Guds kraft og ledelse

Salme 23,3
 Han giver mig kraft på ny,
han leder mig ad rette stier
for sit navns skyld.
Vi gennemgår i denne uge Salme 23, hvor David sammenligner sit forhold til Gud med
fårenes forhold til hyrden. Vi så i går, at han leder os til grønne græsgange, til Ordet om Jesus
som er mad for vor sjæl, til de stille vande, til hvilen i hans forsoningsdød, der giver sjælen ro.

I hvilen er kraften at finde.

Nu hedder det så, at han giver os kraft på ny. For hvor han giver os lov til at spise på gode
græsgange og hvile ved de korsets stille vande, der får vi kraft igen. Vi kan svækkes aldrig så meget
af livets tilskikkelser, hos ham er vi altid sikker på at få den kraft vi behøver.
Så må vi ikke tænke på den måde, at Jesus så er langt væk i Himlen og sender os kraften derfra.
Nej, han har taget bolig i de troendes hjerter. Han er selv hos dem og er deres kraft. Han er ikke
langt væk fra en eneste af os.

Han leder ad de rette stier

Så har vi også lov at tro, at han leder os af de rette stier. Vi kan gå i en tilværelse, hvor vejen ofte
synes ufremkommelig og der er så mange hindringer.
Men han vil lede os. Også når vi kan synes, at vi er havnet i en blindgyde i tilværelsen. Vi kan sidde
og tænke, at vi havnede der, fordi vi gjorde noget dumt. Om det så også skulle være tilfældet, så
glem ikke, at også det er Jesus død for og har båret med op på korset. Om det så får konsekvenser,
så må vi tro, at han også vil lede os på vejen ud af dette. I ham er ingen sti ufremkommelig om den
ellers ser sådan ud. Det eneste vi kan sige med sikkerhed er, at vi skal holde os fra alt det, som
Bibelen har forbudt os og gøre, hvad den påbyder. Elske Gud af hele vort hjerte sjæl og sind og vor
næste som os selv. Hvad vi ellers bliver stillet overfor af valg, der vil Gud lede os ad den vej, der er
bedst.
Det hedder i Bibelen, at hans ord er lygten for vor fod. Det er ikke projektøren på vores motorvej.
Vi har ikke noget løfte om at se hele den vej vi skal gå livet igennem, men vi har et løfte om at vi
har et lys, der viser næste skridt, viser os hvor vi nu skal træde, så vi ikke falder.
For at vende tilbage til hyrdebilledet: han leder os altid ad den vej vi skal gå, så vi ikke kommer
væk fra flokken. Om vi så også kommer til et sted, hvor der ikke synes at være mange andre
troende, så må vi stole på, at han skal lede os til dem. Guds vej er altid den rette.
Næste vers

I dag skal du være med mig i Paradiset

Jesus var alene, forladt af alle mennesker, også sine disciple, da han hang på korset. Han havde forudset, at de alle skulle forarges på ham, oversat til almindeligt dansk: de skulle miste troen på ham.

De to røvere

Men her mellem to røvere, der også hånede ham i starten, får han en ny discipel. I løbet af den tid de hænger på korsene sker der noget med den ene røver. Muligvis har Jesu bøn for sine bødler gjort indtryk på ham, været et vidnesbyrd. I hvert fald sker det, da den ene røver siger til Jesus: "Er du ikke Kristus? Frels nu dig selv og os", så bliver han irettesat af den anden røver, der siger: "Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? Og vi har fået den med rette, vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort." Så henvender han sig til Jesus og siger: "Husk mig, når du kommer i dit rige."
Så svarer Jesus ham:

Sandelig siger jeg dig: i dag skal du være med mig i Paradis.

Røverens tro

Den ene røver har erkendt, at i forhold til Gud er vi alle under dom. Ikke alene er det den jordiske øvrighed, der dømmer ham, det er overstået når han udånder på korset, men Guds dom vil vare evigt. Han har så også erkendt, at Jesus intet ondt har gjort. Hvor meget mon han fatter rækkevidden af dette? Det er sandt i en dybere forstand, end vi kan fatte det. Jesus er nemlig den eneste, der har vandret på jorden, der har opfyldt Guds krav helt og fuldt. Han er også den, der har gjort det for os, er vor stedfortræder, så vi i troen bliver set af Gud, som om vi var uskyldige, uanset hvor meget skyldige vi er.
Den ene røver, der har indset det, råber til Jesus, beder ham om at huske ham.
Jesus giver ham det forløsende svar: I dag skal du være med mig i Paradis. Det er indledt med vendingen sandelig siger jeg dig, en vending som Jesus brugte, når han vil sætte streg under, at det han sagde nu stod virkelig fast og ikke kunne rokkes. Så Jesus vil have røveren til at tro, at hvad han siger nu, det kan intet rokke, det ord må han stole på i den tid han har tilbage at lide på korset.

Jesu bønhørelse er rigere end vi kan tænke

Så får han løftet, som er et eksempel på, at Jesus giver langt mere end vi fatter og formår at bede om, som Paulus skriver et sted. Jesus hører bønnen fra røveren om at blive frelst, at Jesus også vil tage ham med i sit rige. Men røveren tænker først og fremmest på engnag, når Jesus kommer der, men Jesus svarer:: i dag. Allerede nu har røveren forladelse for alle synder, og hvor syndernes forladelse er, der er Paradiset. Allerede nu tager Jesus ham med ind i sit rige.
Det kan man ikke se og mærke meget til, røveren hænger jo stadig og lider på korset. Sådan er det med Jesu løfter: de giver hvad de nævner, frelse fra Guds dom og adgang til Paradiset. Vi kan ikke mærke meget til det, så længe vi vandrer på jorden. Vi har stadig prøvelser og kampe. Men Jesus har talt Ordet til os, tilsagt os, at vi i ham har del i alt, også det evige liv i Paradiset.
Dette må du også stole på i dag, lige så vel om røveren.
Jesu syv korsord.

Jesus er livets brød

Jesus siger: Jeg er Livets Brød, den, der kommer til mg, skal aldrig hungre.
Når Bibelen bruger ordet brød, så menes der ofte det, som er nødvendigt for os, for at vi kan leve. Det kender vi fra Fadervor, når vi siger: giv os i dag vort daglige brød. Vi ved jo, hvordan det er vigtigt for os at spise, for at vi ikke skal dø. Ganske vist dør man hurtigere af tørst end af sult, men på et tidspunkt vil det gå galt med kropsfunktionerne, når vi sulter, og til sidst indtræder døden.
Når Jesus siger dette med, at han er Livets Brød, så er det i forbindelse med, at han har udført bespisningsunderet, bespist flere tusinde mennesker med kun fem brød og to fisk. Så vil de gøre ham til konge, men han tager væk, så de søger efter ham.
Han formaner dem nu til at arbejde for den mad, der varer til evig tid. Han er selv det Livets brød, som de skal tro.
Jesus er nødvendig for vor tro. Vi kan let blive lokket mod Djævelens tomme kalorier, der synes at smage godt, men Jesus er det sande brød, og han er mere end et kosttilskud, han er brødet selv. I ham har vi det evige liv.

Når anfægtelsen melder sig

En af de tungeste ting for en kristen er, når anfægtelsen melder sig. Det er ikke tvivl om Guds eksistens, den tror man på, men det er når man bliver i tvivl om ens eget forhold til Gud. Står man virkelig i et ret forhold til ham?

Anfægtelsen er sundhedstegn

En af de værste fejl der kan begås er at betragte det som et sygdomstegn. Tværtimod er anfægtelsen et sundhedstegn. Det er tegn på, at Ånden nu har taget bolig i en, og så gør det snavs inde i sindet, som man før levede helt naturligt med, ondt, vi ønsker at komme af med det. Det er også tegn på, at Satan anser en for at være tabt bytte, nu gør han alt for at vinde en tilbage. De vantro plager an ikke på den måde.
Så uanset hvad, så bliv ikke fortvivlet og tro, at det er dig, der er noget galt med. Ikke mere end hvad der er galt med alle mennesker, også de troende, at man har syndens gift inde i hjertet.

Tanker i anfægtelsen

Der kan så være, at man tænker: alle de andre troende er så sikre, så glade, går og kan det hele. Jeg kan ingenting.
Eller måske tænker du, at din synd er alt for stor. Nej, vil jeg sige, ingen synd er for stor til at Jesus ikke har båret den med op på korset og taget den væk i Guds øjne. Den eksisterer ikke mere, som Gud ser det. Det hedder jo, at Guds nåde er ny hver morgen. Den er altid frisk og klar, med andre ord: når du kommer med en synd til Jesus for du ved ikke hvilken gang, så er det i hans øjne som om, at det var første gang du kom med den. Han standser aldrig med at tilgive.
Men du har en fjende, der gerne vil bringe dig i tvivl. Han skyder pile imod dig, så din tro stækkes.
Så er der dem, der anfægtes omkring det, at Gud har omsorg for os. Det har Gud, det lærer Bibelen klart, og det gælder i alle ting, ikke kun dit åndelige liv. Men når så sygdom, økonomiske vanskeligheder, ledighed, svigt af andre mennesker - fuldfur selv listen - melder sig, så bliver vi i tvivl om, hvorvidt Gud virkelig har omsorg for os. Vi kan spørge: bad jeg ikke nok? Hvorfor gør Gud dog ingenting?

Anfægtelsen styrker troen

Men Gud må nogen gange vælge. Hans første prioritet er at føre dig til Himmelen.
Netop i anfægtelsen lærer du, hvor godt evangeliet er for din sjæl. Når det trøster dig, så er det din tro, der styrkes. Det er en del af Helligåndens skole, hvor du lærer at tro på hans nåde og den alene. Alt dit eget pilles fra dig, men så peger det på Jesus. Ham skal du vende dig til, når anfægtelsen kommer.

Simon Peter, fornægteren

En af de skikkelser, som nok står stærkest i evangeliernes beretninger, er apostlen Simon Peter. Han står stærkt i vores bevidsthed som en impulsiv person, der holder meget af Jesus. Da Jesus begynder at forudsige sin lidelse og død, bliver Peter oprørt og siger, at sådan må det ikke gå ham. Her må Jesus irettesætte ham kraftigt.Han lover også højt og helligt ved den sidste nadver, at han vil gå i døden for Jesus, men Jesus forudsiger, at før hanen har galet to gange, så har Peter fornægtet Jesus tre gange, men nej, jeg vil aldrig fornægte dig, bedyrer Peter.

Simon Peters fornægtelse

Det kommer til at ske. Alle fire evangelister har det med. Da Jesus er arresteret, følger Peter efter ind i ypperstepræstens gård. Med det samme en pige ved bålet i forhallen siger, at han var med den mand, der er under anklage, benægter Peter det. Det sker igen, da en anden siger, at han også er en af dem. Tredje gang bander og sværger han på, at han ikke kender det menneske. Da galer hanen, og han går ud og græder.
Intet kristent menneske er bedre end Simon Peter. Om man ikke lige har fornægtet ham så åbenlyst, så har vi mange gange bare tiet, hvor vi skulle tale. Vi har mange gange gået på kompromis, hvor vi ikke skulle gå på kompromis. Kender vi ikke til det at rødme, når nogen begynder at snakke om vores tro?

Peter lærer sin utilstrækkelighed.

Peter står  i en tilstand, hvor det ikke er gået, som han ventede. Da Jesus er ved at blive arresteret, griber han til sværd for at forsvare ham og hugger et øre af ypperstepræstens tjener. Han må virkelig være blevet forvirret, da Jesus bedre ham at stikke sit sværd i skeden. Han ville jo det bedste, kæmpe for sin Herre og Mester, men nu beder denne Herre ham om at holde inde. Skulle der ikke ske noget nu, skulle Guds Rige ikke oprettes? Hvorfor skal Jesus så arresteres og anklages? Peter fatter det ikke.
Hvor er vi også tunge til at fatte det, der hører Guds Rige til. Så bliver vi forvirrede, når det ikke går som vi venter. I den forvirring står Peter nu i gården og bliver konfronteret med noget, som han ikke længere ved, om han kan stå ved. Så han fornægter.
Hanen galer. Nu ser han, at Jesu ord holder, han taler sandt. Det har han ellers været i tvivl om nu, men nu ser han, at det sker som det var talt. Det afslører, hvor lidt hans egen kristendom egentlig er, hvordan den har været præget af store ord, men hans hjerte er ikke derefter.

Peter lærer at nåden er det vigtigste.

Det er hvad Guds Ord må afsløre for os. I dette øjeblik har Peter kun brug for en ting: nåde, Jesu tilgivelse. Nu er det blevet det vigtigste for ham. Der vil Jesus have os hen, hvor det betyder alt. Det har været nogen tunge dage for Peter efter at Jesus er blevet korsfæstet, for nu ser han det som for sent. Han har gjort noget galt, og det er forkert at bede om tilgivelse.
Først påskedag får han en hilsen fra Jesus. Også vi kan, når anfægtelsen rammer os, være i tvivl om, hvorvidt det nu er for sent med os. For Jesus er det aldrig for sent. Kommer vi med ham endnu en gang med vores synder, så ser han det som om det var første gang. Han bliver aldrig færdig med at tilgive - og vi bliver aldrig færdige med at leve af hans tilgivelse.

3:16 - focus på det vigtigste i din tro

I dag er datoen 3:16, og det svarer til kapitel og vers i den såkaldte Lille Bibel i Johannesevangeliet. Kristne over hele verden benytter sig af det og fokuserer på dette.

Således elskede Gud verden...

Gud elskede verden. Kan vi egentlig fatte, at han virkelig gjorde det?
Der var en gang en der sagde: "selvfølgelig, det er hans bestilling." Det er en forfærdelig udtalelse, for det er ikke nogen selvfølgelighed. Hvordan kan han elske en verden, der bare vender ham ryggen og vender sig mod tomme afguder, lever for penge og egen vinding? En gang lod Gud verden gå under i en vandflod, fordi han så menneskehjertets higen blot var ondt dagen lang. Verden er præget af alt, hvad der er Gud imod, vi ser det i form af krig, voldshandlinger, sidespring. Det er ikke nogen selvfølgelighed, at Gud skulle elske verden.
Men han gjorde det. Han elsker også dig, der læser dette - så sandt du er beboer på planeten Jorden, så er du omfattet af dette, Gud elskede verden. Der står ikke "undtagen dig" - også du er omfattet af Guds kærlighed.

At han gav sin enbårne Søn

Det er ikke en kærlighed, der sad isoleret i sin himmel og glædede sig over den gode følelse. Kærlighed i Bibelen giver sig først og fremmest udtryk i handling. Også Guds kærlighed, for han talte til sin Søn, at nu ville han frelse verden fra råddenskaben, som var kommet over den. Guds egen Søn, den enbårne, det vil sige den eneste, som havde levet med ham i evighed i et nært fællesskab, ham ofrede Gud. Jesus selv kom til Jorden, blev menneske i Marias liv. Ham, ved hvem alt er skabt, bliver et lille hjælpeløst spædbarn. Ham, som er Ordet Gud talte, så verden stod der, han skal nu lære at tale som alle andre spædbørn. Han som bærer hele verden er hjælpeløs, hengivet sine forældres omsorg. Han vokser op som alle andre, lever som tømrer, siden som vandreprædikant.
Han oplever modstand og foragtes for sin tale, verden gengælder ikke Guds kærlighed. Men det stopper den ikke, når kærligheden vil redde sin genstand er den ikke til at stoppe. Han tager al ondskaben ind over sig, siger til sin Himmelske far: nu er det mit ansvar. Så da han arresteres Langfredag, da bærer han dit og mit ugudelige hjerte, vores svigt, tager det med in for Guds vredes ansigt og rammes. Da dør den udødelige, fordi syndens løn er døden.
Ja, det var sådan Gud elskede verden, han gav sin egen Søn hen i den straf, der skulle have ramt os.

For at enhver der tror på ham

Han kalder nu til tro på ham. At du erkender din skyld overfor Gud og går til Jesus med den. Det er ikke noget, der sker en gang i livet, dagligt har vi noget, som gør os urene i Guds øjne, som vi må gå til Jesus med. Dette gør skellet i verden, hvem der hører til det sandet Guds folk: dem der snakker med Jesus om sine synder og dem, der bare bagatelliserer dem, pynter den med pænere navne, undskylder den og fortrænger at de er der. Går man til Jesus med synderne, så har man del i den kærlighed, som Gud tilbyder hele verden.

Ikke skal fortabes, men have evigt liv.

Den troende, der taler med Jesus om sine synder, er ikke længere under dom. Dommen faldt en gang på Jesus, den skal ikke gentages. Denne troende er et med ham, død med ham, men også opstanden med ham. Så er dommen faldet og man har nu det evige liv - ja, evig skal forstås bogstaveligt: det er et liv, der varer ved udover den fysiske død. Døden kan virke skræmmende, og ja, den kom jo ind som straf for verdens oprør mod Gud, men er du et med Jesus i troen, så er det indgang til et bedre liv, hvor det er slut med alt det tunge, som du må bære her og nu. Så skal du få lov til at se Jesus ansigt til ansigt, ham som har givet sit liv for dig.
Ja, således elskede Gud verden!

Guds frelsesplan virkeliggøres i Jesu død

Ifølge Mattæus siger Jesus til Judas, i det han forråder ham i Getsemane: "Ven, nu har du gjort dit."
Det er en replik, der er meget vanskelig at forstå, for Jesus har flere gange advaret Judas imod at blive den, som forrådte. Under talerne ved den sidste nadver siger han, at den, der forråder Menneskesønnen, ham var det bedre, at han aldrig var født.
Men Judas er ikke den eneste, der gør noget galt i løbet af lidelseshistorien. Som jeg vil vende tilbage til i senere indlæg, så bryder jødernes ledere enhver regel om en fair retssag, også dem, der var i deres lov. Pilatus giver efter for presset og dømmer en, som han godt ved er uskyldig. Folkemængden som helhed er pisket op af en hadsk stemning og råber, at Jesus skal korsfæstes. De romerske soldater håner ham, bare fordi de synes det er sjovt. Selv Jesu disciple svigter ham og flygter, Peter fornægter ham i det afgørende øjeblik.
Baggrunden hos Gud for hele lidelseshistorien er noget, vi aldrig rigtig kommer til at fatte. Gud havde fra evighed af fattet den plan, at han ville frelse verden i sin Søn Jesus Kristus, ved at han blev menneske og vandrede på jorden som sådan, og til sidst tager hele skylden på sig for al verdens oprør mod Gud. Alligevel er det forkert hvad de gør, også Judas, selv om det hele er en del af Guds plan. Det er svært for os at få det til at gå op i vore tanker.
Men jeg tror heller ikke vi skal det, vi skal glæde os over det og se, at uanset om der er aldrig så mange fjender, der kæmper imod Guds vilje, så formår de alligevel ikke andet end at fremme Guds plan. Også når det rammer os som troende, så må vi sige, at når vi i prøvelserne klynger os mere til Jesus, så fremmer prøvelserne Guds plan med os, at styrke vor tro. Der hvor evangeliet modarbejdes bliver det desto mere forkyndt - det ser vi allerede i Apostlenes Gerninger.
Det er galt hvad Judas gør, ja, og det er galt hvad mange andre gør i forbindelse med Jesu lidelse og død, men det skete for at netop du skulle se, at Gud elsker dig, at han var villig til at betale en høj pris for dig. Så det er langt bedre at sige ham tak end at gruble over at få det til at gå op i dit hoved.

Også Jesus blev fristet

Vi kan næppe fatte, at vor Herre Jesus Kristus selv virkelig har følt fristelsen, at han virkelig også skulle have følt Satans magt komme krybende. Men det er jo hvad Bibelen siger. Allerede da han er blevet døbt af Jnhannes Døberen i starten af sit offentlig virke sker det jo, han føres ud i ørkenen og lider sult. Her vil Satan have ham til at gøre stenene til brød, men han svarer, at mennesket lever ikke af brød alene. Han bliver tilbudt af verdens riger og at kaste sig ned, fordi det er lovet, at engle skal bære ham.

Jesus har medfølelse når vi fristes

Så ja, Jesus oplevede fristelsen. I Getsemane have fristes han stærkt til at gå udenom det frygtelige, som han nu skal igennem. Han var fristet til at gå uden om den nødvendige lidelse. Men han sagde nej.
Vi kan ikke fatte det, han er det eneste menneske, der aldrig har syndet mod Gud, alligevel var han fristet. Vi skal heller ikke forstå det, vi skal glæde os over, som der står i Hebræerbrevet, at han har medlidenhed med alle vore skrøbeligheder, fordi han har været fristet i alle ting ligesom vi. Han sidder ikke på en bedrevidende piedestal og synes, at det der er da ingenting, det er bare at stritte imod. Han kender til, hvordan det er, når vi har lyst til alt det, som er Gud imod, hvordan fornærmelser kan gnave så vi fristes til uforsonlighed, hvordan ensomheden kan være tung så vi fristes til at søge trøst på uholdbare måder, hvordan økonomien er svær at få til at hænge sammen, så vi fristes til at fuske lidt med skatten - al fristelse kender han. Han har kendt det alt sammen.
Men han har sejret over det alt sammen. Han gik ikke uden om, da det gjaldt.

Troen må ikke glippe

Til Simon Peter siger han under det sidste måltid, at Satan begærede ham for at sigte ham som hvede. Satan var ude efter Peter nu, han ville sigte ham fra og vise, at han ikke var egnet til at være Jesu apostel.
Men da siger Jesus også, at han bad for ham, at hans tro ikke måtte glippe. Jesus har også omsorg for dig, at din tro ikke må glippe, det vil sige, at den ikke må svigte. Går du til ham, der har sejret over Satans magt med alle dine fristelser og alle de gange, hvor du faldt for den? Så har din tro ikke glippet. Han har medlidenhed med dig og forlader dig gerne - han har prøvet det selv.

Våg og bed, når livet er tungt

Da Jesus har spist påskemåltidet med sine disciple, går de over Oliebjerget, som dengang lå lige op ad Jerusalems bymur. Judas har forladt dem, han vil forråde Jesus. Til alle disciplene har han forudset, at de alle vil forarges på ham i denne nat. At forarges i Bibelen betyder ikke det samme som i dagligdags brug, det betyder, at man mister troen, tager af stand fra Jesus, fordi han ikke er som man selv vil. Kan det virkelig passe, at det vil ske med alle dem, der har fulgt Jesus på vandringen? Ja, Jesus sagde det selv til dem. Han forudså også, at Peter ville forråde ham tre gange før han galede, men Peter har sagt, at det vil han sandelig aldrig gøre, han var villig til at gå i døden for Jesus.

Jesus har omsorg for sine disciple

Da de så går ind i Getsemane have, siger Jesus: Våg og bed for at I ikke skal falde i fristelse, Ånden er villig, men kødet er skrøbeligt. På vej mod lidelsen viser Jesus klart omsorg for sine disciple. Han ved hvilken fare de er i nu. Det er ikke så meget at døden sammen med Jesus, det klarer Jesus nok at redde dem fra, som vi skal se. Det er mere at Satan selv nu er på lur efter dem. Det vil jo ikke gå som de forventer og i den situation er det, at de vil forarges på ham, de vil miste troen på ham.

Jesus har omsorg for os

Sådan er vi, hans disciple som tror på ham i dag jo også. Vi kan godt tro meget på Jesus, når det går os godt, men så kommer prøvelserne. Vi rammes af økonomiske smæk, vi bliver ledige, vi bliver syge - eller mere specifikt for det troende menneske: vi oplever ikke den samme glæde i troen som før, det er som om den er præget af tørhed, vi går ikke længere fra sejr til sejr, vi bliver hånet for vores tro. Så kan vi ikke fatte det: hvorfor gør Jesus dog ingenting? Hvorfor lader han det bare ske? Vi kan have alle mulige forventninger til, hvad han nu skal gøre for os, og når det ikke sker, så bliver vi skuffede over ham. Her er det at vi snart kan forarges på Jesus, miste troen på ham.

Så våg og bed

Men Jesus ved det, og han har den samme omsorg for os, som han havde for disciplene. Han siger ikke, at der er vigtigere ting at gøre. Han var ikke ligeglad med disciplene, fordi han nu skulle til at underkaste sig døden for al verdens synder. Nej, han gav sig tid til at minde dem om at bede for at stå imod.
Han siger heller ikke i dag om dig, der må være skuffet over det at være kristen, at det  ingen betydning har, nu hvor evangeliet skal forkyndes for alverden. Nej, han vil også minde dig om at bede - nærmere bestemt: han vil gerne have, at du netop kommer til Jesus i bøn og lægger dine tanker og følelser ærligt frem for ham, fortæller ham, at du ikke fatter det, som du er igennem. Han elsker dig mere end du er klar over, og han vil gerne høre din bøn. Kun ved at gå til Jesus kan du nemlig holde kødet, din egen natur, i ave, så Ånden kan sejre i dig.
Så våg og bed også du, så du ikke falder i fristelse.

Judas Iskariot, hvem var han?

Judas Iskariot er en af de mørkeste, tragiske skikkelser i Bibelen. Han var med i inderkredsen omkring Jesus, nærmere bestemt en af de tolv apostle, men det gik galt for ham.
Vi starter i dag på fastetiden, onsdag efter Fastelavn kalder man Askeonsdag, man mindedes fra gammel tid på denne dag denne skikkelse, ikke som anledning til fordømmelse af ham, men til selvprøvelse, for at vi skal spørge, om vi nok for en ydre betragtning er hvor Jesus er, der hvor der prædikes om ham, men hjertet har fjernet sig fra ham. Den prædikentekst man brugte dengang var kort, fra Markus 14,10-11;

Judas forråder Jesus

Men Judas Iskariot, en af de tolv, gik til ypperstepræsterne for at forråde ham til dem. Da de hørte det, blev de glade og lovede ham penge for det. Så søgte han at finde en lejlighed til at forråde ham.

Judas Iskariot som vores spejl

Nej, lad os ikke sidde og blive forargede over Judas  Hans handling er jo ikke andet end et udtryk for, hvad der bor i ethvert menneskehjerte. Vores hjerte er ondt fra fødslen og fjendsk overfor Gud, der kan så være forskel på hvor grove udslagene er.
Men vi skal heller ikke være præget af de mange moderne tolkninger af ham, der vil suge alvoren ud af Bibelens beretning om ham. Naturligvis må man sige, at han oprindelig har haft en oprigtig tro, ellers var han ikke blevet en af de tolv. Man hører om ham, at han havde ansvaret for discipelskarens pengepung. Selv om Jesu mål var åndeligt, så skulle hans discipelflok også fungere praktisk og have en pengepung. Apostelen Paulus siger, at kærlighed til penge er roden til alt ondt. Vi behøver ikke læse ret meget i nyhederne før vi finder ud af, at det er sandt. Vi kender det jo også fra os selv, hvis vi er ærlige, pengene kan snart komme til at betyde meget for os.

Judas gav det onde plads

Så muligheden for, at det går os som Judas er ikke langt væk. Pengene drog hans hjerte så meget, at han stjal af deres pengebeholdning, lagde noget til side til sig selv. Han begyndte bare at give den side af ham selv, der var Gud imod, lidt spillerum. Det kan også være andet end penge, det kan være en kødelig glæde i det modsatte køn, det kan være at ville holde fast på en fornærmethed, det kan være dovenskab og forsømmelighed. En sand troende kan falde i disse ting, men lever ikke i fred med dem. Judas levede efterhånden i fred med sin pengegriskhed, og da der  bød sig en lejlighed til at tjene ekstra ved at hjælpe dem med at fange Jesus, så greb han denne mulighed.
Hans eget hjerte har slået ham med blindhed, så han ikke ser det gale i hans handling. Senere, da Jesus er blevet domfældt, bliver han chokeret. Han har åbenbart haft den opfattelse, at der ikke kunne ske Jesus noget. Han havde jo gjort så mange undere, stillet stormen på søen, så kunne han også gøre et under som arrestant. Så blinde kan et menneske være, når det onde får råderum, også en, der har været en sand kristen i starten.

Lær af Jesu lidelseshistorie

Efter at Jesus var domfældt gik Judas hen og hængte sig. Han kunne som de andre disciple have fået lov at møde Jesus efter opstandelsen og få tilgivelsens ord som de fik, men han var kommet så langt i hjertets forhærdelse, at troen var gået ud.
Så lad os i den kommende fastetid ikke blive forarget over de mennesker, der gør Jesus ondt, når vi følger ham fra Getsemane have, hvor han arresteres, til Golgata, hvor han dør på korset. Lad dem være et spejl, der viser os selv som dem, der har brug for nåde. Lad os så også glæde os over, at ingenting er så groft, at han ikke har lidt døden for det på korset.

Hvordan er dit hjerte?

Denne lignelse er årsagen til, at denne blog hedder Guds Ords Sæd, den vil strø sæden ud på marken:

»Hør her! En sædemand gik ud for at så. og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte. Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold.« Og han sagde: »Den, der har ører at høre med, skal høre!« Markus 4, 3-9

For en ydre betragtning handler den om, en bondemand, der går ud og sår, men det er så et billede på Guds ord, evangeliets forkyndelse, og dets virkning i hjertet på tilhørerne. Lignelsen vil gøre dette klart og forståeligt for os.

De fire slags menneskehjerter

Der er så fire slags jord, som sædekornene havner i, og denne jord er billedet på menneskehjertet.

Det er så en af de få lignelser, hvor vi har det privilegium at have Jesu egen udlægning skrevet ned lige bagefter på grund af disciplenes spørgsmål.

Hårde hjerter

Der er dem, hvor evangeliets ord nok forkyndes for dem, men så kommer Satan og tager det væk. Med andre ord, det er dem, der hører det helt uden frugt, heller ikke engang midlertidig frugt som man kan sige om de to midterste typer jord. De fatter det ikke derfor får det heller ikke nogen virkning.

Frafaldne hjerter

Så kommer der to, hvor det bærer frugt, og det er ikke en tro, der er falsk eller forkert, det er en fuldstændig ægte tro foranlediget af evangeliet, ligesom den sidste, Jesus anerkender jo, at de bærer frugt.

Den anden jord er så den, hvor det kommer til at koste noget at sige ja til Jesus, og med de omkostninger, så falder de fra. Man har fra kirkens første århundreder, hvor der virkelig var kristenforfølgelser til, eksempler på dem, der fornægtede deres tro for at undgå at havne i den romerske arena hos løverne, men selv for mindre end det er der nogen, der falder fra. Man kan ikke bære forhånelsen og latterliggørelsen fra ens omgivelser, de overbærende skuldertræk bliver for meget. Der har været personligheder, der har lært, at en sand kristen ikke falder fra, men det passer ikke med teksten her. Jesus godkender i lignelsen, at denne frugt i form af troen var god nok, men den holdt kun til en tid.

Ustadige hjerter

Den tredje er så også nogen, der tager imod evangeliets ord, men også hos dem er det kun til en tid. Her er det ikke forfølgelser, der får dem til at falde fra, men alt muligt andet kan komme og kvæle troen, og det er både bekymring for det jordiske, men også glæde over det jordiske. Så selv for mennesker, der ikke er under nogen form for kristenforfølgelse kan frafaldet fra troen være en mulighed. Igen ligesom i den forrige type jord, så er det ikke fordi troen var falsk eller indbildt, de tilfælde hører nærmere under den første type jord. Men netop rigdommens bedrag er en af de ting, som vi ofte finder i Det Nye Testamente som en af de store farer. Den, der vil være rig, falder i alle mulige fristelser og snarer, og hjertet lukker sig for evangeliet, der var andre ting, der havde mere vægt end dette evangelium.

De sande kristne

Så er der den sidste type jord, der er billede på de mennesker, der tager imod ordet, det er dem, der erkender, at de er syndere og tager imod nåden, som er givet ved Jesus og hans stedfortrædende forsoningsdød. De bærer så frugt, altså, de høstes til Guds rige.

Vi kan godt lige standse op og spørge: kan jeg se, om mit hjerte er af den ene eller den anden slags? Nej, for lignelsen her taler om et menneskes hele levnedsløb. For nogen ender det med, at ordet aldrig gjorde nogen virkning i hjertet. Andre bar frugt, altså, blev frelst for evigt.

Selvrransagelse

Det er nemlig vigtigt at have det perspektiv med på lignelsen, for den er nemlig fortalt til selvransagelse. Vi kan godt se os selv i lyset af denne lignelse og synes, at vi måske ligner en af de tre første, og så er det bare at sige: godt, at vi erkender det her og nu. Så længe vi lever her i tiden, så er det ikke endegyldigt, at vi hører til en af de fire slags hjerter, det kan ændre sig. Dem, der i lang tid har hørt ordet uden at fatte det, hvor Satan har kommet og taget ordet bort fra deres hjerte, de kan få blødgjort deres hjerte. Det alvorlige med de to midterste er, at selvom vi engang er kommet til tro, så er det ikke noget, der er nogen selvfølgelighed. Så snart der er trængsel, så falder man fra. Både bekymringer og lyst til alt andet kan kvæle Ordets frugt.

Gå firmodigt til Jesus med dit hjerte

Men så længe at vi ved at høre lignelsen her reagerer og siger: det er måske mig? Så gå frimodigt til Jesus med det og tal med ham om det. Ved at gøre dette, så har lignelsen båret den frugt, som det var meningen den i lighed med al andet af Guds ord skulle bære. Men denne tro skal vi så også kæmpe for at bevare. Først i evigheden er det afgjort endegyldigt, om vi er det ene eller den anden slags jord.

Vi kan derfor heller ikke rubricere andre mennesker i en af disse fire grupper. Selv om nogen afviser evangeliet i dag, så kan det ændre sig i morgen, og en, der er en brændende kristen i dag, kan også falde fra i morgen. Nogen kan synes at være ved at være på vej væk fra Jesus og derfor rubriceres i en af de to midterste, men også det kan ændre sig. Først i evigheden er det endelig afgjort, hvilket hjerte vi egentlig er af.

I forhold til Jesus er tiggeri ingen skam

Dagens prædikentekst på Fastelavns søndag handler om, at Jesus taler til disciplene om, at han skal gå til Jerusalem og lide meget og dø på korset og så skal han opstå. Disciplene fatter det ikke, det hedder, at det er dunkel tale for dem. Ofte fatter vi ikke Guds klare tale, det var jo ikke fordi ordene Jesus sagde var uforståelige. De kunne bare ikke fatte, at det var nødvendigt, at Jesus skulle dø.
Så går de videre og da er der en blind tigger, der råber til Jesus: Du Davids Søn, forbarm dig over mig! Disciplene truer ham til at være stille, men han råber desto højere. Så lader Jesus ham føre til sig og spørger, hvad han vil han skal gøre. Den blinde beder om at få sit syn igen, og det gør Jesus, hvorpå tiggeren nu følger ham på vejen.

Tiggeri hos Jesus

I dag er tiggeri et stigende problem i byens gader. Ofte går folk forbi, andre afviser dem med hårde ord. Nu er det heller ikke så ønskværdigt, at vi skal ende med at tigge i denne verden, men i Guds Rige er det anderledes. I forhold til Jesus er det ikke en skam at tigge, her skal vi være på tiggerens plads. Her kan vi ikke være andet, for vi er magtesløse til at gøre det, som Gud kræver af os.
Når disciplene havde svært ved at forstå Jesu klare forudsigelse af, hvad der skulle ske, så kan det skyldes, at de havde lige så svært ved at fatte det, som vi i dag har så svært ved at fatte: at vi er syndere, i os selv fortabte i forhold til Gud og har brug for, at Jesus sletter alle vore synder ud. Vi havde jo nødig, at han tog alle vore synder på sig og bar dem op på korset. Det er han så på vej til at gøre i dagens tekst. Hans kærlighed gik det villigt igennem for hver enkelt af os, også for dig og mig.

Vi må lære, at vi er syndere

Så også vi må lære, at vi er syndere, der har brug for tilgivelse. Vi skal være som tiggeren i forhold til Jesus, der bliver ved med at råbe til ham om hjælp. Vi kan have mange røster, der vil hindre os, som siger: "du er da ikke værre end andre. Ikke den frelsesgoisme, gå nu ud og vær lidt mere social. Kom nu ud over det med at være en synder og lad dig fylde af Ånden." Når disse røster lyder, så er det vigtigt du overhører dem og råber højere til Jesus, beder ham om at forbarme sig over os.
Det er svært at lære det punkt i troslæren, der hedder: jeg er en synder, men forstår vi ikke dette punkt, så forstår vi som disciplene ikke Jesu død, så bliver påskens budskab bare et tomt budskab. Måske gruopvækkende på grund af den voldsomme død, men uden betydning for os. Her er tiggeri ingen skam,  men den eneste forudsætning. Jesus har så lovet, at han vil høre dig i dag som han hørte den blinde tigger. Så snart du føler nøden, så råb til ham som tiggeren og Jesus vil ikke gå forbi eller afvise dig med hårde ord, men glad og ville forlade dig alle synder.

Marias Lovsang

Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!Lukas 1, 46-47

Lovsang midt i hverdagen

Starten af Lukas evangeliet, der skildrer Jesu komme til jorden, indeholder tre dejlige lovsange af præsten Zakarias, der er far til Johannes Døberen, Maria, Jesu mor og den gamle mand Simeon, som de møder i templet, da de skal fremstille Jesus.

Lovsang har en årsag i Jesus

De to vers vi hørte er taget fra Marias lovsang. Den bliver til på baggrund af, at hun har haft besøg af englen Gabriel, der fortæller hende at hun ved Helligånden skal føde en søn uden at kende til nogen mand, og han skal frelse folket fra dets synder. Hun fatter det først ikke, men til sidst siger hun, at hun er Herrens tjenerinde. Hun tager så på besøg hos Elisabeth, der er gravid med Johannes Døberen. Den lille hopper af glæde i Elisabeths mave, da Maria med sit barn i maven er i nærheden. Da indser den unge pige Maria, at det er Guds egen Søn, der er blevet menneske, som hun nu bærer på, og hun erkender, at Gud endelig vil opfylde sine frelsesløfter. Da bryder hun ud i lovsang.

Mange regner med, at lovsang ikke behøver nogen begrundelse, vi kan bare lovsynge Gud. Bibelen taler ikke sådan. Her fødes lovsangen af, hvad Gud har gjort. Maria bryder ud i lovsang og fryder sig over Gud som sin frelser. Lovsangen fødes af, at Gud har gjort alt til vor frelse og han gør store ting i vort liv.

Lovsang også når det er svært

Lovsangen kan da også bryde frem på trods af det svære.

Vi skal jo tænke på, at Maria nu vil gå gennem en svær tid, og det ved hun. Hvor mange vil tro på, at hun virkelig har fået et barn ved Helligånden? Jeg tror, at der vil være lige så mange, der ville have rystet på hovedet af det dengang, som der er i dag, når man taler om jomfrufødslen. Josef, hendes trolovede, ville lade sig skille fra hende i stilhed for ikke at bringe skam over hende, men en engel viste sig for ham og forklarede, hvordan det forholdt sig, så han bøjede sig villigt og blev den menneskeblevne Guds Søns plejefar. Disse prøvelser må hun have forudset allerede her fra starten, men alligevel føder Guds underfulde handling lovsang i hende.

Så synes du måske ikke, at du er i stand til at takke Gud i den situation du er i, hvis der er igennem en tid med prøvelser. Du har mest lyst til at klage. Så er der den glædelige ting, at du netop har lov at klage til Gud, sige det til ham hvad der tynger dig. Lovsangen og takken er jo ikke et krav du skal leve op til, for at Gud kan acceptere dig. Nej, han ser dig i Jesus Kristus som ren og hellig uanset hvad der er i dig. Så har han også givet dig barneretten, hvor du må træde frem og fortælle ham alt, også at du måske går og synes, at det kan Gud da ikke være bekendt, det her. Sig det til ham, for han kan tåle at høre det. Han ved alligevel godt som den alvidende, hvad du har derinde, og for din egen skyld ønsker han hellere, at du ærligt fortæller ham det.

Vi vises til Guds gerning

Men netop den, der hælder hjertet ud for Gud, kan han så vise hen til sine gerninger. Han kan vise dig hen til, hvordan han sendte sin egen Søn til jorden og lod ham lide døden for dig. Derved kan han føde lovsangen i dag – ikke for at du skal behage ham med den, men fordi den vil minde dig om, hvad han har gjort for dig, gøre dig i stand til at bære prøvelserne.

Da Maria har gået igennem en tid med prøvelser og spekulationer, så har hun nu ved at besøge sin svigerinde fået at se, at Gud virkelig har gjort store ting imod hende. Så må hele hendes indre menneske, hendes ånd og sjæl, fryde sig over, at Gud er stor.

Det hedder videre i lovsangen, at han har set til sin tjenerindes ringhed. Gud har jo ikke set til hende, fordi hun er specielt stor og hellig, men fordi Gud har været nådig mod hende.
Se Han kom til os på JesusNet

Det er godt at takke Herren

Det er godt at takke Herrenog at lovsynge dit navn, du den Højeste,at forkynde din godhed om morgenenog din trofasthed om natten,til tistrenget lyre og til harpe,til strengespil på citer.Salme 92. 1-3

Vi læser fra Salmernes Bog i Det Gamle Testamente, at det er godt at takke Herren og at lovsynge hans navn.

Det næste er det, som jeg i går kaldte en parallelisme, at det samme gentages med andre ord. Det kommer så herefter, at det er godt at forkynde Herrens godhed om morgenen og hans trofasthed om natten. Når det er godt at lovsynge Herren og takke ham, så er det fordi, at så er vi med til at forkynde alt det, som han har gjort. Det er et vidnesbyrd for andre, der hører lovsangen, de får forkyndt, hvad Gud har gjort for os. Samtidig mindes den lovsyngende også om Guds gerninger.

Guds gerninger

Det hedder jo videre i denne gammeltestamentlige salme, at Gud har glædet salmisten med hans gerning, og at salmisten jubler over hans hænders gerning. Lovsang føder mere lovsang, fordi den minder om disse gerninger.

Guds gerninger er mange, og vi kan aldrig trænge til bunds i dem.

Gud har skabt alt

Gud har skabt verden og alt, hvad der er i den. Vi glæder os over skønheden i naturen, over skovens træer og havets brus. Vi kan glæde os over fuglene, der synger om foråret, over vores familie og den glæde, som det er at være sammen med den. Alt det skabte Gud godt fra begyndelsen af, og om vi så godt kan mærke, at det er iblandet meget ondt, så er der stadig tydelige spor af, at det var en kærlig Gud, der skabte det for det bedste.

Gud sendte Jesus Kristus

Men Guds største gerning er, at han ikke lod den verden i stikken, der vendte ham ryggen og gjorde oprør mod ham. Den menneskehed, der fornægtede Gud og lavede sine egne guder og hvis higen blev ond, præget af strid og had, den menneskehed ofrede han sin egen Søn for at frelse. Lovsangen til Gud bør have sit centrum i det, stadig forkyndelse og udråbelse af, at Guds Søn, der fra evighed var hos sin Far, blev menneske og vandrede på jorden. I nogle lande har man perledykkere, der dykker dybt ned i havet for at finde kostbare perler. Disse forlader deres rette element for at finde noget værdifuldt. Guds egen Søn forlod også sit rette element, satte alt på spil, fordi han anså os for at være værdifuld. Det skulle man ikke tro, sådan som menneskene er præget af hadet til den ene sande Gud, men værdien så han udelukkende på grund af hans egen kærlighed, der drev ham. Også du, som lytter til os nu, er elsket af Gud i en sådan grad, at han lod sin Søn sende til jorden og lide under foragt og had.

Denne foragt og had endte også med en forsmædelig død, hvor han blev uretfærdigt anklaget for blasfemi og oprør, og som følge deraf naglet til et kors. Det kunne ligne et stort nederlag for Guds kærlighed, men i virkeligheden var det en sejr, for han tog alt det på sig, der skilte os fra Gud, led straffen for det stedfortrædende for os alle. Gud kunne ikke bare se gennem fingre med vores synd, men han lod straffen ramme sin egen Søn. Dommeren selv for de dødsdømte døde, hedder det i en gammel vækkelsessang, og det var netop hvad der skete.

Derfor kan vi også synge takkesange for hvad der skete, da han hang på korset og døde. Om end det er grimt og makabert hvad der skete her for en ren ydre betragtning, så er det her, at vi har fået givet frelsen, syndernes forladelse, den største gave af alle. Det er godt igen og igen at sige Gud tak for det. Vi skal også glæde os over, at Jesus opstod fra de døde, her blev det stadfæstet, at hans stedfortrædende død gælder i Guds øjne, og, som en lille pige i en børneklub så godt sagde det, så har vi ham jo endnu. Ja, han lever endnu og er hos os, for han har sat sig ved Guds højre hånd og fylder alt, er allestedsnærværende. Du har lov at vende dig til ham hver dag, med dine synder, de ting, som du ved, at du har gjort forkert, og intet er så groft, at han ikke har båret straffen og kan slette det ud og tilgive det. Så har du også det løfte, at du i tilgift kan kaste alle andre bekymringer på ham, hvad det end måtte være, for han har omsorg for dig.

Han sendte Helligånden

Når jeg så er begyndt at sidde og opregne alle Guds gerninger, som vi skal takke ham for, så lad os det føre det igennem. Han har sendt os Helligånden, der skaber troen i vore herter, den tro som vi ikke selv kan skabe af egen kraft. Han har givet os kirken, menighedens fællesskab, hvor vi er sammen om hans gerninger. Han lover os et evigt liv i døden i et evigt glædesrige, en tilværelse, der er meget bedre end denne her jordiske, fordi alt det onde vil være kastet ud.

Ja, det er godt at lovsynge Herrens navn, fordi en sand lovsang minder os om disse store gerninger, som Gud har gjort.

Lovsyng til instrumenter

Det sidste af versene opfordrer til at gøre det til harpe og tistrenget lyre, til strengespil. Det var de musikinstrumenter, som det gamle Israel havde til rådighed. I dag har vi lov at høre det som en opfordring til at bruge de instrumenter, som vi har til rådighed. Lovsangen er også ret lovsang uden ledsagelse af instrumenter, men har vi nogen og er der nogen til stede, der kan spille, så er det også en rig gave at få denne ledsagelse til, at vi sammen forkynder om Guds gerninger.

Enkens gave som frugt af troen

I sin undervisning sagde han: »Tag jer i agt for de skriftkloge, som gerne vil gå omkring i lange gevandter og lade sig hilse på torvet og sidde øverst i synagogen og til højbords ved fester. De æder enker ud af huset og beder længe for et syns skyld. De skal dømmes så meget hårdere.
Og Jesus satte sig over for tempelblokken og så på, hvordan folkeskaren lagde penge i blokken. Der var mange rige, som gav meget. Så kom der en fattig enke, som gav to småmønter af et par øres værdi. Jesus kaldte da disciplene hen til sig og sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken. For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af.

Fra Markusevenageliet 12,38ff.

Enken giver mønterne

Det her var om, hvor Jesus starter med en brandtale mod de skriftlærde, hvorpå han sætter sig overfor tempelblokken med disciplene og ser, hvordan dem, som han lige havde skældt meget ud, lægger store rige gaver i tempelblokken, altså i det, der svarede til vores kirkebøsser eller i missionshuset til kollektkurven. Nu skulle man ellers tro Jesus ville dømme dem mindre hårdt, når han nu så, hvor meget de gav, så deres offervillighed.

Men så kommer en fattig enke, der lægger to småmønter i, og det var alt, hvad hun havde. For hende fik det store konsekvenser at give den lille gave, for hun måtte givetvis suge længe på labben efter dette. Hun får det skudsmål af Jesus, at hun gav mere end alle de andre, for hun gav alt hvad hun ejede.

Hvad imponeres vi over som kristne?

Nu er vi jo takket være denne her beretning blevet vænnet til ikke at skilte for meget med hvor store beløb vi giver til Guds riges arbejde, vi skulle jo nødig ligne dem, som Jesus fordømte.

Men vi kan blive vældig imponeret over meget andet. Nej, hvor er han aktiv i Guds riges arbejde, nej, hvor er hans kalender fuld med alt det, som han skal foretage sig i kristelige sammenhænge. Glemmer vi at tænke på den, der er fysisk svækket, men som er trofast i forbøn? Den præst, som har fået en masse menighedsarbejde op at stå, ham lovpriser vi ofte i høje toner, men tænker vi nogensinde på den præst, der har prædiket evangeliet trofast i flere år i et sogn, hvor det synes håbløst, det er tilsyneladende for døve øren, og alligevel holder han ved at forkynde om Jesus og hans forsoningsdød.

Dem, som Jesus skældte ud på og som man bagefter så give rige gaver, de lagde stor vægt på at holde loven, leve efter Guds befalinger. For dem var det et og alt, og de regnede med, at mennesker fra naturens hånd var i stand til dette, Gud ville give os kraften til at stræbe efter det, og gjorde man det, ville Gud tilgive resten.

Guds lov og dens krav

De havde ikke forstået, hvad loven kræver. Den kræver, at man skulle holde den til fuldkommenhed, og snubler man på et punkt, så havde man overtrådt hele loven, det hed jo”forbandet være den, der ikke bliver i alt, hvad der står i lovbogen og gør derefter.”

Den lov, som de lagde meget vægt på at holde, den er jo udtryk for Guds vilje og derfor hellig og god, men når den støder sammen med et menneske, der fra fødslen af er bundfordærvet og fremmed for livet i Gud, så bevirker den i bedste fald erkendelse af synd. Det er kun godt, når den når så langt, at vi erkender, at vi intet kan gøre for at genoprette vores forhold til Gud, men når den ikke så langt, og vi på en eller anden måde tror, at vægten skal lægge på det, som vi skal gøre, frem for hvad Jesus har gjort for os. Nu må vi rigtig tage os i nakken, prøve at lægge vægt på at leve efter hans vilje. Nej, for det alene at forkynde loven, altså, hvad vi skal gøre, det kan i bedste fald føre til syndserkendelse, men ofte fører det ikke engang det med sig, og så ender vi i farisæernes faldgrube: selvretfærdighed. Så bliver Jesus væk fra os, og det er vores eget kristne liv, vi sætter vor lid til. Så kan det godt skabe et kristeligt liv for en ren ydre betragtning, men uden at hjertet hænger ved Jesus. Vi kan så godt give store gaver til Guds riges arbejde, men hvor er Jesus? Vi kan være meget aktive i Guds riges arbejde, men Jesus er ude af øje og sind undtagen måske som moralsk forbillede, men ikke som frelser.

Gaven som frugt af troen på Jesus

Enken gav af taknemmelighed mod Gud og hvad han havde gjort for hende, og det så Jesus, der kendte hjertet. Det var ikke fordi at hun gav mønterne, at hun var retfærdig, men fordi hendes gave var en frugt af den tro, der kender evangeliet om Jesus og hans død for os. Enhver, der gør en indsats og giver af troens taknemmelighed, giver sig selv helt. Jesus selv gav sig selv fuldstændigt, han ejede jo hele verden, var hos sin Fader i Himlen, hvor englene lovpriste ham dag og nat, men det skar ham i hans hjerte, at vi skulle gå fortabt, og derfor gav han i lighed med enken her alt han ejede, og han ejede så meget mere end hende. Han gav afkald, han blev menneske og vandrede på jorden under den samme nød og elendighed, som vi også kender, og han endte med at give sit liv og lade sig skille helt fra sin Far, fordi han bar alle vore synder bort. Sådan gav han alt, rub og stub.

Det er netop synet for dette, der skaber en glad giver og kristne, der gør en indsats. Vi har så let ved at tænke, når vi står overfor det problem, at mange ikke rigtig giver særlig meget i arbejdet, at så skal de formanes kraftigt, så skal der virkelig lægges eftertryk på vores pligter som kristne. Nej, sådan tænker Gud ikke, hvor der mangler indsats, der skal der males Jesus for øje som den, der har givet sig helt hen for os, og det helt ind i døden. Det skabte den fattige enke, der gav sine sidste småmønter, og det skaber en sand indsats for Herren.

Peters bekendelse

Peters bekendelse på græsk

Denne søndags prædikentekst var Peters bekendelse, hvor Jesus spørger disciplene hvem de siger han er, og Peter svarer, at han er Kristus, den levende Guds Søn. Jesu svar er, at han er salig, en sand kristen, for det har han ikke kunnet sige af sig selv, det er åbenbaret ham af Gud.
Ingen af os kan tage troen selv, den gives som en gave fra Gud, som dyb overbevisning om ting, man ikke ser. Ingen kunne se af sig selv, at tømrersønnen fra Nazareth var den levende Guds Søn, han lignede alle andre mænd i starten af trediverne. Kun Ånden kunne gøre åbenbare ham som Messias, den frelser jøderne ventede.
Peter havde fået troen og kunne sige den bekendelse om Jesus som Kristus, som Guds Kirke bygger på, men som alle os andre havde han det gamle kød og blod i sig. Da Jesus sagde, at han skulle lide og dø og derefter genopstå, sagde Peter straks, at sådan måtte det ikke gå ham. Han fik det skarpe svar, at han kun ænsede hvad menneskers var og ikke Guds.
Sådan har alle troende mennesker det gamle i sig, der kun sanser det jordiske og troen må kæmpe en hård kamp mod dette hele livet.
Men Jesus Kristus selv, hovedhjørnestenen i kirken, han er ren og urokket i evighed. Se Han er Gud på JesusNet