Min sjæl, lov Herren

Min sjæl, pris Herren,alt i mig skal prise hans hellige navn. Min sjæl, pris Herren,glem ikke hans velgerninger!Salme 103, 1-2

Salmernes Bog i Det Gamle Testamente er en righoldig kilde af lovsange til Gud. Vi hørte så starten til en af disse, Salme 103, hvor salmisten David opfordrer sig selv til at lovprise Herren. Mange andre steder er der opfordringer til en hel forsamling om at gøre det, men de to ting står ikke i modsætning til hinanden.

Lovsangen som personlig og fælles tak

Lovsangen og takken til Gud er både noget personligt, der fødes i hjertet og som vi bærer med os i vores hverdag, men det er også noget de troendes forsamling gør sammen, når de mødes i forsamlingen. Selv om denne salme er udtryk for Davids personlige tak, så har den også været sunget som fællessang, når de gamle israelitter mødtes i templet.

Sådan mødes vi også i kirken og missionshusene eller hvor vi ellers forsamles og synger lovsange til Gud, selv om de sange, som vi synger, samtidig er udtryk for digterens personlige tro. I forsamlingen vil der så altid være nogle, der kun lovsynger Gud i det ydre, dem hvor hjertet ikke er blevet vendt til Jesus Kristus, så de er kommet til tro, men det er ikke ensbetydende med, at vi forkaster fællessangen af den grund. Gud glæder sig over forsamlingen, der synger til hans ære, også selv om den er iblandet navnkristne. I hans øjne er det de sande troendes sang, der tæller.

Lovsang med hele mennesket

Så lyder opfordringen alt i mig skal prise hans hellige navn. Lovsangen til Gud er ikke kun noget, der sker med vore følelser, heller ikke kun med viljen. Hele vores person er med i at sige tak til Gud, rette øjnene mod hans velgerninger. Det er ikke ved at vi får pisket nogle følelser og stemninger op, heller ikke at vi opbyder en viljesanstrengelse. Hele vores person genfødes ved Guds Ord til at se, hvad han har gjort for os.

At prise hans navn skal forstås i lyset af, hvad Bibelen siger om navnet, Guds navn, Jesu navn. Navnet står som repræsentant for personen selv, i Guds navn er Gud selv til stede.

Næste vers er så et eksempel på det, som vi meget ofte ser i både Salmernes Bog og alle de andre lovsange, som er rundt om i Bibelen, den såkaldte parallelisme, det vil sige, at det samme gentages med andre ord, ofte som en uddybelse af den første sætning. Her får vi igen opfordringen til at prise Herren, og så kommer variationen glem ikke alle hans velgerninger. At lovsynge Gud er dybest set, når det sker med hjertet, at huske på hans velgerninger, huske det gode, som han har gjort for os. De skal også nævnes konkret i sangen, for at den kan tjene til at påminde hele den kristne forsamling om hans velgerninger.

Vi priser Gud for hans velgerninger

Så kommer den efter min mening skønne fortsættelse: Han tilgiver al din skyld, helbreder alle dine sygdomme.

I mange af Salmernes Bogs salmer lovprises Gud for at have udfriet Israel af slaveriet i Ægypten og for at han stoppede Faraos hær. Guds udfrielse af israelitterne pegede frem mod udfrielsen fra synden og dødens magt i Jesus Kristus. Her i denne salme nævnes der som begrundelse for lovsangen, at Gud tilgiver al din skyld. Her kan vi synge direkte med i den nye pagts tid uden at hjernen skal tænke i forbillede og hvad det peger frem imod. Også David kendte Gud som den, der forlader skyld, tilgiver alt. For ham var det den væsentlige grund til lovsangen, klart nok, lovsangen er født af, at Gud har forladt hans skyld. Sådan var det allerede her flere århundreder for Jesus blev født til at dø på korset. Gud tilgav de troende i den gamle pagts tid på grundlag af, at han på et tidspunkt ville sende sin søn til jorden og lade ham dø stedfortrædende for hele menneskeslægten, med andre ord: Jesu forsoningsdød virker begge veje. Al synd og skyld forlades i Jesus uden undtagelse, og lovsangen til Gud har sit centrum i dette. Det er ikke nok i al almindelighed at synge, at Gud er stor eller at Gud er god. Vi opdager, at det er sandt ved at vor synd slettes ud, og det føder den sande lovsang.

Det næste er så, at han helbreder alle dine sygdomme. Dette kan misbruges og bliver misbrugt til at sige, at en kristen ikke skal være syg og bare man har tro nok, så bliver man helbredt. Nej, sådan taler Bibelen ikke, den er fuld af eksempler på troende, der bærer på sygdomme. Men det siger os, at Gud også har omsorg for os hvad angår de ting, som vi bærer på af lidelser, som hører til at være menneske. Vores sygdomme har vi lov at bære frem for ham i vores bønner, vores økonomiske problemer, vores angst for hvad der skal ske med vores familie, vores frygt for at skulle igennem en hård dag, hvad som helst vi måtte kæmpe med. Vi har ikke en Gud, der er ligeglad med os, han er vor Far og har omsorg for os. At så forladelse af vor skyld nævnes som det første og vigtigste og det, som altid skal omtales først og fremmest både i prædikenen og vores sang, det er fordi at det er vores hovedproblem, og vi har så let ved at glemme det som vores hovedproblem.

Men vender vi os til Jesus med vor synd, så er der også åbent for at komme til ham med alt det andet, hvad det end er. Så kan vi også sige ham tak for at have hjulpet os i alle ting.