lørdag den 1. marts 2014

Mennesket er den ansvarlige i Guds skaberværk

Således blev himlen og jorden og hele himlens hær fuldendt. På den syvende dag var Gud færdig med det arbejde, han havde udført, og på den syvende dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført. Gud velsignede den syvende dag og helligede den, for på den dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført, da han skabte.
Det var himlens og jordens
Dengang Gud Herren skabte jord og himmel, var der endnu ingen buske på jorden, og ingen planter var spiret frem, for Gud Herren havde ikke ladet det regne på jorden, og der var ingen mennesker til at dyrke agerjorden, men en kilde brød frem af jorden og vandede hele agerjorden. Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen.
Gud Herren plantede en have i Eden ude mod øst, og der satte han det menneske, han havde formet. Gud Herren lod alle slags træer, der var dejlige at se på og gode at spise af, vokse frem af jorden, også livets træ midt i haven og træet til kundskab om godt og ondt. 1. Mosebog 2, 1-8 
Mennesker og dyr er taget fra agerjorden, men det er ikke bare jorden, der frembringer mennesket. Det er Gud selv, der danner af agerjordens muld. Altså ikke bare som i forbindelse med dyrene at han befaler jorden at frembringe, men han danner selv per­sonligt mennesket.

Mennesket skabes på en særlig måde

Her, hvor Gud skal lægge kronen på sit værk, former han selv mennesket og han giver det på en særlig, personlig måde livet i forhold til alt andet levende: han puster livsånde i dets næsebor. Dette at Gud handler så personligt når han gør mennesket levende har den samme funktion i forbindelse med skabelsens syn på mennesket som sakramenterne har det i forbindelse med frelsens syn på mennesket: Gud giver dette væsen en særstilling i skabelsen og lader det herske over alle andre levende væsener, og som et tegn på dette nøjes han her ikke bare med at tale, men han former selv af agerjordens muld og blæser livsånde i næseboret. Så klart og tydeligt gør han det ved et tegn, at mennesket er i en særstilling.
Vel er der ligheder med dyrene, når det gælder det rent legemlige, men mennesket er al­ligevel noget radikalt nyt i skabelsen. Det skabes i Guds billede, så det ligner Gud. Lad os lægge mærke til at det ligner Gud, ikke at det er Gud. Der er ikke noget grundlag for i skabelses­beretningen at guddommeliggøre mennesket. Det er stadigvæk forskelligt fra sin skaber.

Kulturbefalingen

Mennesket er skabt til at herske over al skabningen, hedder det. Her har vi det, som nog­en kalder kulturbefalingen. Kultur skal her forstås bredere end vi ofte bruger det, kunstneriske frembringelser. Det skal forstås som alt det vi mennesker skaber med det i skaberværket forhåndenværende materiale. For det er men­nesket i stand til. Det er med andre ord Guds repræsentanter på jorden. Her er ingen tvivl om, at det, der sætter mennesket i stand til dette, er fornuften.
Nu kan det lyde underligt, ellers plejer man jo i kristen sammenhæng at tale meget om fornuftens uformåen. Den er også uformående til at fatte Gud, når fornuften får for stor plads i trosspørgsmål, så ødelægges snart hele troslæren, fordi den strider mod den naturlige fornuft.
Men udover åndelige spørgsmål skal vi ikke sige noget dårligt om fornuften. Det er med den, vi opfylder vores herskerposition. Når vi ser på vores krop, så er den egentlig dårlig til at modstå alle slags kli­maer. Dyr i kolde egne har tyk pels, dyr i varme egne har en tynd, glat pels, der kan modstå den skoldende hede. Men vores fornuft sætter os i stand til at lave tøj, der kan modstå alle slags klimaer. Det var bare et eksempel. Vi kan også tale om menneskets evne til at danne redskaber, der kan gøre ting som visse dyr kan gøre med deres lemmer. Og vi er i stand til at forarbejde, at skabe, med det forhåndenværende materiale. Og vi kan forarbejde den mad, som vores fordøjelsessystem ikke kan fordøje råt.
Og så er der de kunstneriske frembringel­ser. Musikken, litteraturen, billedkunsten o.s.v.. Også her er vi medskabere. Naturen er jo et over­flødighedshorn af skønhed, som vi glæder os over lige fra blomsterne i engen til stjernehimlen, og med vores diverse kunstneriske evner er vi også Guds medarbejdere i skabelsen for at skabe skøn­hed. Så vi har lige så meget lov til at takke Gud for billederne i Det Sixtinske Kapel og en Bach-kantate eller en god film som vi har lov til at takke ham for blomsterne og havets brusen. Det er en evne, han gav mennesket fra skabelsen.

Vi skal afspejle skaberen.


Så det kristne syn på skabelsen er ikke en form for naturromantik, hvor vi mennesker skal tilbage til en oprindelig naturtilstand og kulturen - bredt forstået - er af det onde. Nej, menneskets kulturarbejde hører med til skabelsen, og Gud så det var såre godt, hedder det.
Og i forhold til medmennesket er det også kaldet til at være et vidnesbyrd om Skaberen. Der er ingen tvivl om, at jordiske menneskeforhold er en afspejling af Gud. Det hedder jo hos Paulus, at det er efter Faderen at alle jordiske faderforhold har deres navn. Det hedder også, at manden skal elske hustruen som Kristus elskede kirken. Mellemmenneskelige forhold afspejler både det indbyrdes kærlighedsforhold mellem Treenighed­ens personer og mellem Gud og mennesker. Også dette forhold forplumres af syndefaldet, det siger almindelig dagligdags erfaring vist de fleste af os, men det vil jeg også uddybe de følgende gange.