tirsdag den 22. april 2014

Kristi opstandelse, en kærlighedsdemonstration

En leder af en kristen børneklub var en gang ude for, da han fortalte dem om opstandelsen, at en af børnene sagde: "Hvorfor viste han sig dog ikke for dem, der havde korsfæstet ham? Det ville de have haft rigtig godt af."
Ja, børn siger så meget sjovt, men denne børnelogik kunne få os til at stoppe op og spørge alvorligt: hvorfor gjorde han ikke det? Han viste sig for sine venner, sine disciple, dem der var sønderknuste og bange. Først viser han sig for Maria Magdalene, der sidder i haven og græder over, at han er forsvundet.

Jesu opstandelse ikke en magtdemonstration.

Jesu opstandelse er ikke et shownummer, hvor han skulle demonstrere overfor fjenderne, at han sandelig var den han sagde han var, Guds søn. Den skete ikke for, at han skulle triumfere og sige ha, ha, der kan I se. Med andre ord: den var ikke en magtdemonstration. Nok var den tegn på en magt, men ikke den tomme magt, som mennesker jager efter, der bare giver et øjebliks triumf, og så er man ellers den samme.
Jesu opstandelse er en demonstration af kærligheden, at den er stærkere end døden. Han har vist den ved at gå i døden for alle mennesker, også dem der hader og foragter ham, men denne guddommelige kærlighed kunne overvinde selv døden, som vi mennesker ellers er totalt magtesløse overfor. Om end alle hans fjender havde sat vagter ved graven og segl for den, det kunne ikke stoppe denne kærlighed. Her er ingen hævn over fjender, men kun barmhjertighed mod alle de sønderknuste, der har haft nogle tunge dage siden han blev korsfæstet, fordi de troede alt var tabt.

Maria Magdalene i haven

Maria Magdalene, som havde fulgt ham trofast, sidder i gravhaven og græder, fordi Jesu lig er taget bort. En typisk reaktion hos mange efterladte til en afdød: hvor er vores kære nu henne? Sådan spørger de ofte i løbet af ugen før begravelsen. Her sidder hun og fatter ikke, at den levende Jesus står foran hende. Hun tror det er havemanden og spørger ham hvor han har lagt ham. Da Jesus siger hendes navn, genkender hun ham og griber fat i ham. En kvinde, som dengang blev regnet for andenrangsmennesker, bliver den første der ser den opstandne. Midt i hendes sorg møder Jesus hende, han spørger hvorfor hun græder. Ja, hvorfor græder hun over at hans lig ikke er der, han er jo lige lyslevende der. Ikke så sært at hun bliver fyldt af glæde, da hun opdager hvem det er.
Sådan møder Jesus alle, for hvem han synes at være væk, når kristenlivet går tørt og alle de menneskelige problemer synes at overskygge det. Eller når vi er faldet i en synd, som synes at være utilgivelig. Her møder han os som han mødte Maria, kalder os ved navn og siger: jeg lever, min kærlighed til dig er stærkere end døden.

I Jesus er Gud vores Far.

Hun får nu besked på at bringe bud til de andre disciple, at han snart farer op til
Min far og Jeres far, min Gud og Jeres Gud.
Han har ellers før talt om min Gud eller min himmelske Far, men nu er frelsesværket fuldendt, skylden er sonet, gælden til Gud er betalt og døden er overvundet. Jesus deler nu sine barnekår med os, så vi i ham også har Gud til far, har et dybt fortroligt forhold til ham, hvor vi må fortælle ham alt.
Han viser sig ikke for fjenderne, de ville bare forhærde sig mere imod ham, han viser sig for sine sønderknuste venner - dengang og i dag. Hans kærlighed er stærkere end døden og stærkere end vore største synder og sorger.