en tilstede, der er usynlig, men alligevel virkelig og virksom. Hans undere skal forkyndes blandt alle folkeslag.

Gud vil os noget med vor sang

Hvor ofte synger vi ikke bare bevidstløst uden at lægge mærke til, hvad vi synger. Vi hænger måske med, fordi det er en god melodi. Ikke at der er noget galt i at glæde sig over det, men vi skal have klart for os, at Gud vil fortælle os noget gennem det vi synger. Synger vi om Guds storhed, mindes vi om, at han er stor. Men det er ikke nok bare at synge, at Gud er stor og fuld af herlighed, for vi skal ikke glemme, at det mener muslimerne også. Gud er stor, fordi han blev lille i Jesus Kristus, Gud er stor, fordi han blev alles tjener, den der gav sit liv for alle, gik i døden med vore synder på sine skuldre. Skjult under den forsmædelse er Guds herlighed, men den er alligevel åbenbaret.

Gud ser uanseelig ud, men er stor

Men kunne vi ikke lovsynge ham noget bedre, hvis vi virkelig fik lov at se ham i al hans vælde?
Ak nej, så vi ham virkelig i al hans vælde og glans, så ville vi brænde op lige på stedet. Når Gud på den måde åbenbarer sig under sin modsætning i ydre ringhed, så er det af nåde, fordi han vil åbenbare sig for os på en måde, der lader os være i live bagefter.
Ikke bare den gang, da Jesus vandrede på jorden, var han under sin modsætning. Også i dag kommer han med sin herlighed i Skriftens ord, det ser så lille og uanseeligt ud og ligner alle andre bøger, når det forkyndes lyder det som alle andre, der taler. Han kommer til os i et par håndfulde vand i dåben, i lidt brød og vin i nadveren. Det ser ringe og uanseeligt ud, men han er der i sin herlighed.
Hvad med den menighed, der forkynder dette og forretter dåben og nadveren? Lille og uanseelig ser den ud, iblandet meget, som der kan sættes en finger på. I historiens løb har den været iblandet mange, der misbrugte evangeliets ord til at føre krige i Guds navn, den er iblandet mange, der bruger evangeliet til tøjlesløshed, også de sande Guds børn ser ringe og uanseelige ud, og ingen kan se, hvor grænsen går mellem dem og hyklerne. Men Guds herlighed er til stede, og den føder sand lovsang, en ny sang, der forkynder om lyset i Jesus Kristus.
Så lad os glæde os over, at der synges til hans ære i menigheden.

lørdag den 22. februar 2014

Det er godt at takke Herren

Det er godt at takke Herrenog at lovsynge dit navn, du den Højeste,at forkynde din godhed om morgenenog din trofasthed om natten,til tistrenget lyre og til harpe,til strengespil på citer.Salme 92. 1-3
Vi læser fra Salmernes Bog i Det Gamle Testamente, at det er godt at takke Herren og at lovsynge hans navn.
Det næste er det, som jeg i går kaldte en parallelisme, at det samme gentages med andre ord. Det kommer så herefter, at det er godt at forkynde Herrens godhed om morgenen og hans trofasthed om natten. Når det er godt at lovsynge Herren og takke ham, så er det fordi, at så er vi med til at forkynde alt det, som han har gjort. Det er et vidnesbyrd for andre, der hører lovsangen, de får forkyndt, hvad Gud har gjort for os. Samtidig mindes den lovsyngende også om Guds gerninger.

Guds gerninger

Det hedder jo videre i denne gammeltestamentlige salme, at Gud har glædet salmisten med hans gerning, og at salmisten jubler over hans hænders gerning. Lovsang føder mere lovsang, fordi den minder om disse gerninger.
Guds gerninger er mange, og vi kan aldrig trænge til bunds i dem.

Gud har skabt alt

Gud har skabt verden og alt, hvad der er i den. Vi glæder os over skønheden i naturen, over skovens træer og havets brus. Vi kan glæde os over fuglene, der synger om foråret, over vores familie og den glæde, som det er at være sammen med den. Alt det skabte Gud godt fra begyndelsen af, og om vi så godt kan mærke, at det er iblandet meget ondt, så er der stadig tydelige spor af, at det var en kærlig Gud, der skabte det for det bedste.

Gud sendte Jesus Kristus

Men Guds største gerning er, at han ikke lod den verden i stikken, der vendte ham ryggen og gjorde oprør mod ham. Den menneskehed, der fornægtede Gud og lavede sine egne guder og hvis higen blev ond, præget af strid og had, den menneskehed ofrede han sin egen Søn for at frelse. Lovsangen til Gud bør have sit centrum i det, stadig forkyndelse og udråbelse af, at Guds Søn, der fra evighed var hos sin Far, blev menneske og vandrede på jorden. I nogle lande har man perledykkere, der dykker dybt ned i havet for at finde kostbare perler. Disse forlader deres rette element for at finde noget værdifuldt. Guds egen Søn forlod også sit rette element, satte alt på spil, fordi han anså os for at være værdifuld. Det skulle man ikke tro, sådan som menneskene er præget af hadet til den ene sande Gud, men værdien så han udelukkende på grund af hans egen kærlighed, der drev ham. Også du, som lytter til os nu, er elsket af Gud i en sådan grad, at han lod sin Søn sende til jorden og lide under foragt og had.
Denne foragt og had endte også med en forsmædelig død, hvor han blev uretfærdigt anklaget for blasfemi og oprør, og som følge deraf naglet til et kors. Det kunne ligne et stort nederlag for Guds kærlighed, men i virkeligheden var det en sejr, for han tog alt det på sig, der skilte os fra Gud, led straffen for det stedfortrædende for os alle. Gud kunne ikke bare se gennem fingre med vores synd, men han lod straffen ramme sin egen Søn. Dommeren selv for de dødsdømte døde, hedder det i en gammel vækkelsessang, og det var netop hvad der skete.
Derfor kan vi også synge takkesange for hvad der skete, da han hang på korset og døde. Om end det er grimt og makabert hvad der skete her for en ren ydre betragtning, så er det her, at vi har fået givet frelsen, syndernes forladelse, den største gave af alle. Det er godt igen og igen at sige Gud tak for det. Vi skal også glæde os over, at Jesus opstod fra de døde, her blev det stadfæstet, at hans stedfortrædende død gælder i Guds øjne, og, som en lille pige i en børneklub så godt sagde det, så har vi ham jo endnu. Ja, han lever endnu og er hos os, for han har sat sig ved Guds højre hånd og fylder alt, er allestedsnærværende. Du har lov at vende dig til ham hver dag, med dine synder, de ting, som du ved, at du har gjort forkert, og intet er så groft, at han ikke har båret straffen og kan slette det ud og tilgive det. Så har du også det løfte, at du i tilgift kan kaste alle andre bekymringer på ham, hvad det end måtte være, for han har omsorg for dig.

Han sendte Helligånden

Når jeg så er begyndt at sidde og opregne alle Guds gerninger, som vi skal takke ham for, så lad os det føre det igennem. Han har sendt os Helligånden, der skaber troen i vore herter, den tro som vi ikke selv kan skabe af egen kraft. Han har givet os kirken, menighedens fællesskab, hvor vi er sammen om hans gerninger. Han lover os et evigt liv i døden i et evigt glædesrige, en tilværelse, der er meget bedre end denne her jordiske, fordi alt det onde vil være kastet ud.
Ja, det er godt at lovsynge Herrens navn, fordi en sand lovsang minder os om disse store gerninger, som Gud har gjort.

Lovsyng til instrumenter


Det sidste af versene opfordrer til at gøre det til harpe og tistrenget lyre, til strengespil. Det var de musikinstrumenter, som det gamle Israel havde til rådighed. I dag har vi lov at høre det som en opfordring til at bruge de instrumenter, som vi har til rådighed. Lovsangen er også ret lovsang uden ledsagelse af instrumenter, men har vi nogen og er der nogen til stede, der kan spille, så er det også en rig gave at få denne ledsagelse til, at vi sammen forkynder om Guds gerninger.

fredag den 21. februar 2014

Min sjæl, lov Herren

Min sjæl, pris Herren,alt i mig skal prise hans hellige navn. Min sjæl, pris Herren,glem ikke hans velgerninger!Salme 103, 1-2
Lys fra himlen på grund af lovsang
Salmernes Bog i Det Gamle Testamente er en righoldig kilde af lovsange til Gud. Vi hørte så starten til en af disse, Salme 103, hvor salmisten David opfordrer sig selv til at lovprise Herren. Mange andre steder er der opfordringer til en hel forsamling om at gøre det, men de to ting står ikke i modsætning til hinanden.

Lovsangen som personlig og fælles tak

Lovsangen og takken til Gud er både noget personligt, der fødes i hjertet og som vi bærer med os i vores hverdag, men det er også noget de troendes forsamling gør sammen, når de mødes i forsamlingen. Selv om denne salme er udtryk for Davids personlige tak, så har den også været sunget som fællessang, når de gamle israelitter mødtes i templet.
Sådan mødes vi også i kirken og missionshusene eller hvor vi ellers forsamles og synger lovsange til Gud, selv om de sange, som vi synger, samtidig er udtryk for digterens personlige tro. I forsamlingen vil der så altid være nogle, der kun lovsynger Gud i det ydre, dem hvor hjertet ikke er blevet vendt til Jesus Kristus, så de er kommet til tro, men det er ikke ensbetydende med, at vi forkaster fællessangen af den grund. Gud glæder sig over forsamlingen, der synger til hans ære, også selv om den er iblandet navnkristne. I hans øjne er det de sande troendes sang, der tæller.

Lovsang med hele mennesket

Så lyder opfordringen alt i mig skal prise hans hellige navn. Lovsangen til Gud er ikke kun noget, der sker med vore følelser, heller ikke kun med viljen. Hele vores person er med i at sige tak til Gud, rette øjnene mod hans velgerninger. Det er ikke ved at vi får pisket nogle følelser og stemninger op, heller ikke at vi opbyder en viljesanstrengelse. Hele vores person genfødes ved Guds Ord til at se, hvad han har gjort for os.
At prise hans navn skal forstås i lyset af, hvad Bibelen siger om navnet, Guds navn, Jesu navn. Navnet står som repræsentant for personen selv, i Guds navn er Gud selv til stede.
Næste vers er så et eksempel på det, som vi meget ofte ser i både Salmernes Bog og alle de andre lovsange, som er rundt om i Bibelen, den såkaldte parallelisme, det vil sige, at det samme gentages med andre ord, ofte som en uddybelse af den første sætning. Her får vi igen opfordringen til at prise Herren, og så kommer variationen glem ikke alle hans velgerninger. At lovsynge Gud er dybest set, når det sker med hjertet, at huske på hans velgerninger, huske det gode, som han har gjort for os. De skal også nævnes konkret i sangen, for at den kan tjene til at påminde hele den kristne forsamling om hans velgerninger.

Vi priser Gud for hans velgerninger

Så kommer den efter min mening skønne fortsættelse: Han tilgiver al din skyld, helbreder alle dine sygdomme.
I mange af Salmernes Bogs salmer lovprises Gud for at have udfriet Israel af slaveriet i Ægypten og for at han stoppede Faraos hær. Guds udfrielse af israelitterne pegede frem mod udfrielsen fra synden og dødens magt i Jesus Kristus. Her i denne salme nævnes der som begrundelse for lovsangen, at Gud tilgiver al din skyld. Her kan vi synge direkte med i den nye pagts tid uden at hjernen skal tænke i forbillede og hvad det peger frem imod. Også David kendte Gud som den, der forlader skyld, tilgiver alt. For ham var det den væsentlige grund til lovsangen, klart nok, lovsangen er født af, at Gud har forladt hans skyld. Sådan var det allerede her flere århundreder for Jesus blev født til at dø på korset. Gud tilgav de troende i den gamle pagts tid på grundlag af, at han på et tidspunkt ville sende sin søn til jorden og lade ham dø stedfortrædende for hele menneskeslægten, med andre ord: Jesu forsoningsdød virker begge veje. Al synd og skyld forlades i Jesus uden undtagelse, og lovsangen til Gud har sit centrum i dette. Det er ikke nok i al almindelighed at synge, at Gud er stor eller at Gud er god. Vi opdager, at det er sandt ved at vor synd slettes ud, og det føder den sande lovsang.
Det næste er så, at han helbreder alle dine sygdomme. Dette kan misbruges og bliver misbrugt til at sige, at en kristen ikke skal være syg og bare man har tro nok, så bliver man helbredt. Nej, sådan taler Bibelen ikke, den er fuld af eksempler på troende, der bærer på sygdomme. Men det siger os, at Gud også har omsorg for os hvad angår de ting, som vi bærer på af lidelser, som hører til at være menneske. Vores sygdomme har vi lov at bære frem for ham i vores bønner, vores økonomiske problemer, vores angst for hvad der skal ske med vores familie, vores frygt for at skulle igennem en hård dag, hvad som helst vi måtte kæmpe med. Vi har ikke en Gud, der er ligeglad med os, han er vor Far og har omsorg for os. At så forladelse af vor skyld nævnes som det første og vigtigste og det, som altid skal omtales først og fremmest både i prædikenen og vores sang, det er fordi at det er vores hovedproblem, og vi har så let ved at glemme det som vores hovedproblem.

Men vender vi os til Jesus med vor synd, så er der også åbent for at komme til ham med alt det andet, hvad det end er. Så kan vi også sige ham tak for at have hjulpet os i alle ting. 

torsdag den 20. februar 2014

Menighedens lovsang til Gud

Drik jer ikke berusede i vin, det fører til udskejelser, men lad jer fylde af Ånden, tal til hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng og spil af hjertet for Herren, og sig altid Gud Fader tak for alt i vor Herre Jesu Kristi navn. Efeserbrevet 5,18-20
Disse ord betragtes af mange som sangens lille Bibel. Det er med god grund, for her taler Paulus om, hvad lovsangens årsag er, og hvad den tjener til. Det er et afsnit i brevet til efeserne, hvor han formaner dem til både det ene og det andet i menigheden, hvordan de skal leve som vise overfor dem, der ikke er i troen.
Så formaner han til, at de ikke skal drikke sig berusede i vin, men at de i stedet skal lade sig fylde af Ånden. At lade sig fylde af Ånden er at se mere på, hvad Jesus Kristus har gjort for os, hvordan han ved sin død har frelst os fra fortabelsen.

Lovsangen som forkyndelse

Det er kun Guds Ord, Bibelen og sand bibelsk tale, der kan gøre dette. En sand lovsang til Gud fødes først og fremmest af dette, at du erkender, at Jesus Kristus er en stor frelser, at din synd nok er stor og mangfoldig som sandet på stranden, men hans nåde er større, syndernes forladelse sletter det hele ud.
Så tales der om at de skal tale til hinanden med salmer, hymner og åndelige sange. Sangen er en af de måder, hvor vi er med til at forkynde, hvad Gud har gjort for os. Så langt som de sange vi synger stemmer med Guds Ord i Bibelen er de også med til at forkynde for os, fortælle hvor stort det er hvad Jesus Kristus har gjort, da han tog synden på sig og bar den op på korset. Han døde der en gang, for at vi skulle leve i evig fred med Gud, vor Far. Så langt som vore sange kredser om det, så langt tjener de til at holde evangeliets forkyndelse i gang.

De tre typer sange

Paulus nævner tre typer af sange, salmer, hymner og åndelige sange. Meget tyder på, at der på nytestamentlig tid blev sagt salme om de gammeltestamentlige salmer fra Salmernes bog. I denne bog finder vi det gamle Israels lovsang i den gamle pagts tid, som i lighed med Det Gamle Testamente i øvrigt peger fremad mod Kristus, viser hen til hvad Gud vil gøre. Her finder vi også en rigdom af takkesang til Gud, og vi skal de næste dage nogle vers derfra.
I dag kalder vi de sange, som vi synger i kirken for salmer, derfor hedder det også en salmebog. Derfor kan vi på dansk snart forveksle de to ting. På mange andre sprog er salme en gammeltestamentlig salme, hvad vi kalder salmer kalder man enten hymner eller åndelige sange. Formodentlig er det også de gammeltestamentlige salmer, som Paulus taler om her. Nogle af dem er gendigtede på vers, så vi har mulighed for at synge dem i dag. Som alt andet i Bibelen er det ord fra Gud, som vi skal tales rigt iblandt os, lad os derfor også synge dem så langt det er muligt med vores sangform.
Hymner og åndelige sange er sange der er digtet til sang i menigheden med samme formål som prædikenen: at opbygge den, befæste den i troen på Jesus Kristus. Der er nu gået to årtusinder siden Paulus skrev dette vers, og der er siden digtet mange hymner og åndelige sange, nogle er måske ikke så bibelske i deres indhold, dem skal vi lade glide ud af brug. Dem, der taler ret bibelsk. skal vi holde fast ved og synge for at opbygge hinanden.

Hjertets lovsang

At lovprise Gud er jo i virkeligheden at fortælle, hvor stor han er, hvor utrolige ting han har gjort. Al sang, der fortæller dette, er lovsang, uanset om de indleder med vendinger som Tak Herren, eller Lovpris Gud og lignende vendinger. Fint nok, at vi også har sange der indleder med det, men vi skal holde det klart for os, at vi også lovsynger Gud uden at bruge disse vendinger.
Det næste er, at Paulus formaner til at synge og spille af hjertet for Herren. Lovsangen findes først og fremmest i hjertet. Den fødes af, at man har set sig selv som en synder, men set, at Jesus Kristus er alle synderes frelser. I det hjerte fødes der sand tak til Gud, ikke hyklet og ikke en gang aflirede tillærte takkefraser, men oprigtigt af hjertet. Den lovsang i hjertet glæder Gud sig over, for det er ham, der har skabt den ved Helligånden. Det er først og fremmest den lovsang, som han ser efter. Det kan trøste dem, der ikke har en tone i livet, men det kan også minde os om, at den ydre sang kan være tom og en gudsdyrkelse med munden.
Kun ved at lære Jesus Kristus at kende som frelser, at han bliver stor for dig, kun derved fødes den sande lovsang til Gud. Men så glæder han sig også over sangen og den får lov at blive til velsignelse ved at den fortæller os, hvad Gud har gjort.
Se Lovsang er takkesang til Gud

onsdag den 19. februar 2014

Gud sendte sin søn

Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår.  Og fordi I er børn, har Gud sendt sin søns ånd i vore hjerter, og den råber: Abba, fader! Så er du da ikke længere træl, men barn. Og er du barn, har Gud også gjort dig til arving.
Gal 4,4 - Gal 4,7
En af de ting, som jeg ofte har været udsat for at høre, er den med, at Paulus var en streng herre, der har gjort kristendommen til hård moral, mens Jesus var den altid milde og tilgivende. Hvis man nu hørte den tekst, der blev læst først fra alteret, som er fra Jesu bjergprædiken og så sammenligner den med den lige nu oplæste tekst af Paulus, så kan det synes at være vendt fuldstændig op og ned på dette. Her var Jesus hård og Paulus mild.
Med andre ord: der er ingen vej udenom, både Jesus og Paulus taler hårde ord og milde ord, og begge er en del af det bibelske budskab. Det går så heller ikke at dele det op på den måde at sige, at jeg tror på Paulus og ikke på Jesus. En apostel er Jesu budbringer og bringer budskabet fra Jesus, alt hvad en apostel skriver, må vi læse som ord fra Jesus selv.
Men hvordan er det muligt, at de to sandheder kan forenes, den hårde sandhed og den glade sandhed? Er det to forskellige gudsopfattelser? Nej, langtfra, det er to sider af den samme Guds væsen.
Hvis vi skal forstå dette, så er det vigtigt at vi husker, at Bibelen består af to dele. Her tænker jeg ikke på de to dele, som vi kan se med vores blotte øje. Når vi lukker vores Bibel op, så falder det jo i øjnene, at der er to testamenter, Det Gamle og Det Nye, som så hver især er opdelt i flere skrifter. Det er ikke disse to dele, som jeg mener.
Nej, det er loven på den ene side og evangeliet på den anden side.

tirsdag den 18. februar 2014

Enkens gave som frugt af troen

I sin undervisning sagde han: »Tag jer i agt for de skriftkloge, som gerne vil gå omkring i lange gevandter og lade sig hilse på torvet og sidde øverst i synagogen og til højbords ved fester. De æder enker ud af huset og beder længe for et syns skyld. De skal dømmes så meget hårdere.
Og Jesus satte sig over for tempelblokken og så på, hvordan folkeskaren lagde penge i blokken. Der var mange rige, som gav meget. Så kom der en fattig enke, som gav to småmønter af et par øres værdi. Jesus kaldte da disciplene hen til sig og sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken. For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af.
Fra Markusevenageliet 12,38ff.

Maleri af enken der giver sin gave
Enken giver mønterne
Det her var om, hvor Jesus starter med en brandtale mod de skriftlærde, hvorpå han sætter sig overfor tempelblokken med disciplene og ser, hvordan dem, som han lige havde skældt meget ud, lægger store rige gaver i tempelblokken, altså i det, der svarede til vores kirkebøsser eller i missionshuset til kollektkurven. Nu skulle man ellers tro Jesus ville dømme dem mindre hårdt, når han nu så, hvor meget de gav, så deres offervillighed.
Men så kommer en fattig enke, der lægger to småmønter i, og det var alt, hvad hun havde. For hende fik det store konsekvenser at give den lille gave, for hun måtte givetvis suge længe på labben efter dette. Hun får det skudsmål af Jesus, at hun gav mere end alle de andre, for hun gav alt hvad hun ejede.

Hvad imponeres vi over som kristne?

Nu er vi jo takket være denne her beretning blevet vænnet til ikke at skilte for meget med hvor store beløb vi giver til Guds riges arbejde, vi skulle jo nødig ligne dem, som Jesus fordømte.
Men vi kan blive vældig imponeret over meget andet. Nej, hvor er han aktiv i Guds riges arbejde, nej, hvor er hans kalender fuld med alt det, som han skal foretage sig i kristelige sammenhænge. Glemmer vi at tænke på den, der er fysisk svækket, men som er trofast i forbøn? Den præst, som har fået en masse menighedsarbejde op at stå, ham lovpriser vi ofte i høje toner, men tænker vi nogensinde på den præst, der har prædiket evangeliet trofast i flere år i et sogn, hvor det synes håbløst, det er tilsyneladende for døve øren, og alligevel holder han ved at forkynde om Jesus og hans forsoningsdød.
Dem, som Jesus skældte ud på og som man bagefter så give rige gaver, de lagde stor vægt på at holde loven, leve efter Guds befalinger. For dem var det et og alt, og de regnede med, at mennesker fra naturens hånd var i stand til dette, Gud ville give os kraften til at stræbe efter det, og gjorde man det, ville Gud tilgive resten.

Guds lov og dens krav

De havde ikke forstået, hvad loven kræver. Den kræver, at man skulle holde den til fuldkommenhed, og snubler man på et punkt, så havde man overtrådt hele loven, det hed jo”forbandet være den, der ikke bliver i alt, hvad der står i lovbogen og gør derefter.”
Den lov, som de lagde meget vægt på at holde, den er jo udtryk for Guds vilje og derfor hellig og god, men når den støder sammen med et menneske, der fra fødslen af er bundfordærvet og fremmed for livet i Gud, så bevirker den i bedste fald erkendelse af synd. Det er kun godt, når den når så langt, at vi erkender, at vi intet kan gøre for at genoprette vores forhold til Gud, men når den ikke så langt, og vi på en eller anden måde tror, at vægten skal lægge på det, som vi skal gøre, frem for hvad Jesus har gjort for os. Nu må vi rigtig tage os i nakken, prøve at lægge vægt på at leve efter hans vilje. Nej, for det alene at forkynde loven, altså, hvad vi skal gøre, det kan i bedste fald føre til syndserkendelse, men ofte fører det ikke engang det med sig, og så ender vi i farisæernes faldgrube: selvretfærdighed. Så bliver Jesus væk fra os, og det er vores eget kristne liv, vi sætter vor lid til. Så kan det godt skabe et kristeligt liv for en ren ydre betragtning, men uden at hjertet hænger ved Jesus. Vi kan så godt give store gaver til Guds riges arbejde, men hvor er Jesus? Vi kan være meget aktive i Guds riges arbejde, men Jesus er ude af øje og sind undtagen måske som moralsk forbillede, men ikke som frelser.

Gaven som frugt af troen på Jesus

Enken gav af taknemmelighed mod Gud og hvad han havde gjort for hende, og det så Jesus, der kendte hjertet. Det var ikke fordi at hun gav mønterne, at hun var retfærdig, men fordi hendes gave var en frugt af den tro, der kender evangeliet om Jesus og hans død for os. Enhver, der gør en indsats og giver af troens taknemmelighed, giver sig selv helt. Jesus selv gav sig selv fuldstændigt, han ejede jo hele verden, var hos sin Fader i Himlen, hvor englene lovpriste ham dag og nat, men det skar ham i hans hjerte, at vi skulle gå fortabt, og derfor gav han i lighed med enken her alt han ejede, og han ejede så meget mere end hende. Han gav afkald, han blev menneske og vandrede på jorden under den samme nød og elendighed, som vi også kender, og han endte med at give sit liv og lade sig skille helt fra sin Far, fordi han bar alle vore synder bort. Sådan gav han alt, rub og stub.
Det er netop synet for dette, der skaber en glad giver og kristne, der gør en indsats. Vi har så let ved at tænke, når vi står overfor det problem, at mange ikke rigtig giver særlig meget i arbejdet, at så skal de formanes kraftigt, så skal der virkelig lægges eftertryk på vores pligter som kristne. Nej, sådan tænker Gud ikke, hvor der mangler indsats, der skal der males Jesus for øje som den, der har givet sig helt hen for os, og det helt ind i døden. Det skabte den fattige enke, der gav sine sidste småmønter, og det skaber en sand indsats for Herren.