Statholderen, præfekten som romerne kaldte det, guvernøren som man kaldte det i senere tider, nærmere bestemt den mand, der har ansvaret for at regere lokalt over erobret område, mandens navn er Pontius Pilatus. Hvis ikke har var blevet den, der havde ansvaret for at dømme Jesus til døden, så havde han ikke været så kendt i dag. Så havde han bare været en af mange præfekter over en middelmådig provins - ja, så dan så romerne på Palæstina. Det var ikke noget særligt og temmelig besværligt at have med at gøre, fordi dens hovedbefolkning ikke ville tilbede kejseren som en gud, og i det hele taget nægtede meget andet. Der var dog en konge, Herodes, der villigt samarbejdede med dem, bare de hjalp ham med at beholde den efterstræbte magt, og visse af de jødiske religiøse leder havde de det godt med. Man vidste bare aldrig, hvornår der kunne komme en oprørsbevægelse. Der havde været den ene efter den anden, deres ledere havde foregivet at være Messias, den mand som jøderne ifølge deres tro ventede skulle komme som frelser, de havde ofte kaldt sig jødernes konge, denne betegnelse var oftest lig med oprør. For dette skulle man dø en langsom død på korset, de fleste andre dødsdømte blev halshugget.
Men denne ene statholder blandt mange andre kender vi nu og bliver mindet om ham hver gang vi siger eller synger trosbekendelsen, for det var ham som nu skulle føre sagen mod Jesus. Erobrede folk, inklusive jøderne, havde ikke myndighed til at udføre dødsstraf, det skulle gå over besættelsesmagten. Så Pilatus måtte tage sig af Jesu sag.
Ofte er han blevet fremstillet af samtidige jødiske historieskrivere som en grusom person, der ofte brugte vold for at skaffe ro i landet. Som evangelierne fremstiller ham kan han fremstå sympatisk. Han vil ikke dømme en uskyldig person til døden og værger sig. Han har godt gennemskuet, at det er af misundelse og interne religiøse stridigheder, at jøderne har udleveret ham. Hans bedre halvdel har endda sendt bud til ham, fordi hun i en drøm har set, at han er en retfærdig mand, der ikke må dømmes.
Pilatus' værgring mod at dømme Jesus har fået mange til at anse ham for næsten en kristen. Hos mange tidlige kirkefædre har han næsten fået en slags helgenstatus. Uanset alt det, så fremstår han som langt på vej reel, for det stadige spørgsmål er: hvad ondt har denne mand, Jesus, gjort?
Pilatus synes at være i slægt med mange senere personer, der anser Jesus for at være en god mand, men ikke Guds Søn og Frelseren og de interne stridigheder blandt kirkens folk forstår de ikke. Han er takket være sin afgørende rolle i lidelseshistorien en kendt person i dag.
Men denne ene statholder blandt mange andre kender vi nu og bliver mindet om ham hver gang vi siger eller synger trosbekendelsen, for det var ham som nu skulle føre sagen mod Jesus. Erobrede folk, inklusive jøderne, havde ikke myndighed til at udføre dødsstraf, det skulle gå over besættelsesmagten. Så Pilatus måtte tage sig af Jesu sag.
Ofte er han blevet fremstillet af samtidige jødiske historieskrivere som en grusom person, der ofte brugte vold for at skaffe ro i landet. Som evangelierne fremstiller ham kan han fremstå sympatisk. Han vil ikke dømme en uskyldig person til døden og værger sig. Han har godt gennemskuet, at det er af misundelse og interne religiøse stridigheder, at jøderne har udleveret ham. Hans bedre halvdel har endda sendt bud til ham, fordi hun i en drøm har set, at han er en retfærdig mand, der ikke må dømmes.
Pilatus' værgring mod at dømme Jesus har fået mange til at anse ham for næsten en kristen. Hos mange tidlige kirkefædre har han næsten fået en slags helgenstatus. Uanset alt det, så fremstår han som langt på vej reel, for det stadige spørgsmål er: hvad ondt har denne mand, Jesus, gjort?
Pilatus synes at være i slægt med mange senere personer, der anser Jesus for at være en god mand, men ikke Guds Søn og Frelseren og de interne stridigheder blandt kirkens folk forstår de ikke. Han er takket være sin afgørende rolle i lidelseshistorien en kendt person i dag.
