Det er godt at takke Herrenog at lovsynge dit navn, du den Højeste,at forkynde din godhed om morgenenog din trofasthed om natten,til tistrenget lyre og til harpe,til strengespil på citer.Salme 92. 1-3
Vi læser fra Salmernes Bog i
Det Gamle Testamente, at det er godt at takke Herren og at lovsynge hans navn.
Det næste er det, som jeg i går
kaldte en parallelisme, at det samme gentages med andre ord. Det kommer så
herefter, at det er godt at forkynde Herrens godhed om morgenen og hans
trofasthed om natten. Når det er godt at lovsynge Herren og takke ham, så er
det fordi, at så er vi med til at forkynde alt det, som han har gjort. Det er
et vidnesbyrd for andre, der hører lovsangen, de får forkyndt, hvad Gud har
gjort for os. Samtidig mindes den lovsyngende også om Guds gerninger.
Guds gerninger
Det hedder jo videre i denne
gammeltestamentlige salme, at Gud har glædet salmisten med hans gerning, og at
salmisten jubler over hans hænders gerning. Lovsang føder mere lovsang, fordi
den minder om disse gerninger.
Guds gerninger er mange, og vi kan
aldrig trænge til bunds i dem.
Gud har skabt alt
Gud har skabt verden og alt, hvad
der er i den. Vi glæder os over skønheden i naturen, over skovens træer og
havets brus. Vi kan glæde os over fuglene, der synger om foråret, over vores
familie og den glæde, som det er at være sammen med den. Alt det skabte Gud
godt fra begyndelsen af, og om vi så godt kan mærke, at det er iblandet meget
ondt, så er der stadig tydelige spor af, at det var en kærlig Gud, der skabte
det for det bedste.
Gud sendte Jesus Kristus
Men Guds største gerning er, at han
ikke lod den verden i stikken, der vendte ham ryggen og gjorde oprør mod ham.
Den menneskehed, der fornægtede Gud og lavede sine egne guder og hvis higen
blev ond, præget af strid og had, den menneskehed ofrede han sin egen Søn for
at frelse. Lovsangen til Gud bør have sit centrum i det, stadig forkyndelse og
udråbelse af, at Guds Søn, der fra evighed var hos sin Far, blev menneske og
vandrede på jorden. I nogle lande har man perledykkere, der dykker dybt ned i
havet for at finde kostbare perler. Disse forlader deres rette element for at
finde noget værdifuldt. Guds egen Søn forlod også sit rette element, satte alt
på spil, fordi han anså os for at være værdifuld. Det skulle man ikke tro,
sådan som menneskene er præget af hadet til den ene sande Gud, men værdien så
han udelukkende på grund af hans egen kærlighed, der drev ham. Også du, som
lytter til os nu, er elsket af Gud i en sådan grad, at han lod sin Søn sende
til jorden og lide under foragt og had.
Denne foragt og had endte også med
en forsmædelig død, hvor han blev uretfærdigt anklaget for blasfemi og oprør,
og som følge deraf naglet til et kors. Det kunne ligne et stort nederlag for
Guds kærlighed, men i virkeligheden var det en sejr, for han tog alt det på
sig, der skilte os fra Gud, led straffen for det stedfortrædende for os alle.
Gud kunne ikke bare se gennem fingre med vores synd, men han lod straffen ramme
sin egen Søn. Dommeren selv for de dødsdømte døde, hedder det i en gammel
vækkelsessang, og det var netop hvad der skete.
Derfor kan vi også synge takkesange
for hvad der skete, da han hang på korset og døde. Om end det er grimt og
makabert hvad der skete her for en ren ydre betragtning, så er det her, at vi
har fået givet frelsen, syndernes forladelse, den største gave af alle. Det er
godt igen og igen at sige Gud tak for det. Vi skal også glæde os over, at Jesus
opstod fra de døde, her blev det stadfæstet, at hans stedfortrædende død gælder
i Guds øjne, og, som en lille pige i en børneklub så godt sagde det, så har vi
ham jo endnu. Ja, han lever endnu og er hos os, for han har sat sig ved Guds
højre hånd og fylder alt, er allestedsnærværende. Du har lov at vende dig til
ham hver dag, med dine synder, de ting, som du ved, at du har gjort forkert, og
intet er så groft, at han ikke har båret straffen og kan slette det ud og
tilgive det. Så har du også det løfte, at du i tilgift kan kaste alle andre
bekymringer på ham, hvad det end måtte være, for han har omsorg for dig.
Han sendte Helligånden
Når jeg så er begyndt at sidde og
opregne alle Guds gerninger, som vi skal takke ham for, så lad os det føre det
igennem. Han har sendt os Helligånden, der skaber troen i vore herter, den tro
som vi ikke selv kan skabe af egen kraft. Han har givet os kirken, menighedens
fællesskab, hvor vi er sammen om hans gerninger. Han lover os et evigt liv i
døden i et evigt glædesrige, en tilværelse, der er meget bedre end denne her
jordiske, fordi alt det onde vil være kastet ud.
Ja, det er godt at lovsynge Herrens
navn, fordi en sand lovsang minder os om disse store gerninger, som Gud har
gjort.
Lovsyng til instrumenter
Det sidste af versene opfordrer til
at gøre det til harpe og tistrenget lyre, til strengespil. Det var de
musikinstrumenter, som det gamle Israel havde til rådighed. I dag har vi lov at
høre det som en opfordring til at bruge de instrumenter, som vi har til
rådighed. Lovsangen er også ret lovsang uden ledsagelse af instrumenter, men
har vi nogen og er der nogen til stede, der kan spille, så er det også en rig
gave at få denne ledsagelse til, at vi sammen forkynder om Guds gerninger.
