Mennesket er skabt af Gud

Gud sagde: »Jorden skal frembringe alle slags levende væsener, kvæg, krybdyr og alle slags vilde dyr!« Og det skete; Gud skabte alle slags vilde dyr, al slags kvæg og alle slags krybdyr. Gud så, at det var godt.
Gud sagde: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.«  Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem og sagde til dem: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!« Gud sagde: »Nu giver jeg jer alle planter, der sætter frø, på hele jorden og alle træer, der bærer frugt med kerne. Dem skal I have til føde. Til alle de vilde dyr og til alle himlens fugle, ja, til alt levende, der rører sig på jorden, giver jeg alle grønne planter som føde.« Og det skete. Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var. Så blev det aften, og det blev morgen, den sjette dag.

1. Mosebog 1, 24-31

Den generelle skabelse

Menneskets skabelse kommer som rosinen i pølseenden på skabelsesberet­ningen, beretningen om hvordan verden bliver til. Den begynder med at sige, at Gud skabte Himlen og Jorden i begyndelsen. Bare med et ord skaber han, han taler og så står det der. Han siger: der blive lys, og der blev lys.

For Gud skaber ud af intet. Hvor vi er nødt til at skabe ud af noget foreliggende materiale, så er Gud den almægtige, der formår at skabe ud af intet. Hvor der er øde og tomt taler og Gud, og så er der ikke øde og tomt mere.

Allerede på det første blad møder vi Treenigheden: Ånden, der svæver over vandene og læser vi det i lyset af Johannesevangeliets indledning, så vil det fremgå, at Ordet, som Gud taler, ikke bare er ord, men en levende person ved siden af Gud selv, der dog også er Gud. Alle disse tre personer er med som den ene Gud i skabelsen. Det er jo også Kristus, om hvem det hedder hos Paulus, at alting skabt ved ham.

Og som et omkvæd i skabelsesberetningen hedder det, at Gud så at det var såre godt. Det hedder det om alle ting lige fra jorden og havet over planterne og til dyrene: det var såre godt. Et drønhamrende nej til tanken om, at det onde lig­ger i det skabte som sådan. Ikke som i diverse østlige religioner og i gammelgræsk tankegang, hvor det onde ligger i det ydre, sansbare. Her glæder Herren sig over sine værker, og det bliver han ved med til det sidste.

Den sammen­hæng skal være klar for os, når vi nu kommer til men­neskets skabelse.

Mennesker og dyr er taget fra jorden

Der er en ting som er værd at bemærke, og det er at dyrene bliver skabt samme dag som mennesket og kommer af jorden. Gud siger her: Jorden frembringe alle slags dyr. Jeg kender mange garvede bibellæsere, der bliver forbavsede her. Kan det virkelig være rigtigt? Og vi vil jo ikke godkende, at mennesket bare er et dyr.

Dog kan vi ikke løbe fra, at mennesket har et legeme som dyrene. Det godkender Bi­belen også med denne lighed i måden som dyr og mennesker bliver skabt på. Begge bliver taget af jorden. Derfor må vi indrømme, at når vi ser på den rent legemlige side af mennesket og dyrene, så er der visse ligheder. Disse ligheder er utrolig lette at konstatere bare med et overfladisk kend­skab til biologi. Legemet har drifter og behov, som er fuldstændig de samme hos mennesker og dyr. Det føler sult, tørst, erotisk tiltrækning, smerte, alt det der karakteriserer os som legem­lige væsener karakteriserer også dyrene. Denne lille detalje i skabelsesberetningen viser, at den lighed regner Bibelen også med.

Dette legeme, denne synlige side af os og dyrene, den er taget af agerjorden. Det er det, der ligger bag begravelsesritualets ord, af jord er du kommet. Og det er også jord vi skal blive igen, når vi dør. Når legemet går i forrådnelse efter døden bliver det til den jord, som det er taget af.

Livet er Guds gave.

Men jeg stødte ind i nog­et, der er meget interessant i denne forbindelse. Jeg læste en artikel, hvor der stod at ingen biolog­er nogensinde har fundet nogen årsag til liv i nog­et legemligt væsen. Det at en klump jord formet som ben, kød og indvolde, kan leve er faktisk et under, der unddrager sig al forklaring. Årsagen til livet har man ikke kunnet spore. Derfor er det klart, at når livet forsvinder fra et legeme, så dør det. Så bliver det til jord igen. 

Livet er i virkeligheden noget, Gud giver. Vi har et herligt skriftsted i Salme 104, der viser dette. Alt levende lever i virkeligheden så længe som Gud holder livsånden i det. Når han trækker den tilbage, så indtræder døden ubønhørligt.

Mere om det i morgen.

Paulus, Kristi apostel

Paulus af
Thorvaldsen

Paulus indleder sine breve med en præsentation af sig selv, som denne fra brevet til Galaterne, det første vers:

 Fra Paulus, apostel, ikke fra mennesker, ikke udsendt af et menneske, men af Jesus Kristus og Gud Fader, som oprejste ham fra de døde,

 Betegnelsen apostel har man indoptaget i Det Nye Testamente for Jesu udsendinge. Det findes i en bred betydning, hvor det betegner en prædikant, en der forkynder evangeliet. Den brede betydning bruger vi også, når vi f. eks. kalder Hans Egede for Grønlands apostel. Apostle i den forstand er naturligvis ikke på linie med Peter og Paulus, men der skal agtes på dem så langt som de forkynder Guds Ord sandt.

Paulus som apostel

Så er der den snævre betydning af ordet, hvor det betyder dem, som Jesus har udvalgt som sine vidner om alt hvad han har gjort, først og fremmest om hans opstandelse, fordi de har mødt ham som opstanden. Det er i den snævre betydning, at Paulus kalder sig apostel. I kapitel 1 og 2  af brevet, som denne præsentation er taget fra, gør han meget ud af at vise, at han fik det hele ved at se Jesus Kristus, der åbenbarede sig for ham, og der er ingen tvivl om, at han her hentyder til hans møde med Jesus på vej til Damaskus. Han havde været lovtro farisæer, oplært af Gamaliel, som regnes for en af de store i jødedommen også blandt troende jøder i dag, Da han var på vej til Damaskus for at arrestere nogle af Jesu disciple, var der et lys, der overstrålede ham, så han blev blind. Han så Jesus i lyset og hørte ham sige: hvorfor forfølger du mig? Fra den dag var han kaldet til at forkynde evangeliet for hedningerne og foretog flere missionsrejser i Middelhavsområdet, som man kan læse om i Apostlenes Gerninger.

Hans møde med Jesus her gør ham altså til apostel i den snævre betydning, han har mødt den opstandne Jesus personligt.

Derfor betoner han i de første vers, hvordan han ikke fik det ved nogen mennesker eller er udsendt af nogen mennesker. Han er udsendt af Jesus Kristus og Gud Fader, der oprejste ham fra de døde. Paulus indleder altid med at præsentere sig selv som apostel, men her er denne uddybning, som foregriber hans forsvar i de første to kapitler mod den beskyldning, at han ikke er en ret apostel.

Pauli ord = Jesu ord

Paulus er altså vidne om Jesu opstandelse på linie med de andre, og han har ikke modtaget det fra nogen af dem, men fra Jesus Kristus selv.

Når en verdslig konge på den tid udsendte en apostel, så var folk forpligtede på at høre hans budskab som fra kongen selv. Sådan er det også med Kristi apostle, de er sendte med hans budskab, og deres ord er et ord fra Jesus. Det går altså ikke at sige: 'det er jo Paulus´, og ikke Jesus,' eller 'jeg tror på Jesus og ikke på Paulus' Afviser vi en apostels ord som bare menneskeord, så afviser vi Jesus selv.
Derfor gør vi klogt i, når vi læser i Bibelen og starter på et brev af Paulus, at besinde os på indledningen. Det viser, hvordan vi skal læse, ikke som menneskeord, men som Guds ord. 

Den himmelske lovsang

De sagde med høj røst:      Lammet, det slagtede, er værdigt      til at få magt og rigdom og visdom og styrke      og ære og lov og pris.  

Og hver skabning i himlen og på jorden og under jorden og på havet, med alt, hvad de rummer, hørte jeg sige:

      Ham, der sidder på tronen, og Lammet,
      være pris og ære og lov og magt
      i evighedernes evigheder.
Johannes' Åbenbaring 5, 12-14 

Her får vi et blik ind i Himmelen fra Johannes’ Åbenbaring med englene og de frelste, der står for Guds trone og lovpriser ham og Lammet, der blev slagtet.

Lammet, Jesus Kristus

Lammet er her som mange andre steder symbol på Jesus Kristus. Det blev først brugt af Johannes Døberen, der pegede på Jesus og sagde: Se Guds Lam, som bærer verdens synd. Det sagde han med baggrund i israelitternes påskemåltid, der blev indstiftet ved udfrielsen af Ægypten. Her skulle de slagte et lam og smøre blodet på dørstolpen for at dødsenglen skulle gå forbi deres huse, når den gik igennem landet og slog den førstefødte i hver husstand ihjel. Når israelitterne derefter mindedes det, så spiste de et påskelam, der blev ofret i templet. Det var så et af mange ofre, som var befalet i Moseloven.

På baggrund af det blev Jesus udpeget som Guds Lam, der bar verdens synd, for nu skulle der ikke ofres dyr mere. Nu skulle han bringe det endegyldige offer, der en gang for alle skulle forsone os med Gud, give os fri adgang til ham. Mange andre steder i Det Nye Testamente finder vi, at Jesus omtales som vort påskelam.

Det er i erkendelsen af, at vi er syndere, der ikke har noget krav på tilgivelse fra Gud, men at han ved sin død, hvor han blev slagtet en gang for alle som det endelige påskelam, så har han givet os ret til denne tilgivelse, til at alt hvad der skiller os fra Gud bliver slettet ud. Troen på det føder sand lovsang.

Den evige lovsang

I versene i dag ser vi, at denne lovsang varer til evig tid. Mange tænker, om det da ikke er kedeligt, at vi i evigheden skal stå og synge hele tiden. Men nej, frelsen i Jesus Kristus er så stor og herlig, at vi også her i tiden kan blive ved at finde nye dybder og storheder i den. Vi bliver endda aldrig færdige med at erkende det fuldt ud her, for at blive frelst er det nok at have tillid til det uden at forstå det fuldt ud.

Men i evigheden får vi lov til at stadig at se dybere ind i det. Hans frelse er så stor, at vi i evighed kan blive ved med at takke ham for det, synge ham lovsangen for at være Lammet, der blev slagtet. Læg da bare mærke til, hvordan de smører tykt på i lovsangen. Det slagtede lam er værdigt til at få magt og rigdom og visdom og styrke og ære og lov og pris. Frelsen ved Jesu død er så stor, at der ikke kan smøres for tykt på, når han skal takkes og have lovsangen, der tilkommer ham.

Hele skabningen lovsynger

Så hører Johannes hver skabning i himlen og på jorden lovsynge.

Det er jo også hvad vi møder i Salmernes Bog, som vi tidligere på ugen har læst vers fra. Her møder vi ofte opfordringer til, at hele skabningen skal lovsynge Gud, himlen og jorden og alt hvad der er i den. Vi kan ikke selv lovprise Gud nok, men vi får lov til at tage den herlige skabning, der vidner om hans herlighed og skaberglæde med i lovsangen. Her i Åbenbaringsbogen får vi at se, at skabningen efterkommer opfordringen. Denne lovprisning er måske ikke fuldkommen her i tiden, men alligevel er den efter Guds hjerte. Når vi når frem til den nye jord, hvor skabningen er løst fra faldet, da skal det blive en fuldkommen tilbedelse af Gud fra alle de troende, der er nået frelst hjem, der så tager den genoprettede skabning med i tilbedelsen.

Han alene, den treenige Gud, værdig at få ære og pris i evighed. For han alene har givet os frelsen uden vor medvirken. Vi får lov at lovsynge ham allerede her i en ind imellem noget blandet lovsang, men vi får også lov til at lovsynge ham i evighed i en ublandet, ren lovsang, når der ikke er synd og sorg mere. Amen.