Gud er god og trofast

Salme 23, 6
Godhed og troskab følger mig,
så længe jeg lever,
og jeg skal bo i Herrens hus
alle mine dage.
Vi har i denne uge set på Salme 23 i Salmernes Bog i Det Gamle Testamente, hvor David
sammenligner vort forholdt til Gud med forholdet mellem fårehyrden og fårene, et billede der klart
ligger bagved, når Jesus i Det Nye Testamente kalder sig selv for den gode hyrde.

Guds godhed

Vi er nu kommet til sidste vers, og her siger David klart, at godhed og trofasthed følger mig, så
længe jeg lever. En ting som aldrig kan rokkes, når vi vandrer med Herren ved troen på Jesus
Kristus, så vil det være godhed og trofasthed. Vi kan så synes, at vi oplever meget, der er i modstrid
med det. Vi oplever modgang i vort liv og meget lidelse, men vi må have lov at tro, at at der ikke
sker os noget, som Gud ikke finder gavnligt for os. Ofte var det i prøvelserne, at vi lærte Jesus bedre
at kende, blev mere afhængige af ham.

Guds trofasthed

Så nævner han også troskab, der følger ham. Troskab eller trofasthed når det siges om Gud
betegner, at han ikke viger fra sine løfter, hvad han har lovet, det holder han. Når han har talt og
sagt, at du hele dit liv kan hente forladelse for alle dine synder i Jesus Kristus, så er det hans troskab
der gør, at det viger han ikke fra, han fortryder intet af, hvad han har lovet. Når Jesus har lovet at
være med os alle dage indtil verdens ende, så er han tro, han står også ved dette løfte.
Derfor er det også et af de steder, hvor vi virkelig får lov at smage Guds godhed, at vende tilbage til
hans løfter, tygge på dem og tænke over dem igen og igen. Tænk så også på, at disse løfter er Gud
tro imod, han viger aldrig fra dem.

Løftet om evigheden hos Herren

Så hedder det også, at han skal bo i Herrens hus alle sine dage. Når vi tror på Jesus Kristus, så er vi
sat ind i et omfattende fællesskab, Guds Kirke, som ikke er nogen ydre kirkeorganisation eller
bygning, men et hus af levende stene med Jesus Kristus selv som hovedhjørnesten. Her er vi i et
hus, som står urokket. Der kan være sten, der falder ud af dette hus, men grundvolden i Frelseren
selv falder aldrig.
Der får du lov at leve alle dine dage – og disse dage er ikke færdige med døden, der går du så bare
over til et bedre liv, hvor du vil få lov at se din Frelser ansigt til ansigt, ikke længere skjult som det
er her i tiden, men åbenlyst. Her skal du få lov at takke og lovsynge ham for evigt.
Så alle dine dage er helt rigtigt alle dine dage her på jorden, men det er også evigheden, hvor du
skal leve med ham uden ophør.

Gud giver alt og læger vore sår

Salme 23,5
du dækker bord for mig
for øjnene af mine fjender.
Du salver mit hoved med olie,
mit bæger er fyldt til overflod.
Vi læser i denne uge  Davids salme 23, hvor han sammenligner sin Gud, Herren, med en
hyrde, der vogter sine får. I går hørte vi, at han sagde, at med Herren som sin hyrde frygter han ikke
skumle kløfter.

Gud er gavmild

Ved det, som Jesus Kristus vandt for os ved sin forsoningsdød har vi fået et veldækket bord, som er
den daglige forladelse for alle synder, del i det evige liv og barnekåret hos Gud. At blive mindet om
det er den kristnes mad. Nu hedder det så, at Gud dækker dette bord i fjendernes påsyn. Ja, for det
er det store, at vi som fårene i den gode hyrdes flok har noget, der aldrig kan rokkes af livets
omskiftelser. Selv når alt angriber os, overøser Gud os med gode gaver, lader os få lov at smage
hans kærlighed i fulde drag. Du kan være aldrig så meget plaget af både det ene og det andet, du må
altid tro, at Gud dækker bordet for dig selv under de værste sataniske angreb.

Gud læger vore sår.

Gud salver også dit hoved med olie. Olien, som hyrderne salvede fårene med, var en olie, der
lægede sårene. Vi bliver jo ofte såret under vandringen her. Som det så ofte siges: livet gør jo ondt
ind imellem. Vi må have lov at tro, at vi hos vores hyrde får også den salve, som skal til for at læge
såret. Vi synger jo i en sang om Jesus, ingen synd som ikke han forlader, ingen nød som ikke han
forstår. Jesus Kristus har selv prøvet at vandre på jorden som menneske, så han forstår enhver nød,
som vi må komme til ham med, om det er sygdom, økonomiske problemer, frygt for fremtiden,
frygt for hvad der skal ske med de kære, hvad som helst. Om du sidder og tænker, at den nød du
sidder i på den ene eller den anden måde er selvforskyldt, så må du have lov at sige, at han ikke vil
have det sindelag, som mennesker ofte har, hvor de siger: jeg har ikke spor ondt af dig, det er jo din
egen skyld. Du må også have lov at komme til Jesus med det, som måtte være selvforskyldt, han
læger og giver gavmildt uden bebrejdelser.

Overfloden i Jesus Kristus.

Du må også komme til ham med alle synder, også den synd du måtte føle, at det er han da træt af,
det er den samme synd igen som mange gange før. Nej, hyrden bliver aldrig træt af at tilgive
synder, heller ikke dine evigt tilbagevendende synder. Han salver igen dit hoved med olie, så sårene
af det læges. Han støder ikke nogen bort, der kommer til ham.
Dit bæger flyder over, hedder det så. Guds gaver er en stor overflod, han giver gavmildt og glad.
Hos ham er alle gaverne i rigt mål. Han har jo ikke sparet sin egen Søn, men givet ham hen for os
alle. Derfor vil han også skænke alt ved ham. Bægeret flyder over.
Se næste vers

Guds stok og stav

Salme 23,4
Selv om jeg går i mørkets dal,
frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst.
Vi gennemgår i denne uge Davids salme 23. Den taler om Gud som vores hyrde, der vogter os. Vi
hørte i går, at han leder på de rette veje.

Vi får prøvelser i vort liv

Det betyder ikke, at vi slipper for prøvelser, for her siges det klart: vi kommer også til at gå i
mørkets dal. Vi kommer også til at gå på en livsvej, hvor livet gør ondt. Vi kommer også til at
opleve skuffelser som kristne, opleve at nogen forlader troen igen, som vi ellers anså for at være
brændende kristne. Vi oplever også at kære dør for os. Vi oplever vanskeligheder i forbindelse med
vores arbejde. Vi kan opleve sygdom. Allerværst: vi kan opleve, at Satan selv sår tvivl i vores hjerte
om Guds evangelium.

Men der er trøst

Det er i sandhed mørkets dal vi oplever i vores liv, men her siger han så, at selv der frygter han intet
ondt. Det siger David ikke fordi, at han er en frygtløs superhelt eller fordi han tager let på tingene.
Han siger, at det er fordi Herren er hos ham. Den Herre, som er hans hyrde er hos ham og vil ikke
forlade ham. Vi har ikke nogen overfladisk lalleglad trøst i Bibelen, der siger, at det går nok
alligevel alt sammen, men vi har et løfte om, at Jesus selv vil går foran os og han vil ikke slippe os
eller forlade os. Han er jo selv gået foran ind i den mørkeste dal, hvor han blev forladt af Gud i
stedet for os. Han lever i dag og er hos os.

Guds stok og stav

Din stok og stav er min trøst, siger David. Han ved, at der går en hyrde bag ham, der har en stok til
at jage ulven væk med. Sådan vil Jesus også jage alle fjender væk, når Satan kommer i den ene eller
anden skikkelse, så skal Jesus nok slå til ham.
Han har så også en stav, hvor han nogle gange slår lidt til fårene, hvis de er ved at komme noget
væk fra flokken i udkanten af den. Ofte i mørkets da minder han os om det, og det, der her kan gøre
ondt, er et kærligt rap med staven, så vi ikke kommer bort.
Også her må vi lytte til hans ord, der ofte kan irettesætte os, men ikke uden at det også forkynder os,
at alt er tilgivet for Jesu skyld.
Næste vers

Guds kraft og ledelse

Salme 23,3
 Han giver mig kraft på ny,
han leder mig ad rette stier
for sit navns skyld.
Vi gennemgår i denne uge Salme 23, hvor David sammenligner sit forhold til Gud med
fårenes forhold til hyrden. Vi så i går, at han leder os til grønne græsgange, til Ordet om Jesus
som er mad for vor sjæl, til de stille vande, til hvilen i hans forsoningsdød, der giver sjælen ro.

I hvilen er kraften at finde.

Nu hedder det så, at han giver os kraft på ny. For hvor han giver os lov til at spise på gode
græsgange og hvile ved de korsets stille vande, der får vi kraft igen. Vi kan svækkes aldrig så meget
af livets tilskikkelser, hos ham er vi altid sikker på at få den kraft vi behøver.
Så må vi ikke tænke på den måde, at Jesus så er langt væk i Himlen og sender os kraften derfra.
Nej, han har taget bolig i de troendes hjerter. Han er selv hos dem og er deres kraft. Han er ikke
langt væk fra en eneste af os.

Han leder ad de rette stier

Så har vi også lov at tro, at han leder os af de rette stier. Vi kan gå i en tilværelse, hvor vejen ofte
synes ufremkommelig og der er så mange hindringer.
Men han vil lede os. Også når vi kan synes, at vi er havnet i en blindgyde i tilværelsen. Vi kan sidde
og tænke, at vi havnede der, fordi vi gjorde noget dumt. Om det så også skulle være tilfældet, så
glem ikke, at også det er Jesus død for og har båret med op på korset. Om det så får konsekvenser,
så må vi tro, at han også vil lede os på vejen ud af dette. I ham er ingen sti ufremkommelig om den
ellers ser sådan ud. Det eneste vi kan sige med sikkerhed er, at vi skal holde os fra alt det, som
Bibelen har forbudt os og gøre, hvad den påbyder. Elske Gud af hele vort hjerte sjæl og sind og vor
næste som os selv. Hvad vi ellers bliver stillet overfor af valg, der vil Gud lede os ad den vej, der er
bedst.
Det hedder i Bibelen, at hans ord er lygten for vor fod. Det er ikke projektøren på vores motorvej.
Vi har ikke noget løfte om at se hele den vej vi skal gå livet igennem, men vi har et løfte om at vi
har et lys, der viser næste skridt, viser os hvor vi nu skal træde, så vi ikke falder.
For at vende tilbage til hyrdebilledet: han leder os altid ad den vej vi skal gå, så vi ikke kommer
væk fra flokken. Om vi så også kommer til et sted, hvor der ikke synes at være mange andre
troende, så må vi stole på, at han skal lede os til dem. Guds vej er altid den rette.
Næste vers

Herren leder til grønne græsgange og stille vande

Salme 23,2
Han lader mig ligge i grønne enge,
han leder mig til det stille vand.
Vi læse i denne uge  Davids salme 23, hvor han sammenligner sin Gud, Herren, med
en hyrde, der vogter sine får, end ting som han kendte fra hverdagen før han blev konge, hvor han
netop vogtede får. Første vers af salmen siger, at med Herren som sin hyrde mangler han ikke noget.

Gud leder til grønne enge.

Vores mad er at høre Guds ord og især høre det med Jesus som det centrale, hans forsoningsdød for
os. Til de grønne enge vil han også lede os. Han sørger igen og igen for at oprejse gode forkyndere,
der kan prædike dette ord, hvor vi samles om det, der lader han os ligge på grønne enge, hvor vi får
den mad vi behøver. Her er han god og gavmild, han vil igen og igen fortælle syndere, at netop for
dem er evangeliet, netop fordi de er syndere har de brug for at høre det.

Gud leder til stille vande

Han leder også til de stille vande. Vi har brug for at hvile midt i vores kamp her i denne verden.
Derfor leder han os igen til Jesus Kristus og hans forsoningsdød, hvor samvittigheden kan hvile,
blive ren, få sin trøst. Vi kan let blive grebet af en masse aktivitetsiver, når vi skal leve med Jesus,
men han har klart og tydeligt sagt, at den gode del er at lytte til hans tale, igen høre hvad han vil
lære os.
Så kan vi blive grebet af bekymring: hvordan skal vi dog klare hverdagen? Kan pengene slå til?
Heldigvis har han klart og tydeligt lært os, at han vil give os alt andet i tilgift. Han vil også give os
maden og tøjet, når vi lever i hans rige. Her kan vi hvile og lade al vores bekymring, alle vore
tanker og ønsker komme frem for ham. Han er ikke ligeglad med noget af vor nød, men han ser jo
bare bedre end os, at vor største nød nu engang er synden og dens frygtelige magt og den værste
plage der kan ramme os er, hvis den igen plager vores samvittighed og Satan igen begynder at så
tvivl om det, Gud har sagt. Derfor leder han os først og fremmest til evangeliets græsgange, til der
hvor sjælen er stille i Jesus Kristus.
Så uanset hvad du kæmper med: lyt til Guds ord, her er de grønne græsgange, her får du lov at
hvile.
Næste vers

Herren er min hyrde

Salme 23, 1

Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,

Dette er starten på en af de berømteste af Davids Salmer, som er nr. 23 i Salmernes Bog. Inden David blev kaldet til Gud som konge af Israel, var han selv fårehyrde, så han har hentet billederne fra hverdagen som hyrde. Det er alt sammen noget, som han kendte godt han henter billederne fra.

Hyrden og fårene

Han har  indset, at i forhold til Gud, der er vi alle at sammenligne med får. Får kan ikke klare sig alene, når et får bliver væk fra flokken, så er det noget af det mest ynkelige man kan tænke sig. Det løber rundt og kan ingenting sanse og falder det i et hul, så kan det ikke rejse sig igen. Derfor har hyrden en stor opgave i at holde sammen på flokken, sørge for at ingen af dem kommer væk. I dette har David set et billede på, hvordan Herren er i forhold til sine troende, også David selv. Denne salme ligger også bag, at Jesus sammenlignede sig selv med den gode hyrde, der sætter sit liv til for fårene.

Herren som hyrde

Så David lægger prompte ud i første vers med at sige, at Herren er hans hyrde. Han er selv et får, der er prisgivet, hvis han bliver væk, for at være præcis, han er prisgivet Satan og hans magt, prisgivet den verden, der hader Gud og prisgivet synden i hans eget indre. Det er frygtelige fjender at være omgivet af.

Men mod dette er Herren altså hyrden. Den almægtige Gud, der har skabt Himmel og Jord, han er også stærkere end alle disse frygtelige fjender. De kan nok gøre os meget bange og true os meget, men hvad er det imod den Gud, der holder hele verden i gang og holder gang i vort hjerteslag i dette øjeblik?

Så er det ikke tomme ord, når han siger, at han lider ingen nød. Det er let at sige bare som en floskel og det bliver det ofte, men det er det ikke her. Det er sagt på det grundlag, at Herren selv er hyrden, at han vil gøre alt for at vi ikke skal mangle noget.

David havde prøvelser, men Gud ledte ham

David var ellers selv i mange prøvelser i sit liv. Han blev først jaget af Saul, der ikke kunne bære at miste sit kongedømme, og derfor forfulgte David for at rydde ham af vejen. Siden faldt han katastrofalt i en stor synd, han lod en af sine krigere dræbe, fordi han var betaget af hans kone. Hans søn Absalom gjorde oprør, og David måtte flygte. Han havde ellers grund til at sige, at han manglede meget.

Men nej, når Herren er hyrden, så skal vi ikke mangle noget. Han sender os prøvelser som han gjorde med David for at vi skal lære at stole på ham, men vi må have lov at stole på, at de aldrig bliver større end nødvendigt. Han vil ikke lade os i stikken, vi får alt hvad vi behøver.

I denne uge skal vi så høre nærmere om, hvad det indebærer. Davids eksempel viser jo, at det ikke betyder, at vi slipper for prøvelser her i livet. Mange af os må kæmpe hårdt med dem. Det vil også fremgå af denne salme, at det vidste han udmærket godt, da han skrev den. Det vil blive uddybet i denne uge.

Herren er vor Hyrde i dag også. Jesus var jo den hyrde, der satte livet til for os – og opstod igen, så han stadig i dag kan vogte os. Så også vi må have den fortrøstning, at når han er vor hyrde, så mangler vi intet.
Næste vers

Jesu omsorg for tvivleren

Noget af det mest rørende i opstandelsesberetningerne er, hvordan Jesus har omsorg for hver enkelt af disciplene. Allerede da han møder kvinderne på vej væk fra graven, sender han en hilsen til sine disciple og især en til Peter, der fornægtede ham og nu er tynget af samvittighedskvaler. Jeg har tidligere været inde på hans møde med Maria Magdalene og med hans møde med to disciple, der gik til Emmaus.

Jesus møder sine disciple.

Så møder han også op iblandt dem og ønsker dem: Fred være med jer! Her viser han dem, at han ikke er noget spøgelse ved at spise og vise dem naglegabene i sine hænder. De begynder så at tilbede ham De bliver nu overbevist om, at han virkelig er den lovede Messias, frelseren, Guds egen Søn, der er blevet menneske og nu er opstået, fordi døden ikke kunne holde ham.
Men en af dem er ikke til stede: Tomas. Han kan ikke tro på det, da de andre fortæller dem det. For ham er det hele tabt nu, og det har han indstillet sig på. Hans svar er, at han ikke tror uden at få lov at stikke sin finger i naglegabene.

Omsorgen for tvivleren Tomas

Også ham viser Jesus særlig omsorg. Han dukker op hos disciplene igen, mens Tomas er til stede og siger til ham, at han skal komme og stikke fingeren i hans sider og i sårene efter naglerne. Bare at han siger det viser, at han godt vidste, hvad Tomas sagde og dermed viser, at han er den alvidende Gud. Så må Tomas også erkende, at det er hans Herre og hans Gud, der står foran ham.
For en jøde er det stort skridt at sige sådan til et menneske, men Tomas ser nu, at det virkelig er Gud selv, der er blevet menneske, der nu står foran ham og har overvundet døden. Han har frelst alle de dømte fra sin egen dom.

Tro uden at se.

Efter det siger Jesus: Salige er de der ikke har set og dog tror. Her minder han os om det vilkår vi lever under her i tiden, at vi ofte må tro uden at se. Vi kan ikke altid se Guds kærlighed tydeligt, men vi er under den kærlighed alligevel. Det kan synes som om Jesu omsorg er langt borte, men den er der.
Mest af alt kan vi ikke se, at vore synder virkelig er forladt i Guds øjne - men vi må tage hans ord for det og tro det. Bliver det vanskeligt at tro det, så har Jesus den samme omsorg for dig, som han havde for Tomas. Han vil ikke lade dig i stikken.
Ville forældre forkaste deres børn, fordi de blev syge? Nej, det kan vi jo ikke tro, men så vil Gud selv meget mindre forkaste de af hans børn, der er blevet syge på troen. Jesus vil møde dem som han mødte Tomas, give dem lige præcis det, som de har brug for for at troen kan leve videre. Guds Ånd får den troende til at se på Jesus - for hvis troen ser på Jesus, så lever den, ser den på sig selv, så dør den.
Så kom frimodigt til Jesus med din tvivl - om du så skulle være blevet i tvivl om, at Gud virkelig eksisterer. Han vil høre din bøn på den måde, som han finder bedst, han vil ikke støde dig bort. Han vil også se til dig, som han så til Tomas.

Se, der er din søn!

Da Jesus hænger på korset, ser han sin mor stå der sammen med apostlen Johannes. Mon ikke enhver, der har børn kan leve sig ind i, hvordan hun føler det? Det blev også profeteret ved Jesu fødsel,. at en sværd skulle gennemtrænge hendes sjæl. Nu må hun stå og se sin søn dø på den måde, som i samtiden blev anset for mest forsmædelig.
Samtidig er hun også i en situation, som vi i vores velfærdssamfund ikke kan forestille os. Den gang var enkerne prisgivede, for alt tyder på,. at Josef var død på dette tidspunkt, og nu har hun ingen til at understøtte sig.

Jesus har omsorg for vor nød

Så siger Jesus til hende: Se, det er din søn, om Johannes, og Johannes får at vide: Se, det er din mor.
Selv om Jesus først og fremmest hænger der for at sone al verdens synd, så er han ikke ligeglad med den menneskelige nød, som vi er under. Han tænker ikke om sin mor, at nu får hun syndernes forladelse, så må hun være tilfreds. Han ser til hendes konkrete nød og kommer hende til hjælp i den.
Den måde Jesus oftest hjælper på er gennem menneskelig formidling, at han sender et menneske, der gør noget for at hjælpe. Han vil først og fremmest give syndernes forladelse, men han er ikke ligeglad med vores nød i øvrigt, hvad den så end måtte bestå i.
I dag tænker han heller ikke, at nu skal evangeliet udbredes, så må dine problemer vente. Han vil også sende dig en hjælp i din nød, som du lægger frem for ham.

Jesus hjælper som det er bedst

Han gør det så på den måde, som han finder bedst. Han havde brødre, og man kunne synes, at det var mest oplagt at henvise til dem. Men vi ved jo fra evangelierne i øvrigt, at hans brødre ikke forstod ham. Derfor vælger han nu Johannes, fordi han er den, som Jesus havde mest fortrolighed med. Han kan udover at hjælpe og støtte hans mor også vejlede hende til sandheden om, hvem hendes søn egentlig var og hvorfor han måtte dø. Derfor er han den bedste.
Når Jesus hjælper os i vores nød, så gør han det ikke altid som vi synes det er mest oplagt, men vi kan være sikre på, at han gør det på den måde, som han finder bedst, og det har vi lov at stole på.
Så også du kan i dag gå frit til ham med din nød.
Jesu syv korsord.

Når anfægtelsen melder sig

En af de tungeste ting for en kristen er, når anfægtelsen melder sig. Det er ikke tvivl om Guds eksistens, den tror man på, men det er når man bliver i tvivl om ens eget forhold til Gud. Står man virkelig i et ret forhold til ham?

Anfægtelsen er sundhedstegn

En af de værste fejl der kan begås er at betragte det som et sygdomstegn. Tværtimod er anfægtelsen et sundhedstegn. Det er tegn på, at Ånden nu har taget bolig i en, og så gør det snavs inde i sindet, som man før levede helt naturligt med, ondt, vi ønsker at komme af med det. Det er også tegn på, at Satan anser en for at være tabt bytte, nu gør han alt for at vinde en tilbage. De vantro plager an ikke på den måde.
Så uanset hvad, så bliv ikke fortvivlet og tro, at det er dig, der er noget galt med. Ikke mere end hvad der er galt med alle mennesker, også de troende, at man har syndens gift inde i hjertet.

Tanker i anfægtelsen

Der kan så være, at man tænker: alle de andre troende er så sikre, så glade, går og kan det hele. Jeg kan ingenting.
Eller måske tænker du, at din synd er alt for stor. Nej, vil jeg sige, ingen synd er for stor til at Jesus ikke har båret den med op på korset og taget den væk i Guds øjne. Den eksisterer ikke mere, som Gud ser det. Det hedder jo, at Guds nåde er ny hver morgen. Den er altid frisk og klar, med andre ord: når du kommer med en synd til Jesus for du ved ikke hvilken gang, så er det i hans øjne som om, at det var første gang du kom med den. Han standser aldrig med at tilgive.
Men du har en fjende, der gerne vil bringe dig i tvivl. Han skyder pile imod dig, så din tro stækkes.
Så er der dem, der anfægtes omkring det, at Gud har omsorg for os. Det har Gud, det lærer Bibelen klart, og det gælder i alle ting, ikke kun dit åndelige liv. Men når så sygdom, økonomiske vanskeligheder, ledighed, svigt af andre mennesker - fuldfur selv listen - melder sig, så bliver vi i tvivl om, hvorvidt Gud virkelig har omsorg for os. Vi kan spørge: bad jeg ikke nok? Hvorfor gør Gud dog ingenting?

Anfægtelsen styrker troen

Men Gud må nogen gange vælge. Hans første prioritet er at føre dig til Himmelen.
Netop i anfægtelsen lærer du, hvor godt evangeliet er for din sjæl. Når det trøster dig, så er det din tro, der styrkes. Det er en del af Helligåndens skole, hvor du lærer at tro på hans nåde og den alene. Alt dit eget pilles fra dig, men så peger det på Jesus. Ham skal du vende dig til, når anfægtelsen kommer.

3:16 - focus på det vigtigste i din tro

I dag er datoen 3:16, og det svarer til kapitel og vers i den såkaldte Lille Bibel i Johannesevangeliet. Kristne over hele verden benytter sig af det og fokuserer på dette.

Således elskede Gud verden...

Gud elskede verden. Kan vi egentlig fatte, at han virkelig gjorde det?
Der var en gang en der sagde: "selvfølgelig, det er hans bestilling." Det er en forfærdelig udtalelse, for det er ikke nogen selvfølgelighed. Hvordan kan han elske en verden, der bare vender ham ryggen og vender sig mod tomme afguder, lever for penge og egen vinding? En gang lod Gud verden gå under i en vandflod, fordi han så menneskehjertets higen blot var ondt dagen lang. Verden er præget af alt, hvad der er Gud imod, vi ser det i form af krig, voldshandlinger, sidespring. Det er ikke nogen selvfølgelighed, at Gud skulle elske verden.
Men han gjorde det. Han elsker også dig, der læser dette - så sandt du er beboer på planeten Jorden, så er du omfattet af dette, Gud elskede verden. Der står ikke "undtagen dig" - også du er omfattet af Guds kærlighed.

At han gav sin enbårne Søn

Det er ikke en kærlighed, der sad isoleret i sin himmel og glædede sig over den gode følelse. Kærlighed i Bibelen giver sig først og fremmest udtryk i handling. Også Guds kærlighed, for han talte til sin Søn, at nu ville han frelse verden fra råddenskaben, som var kommet over den. Guds egen Søn, den enbårne, det vil sige den eneste, som havde levet med ham i evighed i et nært fællesskab, ham ofrede Gud. Jesus selv kom til Jorden, blev menneske i Marias liv. Ham, ved hvem alt er skabt, bliver et lille hjælpeløst spædbarn. Ham, som er Ordet Gud talte, så verden stod der, han skal nu lære at tale som alle andre spædbørn. Han som bærer hele verden er hjælpeløs, hengivet sine forældres omsorg. Han vokser op som alle andre, lever som tømrer, siden som vandreprædikant.
Han oplever modstand og foragtes for sin tale, verden gengælder ikke Guds kærlighed. Men det stopper den ikke, når kærligheden vil redde sin genstand er den ikke til at stoppe. Han tager al ondskaben ind over sig, siger til sin Himmelske far: nu er det mit ansvar. Så da han arresteres Langfredag, da bærer han dit og mit ugudelige hjerte, vores svigt, tager det med in for Guds vredes ansigt og rammes. Da dør den udødelige, fordi syndens løn er døden.
Ja, det var sådan Gud elskede verden, han gav sin egen Søn hen i den straf, der skulle have ramt os.

For at enhver der tror på ham

Han kalder nu til tro på ham. At du erkender din skyld overfor Gud og går til Jesus med den. Det er ikke noget, der sker en gang i livet, dagligt har vi noget, som gør os urene i Guds øjne, som vi må gå til Jesus med. Dette gør skellet i verden, hvem der hører til det sandet Guds folk: dem der snakker med Jesus om sine synder og dem, der bare bagatelliserer dem, pynter den med pænere navne, undskylder den og fortrænger at de er der. Går man til Jesus med synderne, så har man del i den kærlighed, som Gud tilbyder hele verden.

Ikke skal fortabes, men have evigt liv.

Den troende, der taler med Jesus om sine synder, er ikke længere under dom. Dommen faldt en gang på Jesus, den skal ikke gentages. Denne troende er et med ham, død med ham, men også opstanden med ham. Så er dommen faldet og man har nu det evige liv - ja, evig skal forstås bogstaveligt: det er et liv, der varer ved udover den fysiske død. Døden kan virke skræmmende, og ja, den kom jo ind som straf for verdens oprør mod Gud, men er du et med Jesus i troen, så er det indgang til et bedre liv, hvor det er slut med alt det tunge, som du må bære her og nu. Så skal du få lov til at se Jesus ansigt til ansigt, ham som har givet sit liv for dig.
Ja, således elskede Gud verden!

Våg og bed, når livet er tungt

Da Jesus har spist påskemåltidet med sine disciple, går de over Oliebjerget, som dengang lå lige op ad Jerusalems bymur. Judas har forladt dem, han vil forråde Jesus. Til alle disciplene har han forudset, at de alle vil forarges på ham i denne nat. At forarges i Bibelen betyder ikke det samme som i dagligdags brug, det betyder, at man mister troen, tager af stand fra Jesus, fordi han ikke er som man selv vil. Kan det virkelig passe, at det vil ske med alle dem, der har fulgt Jesus på vandringen? Ja, Jesus sagde det selv til dem. Han forudså også, at Peter ville forråde ham tre gange før han galede, men Peter har sagt, at det vil han sandelig aldrig gøre, han var villig til at gå i døden for Jesus.

Jesus har omsorg for sine disciple

Da de så går ind i Getsemane have, siger Jesus: Våg og bed for at I ikke skal falde i fristelse, Ånden er villig, men kødet er skrøbeligt. På vej mod lidelsen viser Jesus klart omsorg for sine disciple. Han ved hvilken fare de er i nu. Det er ikke så meget at døden sammen med Jesus, det klarer Jesus nok at redde dem fra, som vi skal se. Det er mere at Satan selv nu er på lur efter dem. Det vil jo ikke gå som de forventer og i den situation er det, at de vil forarges på ham, de vil miste troen på ham.

Jesus har omsorg for os

Sådan er vi, hans disciple som tror på ham i dag jo også. Vi kan godt tro meget på Jesus, når det går os godt, men så kommer prøvelserne. Vi rammes af økonomiske smæk, vi bliver ledige, vi bliver syge - eller mere specifikt for det troende menneske: vi oplever ikke den samme glæde i troen som før, det er som om den er præget af tørhed, vi går ikke længere fra sejr til sejr, vi bliver hånet for vores tro. Så kan vi ikke fatte det: hvorfor gør Jesus dog ingenting? Hvorfor lader han det bare ske? Vi kan have alle mulige forventninger til, hvad han nu skal gøre for os, og når det ikke sker, så bliver vi skuffede over ham. Her er det at vi snart kan forarges på Jesus, miste troen på ham.

Så våg og bed

Men Jesus ved det, og han har den samme omsorg for os, som han havde for disciplene. Han siger ikke, at der er vigtigere ting at gøre. Han var ikke ligeglad med disciplene, fordi han nu skulle til at underkaste sig døden for al verdens synder. Nej, han gav sig tid til at minde dem om at bede for at stå imod.
Han siger heller ikke i dag om dig, der må være skuffet over det at være kristen, at det  ingen betydning har, nu hvor evangeliet skal forkyndes for alverden. Nej, han vil også minde dig om at bede - nærmere bestemt: han vil gerne have, at du netop kommer til Jesus i bøn og lægger dine tanker og følelser ærligt frem for ham, fortæller ham, at du ikke fatter det, som du er igennem. Han elsker dig mere end du er klar over, og han vil gerne høre din bøn. Kun ved at gå til Jesus kan du nemlig holde kødet, din egen natur, i ave, så Ånden kan sejre i dig.
Så våg og bed også du, så du ikke falder i fristelse.

I forhold til Jesus er tiggeri ingen skam

Dagens prædikentekst på Fastelavns søndag handler om, at Jesus taler til disciplene om, at han skal gå til Jerusalem og lide meget og dø på korset og så skal han opstå. Disciplene fatter det ikke, det hedder, at det er dunkel tale for dem. Ofte fatter vi ikke Guds klare tale, det var jo ikke fordi ordene Jesus sagde var uforståelige. De kunne bare ikke fatte, at det var nødvendigt, at Jesus skulle dø.
Så går de videre og da er der en blind tigger, der råber til Jesus: Du Davids Søn, forbarm dig over mig! Disciplene truer ham til at være stille, men han råber desto højere. Så lader Jesus ham føre til sig og spørger, hvad han vil han skal gøre. Den blinde beder om at få sit syn igen, og det gør Jesus, hvorpå tiggeren nu følger ham på vejen.

Tiggeri hos Jesus

I dag er tiggeri et stigende problem i byens gader. Ofte går folk forbi, andre afviser dem med hårde ord. Nu er det heller ikke så ønskværdigt, at vi skal ende med at tigge i denne verden, men i Guds Rige er det anderledes. I forhold til Jesus er det ikke en skam at tigge, her skal vi være på tiggerens plads. Her kan vi ikke være andet, for vi er magtesløse til at gøre det, som Gud kræver af os.
Når disciplene havde svært ved at forstå Jesu klare forudsigelse af, hvad der skulle ske, så kan det skyldes, at de havde lige så svært ved at fatte det, som vi i dag har så svært ved at fatte: at vi er syndere, i os selv fortabte i forhold til Gud og har brug for, at Jesus sletter alle vore synder ud. Vi havde jo nødig, at han tog alle vore synder på sig og bar dem op på korset. Det er han så på vej til at gøre i dagens tekst. Hans kærlighed gik det villigt igennem for hver enkelt af os, også for dig og mig.

Vi må lære, at vi er syndere

Så også vi må lære, at vi er syndere, der har brug for tilgivelse. Vi skal være som tiggeren i forhold til Jesus, der bliver ved med at råbe til ham om hjælp. Vi kan have mange røster, der vil hindre os, som siger: "du er da ikke værre end andre. Ikke den frelsesgoisme, gå nu ud og vær lidt mere social. Kom nu ud over det med at være en synder og lad dig fylde af Ånden." Når disse røster lyder, så er det vigtigt du overhører dem og råber højere til Jesus, beder ham om at forbarme sig over os.
Det er svært at lære det punkt i troslæren, der hedder: jeg er en synder, men forstår vi ikke dette punkt, så forstår vi som disciplene ikke Jesu død, så bliver påskens budskab bare et tomt budskab. Måske gruopvækkende på grund af den voldsomme død, men uden betydning for os. Her er tiggeri ingen skam,  men den eneste forudsætning. Jesus har så lovet, at han vil høre dig i dag som han hørte den blinde tigger. Så snart du føler nøden, så råb til ham som tiggeren og Jesus vil ikke gå forbi eller afvise dig med hårde ord, men glad og ville forlade dig alle synder.

Mennesket er den ansvarlige i Guds skaberværk

Således blev himlen og jorden og hele himlens hær fuldendt. På den syvende dag var Gud færdig med det arbejde, han havde udført, og på den syvende dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført. Gud velsignede den syvende dag og helligede den, for på den dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført, da han skabte.
Det var himlens og jordens
Dengang Gud Herren skabte jord og himmel, var der endnu ingen buske på jorden, og ingen planter var spiret frem, for Gud Herren havde ikke ladet det regne på jorden, og der var ingen mennesker til at dyrke agerjorden, men en kilde brød frem af jorden og vandede hele agerjorden. Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen.
Gud Herren plantede en have i Eden ude mod øst, og der satte han det menneske, han havde formet. Gud Herren lod alle slags træer, der var dejlige at se på og gode at spise af, vokse frem af jorden, også livets træ midt i haven og træet til kundskab om godt og ondt. 1. Mosebog 2, 1-8 

Mennesker og dyr er taget fra agerjorden, men det er ikke bare jorden, der frembringer mennesket. Det er Gud selv, der danner af agerjordens muld. Altså ikke bare som i forbindelse med dyrene at han befaler jorden at frembringe, men han danner selv per­sonligt mennesket.

Mennesket skabes på en særlig måde

Her, hvor Gud skal lægge kronen på sit værk, former han selv mennesket og han giver det på en særlig, personlig måde livet i forhold til alt andet levende: han puster livsånde i dets næsebor. Dette at Gud handler så personligt når han gør mennesket levende har den samme funktion i forbindelse med skabelsens syn på mennesket som sakramenterne har det i forbindelse med frelsens syn på mennesket: Gud giver dette væsen en særstilling i skabelsen og lader det herske over alle andre levende væsener, og som et tegn på dette nøjes han her ikke bare med at tale, men han former selv af agerjordens muld og blæser livsånde i næseboret. Så klart og tydeligt gør han det ved et tegn, at mennesket er i en særstilling.

Vel er der ligheder med dyrene, når det gælder det rent legemlige, men mennesket er al­ligevel noget radikalt nyt i skabelsen. Det skabes i Guds billede, så det ligner Gud. Lad os lægge mærke til at det ligner Gud, ikke at det er Gud. Der er ikke noget grundlag for i skabelses­beretningen at guddommeliggøre mennesket. Det er stadigvæk forskelligt fra sin skaber.

Kulturbefalingen

Mennesket er skabt til at herske over al skabningen, hedder det. Her har vi det, som nog­en kalder kulturbefalingen. Kultur skal her forstås bredere end vi ofte bruger det, kunstneriske frembringelser. Det skal forstås som alt det vi mennesker skaber med det i skaberværket forhåndenværende materiale. For det er men­nesket i stand til. Det er med andre ord Guds repræsentanter på jorden. Her er ingen tvivl om, at det, der sætter mennesket i stand til dette, er fornuften.

Nu kan det lyde underligt, ellers plejer man jo i kristen sammenhæng at tale meget om fornuftens uformåen. Den er også uformående til at fatte Gud, når fornuften får for stor plads i trosspørgsmål, så ødelægges snart hele troslæren, fordi den strider mod den naturlige fornuft.
Men udover åndelige spørgsmål skal vi ikke sige noget dårligt om fornuften. Det er med den, vi opfylder vores herskerposition. Når vi ser på vores krop, så er den egentlig dårlig til at modstå alle slags kli­maer. Dyr i kolde egne har tyk pels, dyr i varme egne har en tynd, glat pels, der kan modstå den skoldende hede. Men vores fornuft sætter os i stand til at lave tøj, der kan modstå alle slags klimaer. Det var bare et eksempel. Vi kan også tale om menneskets evne til at danne redskaber, der kan gøre ting som visse dyr kan gøre med deres lemmer. Og vi er i stand til at forarbejde, at skabe, med det forhåndenværende materiale. Og vi kan forarbejde den mad, som vores fordøjelsessystem ikke kan fordøje råt.

Og så er der de kunstneriske frembringel­ser. Musikken, litteraturen, billedkunsten o.s.v.. Også her er vi medskabere. Naturen er jo et over­flødighedshorn af skønhed, som vi glæder os over lige fra blomsterne i engen til stjernehimlen, og med vores diverse kunstneriske evner er vi også Guds medarbejdere i skabelsen for at skabe skøn­hed. Så vi har lige så meget lov til at takke Gud for billederne i Det Sixtinske Kapel og en Bach-kantate eller en god film som vi har lov til at takke ham for blomsterne og havets brusen. Det er en evne, han gav mennesket fra skabelsen.

Vi skal afspejle skaberen.

Så det kristne syn på skabelsen er ikke en form for naturromantik, hvor vi mennesker skal tilbage til en oprindelig naturtilstand og kulturen - bredt forstået - er af det onde. Nej, menneskets kulturarbejde hører med til skabelsen, og Gud så det var såre godt, hedder det.

Og i forhold til medmennesket er det også kaldet til at være et vidnesbyrd om Skaberen. Der er ingen tvivl om, at jordiske menneskeforhold er en afspejling af Gud. Det hedder jo hos Paulus, at det er efter Faderen at alle jordiske faderforhold har deres navn. Det hedder også, at manden skal elske hustruen som Kristus elskede kirken. Mellemmenneskelige forhold afspejler både det indbyrdes kærlighedsforhold mellem Treenighed­ens personer og mellem Gud og mennesker. Også dette forhold forplumres af syndefaldet, det siger almindelig dagligdags erfaring vist de fleste af os, men det vil jeg også uddybe de følgende gange.

Mennesket er skabt af Gud

Gud sagde: »Jorden skal frembringe alle slags levende væsener, kvæg, krybdyr og alle slags vilde dyr!« Og det skete; Gud skabte alle slags vilde dyr, al slags kvæg og alle slags krybdyr. Gud så, at det var godt.
Gud sagde: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.«  Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem og sagde til dem: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!« Gud sagde: »Nu giver jeg jer alle planter, der sætter frø, på hele jorden og alle træer, der bærer frugt med kerne. Dem skal I have til føde. Til alle de vilde dyr og til alle himlens fugle, ja, til alt levende, der rører sig på jorden, giver jeg alle grønne planter som føde.« Og det skete. Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var. Så blev det aften, og det blev morgen, den sjette dag.

1. Mosebog 1, 24-31

Den generelle skabelse

Menneskets skabelse kommer som rosinen i pølseenden på skabelsesberet­ningen, beretningen om hvordan verden bliver til. Den begynder med at sige, at Gud skabte Himlen og Jorden i begyndelsen. Bare med et ord skaber han, han taler og så står det der. Han siger: der blive lys, og der blev lys.

For Gud skaber ud af intet. Hvor vi er nødt til at skabe ud af noget foreliggende materiale, så er Gud den almægtige, der formår at skabe ud af intet. Hvor der er øde og tomt taler og Gud, og så er der ikke øde og tomt mere.

Allerede på det første blad møder vi Treenigheden: Ånden, der svæver over vandene og læser vi det i lyset af Johannesevangeliets indledning, så vil det fremgå, at Ordet, som Gud taler, ikke bare er ord, men en levende person ved siden af Gud selv, der dog også er Gud. Alle disse tre personer er med som den ene Gud i skabelsen. Det er jo også Kristus, om hvem det hedder hos Paulus, at alting skabt ved ham.

Og som et omkvæd i skabelsesberetningen hedder det, at Gud så at det var såre godt. Det hedder det om alle ting lige fra jorden og havet over planterne og til dyrene: det var såre godt. Et drønhamrende nej til tanken om, at det onde lig­ger i det skabte som sådan. Ikke som i diverse østlige religioner og i gammelgræsk tankegang, hvor det onde ligger i det ydre, sansbare. Her glæder Herren sig over sine værker, og det bliver han ved med til det sidste.

Den sammen­hæng skal være klar for os, når vi nu kommer til men­neskets skabelse.

Mennesker og dyr er taget fra jorden

Der er en ting som er værd at bemærke, og det er at dyrene bliver skabt samme dag som mennesket og kommer af jorden. Gud siger her: Jorden frembringe alle slags dyr. Jeg kender mange garvede bibellæsere, der bliver forbavsede her. Kan det virkelig være rigtigt? Og vi vil jo ikke godkende, at mennesket bare er et dyr.

Dog kan vi ikke løbe fra, at mennesket har et legeme som dyrene. Det godkender Bi­belen også med denne lighed i måden som dyr og mennesker bliver skabt på. Begge bliver taget af jorden. Derfor må vi indrømme, at når vi ser på den rent legemlige side af mennesket og dyrene, så er der visse ligheder. Disse ligheder er utrolig lette at konstatere bare med et overfladisk kend­skab til biologi. Legemet har drifter og behov, som er fuldstændig de samme hos mennesker og dyr. Det føler sult, tørst, erotisk tiltrækning, smerte, alt det der karakteriserer os som legem­lige væsener karakteriserer også dyrene. Denne lille detalje i skabelsesberetningen viser, at den lighed regner Bibelen også med.

Dette legeme, denne synlige side af os og dyrene, den er taget af agerjorden. Det er det, der ligger bag begravelsesritualets ord, af jord er du kommet. Og det er også jord vi skal blive igen, når vi dør. Når legemet går i forrådnelse efter døden bliver det til den jord, som det er taget af.

Livet er Guds gave.

Men jeg stødte ind i nog­et, der er meget interessant i denne forbindelse. Jeg læste en artikel, hvor der stod at ingen biolog­er nogensinde har fundet nogen årsag til liv i nog­et legemligt væsen. Det at en klump jord formet som ben, kød og indvolde, kan leve er faktisk et under, der unddrager sig al forklaring. Årsagen til livet har man ikke kunnet spore. Derfor er det klart, at når livet forsvinder fra et legeme, så dør det. Så bliver det til jord igen. 

Livet er i virkeligheden noget, Gud giver. Vi har et herligt skriftsted i Salme 104, der viser dette. Alt levende lever i virkeligheden så længe som Gud holder livsånden i det. Når han trækker den tilbage, så indtræder døden ubønhørligt.

Mere om det i morgen.

Marias Lovsang

Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!Lukas 1, 46-47

Lovsang midt i hverdagen

Starten af Lukas evangeliet, der skildrer Jesu komme til jorden, indeholder tre dejlige lovsange af præsten Zakarias, der er far til Johannes Døberen, Maria, Jesu mor og den gamle mand Simeon, som de møder i templet, da de skal fremstille Jesus.

Lovsang har en årsag i Jesus

De to vers vi hørte er taget fra Marias lovsang. Den bliver til på baggrund af, at hun har haft besøg af englen Gabriel, der fortæller hende at hun ved Helligånden skal føde en søn uden at kende til nogen mand, og han skal frelse folket fra dets synder. Hun fatter det først ikke, men til sidst siger hun, at hun er Herrens tjenerinde. Hun tager så på besøg hos Elisabeth, der er gravid med Johannes Døberen. Den lille hopper af glæde i Elisabeths mave, da Maria med sit barn i maven er i nærheden. Da indser den unge pige Maria, at det er Guds egen Søn, der er blevet menneske, som hun nu bærer på, og hun erkender, at Gud endelig vil opfylde sine frelsesløfter. Da bryder hun ud i lovsang.

Mange regner med, at lovsang ikke behøver nogen begrundelse, vi kan bare lovsynge Gud. Bibelen taler ikke sådan. Her fødes lovsangen af, hvad Gud har gjort. Maria bryder ud i lovsang og fryder sig over Gud som sin frelser. Lovsangen fødes af, at Gud har gjort alt til vor frelse og han gør store ting i vort liv.

Lovsang også når det er svært

Lovsangen kan da også bryde frem på trods af det svære.

Vi skal jo tænke på, at Maria nu vil gå gennem en svær tid, og det ved hun. Hvor mange vil tro på, at hun virkelig har fået et barn ved Helligånden? Jeg tror, at der vil være lige så mange, der ville have rystet på hovedet af det dengang, som der er i dag, når man taler om jomfrufødslen. Josef, hendes trolovede, ville lade sig skille fra hende i stilhed for ikke at bringe skam over hende, men en engel viste sig for ham og forklarede, hvordan det forholdt sig, så han bøjede sig villigt og blev den menneskeblevne Guds Søns plejefar. Disse prøvelser må hun have forudset allerede her fra starten, men alligevel føder Guds underfulde handling lovsang i hende.

Så synes du måske ikke, at du er i stand til at takke Gud i den situation du er i, hvis der er igennem en tid med prøvelser. Du har mest lyst til at klage. Så er der den glædelige ting, at du netop har lov at klage til Gud, sige det til ham hvad der tynger dig. Lovsangen og takken er jo ikke et krav du skal leve op til, for at Gud kan acceptere dig. Nej, han ser dig i Jesus Kristus som ren og hellig uanset hvad der er i dig. Så har han også givet dig barneretten, hvor du må træde frem og fortælle ham alt, også at du måske går og synes, at det kan Gud da ikke være bekendt, det her. Sig det til ham, for han kan tåle at høre det. Han ved alligevel godt som den alvidende, hvad du har derinde, og for din egen skyld ønsker han hellere, at du ærligt fortæller ham det.

Vi vises til Guds gerning

Men netop den, der hælder hjertet ud for Gud, kan han så vise hen til sine gerninger. Han kan vise dig hen til, hvordan han sendte sin egen Søn til jorden og lod ham lide døden for dig. Derved kan han føde lovsangen i dag – ikke for at du skal behage ham med den, men fordi den vil minde dig om, hvad han har gjort for dig, gøre dig i stand til at bære prøvelserne.

Da Maria har gået igennem en tid med prøvelser og spekulationer, så har hun nu ved at besøge sin svigerinde fået at se, at Gud virkelig har gjort store ting imod hende. Så må hele hendes indre menneske, hendes ånd og sjæl, fryde sig over, at Gud er stor.

Det hedder videre i lovsangen, at han har set til sin tjenerindes ringhed. Gud har jo ikke set til hende, fordi hun er specielt stor og hellig, men fordi Gud har været nådig mod hende.
Se Han kom til os på JesusNet

Forudbestemt til barnekår i Jesus Kristus

For før verdens grundvold blev grundlagt, har Gud i ham udvalgt os til at stå som hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed. I si gode vilje forudbestemte han os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus til lov og pris for hans nådes herlighed, som han har skænket os i sin elskede søn (Pauli brev til efeserne 1, 4-7)

Guds beslutning i Kristus

Gud besluttede fra før verdens grundvold, altså, før han skabte, fra evighed af. Alene i det har vi tryghed, for vi har ikke en frelse, der hviler på et usikkert grundlag, men en frelse, der hviler på en beslutning hos den Gud, hvis beslutning ikke lader sig rokke, som ikke har nogen rådgiver, men står fast ved sin vilje.
Han har fra evighed besluttet, at det skulle være i Jesus Kristus, at alt skulle være sammenfattet i ham, hele hans råd til at frelse menneskeslægten. Vi kan ikke fatte det med forstanden, at det er sådan, men vi må sige ham tak fordi han med en evig kærlighed har elsket os så meget, at han besluttede, at Jesus skulle være vores frelser.

Barnekår i Jesus Kristus

I Jesus Kristus har vi så barnekår, vi har lov at kalde Gud vor far, som vi gør i Fadervor. Vi har det samme fortrolige forhold til Gud, som børn har til en god far, en de kan komme til med alt, både sorger og glæder.

En af de første kristne bøger jeg kan huske, at jeg læste da jeg blev en troende, var den norske prædikant Ole Hallesbyes Fra Bønnens Verden, og i den betonede han kraftigt, at Gud bliver glad, når vi kommer til ham med alt, også de legemlige smerter vi bærer på lige nu, også angsten og bekymringen for det ene og det andet, vi må ikke tro, at noget er for småt. Kommer vi til ham med det, så er det også til lov og pris for ham, at vi stoler på ham i alle ting. Vi får lov at klynge os til vores far, der har lovet at han har omsorg for os i alle ting, og at han vil bønhøre os på den måde, som er bedst for os. Vi kan ikke altid se, hvad der er bedst for os, men vi må have lov at stole på, at Faderen selv, ham som vi er blevet børn af, fordi Jesus deler sit barnekår med os, han ved det og gør kun det, som er bedst for os.

Alt i Kristus

Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi fader, som i Kristus har velsignet os med al den himmelske verdens åndelige velsignelse (Pauli brev til Efeserne 1, 3)

Velsignelsen fra Himlen

Som typisk er for brevene i Det Nye Testamente starter det med en lovprisning af Gud. Apostlen siger ham tak for det, som han har gjort. I dette vers hedder det, at han har velsignet os med al den himmelske verdens åndelige velsignelse.
Læg først mærke til, at han har gjort det - det er ikke noget vi skal vente på at han gør, han har givet os det.
Læg dernæst mærke til, at det er "i Kristus." I ham, Jesus af Nazareth, er al den åndelige verdens velsignelse givet os. Når der siges i Kristus, så indebærer det, at vi må udelukke at finde det andre steder
Se Hvorfor Jesus på JesusNet.

I andet end Jesus Kristus - udelukket

Selv om Gud er en stor skaber, skal vi ikke vente at finde ham i naturen. Mange mener, at det gør de, for de holder gudstjeneste ude i Guds frie natur. Det er et bedrag, for selv om den kan vidne om Gud som en stor skaber, så kan den ikke fortælle os Jesus Kristus og den gave, som Gud har givet i ham.
Nogle vil se Gud i sig selv, ved at afdække den guddommelige sjæl. Den må vi også sige nej til, for inden i os er Jesus Kristus ikke. Her vil vi kun finde dødens kim, vort hemmelige had til Gud.
Heller ikke i kunsten og musikken, så berigende disse ting end kan være, så er Jesus Kristus ikke der.
Gud i alt andet end i Kristus er en afgud, her er den himmelske verdens åndelige velsignelse ikke.

I overmål i Jesus Kristus

Men det er ikke negativitet og tegn på, at Gud er nærig. Nærig er det sidste man kan sige om Gud. Når det er sagt, at det kun er i Kristus, så skal det dernæst siges, at der er det også til overflod. I ham har Gud virkelig givet os alt. Vi må have lov at tro, at her er hele Guds gave.

Syndernes forladelse i Jesus

I Kristus har vi syndernes forladelse. I ham, som tog alt det, som var imod os, med op på korset og led den død, som vi skulle have lidt, der må vi have lov at tro, at uanset hvad der tynger vor samvittighed, uanset hvad vi bebrejder os selv, uanset hvad vi ellers har gjort, som Bibelen også virkelig dømmer som imod Guds vilje, så er Jesus Kristus en større frelser end alt dette, i ham må vi komme og bede om forladelse igen og igen. Uanset hvor mange gange vi kommer med den samme synd, så er det i Guds øjne som om det var første gang vi kom med det.

Gud som vor Far i Jesus

Har Jesus fået lov at vaske vore synder væk, så er der intet der skiller os fra Guds kærlighed længere. Så har vi ham til far, for Jesus har sagt, at han nu er hans fader og vores fader. Så har vi lov at tro, at vi må komme til ham med alt det, som kan bekymre os, pengeproblemer, vanskeligheder i familien, ledighed, frygt for hvad der skal ske børnene, hvad som helst. Det er langt bedre at gå til vor himmelske far i Kristus med det end at bekymre sig. I Kristus har vi adgang til det.

Helligåndens gave i Jesus

I Kristus har vi del i Helligåndens gave. Tror vi på ham, så skal vi ikke vente nogen speciel oplevelse af Ånden, vi har den allerede. Han er med os og bærer os til det sidste.
I Kristus har vi det evige liv. Vi har et liv, der ikke ophører ved døden, men fører os ind til et liv i evig glæde. Så længe vi vandrer her på jorden, så har vi dette liv under kamp og det er ikke altid lige synligt, ofte synes vi ikke at mærke meget til det. Men vi har det i Kristus og vi har det løfte, at det skal vare til evig tid.
Alt dette har vi kun i Kristus og ingen andre steder, men til gengæld i stort overmål i ham.