Viser opslag med etiketten Guds nåde. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Guds nåde. Vis alle opslag

lørdag

Gud er god og trofast

Salme 23, 6
Godhed og troskab følger mig,
så længe jeg lever,
og jeg skal bo i Herrens hus
alle mine dage.
Vi har i denne uge set på Salme 23 i Salmernes Bog i Det Gamle Testamente, hvor David
sammenligner vort forholdt til Gud med forholdet mellem fårehyrden og fårene, et billede der klart
ligger bagved, når Jesus i Det Nye Testamente kalder sig selv for den gode hyrde.

Guds godhed

Vi er nu kommet til sidste vers, og her siger David klart, at godhed og trofasthed følger mig, så
længe jeg lever. En ting som aldrig kan rokkes, når vi vandrer med Herren ved troen på Jesus
Kristus, så vil det være godhed og trofasthed. Vi kan så synes, at vi oplever meget, der er i modstrid
med det. Vi oplever modgang i vort liv og meget lidelse, men vi må have lov at tro, at at der ikke
sker os noget, som Gud ikke finder gavnligt for os. Ofte var det i prøvelserne, at vi lærte Jesus bedre
at kende, blev mere afhængige af ham.

Guds trofasthed

Så nævner han også troskab, der følger ham. Troskab eller trofasthed når det siges om Gud
betegner, at han ikke viger fra sine løfter, hvad han har lovet, det holder han. Når han har talt og
sagt, at du hele dit liv kan hente forladelse for alle dine synder i Jesus Kristus, så er det hans troskab
der gør, at det viger han ikke fra, han fortryder intet af, hvad han har lovet. Når Jesus har lovet at
være med os alle dage indtil verdens ende, så er han tro, han står også ved dette løfte.
Derfor er det også et af de steder, hvor vi virkelig får lov at smage Guds godhed, at vende tilbage til
hans løfter, tygge på dem og tænke over dem igen og igen. Tænk så også på, at disse løfter er Gud
tro imod, han viger aldrig fra dem.

Løftet om evigheden hos Herren

Så hedder det også, at han skal bo i Herrens hus alle sine dage. Når vi tror på Jesus Kristus, så er vi
sat ind i et omfattende fællesskab, Guds Kirke, som ikke er nogen ydre kirkeorganisation eller
bygning, men et hus af levende stene med Jesus Kristus selv som hovedhjørnesten. Her er vi i et
hus, som står urokket. Der kan være sten, der falder ud af dette hus, men grundvolden i Frelseren
selv falder aldrig.
Der får du lov at leve alle dine dage – og disse dage er ikke færdige med døden, der går du så bare
over til et bedre liv, hvor du vil få lov at se din Frelser ansigt til ansigt, ikke længere skjult som det
er her i tiden, men åbenlyst. Her skal du få lov at takke og lovsynge ham for evigt.
Så alle dine dage er helt rigtigt alle dine dage her på jorden, men det er også evigheden, hvor du
skal leve med ham uden ophør.

fredag

Gud giver alt og læger vore sår

Salme 23,5
du dækker bord for mig
for øjnene af mine fjender.
Du salver mit hoved med olie,
mit bæger er fyldt til overflod.
Vi læser i denne uge  Davids salme 23, hvor han sammenligner sin Gud, Herren, med en
hyrde, der vogter sine får. I går hørte vi, at han sagde, at med Herren som sin hyrde frygter han ikke
skumle kløfter.

Gud er gavmild

Ved det, som Jesus Kristus vandt for os ved sin forsoningsdød har vi fået et veldækket bord, som er
den daglige forladelse for alle synder, del i det evige liv og barnekåret hos Gud. At blive mindet om
det er den kristnes mad. Nu hedder det så, at Gud dækker dette bord i fjendernes påsyn. Ja, for det
er det store, at vi som fårene i den gode hyrdes flok har noget, der aldrig kan rokkes af livets
omskiftelser. Selv når alt angriber os, overøser Gud os med gode gaver, lader os få lov at smage
hans kærlighed i fulde drag. Du kan være aldrig så meget plaget af både det ene og det andet, du må
altid tro, at Gud dækker bordet for dig selv under de værste sataniske angreb.

Gud læger vore sår.

Gud salver også dit hoved med olie. Olien, som hyrderne salvede fårene med, var en olie, der
lægede sårene. Vi bliver jo ofte såret under vandringen her. Som det så ofte siges: livet gør jo ondt
ind imellem. Vi må have lov at tro, at vi hos vores hyrde får også den salve, som skal til for at læge
såret. Vi synger jo i en sang om Jesus, ingen synd som ikke han forlader, ingen nød som ikke han
forstår. Jesus Kristus har selv prøvet at vandre på jorden som menneske, så han forstår enhver nød,
som vi må komme til ham med, om det er sygdom, økonomiske problemer, frygt for fremtiden,
frygt for hvad der skal ske med de kære, hvad som helst. Om du sidder og tænker, at den nød du
sidder i på den ene eller den anden måde er selvforskyldt, så må du have lov at sige, at han ikke vil
have det sindelag, som mennesker ofte har, hvor de siger: jeg har ikke spor ondt af dig, det er jo din
egen skyld. Du må også have lov at komme til Jesus med det, som måtte være selvforskyldt, han
læger og giver gavmildt uden bebrejdelser.

Overfloden i Jesus Kristus.

Du må også komme til ham med alle synder, også den synd du måtte føle, at det er han da træt af,
det er den samme synd igen som mange gange før. Nej, hyrden bliver aldrig træt af at tilgive
synder, heller ikke dine evigt tilbagevendende synder. Han salver igen dit hoved med olie, så sårene
af det læges. Han støder ikke nogen bort, der kommer til ham.
Dit bæger flyder over, hedder det så. Guds gaver er en stor overflod, han giver gavmildt og glad.
Hos ham er alle gaverne i rigt mål. Han har jo ikke sparet sin egen Søn, men givet ham hen for os
alle. Derfor vil han også skænke alt ved ham. Bægeret flyder over.
Se næste vers

mandag

Herren er min hyrde

Salme 23, 1
Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
Dette er starten på en af de berømteste af Davids Salmer, som er nr. 23 i Salmernes Bog. Inden David blev kaldet til Gud som konge af Israel, var han selv fårehyrde, så han har hentet billederne fra hverdagen som hyrde. Det er alt sammen noget, som han kendte godt han henter billederne fra.

Hyrden og fårene

Han har  indset, at i forhold til Gud, der er vi alle at sammenligne med får. Får kan ikke klare sig alene, når et får bliver væk fra flokken, så er det noget af det mest ynkelige man kan tænke sig. Det løber rundt og kan ingenting sanse og falder det i et hul, så kan det ikke rejse sig igen. Derfor har hyrden en stor opgave i at holde sammen på flokken, sørge for at ingen af dem kommer væk. I dette har David set et billede på, hvordan Herren er i forhold til sine troende, også David selv. Denne salme ligger også bag, at Jesus sammenlignede sig selv med den gode hyrde, der sætter sit liv til for fårene.

Herren som hyrde

Så David lægger prompte ud i første vers med at sige, at Herren er hans hyrde. Han er selv et får, der er prisgivet, hvis han bliver væk, for at være præcis, han er prisgivet Satan og hans magt, prisgivet den verden, der hader Gud og prisgivet synden i hans eget indre. Det er frygtelige fjender at være omgivet af.
Men mod dette er Herren altså hyrden. Den almægtige Gud, der har skabt Himmel og Jord, han er også stærkere end alle disse frygtelige fjender. De kan nok gøre os meget bange og true os meget, men hvad er det imod den Gud, der holder hele verden i gang og holder gang i vort hjerteslag i dette øjeblik?
Så er det ikke tomme ord, når han siger, at han lider ingen nød. Det er let at sige bare som en floskel og det bliver det ofte, men det er det ikke her. Det er sagt på det grundlag, at Herren selv er hyrden, at han vil gøre alt for at vi ikke skal mangle noget.

David havde prøvelser, men Gud ledte ham

David var ellers selv i mange prøvelser i sit liv. Han blev først jaget af Saul, der ikke kunne bære at miste sit kongedømme, og derfor forfulgte David for at rydde ham af vejen. Siden faldt han katastrofalt i en stor synd, han lod en af sine krigere dræbe, fordi han var betaget af hans kone. Hans søn Absalom gjorde oprør, og David måtte flygte. Han havde ellers grund til at sige, at han manglede meget.
Men nej, når Herren er hyrden, så skal vi ikke mangle noget. Han sender os prøvelser som han gjorde med David for at vi skal lære at stole på ham, men vi må have lov at stole på, at de aldrig bliver større end nødvendigt. Han vil ikke lade os i stikken, vi får alt hvad vi behøver.
I denne uge skal vi så høre nærmere om, hvad det indebærer. Davids eksempel viser jo, at det ikke betyder, at vi slipper for prøvelser her i livet. Mange af os må kæmpe hårdt med dem. Det vil også fremgå af denne salme, at det vidste han udmærket godt, da han skrev den. Det vil blive uddybet i denne uge.

Herren er vor Hyrde i dag også. Jesus var jo den hyrde, der satte livet til for os – og opstod igen, så han stadig i dag kan vogte os. Så også vi må have den fortrøstning, at når han er vor hyrde, så mangler vi intet.
Næste vers

fredag

Noah på film - tja?

Så er historien om Noahs ark og syndfloden kommet til danske biografer på film. Hvad skal man mene om det? Så vidt jeg kan se har den fået blandede anmeldelser. Her vil jeg ikke tage stilling til, hvad man skal mene om den som filmkunst, bortset fra den gamle frase, at man nu synes, at bogen er bedre - når der er tale om filmatiseringer af bibelske beretninger, så får den frase en ny dimension.

Faldgruber når Bibelen filmatiseres

Når en skreven beretning omsættes til film, vil der altid være tale om en fortolkning. Det kan så være en fortolkning, man er mere eller mindre uenig i, men den er der og præger filmen. Denne regel gælder også bibelske beretninger, og mange bibelske beretninger får ofte en tolkning, som strider imod Bibelens klare lære. Mest ekstremt har man set det i Jesu Sidste Fristelse, der kom i firserne. Dens Jesus-billede måtte siges at være meget suspekt. Selv har jeg set en filmatisering af Davids liv, hvor det var en tydelig pointe, at David ikke skulle lade sig tynge af de dømmende profeters ord, men leve som han fandt det rigtigt. Kan en kristen præges af disse tolkninger, som de ser på film i den tro,at de får en bibelsk beretning? Det må der tænkes over.
Det er også en velkendt sag, at filmatiseringer ofte tildigter noget til teksten, og det sker næsten altid ved bibelske beretninger. Hvad man f. eks. har set af filmatiseringer af Moses' liv, både den gamle storfilm De Ti Bud og den senere tegnefilm Moses, tildigter Moses' liv fra han bliver adopteret af Faraos datter til han flygter fra Ægypten. Det tidsrum røber Bibelen ikke noget om, men det er ikke mærkeligt, at filmfolk bruger friheden her. Ofte kan vi så gå og tro, at et eller andet vi har set på film - eller for den sags skyld, læst i en genfortælling af beretningen - er noget, der står i Bibelen.

Noahs historie er om Guds dom.

Købberstik af syndfloden
Det gjorde Gud!
Disse faldgruber er generelle og vil helt klart også være til stede i forbindelse med den nye Noah-film. Den skal nok være lavet med alle de moderne effekter, og de uddrag jeg har set er meget voldsomme. Det er der for så vidt ikke noget at indvende imod, for i virkeligheden er det jo en voldsom historie. Ofte, når man ser billedlige fremstillinger af den, er det arken med alle dyrene man ser. Det ser så sødt ud med alle disse dyr i arken. Her glemmes det ofte, at det i virkeligheden er historien om Guds dom over verden - hvordan han angrede at have skabt mennesket, fordi det higede efter det onde. En verdensomspændende oversvømmelse, der udsletter alt, tænk på hvordan bare en lokal oversvømmelse er. Det gjorde Gud, fordi han var vred. Derfor skal der ikke rejses nogen indvendinger imod, at filmen viser det i sin gru. Noget helt andet er, om den prøver at fortie tanken om, at det er Guds dom. Nu har jeg ikke set filmen, så jeg skal ikke udtale mig for sikkert, men jeg kan frygte det.

Noahs historie er også om Guds nåde

Noget af det, som også er svært at fortælle på film, det er evangeliet. Hvordan kan man vise i levende billeder og deres handling, at der er en, der har taget Guds dom på sig, har lidt døden for os, for at vi skulle blive frelst? Det er under alle omstændigheder vanskeligt, jeg hælder til at sige umuligt. De levende billeder med Noa vil ikke kunne fortælle, at arken er et forbillede på dåben, der frelser os. Dåben er den ark, som vi har, som vi kan falde overbord fra, når vi er vantro, men som ikke kan synke. Meget kan siges i filmens dialog, men næppe dette. Evangeliet i filmen kunne komme, da regnbuen sættes. Samtidig med, at det er en grum beretning om Guds dom, så munder den jo også ud i, at Gud satte regnbuen som et tegn, at han vil lade jorden være beboelig så længe den står. Der kommer en dag, hvor Gud vil dømme verdenen, men indtil da går den ikke under.
Det var så bare generelle betragtninger omkring den nye Noah-film. Jeg vil opfordre dig til at bruge anledningen til at læse, hvad der står i Bibelen om det. Her finder du den sande forståelse af den historie, 1. Mosebog Kapitel 6...

mandag

Jesus - gal eller Gud selv?

Jøderne sagde til ham: »Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?« Jesus svarede: »Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.
Sådan lyder slutningen af prædikenteksten til 2. søndag i fasten, fra Johannesevangeliet. kapitel 8. Jesus har  sagt til jøderne, at de ikke hører hans ord, fordi de ikke kender ham, som har udsendt ham, Faderen selv. Han erklærer, at de har Djævelen til far, derfor kan de ikke høre hans ord.
Så er det, at de beskylder ham for at være besat af en dæmon.
I en vis forstand har jøderne set rigtigt. De forstår, hvad Jesus mener med det han siger, at han er Gud selv, at han er udsendt af sin Fader i himlen. Det, som det falder på, er, at de ikke tror, at det er sandt,
Der er kun to muligheder i forhold til Jesus, hvis man virkelig fatter hvad han siger. Enten var han bindegal, eller også var det rigtigt, hvad han sagde. Det første siger vi om dem, der tror de er Gud, det kaldes et sygeligt storhedsvanvid.
Men hvordan kan vi så vide, at det ikke var det, Jesus led af? Her kan fornuften ikke argumentere, kun dem, der har Gud til Fader, kan se det. Kun dem, som Helligånden åbenbarer det for.
Der er mange andre, der kan sige meget godt om Jesus, at han var et stort menneske, sagde mange gode ting, gjorde meget godt. Så har man villet gøre ham til en god borgerlig mand, så til en god socialist. Men alle disse opfattelser overser det, som jøderne støder sig på - og som vi også burde støde os på i dag, hvis vi ikke troede det var sandt.
Der er så kun en måde at holde det for sandt på: at stole på Jesu ord, stole på, at hvad han har sagt, det holder han. Det kan vække den sande tro - og så skal man aldrig se døden. Jo, man skal dø fysisk, det skal alle, men den troende går ind til et bedre liv end dette.
Så enten tror man, at Jesus virkelig er den, som han siger han er - eller også vanærer man ham, der er ingen mellemveje.

søndag

3:16 - focus på det vigtigste i din tro

I dag er datoen 3:16, og det svarer til kapitel og vers i den såkaldte Lille Bibel i Johannesevangeliet. Kristne over hele verden benytter sig af det og fokuserer på dette.

Således elskede Gud verden...

Gud elskede verden. Kan vi egentlig fatte, at han virkelig gjorde det?
Der var en gang en der sagde: "selvfølgelig, det er hans bestilling." Det er en forfærdelig udtalelse, for det er ikke nogen selvfølgelighed. Hvordan kan han elske en verden, der bare vender ham ryggen og vender sig mod tomme afguder, lever for penge og egen vinding? En gang lod Gud verden gå under i en vandflod, fordi han så menneskehjertets higen blot var ondt dagen lang. Verden er præget af alt, hvad der er Gud imod, vi ser det i form af krig, voldshandlinger, sidespring. Det er ikke nogen selvfølgelighed, at Gud skulle elske verden.
Men han gjorde det. Han elsker også dig, der læser dette - så sandt du er beboer på planeten Jorden, så er du omfattet af dette, Gud elskede verden. Der står ikke "undtagen dig" - også du er omfattet af Guds kærlighed.

At han gav sin enbårne Søn

Det er ikke en kærlighed, der sad isoleret i sin himmel og glædede sig over den gode følelse. Kærlighed i Bibelen giver sig først og fremmest udtryk i handling. Også Guds kærlighed, for han talte til sin Søn, at nu ville han frelse verden fra råddenskaben, som var kommet over den. Guds egen Søn, den enbårne, det vil sige den eneste, som havde levet med ham i evighed i et nært fællesskab, ham ofrede Gud. Jesus selv kom til Jorden, blev menneske i Marias liv. Ham, ved hvem alt er skabt, bliver et lille hjælpeløst spædbarn. Ham, som er Ordet Gud talte, så verden stod der, han skal nu lære at tale som alle andre spædbørn. Han som bærer hele verden er hjælpeløs, hengivet sine forældres omsorg. Han vokser op som alle andre, lever som tømrer, siden som vandreprædikant.
Han oplever modstand og foragtes for sin tale, verden gengælder ikke Guds kærlighed. Men det stopper den ikke, når kærligheden vil redde sin genstand er den ikke til at stoppe. Han tager al ondskaben ind over sig, siger til sin Himmelske far: nu er det mit ansvar. Så da han arresteres Langfredag, da bærer han dit og mit ugudelige hjerte, vores svigt, tager det med in for Guds vredes ansigt og rammes. Da dør den udødelige, fordi syndens løn er døden.
Ja, det var sådan Gud elskede verden, han gav sin egen Søn hen i den straf, der skulle have ramt os.

For at enhver der tror på ham

Han kalder nu til tro på ham. At du erkender din skyld overfor Gud og går til Jesus med den. Det er ikke noget, der sker en gang i livet, dagligt har vi noget, som gør os urene i Guds øjne, som vi må gå til Jesus med. Dette gør skellet i verden, hvem der hører til det sandet Guds folk: dem der snakker med Jesus om sine synder og dem, der bare bagatelliserer dem, pynter den med pænere navne, undskylder den og fortrænger at de er der. Går man til Jesus med synderne, så har man del i den kærlighed, som Gud tilbyder hele verden.

Ikke skal fortabes, men have evigt liv.

Den troende, der taler med Jesus om sine synder, er ikke længere under dom. Dommen faldt en gang på Jesus, den skal ikke gentages. Denne troende er et med ham, død med ham, men også opstanden med ham. Så er dommen faldet og man har nu det evige liv - ja, evig skal forstås bogstaveligt: det er et liv, der varer ved udover den fysiske død. Døden kan virke skræmmende, og ja, den kom jo ind som straf for verdens oprør mod Gud, men er du et med Jesus i troen, så er det indgang til et bedre liv, hvor det er slut med alt det tunge, som du må bære her og nu. Så skal du få lov til at se Jesus ansigt til ansigt, ham som har givet sit liv for dig.
Ja, således elskede Gud verden!

torsdag

Guds frelsesplan virkeliggøres i Jesu død

Ifølge Mattæus siger Jesus til Judas, i det han forråder ham i Getsemane: "Ven, nu har du gjort dit."
Det er en replik, der er meget vanskelig at forstå, for Jesus har flere gange advaret Judas imod at blive den, som forrådte. Under talerne ved den sidste nadver siger han, at den, der forråder Menneskesønnen, ham var det bedre, at han aldrig var født.
Men Judas er ikke den eneste, der gør noget galt i løbet af lidelseshistorien. Som jeg vil vende tilbage til i senere indlæg, så bryder jødernes ledere enhver regel om en fair retssag, også dem, der var i deres lov. Pilatus giver efter for presset og dømmer en, som han godt ved er uskyldig. Folkemængden som helhed er pisket op af en hadsk stemning og råber, at Jesus skal korsfæstes. De romerske soldater håner ham, bare fordi de synes det er sjovt. Selv Jesu disciple svigter ham og flygter, Peter fornægter ham i det afgørende øjeblik.
Baggrunden hos Gud for hele lidelseshistorien er noget, vi aldrig rigtig kommer til at fatte. Gud havde fra evighed af fattet den plan, at han ville frelse verden i sin Søn Jesus Kristus, ved at han blev menneske og vandrede på jorden som sådan, og til sidst tager hele skylden på sig for al verdens oprør mod Gud. Alligevel er det forkert hvad de gør, også Judas, selv om det hele er en del af Guds plan. Det er svært for os at få det til at gå op i vore tanker.
Men jeg tror heller ikke vi skal det, vi skal glæde os over det og se, at uanset om der er aldrig så mange fjender, der kæmper imod Guds vilje, så formår de alligevel ikke andet end at fremme Guds plan. Også når det rammer os som troende, så må vi sige, at når vi i prøvelserne klynger os mere til Jesus, så fremmer prøvelserne Guds plan med os, at styrke vor tro. Der hvor evangeliet modarbejdes bliver det desto mere forkyndt - det ser vi allerede i Apostlenes Gerninger.
Det er galt hvad Judas gør, ja, og det er galt hvad mange andre gør i forbindelse med Jesu lidelse og død, men det skete for at netop du skulle se, at Gud elsker dig, at han var villig til at betale en høj pris for dig. Så det er langt bedre at sige ham tak end at gruble over at få det til at gå op i dit hoved.

onsdag

Jesu arrestation ifølge Johannes

 Da Jesus havde sagt det, gik han ud sammen med sine disciple og over på den anden side af Kedronbækken, hvor der var en have, som han og hans disciple gik ind i. Også Judas, som forrådte ham, kendte det sted, for dér mødtes Jesus ofte med sine disciple. Judas tog så vagtstyrken og nogle af ypperstepræsternes og farisæernes tempelvagter med sig og kom derover med lygter og fakler og våben. Jesus, som vidste alt, hvad der skulle ske med ham, gik ud til dem og spurgte: »Hvem leder I efter?  »Jesus fra Nazaret,« svarede de. Han sagde til dem: »Det er mig.« Også Judas, som forrådte ham, stod sammen med dem.  Da Jesus sagde: »Det er mig,« veg de tilbage og faldt om på jorden.  Han spurgte dem så igen: »Hvem leder I efter?« »Jesus fra Nazaret,« svarede de.v8  Jesus sagde til dem: »Det er mig; det har jeg jo sagt jer. Når det altså er mig, I leder efter, så lad de andre gå. For sådan skulle det ord, han havde sagt, gå i opfyldelse: »Af dem, du har givet mig, har jeg ikke mistet nogen.  Men Simon Peter trak et sværd, som han havde med, og slog efter ypperstepræstens tjener og huggede højre øre af ham; tjeneren hed Malkus. Jesus sagde til Peter: »Stik sværdet i skeden! Skulle jeg ikke drikke det bæger, Faderen har givet mig?« Johannes 17, 1-11 
En ting er påfaldende ved Johannes evangeliet, og det er, at Jesu sjælekamp i Getsemane have bliver sprunget over. Vi har efter hans skildring af Skærtorsdag aften alle talerne til disciplene, hvor han lover dem at komme igen og sende Helligånden over dem, så kommer der i kapitel 17 den såkaldte ypperstepræstelige bøn. Så går det lige til arrestationen, hvor de dukker op og arresterer ham. Det går så ikke så let, for de falder til jorden, da Jesus siger, "det er mig." Det er ligesom om, at Jesus står der og siger: så tag mig dog!
Johannes gør meget ud af at betone, at Jesus er Guds Søn, et med sin himmelske Far. Derfor gør han også meget ud at vise, at Jesus kunne have hindret sin arrestation. Han kunne have brugt sin guddomsmagt til at hindre hele lidelsen, men han stiller sig igen op og siger. kom nu og tag mig! Lad de andre gå.
Netop i dette, lad de andre gå, er der et bilede på, hvad hans død gavner os. Vi skulle have båret straffen for de ting, som vi har gjort Gud imod, men han har gået ind under det som vor stedfortræder. Her lyder det et klart: lad de andre gå.
Også for dig gælder det: du får lov at gå, for han er gået i stedet for dig. Således mister han ikke en eneste af dem, som Faderen har givet ham. Efter sjælekampen siger han nu, at han bør drikke den kalk, som hans fader har givet ham.
Derfor må du tro, at han også siger overfor den evige straf: lad dette menneske gå, det er mig, der har båret straffen.

søndag

Også Jesus blev fristet

Vi kan næppe fatte, at vor Herre Jesus Kristus selv virkelig har følt fristelsen, at han virkelig også skulle have følt Satans magt komme krybende. Men det er jo hvad Bibelen siger. Allerede da han er blevet døbt af Jnhannes Døberen i starten af sit offentlig virke sker det jo, han føres ud i ørkenen og lider sult. Her vil Satan have ham til at gøre stenene til brød, men han svarer, at mennesket lever ikke af brød alene. Han bliver tilbudt af verdens riger og at kaste sig ned, fordi det er lovet, at engle skal bære ham.

Jesus har medfølelse når vi fristes

Så ja, Jesus oplevede fristelsen. I Getsemane have fristes han stærkt til at gå udenom det frygtelige, som han nu skal igennem. Han var fristet til at gå uden om den nødvendige lidelse. Men han sagde nej.
Vi kan ikke fatte det, han er det eneste menneske, der aldrig har syndet mod Gud, alligevel var han fristet. Vi skal heller ikke forstå det, vi skal glæde os over, som der står i Hebræerbrevet, at han har medlidenhed med alle vore skrøbeligheder, fordi han har været fristet i alle ting ligesom vi. Han sidder ikke på en bedrevidende piedestal og synes, at det der er da ingenting, det er bare at stritte imod. Han kender til, hvordan det er, når vi har lyst til alt det, som er Gud imod, hvordan fornærmelser kan gnave så vi fristes til uforsonlighed, hvordan ensomheden kan være tung så vi fristes til at søge trøst på uholdbare måder, hvordan økonomien er svær at få til at hænge sammen, så vi fristes til at fuske lidt med skatten - al fristelse kender han. Han har kendt det alt sammen.
Men han har sejret over det alt sammen. Han gik ikke uden om, da det gjaldt.

Troen må ikke glippe

Til Simon Peter siger han under det sidste måltid, at Satan begærede ham for at sigte ham som hvede. Satan var ude efter Peter nu, han ville sigte ham fra og vise, at han ikke var egnet til at være Jesu apostel.
Men da siger Jesus også, at han bad for ham, at hans tro ikke måtte glippe. Jesus har også omsorg for dig, at din tro ikke må glippe, det vil sige, at den ikke må svigte. Går du til ham, der har sejret over Satans magt med alle dine fristelser og alle de gange, hvor du faldt for den? Så har din tro ikke glippet. Han har medlidenhed med dig og forlader dig gerne - han har prøvet det selv.

lørdag

Getsemane, hvor Jesus bar en overmenneskelig byrde.

En af de mest elskede beretninger omkring Jesu lidelse er da han falder på knæ og beder i Getsemane have. Her ved han, at de jødiske ledere vil komme og arrestere ham snart. Tre gange beder han sin Fader i Himlen om, at denne kalk dog må gå ham forbi.

Gud hader synden

Den lidelse, som Jesus skal bære nu, er så stor, at vi ikke kan fatte det. Mange kan ikke se det, fordi man ikke regner med, at Gud er vred over synden. Gud hader synden - det er ikke sådan som det ofte siges, som at Gud ikke tåler synd, det er et alt for vagt udtryk, det er meget værre, Gud hader den og farer ud som en fortærende ild imod den. Fatter man ikke det, så indser man ikke, hvor overmenneskelig stor den byrde er, som Jesus skal bære.

Al verdens synd på Jesus

Fra evighed af var han hos sin Far i Himlen, blev tilbedt af alle engle og her kunne han være blevet. Men han ville hellere komme til os på jorden, sige til sin Himmelske far, at nu var al verdens modstand mod Gud hans ansvar. Derfor får han nu presset alt det sammen, der er gjort af ondskab i verden, i et bæger og rakt det for at drikke. Nu skal han smage, hvordan det er at mærke Guds vrede over al den ondskab. Der er ingen vej tilbage, han siger: dog ikke som jeg vil, men som du vil. Også Jesus, det eneste menneske der aldrig har syndet, kunne føle fristelsen til at forlade Guds vej.
Men hvis han ville frelse dig fra den evige vrede, så var der kun en Guds vej her, og det var at han bøjede sig og gjaldt for dig. Gud så dig og dine svigt i Jesus, det var også din skyld imod Gud, som han her fik presset sammen i et bæger.

Gå til Jesus med alt

Intet ordinært menneske kunne bære den byrde, kun det menneske, der også var Gud, Guds egen Søn, den anden person i Treenigheden, han alene kunne bære den byrde. Intet menneske har medvirket til det, disciplene sov. Det skete mens du endnu var en synder, fremmed for livet i Gud.
I dag ønsker han ikke noget mere, end at du skal komme til ham med det, som du har gjort Gud imod. Han ved det jo godt, men når du så kommer med det, bliver han glad, for da kan han række dig forladelsen for det hele, som han dyrt har erhvervet for dig.

fredag

Våg og bed, når livet er tungt

Da Jesus har spist påskemåltidet med sine disciple, går de over Oliebjerget, som dengang lå lige op ad Jerusalems bymur. Judas har forladt dem, han vil forråde Jesus. Til alle disciplene har han forudset, at de alle vil forarges på ham i denne nat. At forarges i Bibelen betyder ikke det samme som i dagligdags brug, det betyder, at man mister troen, tager af stand fra Jesus, fordi han ikke er som man selv vil. Kan det virkelig passe, at det vil ske med alle dem, der har fulgt Jesus på vandringen? Ja, Jesus sagde det selv til dem. Han forudså også, at Peter ville forråde ham tre gange før han galede, men Peter har sagt, at det vil han sandelig aldrig gøre, han var villig til at gå i døden for Jesus.

Jesus har omsorg for sine disciple

Da de så går ind i Getsemane have, siger Jesus: Våg og bed for at I ikke skal falde i fristelse, Ånden er villig, men kødet er skrøbeligt. På vej mod lidelsen viser Jesus klart omsorg for sine disciple. Han ved hvilken fare de er i nu. Det er ikke så meget at døden sammen med Jesus, det klarer Jesus nok at redde dem fra, som vi skal se. Det er mere at Satan selv nu er på lur efter dem. Det vil jo ikke gå som de forventer og i den situation er det, at de vil forarges på ham, de vil miste troen på ham.

Jesus har omsorg for os

Sådan er vi, hans disciple som tror på ham i dag jo også. Vi kan godt tro meget på Jesus, når det går os godt, men så kommer prøvelserne. Vi rammes af økonomiske smæk, vi bliver ledige, vi bliver syge - eller mere specifikt for det troende menneske: vi oplever ikke den samme glæde i troen som før, det er som om den er præget af tørhed, vi går ikke længere fra sejr til sejr, vi bliver hånet for vores tro. Så kan vi ikke fatte det: hvorfor gør Jesus dog ingenting? Hvorfor lader han det bare ske? Vi kan have alle mulige forventninger til, hvad han nu skal gøre for os, og når det ikke sker, så bliver vi skuffede over ham. Her er det at vi snart kan forarges på Jesus, miste troen på ham.

Så våg og bed

Men Jesus ved det, og han har den samme omsorg for os, som han havde for disciplene. Han siger ikke, at der er vigtigere ting at gøre. Han var ikke ligeglad med disciplene, fordi han nu skulle til at underkaste sig døden for al verdens synder. Nej, han gav sig tid til at minde dem om at bede for at stå imod.
Han siger heller ikke i dag om dig, der må være skuffet over det at være kristen, at det  ingen betydning har, nu hvor evangeliet skal forkyndes for alverden. Nej, han vil også minde dig om at bede - nærmere bestemt: han vil gerne have, at du netop kommer til Jesus i bøn og lægger dine tanker og følelser ærligt frem for ham, fortæller ham, at du ikke fatter det, som du er igennem. Han elsker dig mere end du er klar over, og han vil gerne høre din bøn. Kun ved at gå til Jesus kan du nemlig holde kødet, din egen natur, i ave, så Ånden kan sejre i dig.
Så våg og bed også du, så du ikke falder i fristelse.

tirsdag

Marias Lovsang

Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!Lukas 1, 46-47
En statue af Maria foran en moderne bygning.
Lovsang midt i hverdagen
Starten af Lukas evangeliet, der skildrer Jesu komme til jorden, indeholder tre dejlige lovsange af præsten Zakarias, der er far til Johannes Døberen, Maria, Jesu mor og den gamle mand Simeon, som de møder i templet, da de skal fremstille Jesus.

Lovsang har en årsag i Jesus

De to vers vi hørte er taget fra Marias lovsang. Den bliver til på baggrund af, at hun har haft besøg af englen Gabriel, der fortæller hende at hun ved Helligånden skal føde en søn uden at kende til nogen mand, og han skal frelse folket fra dets synder. Hun fatter det først ikke, men til sidst siger hun, at hun er Herrens tjenerinde. Hun tager så på besøg hos Elisabeth, der er gravid med Johannes Døberen. Den lille hopper af glæde i Elisabeths mave, da Maria med sit barn i maven er i nærheden. Da indser den unge pige Maria, at det er Guds egen Søn, der er blevet menneske, som hun nu bærer på, og hun erkender, at Gud endelig vil opfylde sine frelsesløfter. Da bryder hun ud i lovsang.
Mange regner med, at lovsang ikke behøver nogen begrundelse, vi kan bare lovsynge Gud. Bibelen taler ikke sådan. Her fødes lovsangen af, hvad Gud har gjort. Maria bryder ud i lovsang og fryder sig over Gud som sin frelser. Lovsangen fødes af, at Gud har gjort alt til vor frelse og han gør store ting i vort liv.

Lovsang også når det er svært

Lovsangen kan da også bryde frem på trods af det svære.
Vi skal jo tænke på, at Maria nu vil gå gennem en svær tid, og det ved hun. Hvor mange vil tro på, at hun virkelig har fået et barn ved Helligånden? Jeg tror, at der vil være lige så mange, der ville have rystet på hovedet af det dengang, som der er i dag, når man taler om jomfrufødslen. Josef, hendes trolovede, ville lade sig skille fra hende i stilhed for ikke at bringe skam over hende, men en engel viste sig for ham og forklarede, hvordan det forholdt sig, så han bøjede sig villigt og blev den menneskeblevne Guds Søns plejefar. Disse prøvelser må hun have forudset allerede her fra starten, men alligevel føder Guds underfulde handling lovsang i hende.
Så synes du måske ikke, at du er i stand til at takke Gud i den situation du er i, hvis der er igennem en tid med prøvelser. Du har mest lyst til at klage. Så er der den glædelige ting, at du netop har lov at klage til Gud, sige det til ham hvad der tynger dig. Lovsangen og takken er jo ikke et krav du skal leve op til, for at Gud kan acceptere dig. Nej, han ser dig i Jesus Kristus som ren og hellig uanset hvad der er i dig. Så har han også givet dig barneretten, hvor du må træde frem og fortælle ham alt, også at du måske går og synes, at det kan Gud da ikke være bekendt, det her. Sig det til ham, for han kan tåle at høre det. Han ved alligevel godt som den alvidende, hvad du har derinde, og for din egen skyld ønsker han hellere, at du ærligt fortæller ham det.

Vi vises til Guds gerning

Men netop den, der hælder hjertet ud for Gud, kan han så vise hen til sine gerninger. Han kan vise dig hen til, hvordan han sendte sin egen Søn til jorden og lod ham lide døden for dig. Derved kan han føde lovsangen i dag – ikke for at du skal behage ham med den, men fordi den vil minde dig om, hvad han har gjort for dig, gøre dig i stand til at bære prøvelserne.
Da Maria har gået igennem en tid med prøvelser og spekulationer, så har hun nu ved at besøge sin svigerinde fået at se, at Gud virkelig har gjort store ting imod hende. Så må hele hendes indre menneske, hendes ånd og sjæl, fryde sig over, at Gud er stor.

Det hedder videre i lovsangen, at han har set til sin tjenerindes ringhed. Gud har jo ikke set til hende, fordi hun er specielt stor og hellig, men fordi Gud har været nådig mod hende.
Se Han kom til os på JesusNet

mandag

En ny sang for Herren

Syng en ny sang for Herren,syng for Herren, hele jorden!Syng for Herren, pris hans navn,forkynd hans frelse dag efter dag!Salme 96, 1-2
Denne salme starter med en opfordring til at synge Herren en ny sang, og det er en opfordring til hele Jorden. For Guds Søn Jesus Kristus kom for at frelse hele jorden.

En ny sang.

Det er ikke alle, der modtager denne frelse, og dermed er det heller ikke alle, der efterkommer opfordringen til at lovprise Herren, men frelsesbudskabet rækkes til alle, og hvor det modtages i tro, der fødes der noget nyt i hjertet. Gud genskaber det menneske, der vender sig til Jesus Kristus og beder ham om nåde. Så bliver der sunget en ny sang, en sang, der er helt anderledes end alle andre sange, der synges. Der er selvfølgelig visse ligheder hvad angår den menneskelige stemme og hvad der er af musikledsagelse i større eller mindre grad, men dybt i hjertet er det en ny sang. Ikke længere en sang, der synges for at udstille sig selv, ikke længere en sang, der synges for at udtrykke personlige følelser. Heller ikke er det en sang, der synges for at skabe stemning eller for at heppe nogen op.
Nej, den nye sang er en sang, der er udtryk for at blikket nu er rettet med Jesus Kristus, at det nu er ham, der er centrum. Den nye sang kan godt være digtet for mange hundrede år siden, men den synges af hjertet for at minde sig selv og andre om, hvad Gud har gjort. Den forkynder det glædelige budskab, at Gud blev menneske i Jesus Kristus og lod sig selv ramme af den vrede, der skulle have ramt os.
Dag efter dag skal menighedens lovsang fortælle, at der er en tilstede, der er usynlig, men alligevel virkelig og virksom. Hans undere skal forkyndes blandt alle folkeslag.

Gud vil os noget med vor sang

Hvor ofte synger vi ikke bare bevidstløst uden at lægge mærke til, hvad vi synger. Vi hænger måske med, fordi det er en god melodi. Ikke at der er noget galt i at glæde sig over det, men vi skal have klart for os, at Gud vil fortælle os noget gennem det vi synger. Synger vi om Guds storhed, mindes vi om, at han er stor. Men det er ikke nok bare at synge, at Gud er stor og fuld af herlighed, for vi skal ikke glemme, at det mener muslimerne også. Gud er stor, fordi han blev lille i Jesus Kristus, Gud er stor, fordi han blev alles tjener, den der gav sit liv for alle, gik i døden med vore synder på sine skuldre. Skjult under den forsmædelse er Guds herlighed, men den er alligevel åbenbaret.

Gud ser uanseelig ud, men er stor

Men kunne vi ikke lovsynge ham noget bedre, hvis vi virkelig fik lov at se ham i al hans vælde?
Ak nej, så vi ham virkelig i al hans vælde og glans, så ville vi brænde op lige på stedet. Når Gud på den måde åbenbarer sig under sin modsætning i ydre ringhed, så er det af nåde, fordi han vil åbenbare sig for os på en måde, der lader os være i live bagefter.
Ikke bare den gang, da Jesus vandrede på jorden, var han under sin modsætning. Også i dag kommer han med sin herlighed i Skriftens ord, det ser så lille og uanseeligt ud og ligner alle andre bøger, når det forkyndes lyder det som alle andre, der taler. Han kommer til os i et par håndfulde vand i dåben, i lidt brød og vin i nadveren. Det ser ringe og uanseeligt ud, men han er der i sin herlighed.
Hvad med den menighed, der forkynder dette og forretter dåben og nadveren? Lille og uanseelig ser den ud, iblandet meget, som der kan sættes en finger på. I historiens løb har den været iblandet mange, der misbrugte evangeliets ord til at føre krige i Guds navn, den er iblandet mange, der bruger evangeliet til tøjlesløshed, også de sande Guds børn ser ringe og uanseelige ud, og ingen kan se, hvor grænsen går mellem dem og hyklerne. Men Guds herlighed er til stede, og den føder sand lovsang, en ny sang, der forkynder om lyset i Jesus Kristus.
Så lad os glæde os over, at der synges til hans ære i menigheden.

fredag

Min sjæl, lov Herren

Min sjæl, pris Herren,alt i mig skal prise hans hellige navn. Min sjæl, pris Herren,glem ikke hans velgerninger!Salme 103, 1-2
Lys fra himlen på grund af lovsang
Salmernes Bog i Det Gamle Testamente er en righoldig kilde af lovsange til Gud. Vi hørte så starten til en af disse, Salme 103, hvor salmisten David opfordrer sig selv til at lovprise Herren. Mange andre steder er der opfordringer til en hel forsamling om at gøre det, men de to ting står ikke i modsætning til hinanden.

Lovsangen som personlig og fælles tak

Lovsangen og takken til Gud er både noget personligt, der fødes i hjertet og som vi bærer med os i vores hverdag, men det er også noget de troendes forsamling gør sammen, når de mødes i forsamlingen. Selv om denne salme er udtryk for Davids personlige tak, så har den også været sunget som fællessang, når de gamle israelitter mødtes i templet.
Sådan mødes vi også i kirken og missionshusene eller hvor vi ellers forsamles og synger lovsange til Gud, selv om de sange, som vi synger, samtidig er udtryk for digterens personlige tro. I forsamlingen vil der så altid være nogle, der kun lovsynger Gud i det ydre, dem hvor hjertet ikke er blevet vendt til Jesus Kristus, så de er kommet til tro, men det er ikke ensbetydende med, at vi forkaster fællessangen af den grund. Gud glæder sig over forsamlingen, der synger til hans ære, også selv om den er iblandet navnkristne. I hans øjne er det de sande troendes sang, der tæller.

Lovsang med hele mennesket

Så lyder opfordringen alt i mig skal prise hans hellige navn. Lovsangen til Gud er ikke kun noget, der sker med vore følelser, heller ikke kun med viljen. Hele vores person er med i at sige tak til Gud, rette øjnene mod hans velgerninger. Det er ikke ved at vi får pisket nogle følelser og stemninger op, heller ikke at vi opbyder en viljesanstrengelse. Hele vores person genfødes ved Guds Ord til at se, hvad han har gjort for os.
At prise hans navn skal forstås i lyset af, hvad Bibelen siger om navnet, Guds navn, Jesu navn. Navnet står som repræsentant for personen selv, i Guds navn er Gud selv til stede.
Næste vers er så et eksempel på det, som vi meget ofte ser i både Salmernes Bog og alle de andre lovsange, som er rundt om i Bibelen, den såkaldte parallelisme, det vil sige, at det samme gentages med andre ord, ofte som en uddybelse af den første sætning. Her får vi igen opfordringen til at prise Herren, og så kommer variationen glem ikke alle hans velgerninger. At lovsynge Gud er dybest set, når det sker med hjertet, at huske på hans velgerninger, huske det gode, som han har gjort for os. De skal også nævnes konkret i sangen, for at den kan tjene til at påminde hele den kristne forsamling om hans velgerninger.

Vi priser Gud for hans velgerninger

Så kommer den efter min mening skønne fortsættelse: Han tilgiver al din skyld, helbreder alle dine sygdomme.
I mange af Salmernes Bogs salmer lovprises Gud for at have udfriet Israel af slaveriet i Ægypten og for at han stoppede Faraos hær. Guds udfrielse af israelitterne pegede frem mod udfrielsen fra synden og dødens magt i Jesus Kristus. Her i denne salme nævnes der som begrundelse for lovsangen, at Gud tilgiver al din skyld. Her kan vi synge direkte med i den nye pagts tid uden at hjernen skal tænke i forbillede og hvad det peger frem imod. Også David kendte Gud som den, der forlader skyld, tilgiver alt. For ham var det den væsentlige grund til lovsangen, klart nok, lovsangen er født af, at Gud har forladt hans skyld. Sådan var det allerede her flere århundreder for Jesus blev født til at dø på korset. Gud tilgav de troende i den gamle pagts tid på grundlag af, at han på et tidspunkt ville sende sin søn til jorden og lade ham dø stedfortrædende for hele menneskeslægten, med andre ord: Jesu forsoningsdød virker begge veje. Al synd og skyld forlades i Jesus uden undtagelse, og lovsangen til Gud har sit centrum i dette. Det er ikke nok i al almindelighed at synge, at Gud er stor eller at Gud er god. Vi opdager, at det er sandt ved at vor synd slettes ud, og det føder den sande lovsang.
Det næste er så, at han helbreder alle dine sygdomme. Dette kan misbruges og bliver misbrugt til at sige, at en kristen ikke skal være syg og bare man har tro nok, så bliver man helbredt. Nej, sådan taler Bibelen ikke, den er fuld af eksempler på troende, der bærer på sygdomme. Men det siger os, at Gud også har omsorg for os hvad angår de ting, som vi bærer på af lidelser, som hører til at være menneske. Vores sygdomme har vi lov at bære frem for ham i vores bønner, vores økonomiske problemer, vores angst for hvad der skal ske med vores familie, vores frygt for at skulle igennem en hård dag, hvad som helst vi måtte kæmpe med. Vi har ikke en Gud, der er ligeglad med os, han er vor Far og har omsorg for os. At så forladelse af vor skyld nævnes som det første og vigtigste og det, som altid skal omtales først og fremmest både i prædikenen og vores sang, det er fordi at det er vores hovedproblem, og vi har så let ved at glemme det som vores hovedproblem.

Men vender vi os til Jesus med vor synd, så er der også åbent for at komme til ham med alt det andet, hvad det end er. Så kan vi også sige ham tak for at have hjulpet os i alle ting. 

tirsdag

Enkens gave som frugt af troen

I sin undervisning sagde han: »Tag jer i agt for de skriftkloge, som gerne vil gå omkring i lange gevandter og lade sig hilse på torvet og sidde øverst i synagogen og til højbords ved fester. De æder enker ud af huset og beder længe for et syns skyld. De skal dømmes så meget hårdere.
Og Jesus satte sig over for tempelblokken og så på, hvordan folkeskaren lagde penge i blokken. Der var mange rige, som gav meget. Så kom der en fattig enke, som gav to småmønter af et par øres værdi. Jesus kaldte da disciplene hen til sig og sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken. For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af.
Fra Markusevenageliet 12,38ff.

Maleri af enken der giver sin gave
Enken giver mønterne
Det her var om, hvor Jesus starter med en brandtale mod de skriftlærde, hvorpå han sætter sig overfor tempelblokken med disciplene og ser, hvordan dem, som han lige havde skældt meget ud, lægger store rige gaver i tempelblokken, altså i det, der svarede til vores kirkebøsser eller i missionshuset til kollektkurven. Nu skulle man ellers tro Jesus ville dømme dem mindre hårdt, når han nu så, hvor meget de gav, så deres offervillighed.
Men så kommer en fattig enke, der lægger to småmønter i, og det var alt, hvad hun havde. For hende fik det store konsekvenser at give den lille gave, for hun måtte givetvis suge længe på labben efter dette. Hun får det skudsmål af Jesus, at hun gav mere end alle de andre, for hun gav alt hvad hun ejede.

Hvad imponeres vi over som kristne?

Nu er vi jo takket være denne her beretning blevet vænnet til ikke at skilte for meget med hvor store beløb vi giver til Guds riges arbejde, vi skulle jo nødig ligne dem, som Jesus fordømte.
Men vi kan blive vældig imponeret over meget andet. Nej, hvor er han aktiv i Guds riges arbejde, nej, hvor er hans kalender fuld med alt det, som han skal foretage sig i kristelige sammenhænge. Glemmer vi at tænke på den, der er fysisk svækket, men som er trofast i forbøn? Den præst, som har fået en masse menighedsarbejde op at stå, ham lovpriser vi ofte i høje toner, men tænker vi nogensinde på den præst, der har prædiket evangeliet trofast i flere år i et sogn, hvor det synes håbløst, det er tilsyneladende for døve øren, og alligevel holder han ved at forkynde om Jesus og hans forsoningsdød.
Dem, som Jesus skældte ud på og som man bagefter så give rige gaver, de lagde stor vægt på at holde loven, leve efter Guds befalinger. For dem var det et og alt, og de regnede med, at mennesker fra naturens hånd var i stand til dette, Gud ville give os kraften til at stræbe efter det, og gjorde man det, ville Gud tilgive resten.

Guds lov og dens krav

De havde ikke forstået, hvad loven kræver. Den kræver, at man skulle holde den til fuldkommenhed, og snubler man på et punkt, så havde man overtrådt hele loven, det hed jo”forbandet være den, der ikke bliver i alt, hvad der står i lovbogen og gør derefter.”
Den lov, som de lagde meget vægt på at holde, den er jo udtryk for Guds vilje og derfor hellig og god, men når den støder sammen med et menneske, der fra fødslen af er bundfordærvet og fremmed for livet i Gud, så bevirker den i bedste fald erkendelse af synd. Det er kun godt, når den når så langt, at vi erkender, at vi intet kan gøre for at genoprette vores forhold til Gud, men når den ikke så langt, og vi på en eller anden måde tror, at vægten skal lægge på det, som vi skal gøre, frem for hvad Jesus har gjort for os. Nu må vi rigtig tage os i nakken, prøve at lægge vægt på at leve efter hans vilje. Nej, for det alene at forkynde loven, altså, hvad vi skal gøre, det kan i bedste fald føre til syndserkendelse, men ofte fører det ikke engang det med sig, og så ender vi i farisæernes faldgrube: selvretfærdighed. Så bliver Jesus væk fra os, og det er vores eget kristne liv, vi sætter vor lid til. Så kan det godt skabe et kristeligt liv for en ren ydre betragtning, men uden at hjertet hænger ved Jesus. Vi kan så godt give store gaver til Guds riges arbejde, men hvor er Jesus? Vi kan være meget aktive i Guds riges arbejde, men Jesus er ude af øje og sind undtagen måske som moralsk forbillede, men ikke som frelser.

Gaven som frugt af troen på Jesus

Enken gav af taknemmelighed mod Gud og hvad han havde gjort for hende, og det så Jesus, der kendte hjertet. Det var ikke fordi at hun gav mønterne, at hun var retfærdig, men fordi hendes gave var en frugt af den tro, der kender evangeliet om Jesus og hans død for os. Enhver, der gør en indsats og giver af troens taknemmelighed, giver sig selv helt. Jesus selv gav sig selv fuldstændigt, han ejede jo hele verden, var hos sin Fader i Himlen, hvor englene lovpriste ham dag og nat, men det skar ham i hans hjerte, at vi skulle gå fortabt, og derfor gav han i lighed med enken her alt han ejede, og han ejede så meget mere end hende. Han gav afkald, han blev menneske og vandrede på jorden under den samme nød og elendighed, som vi også kender, og han endte med at give sit liv og lade sig skille helt fra sin Far, fordi han bar alle vore synder bort. Sådan gav han alt, rub og stub.
Det er netop synet for dette, der skaber en glad giver og kristne, der gør en indsats. Vi har så let ved at tænke, når vi står overfor det problem, at mange ikke rigtig giver særlig meget i arbejdet, at så skal de formanes kraftigt, så skal der virkelig lægges eftertryk på vores pligter som kristne. Nej, sådan tænker Gud ikke, hvor der mangler indsats, der skal der males Jesus for øje som den, der har givet sig helt hen for os, og det helt ind i døden. Det skabte den fattige enke, der gav sine sidste småmønter, og det skaber en sand indsats for Herren.

lørdag

Syndernes forladelse i Jesus Kristus

I ham har vi syndernes forladelse, tilgivelse for vore synder ved Guds rige nåde (Pauli brev til efeserne 1, 7)
I Jesus Kristus har vi også syndernes forladelse, som der står her. Ikke som det er så let for os at tænke, så langt som vi nu tror eller bare vi gør det ene eller andet, bare vi nu angrer nok.. nej, det står der ikke, der står: så rig som Guds nåde er. Der er ingen betingelser her, og der er ingen synder så store, at de ikke kan forlades. Jesus tog det alt sammen på sig, da han gik vejen til korset. Det overgår måske vore almindelige forestillinger, men vi har Bibelens tale for, at det er sådan.

Jesus som vor stedfortræder

Jesu frygt i Getsemane var ikke så meget de modbydelige fysiske lidelser, som nu lå foran ham i form af en korsfæstelse, de var vel ellers slemme nok. Nej, det egentlige var, at alt det, som hele verden havde gjort af ondt fra starten af, også alle de ting, der måtte plage vores samvittighed lige nu, det blev presset sammen i et bæger og lagt på Jesus, og nu sagde han selv til sin himmelske Fader, at det var hans ansvar, nu ville han bære straffen. Det kom han til, det steg alt sammen ind for Gud i Himlen, da han hang på korset, det fik Guds vrede til at fare frem imod ham, så den brændte ham. Gud forlod Jesus på korset, fordi vore synder nu var hans ansvar.

Nåde = gratis

På grundlag af dette har vi syndernes forladelse, og det er en kilde, som aldrig tømmes. Den er nemlig så rig, som Guds nåde er. Ordet nåde betyder gratis, for intet. At have del i nåden er ikke noget, der er i vort hjerte, nej, det er i Guds hjerte. Det er Guds sindelag mod os, der er nåde, gratis, for intet, det er dette sindelag hos Gud, der aldrig ophører. Gud elskede ikke os, fordi vi var værd at elske, men fordi det var Guds væsen at elske, ikke på grund af noget i os, men på trods af alt i os. Selv om vi ikke havde fortjent det, så lod han sin Søn dø på korset under Guds dom og vrede netop for os.

Nåden i Kristus varer evigt

Det hedder hos en af salmisterne i Det Gamle Testamente, at Herrens nåde er ny hver morgen, det betyder at det er den samme hver morgen, den bliver ved at være frisk og uopslidelig. Med andre ord: når vi går til Jesus med en synd, som vi måske er så irriterede over, at vi nu må komme med for hundrede og syttende gang og vi snart er godt gale på os selv, så må vi have lov at tro, at Gud ser det som om, at det var første gang vi kom med den. For alle de andre gange er væk i Guds øjne, de er sænket i havet, fjernet fra os som østen er fra vesten, som det også hedder i en gammeltestamentlig salme.
Så søg ikke syndernes forladelse i egne fremskridt og forbedringer, søg det i Jesus Kristus, her er alle synder forladt uden undtagelse, og Guds tålmodighed ophører aldrig.