Brev fra Galatermenigheden til apostelen Paulus

Kære Paulus,

Vi er nogen i Galatermenigheden, der er kommet til tro ved din forkyndelse og har været meget glade for dit virke iblandt os.

Derfor må vi skrive til dig, at du gør os stor sorg med det sidste brev, du skrev til os. Det var ikke præget af den næstekærlighed, som du selv har prædiket iblandt os, og som Skrifterne fordrer. Det gør os sorg at se, at du i dette brev rakker ned på dine medtroende, som jo trods alt tror på den samme Frelser, som du tror på. Ikke alene det, du ønsker oven i købet, at de må lemlæste sig selv. Er det kærlighed? Vi kan ikke lide, når nogen taler ondt om andre kristne. De er jo dine kristne brødre og søstre, selv om I er uenige om nogle ydre ting.

Vores menighed har været død og sovende i lang tid, men så kom disse forkyndere og bragte omsider lidt liv til os. Mange begyndte at tage det alvorligt med deres helliggørelse. Hvordan kan du sige, at de forkynder et anderledes evangelium, når de netop bærer den frugt, som Jesus sagde de skulle kendes på? De lever et langt mere kristent og helligt liv end adskillige af dem, der holder fast på din lære om tro alene, og de taler jo om Jesus Kristus. Al den aktivitet, der er kommet i menigheden siden de kom, er fantastisk, før skete der jo ikke noget som helst. Folk er aktive nu og sidder ikke bare derhjemme og plejer deres luksusproblemer.

Du taler jo selv til sidst i dit brev om troens frugter. Du vil så sige, at det er en følge af at være retfærdiggjort og ikke en forudsætning for det. Er det ikke bare en strid om ord og et fortolkningsspørgsmål? Ikke alle i menigheden er uddannet i Skrifterne som du er, almindelige mennesker har mest brug for den enkle forkyndelse uden alle disse dikkedarer og pindehuggerier, som de uddannede spekulerer over. Tænk på alle de uretfærdigheder og grusomme gerninger, der er blevet begået for den rette læres skyld. Var det ikke meget bedre vi bare havde den enkle tro på Jesus og ikke stredes om alle disse petitesser? Vi kan virkelig ikke se, at det med omskærelse får så afgørende betydning, du har da også selv engang ladet Timoteus omskære. Hvorfor har du så meget imod andre, der praktiserer det?

Vi kan ikke se det anderledes, end at du og disse jødiske prædikanter lægger vægten på forskelligt sted, fordi I er ud af hver sin tradition. Du har mest taget dig af de hedningekristne i dit virke og er derfor præget af den tradition, der råder der. Dine modstandere – som ikke burde være dine modstandere – har mest fået deres oplæring blandt de jødekristne. Kunne de to traditioner ikke prøve at lytte til hinanden og lære af hinanden? Var det ikke bedre end at strides om ord? Vi kunne ellers risikere at skyde os selv i foden og sige nej til en ny mulighed for evangeliets udbredelse.

Vi håber og beder til, at du må få et mere tolerant sind og få mere syn for, hvad der er hovedsagen og blive mere åben og lyttende.

Hilsen,

Galatermenighedens hyrde

Forfattet af Mogens Sørensen i 1992. 

Jesus - gal eller Gud selv?

Jøderne sagde til ham: »Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?« Jesus svarede: »Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.

Sådan lyder slutningen af prædikenteksten til 2. søndag i fasten, fra Johannesevangeliet. kapitel 8. Jesus har  sagt til jøderne, at de ikke hører hans ord, fordi de ikke kender ham, som har udsendt ham, Faderen selv. Han erklærer, at de har Djævelen til far, derfor kan de ikke høre hans ord.
Så er det, at de beskylder ham for at være besat af en dæmon.
I en vis forstand har jøderne set rigtigt. De forstår, hvad Jesus mener med det han siger, at han er Gud selv, at han er udsendt af sin Fader i himlen. Det, som det falder på, er, at de ikke tror, at det er sandt,
Der er kun to muligheder i forhold til Jesus, hvis man virkelig fatter hvad han siger. Enten var han bindegal, eller også var det rigtigt, hvad han sagde. Det første siger vi om dem, der tror de er Gud, det kaldes et sygeligt storhedsvanvid.
Men hvordan kan vi så vide, at det ikke var det, Jesus led af? Her kan fornuften ikke argumentere, kun dem, der har Gud til Fader, kan se det. Kun dem, som Helligånden åbenbarer det for.
Der er mange andre, der kan sige meget godt om Jesus, at han var et stort menneske, sagde mange gode ting, gjorde meget godt. Så har man villet gøre ham til en god borgerlig mand, så til en god socialist. Men alle disse opfattelser overser det, som jøderne støder sig på - og som vi også burde støde os på i dag, hvis vi ikke troede det var sandt.
Der er så kun en måde at holde det for sandt på: at stole på Jesu ord, stole på, at hvad han har sagt, det holder han. Det kan vække den sande tro - og så skal man aldrig se døden. Jo, man skal dø fysisk, det skal alle, men den troende går ind til et bedre liv end dette.
Så enten tror man, at Jesus virkelig er den, som han siger han er - eller også vanærer man ham, der er ingen mellemveje.

Den himmelske lovsang

De sagde med høj røst:      Lammet, det slagtede, er værdigt      til at få magt og rigdom og visdom og styrke      og ære og lov og pris.  

Og hver skabning i himlen og på jorden og under jorden og på havet, med alt, hvad de rummer, hørte jeg sige:

      Ham, der sidder på tronen, og Lammet,
      være pris og ære og lov og magt
      i evighedernes evigheder.
Johannes' Åbenbaring 5, 12-14 

Her får vi et blik ind i Himmelen fra Johannes’ Åbenbaring med englene og de frelste, der står for Guds trone og lovpriser ham og Lammet, der blev slagtet.

Lammet, Jesus Kristus

Lammet er her som mange andre steder symbol på Jesus Kristus. Det blev først brugt af Johannes Døberen, der pegede på Jesus og sagde: Se Guds Lam, som bærer verdens synd. Det sagde han med baggrund i israelitternes påskemåltid, der blev indstiftet ved udfrielsen af Ægypten. Her skulle de slagte et lam og smøre blodet på dørstolpen for at dødsenglen skulle gå forbi deres huse, når den gik igennem landet og slog den førstefødte i hver husstand ihjel. Når israelitterne derefter mindedes det, så spiste de et påskelam, der blev ofret i templet. Det var så et af mange ofre, som var befalet i Moseloven.

På baggrund af det blev Jesus udpeget som Guds Lam, der bar verdens synd, for nu skulle der ikke ofres dyr mere. Nu skulle han bringe det endegyldige offer, der en gang for alle skulle forsone os med Gud, give os fri adgang til ham. Mange andre steder i Det Nye Testamente finder vi, at Jesus omtales som vort påskelam.

Det er i erkendelsen af, at vi er syndere, der ikke har noget krav på tilgivelse fra Gud, men at han ved sin død, hvor han blev slagtet en gang for alle som det endelige påskelam, så har han givet os ret til denne tilgivelse, til at alt hvad der skiller os fra Gud bliver slettet ud. Troen på det føder sand lovsang.

Den evige lovsang

I versene i dag ser vi, at denne lovsang varer til evig tid. Mange tænker, om det da ikke er kedeligt, at vi i evigheden skal stå og synge hele tiden. Men nej, frelsen i Jesus Kristus er så stor og herlig, at vi også her i tiden kan blive ved at finde nye dybder og storheder i den. Vi bliver endda aldrig færdige med at erkende det fuldt ud her, for at blive frelst er det nok at have tillid til det uden at forstå det fuldt ud.

Men i evigheden får vi lov til at stadig at se dybere ind i det. Hans frelse er så stor, at vi i evighed kan blive ved med at takke ham for det, synge ham lovsangen for at være Lammet, der blev slagtet. Læg da bare mærke til, hvordan de smører tykt på i lovsangen. Det slagtede lam er værdigt til at få magt og rigdom og visdom og styrke og ære og lov og pris. Frelsen ved Jesu død er så stor, at der ikke kan smøres for tykt på, når han skal takkes og have lovsangen, der tilkommer ham.

Hele skabningen lovsynger

Så hører Johannes hver skabning i himlen og på jorden lovsynge.

Det er jo også hvad vi møder i Salmernes Bog, som vi tidligere på ugen har læst vers fra. Her møder vi ofte opfordringer til, at hele skabningen skal lovsynge Gud, himlen og jorden og alt hvad der er i den. Vi kan ikke selv lovprise Gud nok, men vi får lov til at tage den herlige skabning, der vidner om hans herlighed og skaberglæde med i lovsangen. Her i Åbenbaringsbogen får vi at se, at skabningen efterkommer opfordringen. Denne lovprisning er måske ikke fuldkommen her i tiden, men alligevel er den efter Guds hjerte. Når vi når frem til den nye jord, hvor skabningen er løst fra faldet, da skal det blive en fuldkommen tilbedelse af Gud fra alle de troende, der er nået frelst hjem, der så tager den genoprettede skabning med i tilbedelsen.

Han alene, den treenige Gud, værdig at få ære og pris i evighed. For han alene har givet os frelsen uden vor medvirken. Vi får lov at lovsynge ham allerede her i en ind imellem noget blandet lovsang, men vi får også lov til at lovsynge ham i evighed i en ublandet, ren lovsang, når der ikke er synd og sorg mere. Amen.

Peters bekendelse

Peters bekendelse på græsk

Denne søndags prædikentekst var Peters bekendelse, hvor Jesus spørger disciplene hvem de siger han er, og Peter svarer, at han er Kristus, den levende Guds Søn. Jesu svar er, at han er salig, en sand kristen, for det har han ikke kunnet sige af sig selv, det er åbenbaret ham af Gud.
Ingen af os kan tage troen selv, den gives som en gave fra Gud, som dyb overbevisning om ting, man ikke ser. Ingen kunne se af sig selv, at tømrersønnen fra Nazareth var den levende Guds Søn, han lignede alle andre mænd i starten af trediverne. Kun Ånden kunne gøre åbenbare ham som Messias, den frelser jøderne ventede.
Peter havde fået troen og kunne sige den bekendelse om Jesus som Kristus, som Guds Kirke bygger på, men som alle os andre havde han det gamle kød og blod i sig. Da Jesus sagde, at han skulle lide og dø og derefter genopstå, sagde Peter straks, at sådan måtte det ikke gå ham. Han fik det skarpe svar, at han kun ænsede hvad menneskers var og ikke Guds.
Sådan har alle troende mennesker det gamle i sig, der kun sanser det jordiske og troen må kæmpe en hård kamp mod dette hele livet.
Men Jesus Kristus selv, hovedhjørnestenen i kirken, han er ren og urokket i evighed. Se Han er Gud på JesusNet