torsdag

Pilatus ville stå sig godt med kejseren

Det billede evangelierne giver af Jesus hos Pilatus er yderst realistisk. Romerne regerede i de fjene kolonier ved hjælp af statholdere, oftest i samarbejde med en lydkonge, som Herodes var i Gallilæa og i samarbejde med lokale ledere. At de jødiske ledere bringer Jesus til Pilatus var gængs praksis, når de mente, at nogen ville starte et oprør, så havde de pligt til at bringe dem til statholderen.
Det kan virke meget sympatisk, at Pilatus ikke vil dømme Jesus alt for hurtigt og helst vil frigive ham, for han finder ham ikke skyldig. Det gør det egentlig kun værre hvad han gør efterfølgende: han dømmer med helt åbne øjne en, som han godt ved er uskyldig. For Pilatus var det tydeligt altafgørende at stå sig godt med kejseren, og det er frygten for, at det ikke lykkes, som de jødiske ledere spiller på. Fra andre kilder end Bibelen ved man, at Pilatus havde bygget et stort tempel i Cæsarea for kejseren og han havde gjort alt for at fremme kejserdyrkelsen. Det sidste var sket under mange protester fra jødernes side, men ofte havde han brugt brutale midler for at slå disse protester ned.
Johannes er den, der gengiver forhøret hos Pilatus mest detaljeret. Her får vi en samtale mellem Jesus og Pilatus, hvor han spørger ind til, om han er jødernes konge. Jesus siger, ja, han er en konge, men hans rige er ikke af denne verden. Jesu er vor konge, ja, men han vil ikke oprette et jordisk rige. Han er kommet for at tilvejebringe syndernes forladelse ved sin død, ved dette regerer han i hjertet hos de troende, så de nu hører til i det kommende evige rige.
Pilatus forstår i hvert fald så meget, at Jesus ikke er ude på at starte et oprør, det er et eller andet abstrakt religiøst, tænker han måske, det forstår han ikke meget af.
Men trods det, at han ved Jesus er uskyldig, så vil han alligevel give ham en revselse bare for at tilfredsstille jødernes blodtørst. Men de råber højere: Korsfæst ham. Og deres råb sejrer.
Hvor ofte har vi ikke givet efter for en folkestemning?