mandag

Jesu omsorg for tvivleren

Noget af det mest rørende i opstandelsesberetningerne er, hvordan Jesus har omsorg for hver enkelt af disciplene. Allerede da han møder kvinderne på vej væk fra graven, sender han en hilsen til sine disciple og især en til Peter, der fornægtede ham og nu er tynget af samvittighedskvaler. Jeg har tidligere været inde på hans møde med Maria Magdalene og med hans møde med to disciple, der gik til Emmaus.

Jesus møder sine disciple.

Så møder han også op iblandt dem og ønsker dem: Fred være med jer! Her viser han dem, at han ikke er noget spøgelse ved at spise og vise dem naglegabene i sine hænder. De begynder så at tilbede ham De bliver nu overbevist om, at han virkelig er den lovede Messias, frelseren, Guds egen Søn, der er blevet menneske og nu er opstået, fordi døden ikke kunne holde ham.
Men en af dem er ikke til stede: Tomas. Han kan ikke tro på det, da de andre fortæller dem det. For ham er det hele tabt nu, og det har han indstillet sig på. Hans svar er, at han ikke tror uden at få lov at stikke sin finger i naglegabene.

Omsorgen for tvivleren Tomas

Også ham viser Jesus særlig omsorg. Han dukker op hos disciplene igen, mens Tomas er til stede og siger til ham, at han skal komme og stikke fingeren i hans sider og i sårene efter naglerne. Bare at han siger det viser, at han godt vidste, hvad Tomas sagde og dermed viser, at han er den alvidende Gud. Så må Tomas også erkende, at det er hans Herre og hans Gud, der står foran ham.
For en jøde er det stort skridt at sige sådan til et menneske, men Tomas ser nu, at det virkelig er Gud selv, der er blevet menneske, der nu står foran ham og har overvundet døden. Han har frelst alle de dømte fra sin egen dom.

Tro uden at se.

Efter det siger Jesus: Salige er de der ikke har set og dog tror. Her minder han os om det vilkår vi lever under her i tiden, at vi ofte må tro uden at se. Vi kan ikke altid se Guds kærlighed tydeligt, men vi er under den kærlighed alligevel. Det kan synes som om Jesu omsorg er langt borte, men den er der.
Mest af alt kan vi ikke se, at vore synder virkelig er forladt i Guds øjne - men vi må tage hans ord for det og tro det. Bliver det vanskeligt at tro det, så har Jesus den samme omsorg for dig, som han havde for Tomas. Han vil ikke lade dig i stikken.
Ville forældre forkaste deres børn, fordi de blev syge? Nej, det kan vi jo ikke tro, men så vil Gud selv meget mindre forkaste de af hans børn, der er blevet syge på troen. Jesus vil møde dem som han mødte Tomas, give dem lige præcis det, som de har brug for for at troen kan leve videre. Guds Ånd får den troende til at se på Jesus - for hvis troen ser på Jesus, så lever den, ser den på sig selv, så dør den.
Så kom frimodigt til Jesus med din tvivl - om du så skulle være blevet i tvivl om, at Gud virkelig eksisterer. Han vil høre din bøn på den måde, som han finder bedst, han vil ikke støde dig bort. Han vil også se til dig, som han så til Tomas.

onsdag

Vandring med den opstandne Jesus

I Lukasevangeliet kapitel 24,13-35 kan vi læse om, at Jesus kort efter sin opstandelse slår følge med to disciple, der vandrer fra Jerusalem til den lille nærliggende by Emmaus. De genkender ham ikke, da han spørger dem hvad de snakker om. De undrer sig så over, at han ikke har hørt om alt det, der er sket i Jerusalem i disse dage. De havde håbet, at Jesus af Nazaret var den, der skulle forløse Israel, men nu er han blevet korsfæstet, tilmed er hans lig forsvundet fra graven.
Da svarer Jesus dem. at de er uforstandige til at forstå, hvad Skrifterne har talt, han burde lide dette for at indgå til herligheden. Så udlægger han Skrifterne for dem.

Jesus kommer til de enkelte.

Ved denne lejlighed er det ikke apostlene i inderkredsen omkring ham, som han kommer til. Det er to ordinære disciple, som vi ikke har hørt om før i beretningerne. Da han vandrede som menneske på jorden, underlagde han sig vores vilkår, vores begrænsninger. Han måtte som alle os andre .- selv om han elskede alle - have de mennesker, som var hans venner, hans fortrolige. Det var især Peter, Jakob og Johannes. Efter sin opstandelse er han ikke længere bundet, nu har han fået guddomsmagten tilbage. Han kunne gå gennem lukkede døre og dukke op hvor han ville. Nu kunne han gå til hver enkelt discipel, som havde brug for det. Sådan er han heller ikke begrænset i dag. Nu vil han også komme til dig, der læser dette, når du behøver det, trøste dig og lære dig det, som du behøver at lære.

Det Gamle Testamentes vidnesbyrd om påskens begivenheder.

Nu udlægger han Skrifterne, af os kaldet Det Gamle Testamente, for dem, viser dem hvordan de forudsagt , at det måtte ske sådan. Hvor er det en vandring med Jesus, som jeg gerne ville have været med på. Jeg kan sagtens komme i tanke om steder i Det Gamle Testamente, som han kunne have henvist til, men hvis jeg nu havde muligheden for en tidsrejse og så kom til at gå bagved de tre vandringsmænd, så vil der sikkert være mange steder Jesus nævner, hvorom jeg ville sige: at jeg dog ikke tænkte på det.
Første gang Gud i de gamle skrifter profeterer om Messias, er til slangen efter syndefaldet, hvor han forudsiger, at kvindens sæd skal knuse dens hoved, men slangen skal så bide ham i hælen. Hælen er et af de steder, hvor det bløder mest fra, når man skærer sig, og man går ikke særlig godt, så længe såret ikke er helet. Så han forudsiger, at det er et rimeligt alvorligt hug slangen vil give sin overvinder. Det var det også med Jesus i løbet af påsken. Disciplene havde nok set det med, at den lovede frelser skulle knuse slangens hoved, men de overså det med at slangen hugger ham i hælen.
Han kunne have mindet dem om, at han på korset råbte et citat fra Salme 22, starten af den: Min Gud, hvorfor har du forladt mig? Kunne de ikke se, at den talte om korsfæstelse? Og at den på et tidspunkt vender og udtrykker håb?
Hvad med Salme 118, som de efter jødisk påskeskik havde sunget efter påskemåltidet? Kan de ikke se, hvordan den taler om, at Messias nok skal lide, men ikke gives hen i døden og at "den sten bygmestrene vragede er blevet hovedhjørnesten?"
Kunne de ikke huske alle profeten Esajas' ord om Herrens lidende tjener?
Måske sidder du selv og tænker på nogle steder i Det Gamle Testamente, som Jesus kunne have nævnt, som jeg ikke har tænkt på. Fint, han har helt sikkert nævnt mange, som ingen af os tænker på.

Udlægning af Bibelen er en velsignelse.

Udlægningen gør sin virkning, nu ser de klart. Det er aldrig uden virkning at høre en god udlægning af Bibelen. Her får vi åbnet vores øjne og ser klart, hvad Gud har talt.
Men først da han bryder brødet genkender de ham.
Vi tror ofte, at vi kæmper alene, men Jesus er der altid, og på et tidspunkt erkender vi det. Også i dag er en vandring med den opstandne, hvor vi får Skriften udlagt, en velsignelse. Hans kærlighed til den enkelte er den samme i dag.

tirsdag

Kristi opstandelse, en kærlighedsdemonstration

En leder af en kristen børneklub var en gang ude for, da han fortalte dem om opstandelsen, at en af børnene sagde: "Hvorfor viste han sig dog ikke for dem, der havde korsfæstet ham? Det ville de have haft rigtig godt af."
Ja, børn siger så meget sjovt, men denne børnelogik kunne få os til at stoppe op og spørge alvorligt: hvorfor gjorde han ikke det? Han viste sig for sine venner, sine disciple, dem der var sønderknuste og bange. Først viser han sig for Maria Magdalene, der sidder i haven og græder over, at han er forsvundet.

Jesu opstandelse ikke en magtdemonstration.

Jesu opstandelse er ikke et shownummer, hvor han skulle demonstrere overfor fjenderne, at han sandelig var den han sagde han var, Guds søn. Den skete ikke for, at han skulle triumfere og sige ha, ha, der kan I se. Med andre ord: den var ikke en magtdemonstration. Nok var den tegn på en magt, men ikke den tomme magt, som mennesker jager efter, der bare giver et øjebliks triumf, og så er man ellers den samme.
Jesu opstandelse er en demonstration af kærligheden, at den er stærkere end døden. Han har vist den ved at gå i døden for alle mennesker, også dem der hader og foragter ham, men denne guddommelige kærlighed kunne overvinde selv døden, som vi mennesker ellers er totalt magtesløse overfor. Om end alle hans fjender havde sat vagter ved graven og segl for den, det kunne ikke stoppe denne kærlighed. Her er ingen hævn over fjender, men kun barmhjertighed mod alle de sønderknuste, der har haft nogle tunge dage siden han blev korsfæstet, fordi de troede alt var tabt.

Maria Magdalene i haven

Maria Magdalene, som havde fulgt ham trofast, sidder i gravhaven og græder, fordi Jesu lig er taget bort. En typisk reaktion hos mange efterladte til en afdød: hvor er vores kære nu henne? Sådan spørger de ofte i løbet af ugen før begravelsen. Her sidder hun og fatter ikke, at den levende Jesus står foran hende. Hun tror det er havemanden og spørger ham hvor han har lagt ham. Da Jesus siger hendes navn, genkender hun ham og griber fat i ham. En kvinde, som dengang blev regnet for andenrangsmennesker, bliver den første der ser den opstandne. Midt i hendes sorg møder Jesus hende, han spørger hvorfor hun græder. Ja, hvorfor græder hun over at hans lig ikke er der, han er jo lige lyslevende der. Ikke så sært at hun bliver fyldt af glæde, da hun opdager hvem det er.
Sådan møder Jesus alle, for hvem han synes at være væk, når kristenlivet går tørt og alle de menneskelige problemer synes at overskygge det. Eller når vi er faldet i en synd, som synes at være utilgivelig. Her møder han os som han mødte Maria, kalder os ved navn og siger: jeg lever, min kærlighed til dig er stærkere end døden.

I Jesus er Gud vores Far.

Hun får nu besked på at bringe bud til de andre disciple, at han snart farer op til
Min far og Jeres far, min Gud og Jeres Gud.
Han har ellers før talt om min Gud eller min himmelske Far, men nu er frelsesværket fuldendt, skylden er sonet, gælden til Gud er betalt og døden er overvundet. Jesus deler nu sine barnekår med os, så vi i ham også har Gud til far, har et dybt fortroligt forhold til ham, hvor vi må fortælle ham alt.
Han viser sig ikke for fjenderne, de ville bare forhærde sig mere imod ham, han viser sig for sine sønderknuste venner - dengang og i dag. Hans kærlighed er stærkere end døden og stærkere end vore største synder og sorger. 

mandag

Jesus Kristus er sandelig opstanden!

Kristus er opstanden!
Ja, han  er sandelig opstanden!
Sådan indleder de græsk-ortodokse kirker deres gudstjenester på påskedag. Er der ikke bare noget særligt over påskemorgen? De salmer som synges sprudler af glæde. Ikke uden grund, for på denne dag får vi at høre, at lidelsen og døden ikke havde det sidste ord over Jesus. Den vil heller ikke få det sidste ord over os.

Jesus stod virkelig op.

Det var så ikke meget glæde der prægede disciplene den første påskemorgen. For dem var det følelsen af fortvivlelse og nederlag. Ham, som de troede var Messias, den lovede Frelser, døde en forsmædelig død. De holdt sig inden døre af frygt for selv at blive forfulgt. Selv om Jesus mange gange havde forudsagt, at han skulle opstå, så fattede de det ikke. De ventede slet ikke, at det ville ske. De eneste, der huskede Jesu ord om sin opstandelse var Jesu fjender, men de satte vagter for graven, for at ingen skulle stjæle hans lig og påstå, at han var opstået.
Men det skete. Det skal forstås helt bogstaveligt: hjertet begyndte atter at slå og sende blod rundt i kroppen, lungerne begyndte igen at trække luft ind og han kunne nu rejse sig, komme ud af ligklæderne og lægge dem pænt sammen og som han senere gik gennem lukkede døre til disciplene kunne han gå ud af graven.

Den tomme grav hvor Jesus lå.

Så kom nogle af de kvinder, der fulgte Jesus, for at bringe ham en sidste hilsen, salve hans legeme med olier som skik og brug var den gang med de døde. Hvordan skulle de få stenen væltet fra graven? Den var for stor. For deres skyld kommer der en engel og vælter den væk. Når Gud udfører sine store begivenheder til vor frelse, lader han altid engle vise sig for mennesker for at hjælpe og tolke begivenhederne. Da kvinderne kommer og ser englen sidde på stenen, får de historiens første påskeprædiken:
Frygt ikke, I søger efter Jesus af Nazareth, han er ikke her, han der opstanden som han har sagt, kom og se stedet hvor han lå.
Hvor må de være blevet forvirrede. Hvordan ville vi reagere, hvis en som vi regnede for død, lige pludselig ikke er i sin grav, men siges at leve? Jeg tror også vi ville blive meget rundt på gulvet. Så ikke så sært, at disse kvinder vender tilbage fulde af frygt, eller som vi vil udtrykke det i dag: skrupforvirrede og rundt på gulvet. Englene har sagt, at Jesus vil møde dem i Galilæa, men det glemmer de helt at sige. De kan ikke fatte dette her.

Gud godkendte Jesu frelsesværk

Men Jesus stod virkelig op. Gud opvakte ham fra de døde som en godkendelse af, at hans forsoningsdød for at frelse os gælder. Hvor Jesus på Langfredag siger: Det er fuldbragt, så svarer Faderen på Påskedag: ja, det er sandelig fuldbragt!
Sandelig er det nu opfyldt alt hvad jeg har lovet.
Sandelig er mine krav og bud stedfortrædene blevet opfyldt, sandelig er straffen nu faldet på min egen Søn for jeres synder og sandelig skal enhver, der tror på ham, ikke fordømmes. Alt er rede nu, han har gjort det for jer.
Som Jesus ville møde disciplene i Galilæa, sådan vil han også møde os der, hvor der prædikes om ham. Her vil han møde os med sin nåde, med tilgivelse for alle synder - for de blev begravet med ham og blev i graven, da han opstod.
Glædelig Påske fortsat! 

torsdag

Jesu legemlige død er virkelig.

Jesus bøjede til sidst hovedet og døde. Sandt at sige, så er det i en situation, hvor vi ofte mere bliver lettet over hans død end egentlig ked af det. Naturligvis har disciplene og hans mor følt sorg i denne situation, men den sorg har meldt sig allerede, da han var dømt til at blive korsfæstet, og der ikke var noget at gøre. Nu er de pinefulde timer endelig overstået, hvor han hænger og pines på korset.

Det betones i beretningerne, at Jesus er død.

Hvor gør evangelisterne meget ud af at vise, at Jesus virkelig var død. Det er dem meget om at gøre.
Pilatus bliver forbavset over, at det allerede er sket, for de fleste korsfæstede hang i flere dage inden de endelig gav efter for døden. Soldaterne går ud og tjekker det og konstaterer, at han er død. Hos Johannes får vi den detalje, at de kommer for at knuse benene på de korsfæstede for at fremskynde døden, for de jødiske ledere vil ikke have, at de hænger højtiden over. Da ser de også, at Jesus allerede er død, og for at være sikre stikker de et spyd i siden på ham. Der kommer vand og blod ud, det skyldes, at ved dødens indtræden skilles de røde og hvide blodlegemer fra hinanden, så de fremstår som blod og vand. Det var en almindelig måde på den tid at teste, om en person virkelig var død.
Så har vi også, at rådsherren Josef af Aritmetæa. der havde været Jesu discipel i hemmelighed, kommer og beder om at få Jesu legeme udleveret, hvad landshøvdingen Pilatus siger ja til. Josef har et gravkammer, som han vil lægge ham i. Jøderne var altid meget påpasselige, når de skulle begrave nogen, med at sikre, at de virkelig var døde, så der kan ikke være nogen tvivl om, at rådsherren har gjort alt for at være sikker, inden han har gravlagt ham.

Hvorfor betone Jesu død?

Men hvorfor skal det betones så kraftigt, at Jesus virkelig var død?
Ellers vil den kommende højtidsdags budskab, Påskedags budskab, blive til intet. Hvis ikke Jesus virkelig var død, så var der ikke tale om en virkelig opstandelse. Så ville det bare være en skindød, der var blevet genoplivet og så døde igen senere -.den forklaring har nogen brugt, når de ville evangeliet til livs - men nej, Jesus er død, de var ikke i tvivl den gang, og som evangelierne fremstiller det, kan vi heller ikke være i tvivl. Det skal forstås helt klart som når det siges, at alle andre er døde: legemets funktioner er standsede, hjertet pumper ikke længere blod rundt i kroppen, lungerne tager ikke længere luft ind og som følge af det er alt andet i kroppen standset, den er igen kun en samling molekyler, som med tiden vil opløses og blive til jord og knogler igen.
Her ville enhver anden fortælling om en historisk person standse, men det gør den ikke. Vi glæder os til at høre det Påskedag.
Her vil jeg ønske bloggens læsere Glædelig Påske, for nu trækker jeg mig til påskefejring med min familie og vender tilbage en af påskedagene med opstandelsesbudskabet.
GLÆDELIG PÅSKE.

onsdag

Fader, i denne hænder betror jeg min ånd.

Det er sidste ord Jesus siger inden han "opgiver ånden" som evangelisterne kalder det, inden han udånder og dør. Det er gengivet hos Lukas.
Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.

Jesus dør for syndens skyld

Det er et citat fra Salme 31, hvor David beder Gud om beskyttelse mod de fjender, der forfølger ham. Man kan roligt sige, at Jesus også har været i den situation nu, helt derud hvor han skal dø. Det er midt i forfølgelsen en forvisning om, at Gud vil udfri, hjælpe. Nå betror Jesus sin ånd i faderens hænder. Legemet dør og ånden forlader det. Sådan er det med døden, al legemlig funktion standser, og vor ånd kan ikke længere bo i dette legeme, men Gud tager den til sig, holder den i forvaring.
Nu må Jesus dø, han har båret al verdens skyld overfor Gud, som vi kalder synden, og det hedder jo, at syndens løn er døden, derfor må Jesus dø.

Jesus dør med fortrøstning

Men Jesus dør med den trøst, at døden ikke har det sidste ord. Han ser frem mod den opstandelse, der venter ham. Hans ånd vil i de kommende tre dage være i Faderens hænder, men så vil han opstå.
Citatet fra salmen indgik som en del af den jødiske aftenbøn  på grundlag af et syn på søvnen son dødens forvarsel, hvor legemet for en tid er ude af funktion, men Gud har vores ånd i sine hænder. Vi må i hvert fald se på døden som en søvn.
Vi kalder den ofte det sidste hvilested, men nej, det er ikke rigtigt. Den er en hvile, ja, men den har ikke det sidste ord. Dens brod er synden, hedder det hos Paulus, det er på grund af vores skyld overfor Gud, at døden stikker. Men ligesom en bi kun kan stikke en gang, så er dens brod knækket, sådan har døden nu også stukket Jesus med syndens brod en gang, så nu er brodden brudt, knækket, kan ikke skade os mere. Vi kan stadig blive grebet af frygt for, at legemet skal gå stoppe og gå i opløsning, for vi er skabt med legemer, der er en naturlig del af os, men i Jesus må vi have lov at sige, at døden er indgang til et bedre liv, hvor vores ånd i første omgang er i Guds hænder. Han vil tage vare på den, og så venter der en opstandelse forude, som vi må se frem imod, hvor vi skal leve på en ny jord helt uden alt det, der ødelægger livet her og nu. Her skal vi se Frelseren og få lov at lovsynge ham for evigt.
Så også vi må, når døden nærmer sig, sige, at vi betror vores Ånd i vores himmelske Fars hænder. Her vil den være sikrere end den er på denne jord.
Jesu syv ord på korset

tirsdag

Det er fuldbragt

Da Jesus nærmede sig døden, sagde han:
Det er fuldbragt.
Det kan godt virke som et lidt fremmed ord på moderne mennesker, men jeg tror alligevel, at de fleste naturligt opfatter det som noget, der er gjort færdigt, endelig afsluttet.
Så vil mange nok tænke, at det går på den lange lidelse i retssagen og på korset. Ikke at det er forkert, men man kommer bare ikke i dybden med det alene. Vi skal også have det med, at det betegner, at noget er opfyldt. Hvad er så opfyldt?

Profetierne er opfyldt.

Dels er profetierne opfyldt. Fra mennesket faldt i synd og ikke adlød Guds bud, sagde Gud til slangen, at kvindens sæd skulle knuse dens hoved, men den skulle hugge ham i hælen. Det var et løfte om Frelseren, der skulle komme. Senere lovede Gud Abraham, at i ham - underforstået hans efterkommere - skulle alle jordens slægter velsignes. Så kom alle profeterne i Israels folk, de profeterede også om frelseren. Stærkest finder vi det nok hos Esajas, der talte om Herrens lidende tjener.
Han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brøde.
Nu er løfterne opfyldt, Jesus har knust slangens hoved, selv om den har fået lov at hugge ham i hælen. Han blev såret for vore overtrædelser. I ham har alle jordens slægter mulighed for Guds velsignelse.

Loven er opfyldt.

Det hænger sammen med det andet, der er opfyldt: loven. Loven er ikke bare Moseloven, den gjaldt til en tid indtil sagen selv Jesus Kristus kom. Loven er Guds evige krav til menneskene, som er udtrykt i De Ti Bud. Dem kræver Gud overholdt til fulde. Snubler vi bare på et punkt, har vi overtrådt hele loven og er hjemfaldne til Guds vrede. Derfor har Satan også ifølge loven krav på os, vi tilhører ham, når vi bryder Guds bud.
Men Jesus har nu opfyldt loven, givet Gud hvad der tilkommer ham, ikke bare har han opfyldt kravene, han har også stedfortrædende lidt straffen for alle dem, der ikke opfylder dem, det vil sige, os alle. Som det hedder hos Paulus:
Han udslettede det anklagende skyldbrev, det som var imod os. han tog det bort ved at nagle det til korset.
Det brev, som anklager os, Guds Lov, har Jesus taget bort ved at det blev naglet med ham til korset. Det skal så stadig vejlede os til hvordan vi skal leve, men det skal ikke anklage os længere.
Så har Satan heller ikke krav på os længere. Sådan fra tog Jesus ham hans magt, ved at tage det bort, som gav ham ret til os.

Gælden til Gud er betalt.

Verbalformen på græsk for det er fuldbragt betegner her en ting, der er gjort endeligt færdigt, som står fast og har resultater for os nu. Vi kan læse profetierne som opfyldte, vi kan se loven som en vejleder, der slet ikke har lov at anklage os mere, kræve straf af os når vi falder i. Vi er frie.
Fra samtiden kendte man vendingen fra, når nogen skyldte penge. Når de var betalt tilbage, skrev kreditoren på gældsbrevet, at det er fuldbragt. Vi skyldte Gud alt og var i uoverstigelig gæld til ham, men nu er det fuldbragt, Jesus har betalt det helt og fuldt, og dommen skal aldrig falde mere, den er faldet.
Det er påskens budskab: alt er fuldbragt, Guds egen Søn har taget din straf, du er fri.
Jesu syv korsord.

mandag

Jeg tørster, sagde Jesus

Eddiken Jesus fik at drikke.

Det femte korsord vi får fra Jesus er, at han tørster, og så giver soldaterne, der holder vagt ved korset, ham en svamp med eddike at drikke af, som de rækker op til ham med en gren
Der er delte meninger om det med eddike, om det er eddike i vores moderne forstand. Det kunne det være, for, der har gæret for længe, bliver til vin. Det er så yderligere en hån mod ham, at han får den sure drik.
Der er andre der mener, at det er betegnelse for vin fortyndet med vand. I så fald viser soldaterne her en vis humanitet, de sørger for at slukke hans tørst. Den vil jeg ikke helt afvise, for selvom der er soldater, der håner ham i Pilatus' borg og giver ham tornekrone på, så er der en officer, der siger, i det Jesus dør, at det  i virkeligheden var en retfærdig mand, Guds Søn. De kan godt være begyndt at erkende, at der er noget galt i denne korsfæstelse og udviser derfor så meget barmhjertighed overfor ham, som det er muligt.

Jesus var helt menneske

Men uanset om vi forstår eddiken på den ene eller den anden måde, så er spørgsmålet hvorfor denne detalje er med i evangelierne. Der er ikke noget mærkeligt i, at en korsfæstet rammes af tørst, de hænger der jo, hvor dagen er hedest. Her skal det netop understreges, at Jesus er sandt menneske. At han var Guds Søn modsiger ikke, at han også var menneske fuldt og helt med legeme og sjæl. Han var i stand til at føle sult, blev træt og faldt i søvn og blev grebet af sorg ved venners død. Sådan også her: selv om han var forladt af Gud, da han hang på korset og det var det egentlige pinefulde i det, så gjorde korsfæstelsen også sin virkning på ham,. som den gjorde på alle andre mennesker, der blev korsfæstet. Der var den tunge lidelse at hænge der, tilmed i dagens værste hede. Så ikke sært, at han blev tørstig.

Jesus drak en værre drik end eddike

Ja, Jesus kunne have brugt sin guddomsmagt til at stige ned fra korset, eller mindre end det, til at svække dets fysiske virkninger, mens han hang der. Han gjorde det ikke, hans kærlighed var for stor, han ville frelse den fortabte menneskeslægt.
Om det virkelig var eddike i vores forstand han fik, så må vi tænke, at han drak en endnu værre bitter skål, mens han hang der: straffen for al verdens synd, som vi skulle have båret, blev virkelig forladt af Gud. Den drik var tungere at drikke end selv den sureste eddike.
Men han tømte den netop for dig, for at du skulle få lov at drikke frelsens bæger.
Jesu syv korsord.

lørdag

Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?

Da det er den sjette time - ved middagstid ifølge vor moderne sprogbrug - råber Jesus fra korset:
Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?
Her er der blevet mørke over hele landet. Når Gud handler, så lader han det ofte ledsage af naturfænomener, der gør det tydeligt, hvad der sker. Mørket skal her være et tegn på gudsforladthedens mørke.
Ordet er et citat af den gammeltestamentlige salme, nr. 22, som er en af de mørkeste salmer i Salmernes Bog. Her er kun fortvivlelse, men den er også fyldt med konkrete profetier om korsfæstelsen. Giv dig tid til at læse den.

Blev Jesus forladt af Gud?

Det er ofte blevet diskuteret, om Jesus virkelig blev forladt af Gud på korset, eller det bare var noget han følte.
For at få greb om det må vi forstå, at Gud virkelig er vred over synden. Vi kan i beretningen om israelitternes vandring gennem ørkenen læse om Arons sønner, der blev fortæret af Guds ild, fordi de ikke bar den foreskrevne røgelse. Når Gud er nøje med at hans bud skal holdes selv når det var det, som kun gjaldt til en tid, hvor nøje tager Gud det så ikke med de bud, som er evige? Hver gang vi sårer et andet menneske med vores ord, bærer vi falsk ild frem for Gud. Når vi bryder en aftale, så bærer vi falsk ild frem for Gud. Når vi tænker ondt om et andet menneske, så bærer vi falsk ild frem for Gud. Det gør Gud vred, og han er en
fortærende ild, når han er vred.

Jesus blev forladt af Gud, for at du skal leve med Gud.

Men her på korset tager Jesus alle disse ting på sig og bærer dem ind for Guds ansigt. Her stiger de op for ham, så han farer ud og fortærer Jesus i sin vrede - for al den ting der er gjort imod hans vilje i verden, også det du og jeg har gjort. Her rammes Jesus af Guds vredes lyn og fortæres.
Så er spørgsmålet besvaret: Jesus blev virkelig forladt af Gud, da han hang på korset. Det skulle have været dig og mig, men Jesu kærlighed til os er så stor, at han ville bære det for os. Her er ingen synd så stor, at han ikke har taget det med, der er ingen undtagelse.
Jesus døde en gang for alle og blev forladt af Gud en gang for alle for at vi skulle få del i Paradiset som den ene røver. Derfor er du nu fri i ham, for Guds dom er faldet en gang, er du i Jesus ved troen, så skal den aldrig falde igen.

fredag

I dag skal du være med mig i Paradiset

Jesus var alene, forladt af alle mennesker, også sine disciple, da han hang på korset. Han havde forudset, at de alle skulle forarges på ham, oversat til almindeligt dansk: de skulle miste troen på ham.

De to røvere

Men her mellem to røvere, der også hånede ham i starten, får han en ny discipel. I løbet af den tid de hænger på korsene sker der noget med den ene røver. Muligvis har Jesu bøn for sine bødler gjort indtryk på ham, været et vidnesbyrd. I hvert fald sker det, da den ene røver siger til Jesus: "Er du ikke Kristus? Frels nu dig selv og os", så bliver han irettesat af den anden røver, der siger: "Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? Og vi har fået den med rette, vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort." Så henvender han sig til Jesus og siger: "Husk mig, når du kommer i dit rige."
Så svarer Jesus ham:
Sandelig siger jeg dig: i dag skal du være med mig i Paradis.

Røverens tro

Den ene røver har erkendt, at i forhold til Gud er vi alle under dom. Ikke alene er det den jordiske øvrighed, der dømmer ham, det er overstået når han udånder på korset, men Guds dom vil vare evigt. Han har så også erkendt, at Jesus intet ondt har gjort. Hvor meget mon han fatter rækkevidden af dette? Det er sandt i en dybere forstand, end vi kan fatte det. Jesus er nemlig den eneste, der har vandret på jorden, der har opfyldt Guds krav helt og fuldt. Han er også den, der har gjort det for os, er vor stedfortræder, så vi i troen bliver set af Gud, som om vi var uskyldige, uanset hvor meget skyldige vi er.
Den ene røver, der har indset det, råber til Jesus, beder ham om at huske ham.
Jesus giver ham det forløsende svar: I dag skal du være med mig i Paradis. Det er indledt med vendingen sandelig siger jeg dig, en vending som Jesus brugte, når han vil sætte streg under, at det han sagde nu stod virkelig fast og ikke kunne rokkes. Så Jesus vil have røveren til at tro, at hvad han siger nu, det kan intet rokke, det ord må han stole på i den tid han har tilbage at lide på korset.

Jesu bønhørelse er rigere end vi kan tænke

Så får han løftet, som er et eksempel på, at Jesus giver langt mere end vi fatter og formår at bede om, som Paulus skriver et sted. Jesus hører bønnen fra røveren om at blive frelst, at Jesus også vil tage ham med i sit rige. Men røveren tænker først og fremmest på engnag, når Jesus kommer der, men Jesus svarer:: i dag. Allerede nu har røveren forladelse for alle synder, og hvor syndernes forladelse er, der er Paradiset. Allerede nu tager Jesus ham med ind i sit rige.
Det kan man ikke se og mærke meget til, røveren hænger jo stadig og lider på korset. Sådan er det med Jesu løfter: de giver hvad de nævner, frelse fra Guds dom og adgang til Paradiset. Vi kan ikke mærke meget til det, så længe vi vandrer på jorden. Vi har stadig prøvelser og kampe. Men Jesus har talt Ordet til os, tilsagt os, at vi i ham har del i alt, også det evige liv i Paradiset.
Dette må du også stole på i dag, lige så vel om røveren.
Jesu syv korsord.

torsdag

Se, der er din søn!

Da Jesus hænger på korset, ser han sin mor stå der sammen med apostlen Johannes. Mon ikke enhver, der har børn kan leve sig ind i, hvordan hun føler det? Det blev også profeteret ved Jesu fødsel,. at en sværd skulle gennemtrænge hendes sjæl. Nu må hun stå og se sin søn dø på den måde, som i samtiden blev anset for mest forsmædelig.
Samtidig er hun også i en situation, som vi i vores velfærdssamfund ikke kan forestille os. Den gang var enkerne prisgivede, for alt tyder på,. at Josef var død på dette tidspunkt, og nu har hun ingen til at understøtte sig.

Jesus har omsorg for vor nød

Så siger Jesus til hende: Se, det er din søn, om Johannes, og Johannes får at vide: Se, det er din mor.
Selv om Jesus først og fremmest hænger der for at sone al verdens synd, så er han ikke ligeglad med den menneskelige nød, som vi er under. Han tænker ikke om sin mor, at nu får hun syndernes forladelse, så må hun være tilfreds. Han ser til hendes konkrete nød og kommer hende til hjælp i den.
Den måde Jesus oftest hjælper på er gennem menneskelig formidling, at han sender et menneske, der gør noget for at hjælpe. Han vil først og fremmest give syndernes forladelse, men han er ikke ligeglad med vores nød i øvrigt, hvad den så end måtte bestå i.
I dag tænker han heller ikke, at nu skal evangeliet udbredes, så må dine problemer vente. Han vil også sende dig en hjælp i din nød, som du lægger frem for ham.

Jesus hjælper som det er bedst

Han gør det så på den måde, som han finder bedst. Han havde brødre, og man kunne synes, at det var mest oplagt at henvise til dem. Men vi ved jo fra evangelierne i øvrigt, at hans brødre ikke forstod ham. Derfor vælger han nu Johannes, fordi han er den, som Jesus havde mest fortrolighed med. Han kan udover at hjælpe og støtte hans mor også vejlede hende til sandheden om, hvem hendes søn egentlig var og hvorfor han måtte dø. Derfor er han den bedste.
Når Jesus hjælper os i vores nød, så gør han det ikke altid som vi synes det er mest oplagt, men vi kan være sikre på, at han gør det på den måde, som han finder bedst, og det har vi lov at stole på.
Så også du kan i dag gå frit til ham med din nød.
Jesu syv korsord.

onsdag

Fader tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør.

Da de slog naglerne gennem Jesu hænder, bad han bønnen: Fader, tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør. Jesus efterlever sit eget bud til disciplene: Elsk jeres fjender, velsigne dem, der forbander jer og bed for dem, der forfølger jer.
Mange vil her tale , at vi har et forbillede i Jesus, han gør som vi også burde gøre. Det er ikke fordi det er usandt, men det kommer ikke frem til det egentlige. For virkelig at se den trøst vi har af dette ord fra Jesu mund, må vi se, at han ikke bare beder sådan for sine bødler, han beder også den bøn for os. Det er jo i sidste ende vores skyld overfor Gud, der naglede ham til korset. Han beder også denne bøn for dig, der netop nu læser dette.

Fader...

Jesus henvender sig til sin Far i himlen, det er en af de få steder, hvor vi hører samtalen mellem Guds egen Søn og Faderen selv. Han har dette fortrolige forhold til sin Far, som nu er blevet underkastet de jordiske vilkår, hvor han må bede som alle os andre. Han er underlagt hjælpeløsheden i menneskelige bødlers hænder, fordi han helt har givet afkald på sin guddomsmagt, men han er i stand til at bede en bøn.

Tilgiv dem..

Denne bøn beder Jesus for hver eneste synder på jorden. Gud vil ikke andet end at høre denne bøn. Hans hjerte står åbent, han venter hver dag på, at hver enkelt skal komme. Også i dag i Himlen står han for tronen og beder denne bøn for hver eneste på jorden: Tilgiv dem! Han beder den også for dig, som han også bad den på den første Langfredag. Hans nåde rækker til at tilgive selv de værste ting, som vi måtte kunne tænke os, at vi har gjort.

For de ved ikke hvad de gør.

Hvordan kan det så være, at ikke alle får del i denne tilgivelse? Kort og enkelt: de ved ikke hvad de gør. De jødiske ledere vidste ikke hvad de gjorde, Pilatus vidste det ikke, dem der hånede Jesus vidste det ikke. Synden er et blændværk, der lukker vores øjne for dens alvor. Vi ser ikke, at vore sårende ord, vore brudte aftaler, vores bagtaleri og hvad vi ellers gør, som Gud hader, at det får konsekvenser, at Gud er vred over dem. Derfor må vore øjne åbnes, og det kan ofte gøre ondt. Guds Ånd må hive sløret væk og afsløre, hvad det er vi gør, ellers ser vi ikke, at vi har brug for tilgivelsen hos Jesus Kristus.
Men når Jesus beder denne bøn for os, så er det et tydeligt tegn på, at han længes efter at det sker og er parat til at tilgive alt. Han har jo selv betalt for det hele ved sin død.
Jesu syv korsord.

tirsdag

Jesu syv ord på korset

Når man sammenstiller de fire evangeliers beretninger om Jesu korsfæstelse, så er der sammenlagt syv ting han siger, mens han hænger der. Fra gammel tid har man kaldt det De syv korsord. Muligvis har han sagt mere end de syv ord, men det er disse ord, som evangelisterne har fundet det nødvendigt at vi skulle høre.
Men hvorfor?
Salmedigteren Kingo har forstået noget af hvorfor:
Gak under Jesu kors at stå,
hans sidste ord at agte på,
hans sidste ord, hans nådes røst
skal tale mig til evig trøst.
Vi skal nemlig høre de sidste ord Jesus taler inden han udånder til trøst, fordi det er hans nådes røst.
For en ydre betragtning ligner Jesu korsfæstelse en historie om menneskelig grusomhed, en god mand der dør en forsmædelig død på grund af et justitsmord forårsaget af misundelse og rænkespil, og der synes ikke at være meget guddommelig indgriben i det, se indlægget Korsfæstelsen af Jesus.
Men det er netop Guds Hellige Ånd, der kan åbenbare for os, at det er mere end det, at det er selve Guds kærligheds indgriben overfor en fortabt menneskeslægt. Denne Helligånd virker gennem Guds ord, prædiken, og Jesu syv ord på korset er netop også forkyndelse, der skal åbne vore øjne. I disse ord får vi lov at se ind i Jesu hjerte, der er åbent og forbarmende, ikke ligeglad med vores nød, som gerne tilgiver enhver, der råber til ham. De åbner for os, at han nu bærer straffen, men at skylden så også er betalt. De viser os, at døden ikke har det sidste ord.
Så hver dag frem til påskedagene - med overspringelse af Palmesøndag - vil jeg på denne blog forklare disse syv korsord af Jesus i rækkefølge - til tro og trøst for alle, der måtte læse det.

  1. Fader, tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør.
  2. Se, det er din Søn
  3. I dag skal du være med mig i Paradis
  4. Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?
  5. Jeg tørster
  6. Det er fuldbragt
  7. Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.

mandag

Korsfæstelsen af Jesus

Selve det at henrette ved korsfæstelse var en bekostelig og langsommelig affære. Var det ikke lettere bare at slå dem ihjel med halshugning, som også foregik i romerriget? Ja, men meningen med korsfæstelsen har ikke bare været for at henrette, det har også været for at sprede at afskrække fra at begå oprør. Derfor blev de også korsfæstet på offentlige steder, hvor folk gik forbi, det blev Jesus også. En stor del af straffen var også skammen, det ydmygende i at hænge der. Det har været diskuteret blandt læger, hvad man egentlig døde af ved korsfæstelsen, men en ting er sikkert: det var ikke forblødning, så ville man dø hurtigere, og ofte var de flere dage om at dø. Ifølge Johannesevangeliet bliver de overrasket over, at Jesus er død så hurtigt.

Korset er stødende, men det er vor frelse

Den almindelige holdning blandt romere var, at korsfæstelse ikke var noget, som civiliserede romere skulle idømmes. Det var kun slaver og ikke-romerske borgere, der skulle idømmes det. Det var endda et ord, som man ikke sagde højt.
Det er ikke sært, at da de første kristne skulle forkynde evangeliet, så blev det mødt med meget forargelse. Sådan stå og tale om en mand, der var blevet korsfæstet, det gør pæne mennesker da ikke.
Men så grusom korsfæstelsen end er, så er ordet om Jesu kors en kraft til at frelse. Det er ikke til at se, for historien om hans korsfæstelse ligner alle andres. Det blev gjort helt efter bogen, med en piskning, der skulle svække den dødsdømte, så døden blev fremskyndet. Han skulle bære korset selv, hvad der også var almindelig procedure. Når en korsfæstet gik på den måde i procession, så var det tegn på, at nu var han udstødt, alle havde lov at håne ham og spytte på ham. Så var der sat en inskription over ham med Jødernes Konge. At kalde sig konge blandt jøderne var ofte ensbetydende med oprør, derfor betyder det en oprørsanklage. Det var også normal procedure.

Vantroen ser kun afmagt i korset

Den hån, som Jesus nu bliver udsat for, er som udtryk for, hvad vantroen ser i Jesu korsfæstelse. Nu hænger han der og er magtesløs, sig selv kan han ikke frelse, lad ham nu stige ned af korset, hvis han er Guds Søn. For vantroen er dette bare en tragisk hændelse, den kan så kalde på tårer som det gør hos nogle kvinder, som ser Jesus slæbe af sted med korset, eller det kan kalde på hån og skadefryd, som det sker fra mange af dem, der står ved korset. Dem, der græder over Jesus får at vide, at de ikke skal græde over ham, men over dem selv. Vi skal ikke ved Jesu korsdød prøve at se, hvor meget medlidenhed vi kan stable på benene over hans død, som visse middelalderlige fromhedsretninger dyrkede det. Vi skal først og fremmest se på, at det var vores synd, der naglede ham til korset. Han ofrede sig her for at vi skulle gå fri. Barrabas blev af Pilatus frigivet i stedet for Jesus, ved Guds domstol er vi alle som Barrabas. Han har taget vor synd bort og dommen skal ikke falde mere.

Syndernes forladelse ved korset

Dem, der håner Jesus, får intet svar. Er man kun ude på at nedgøre og håne Jesus og hans budskab, så skal man ikke vente noget svar fra Guds Ånd i dag heller. Her er Jesus tavs, også i dag.
Men disciplene, der nu kæmper med fortvivlelse, fordi de tror alt er tabt, de har nu fået at se, at alle deres egne fortsætter og deres egen fromhed ikke duede længere. Netop for dem har Jesus død et budskab: han har båret skylden for det alt sammen, og han vil gerne forlade dig alt.
Fader tilgiv dem

fredag

Noah på film - tja?

Så er historien om Noahs ark og syndfloden kommet til danske biografer på film. Hvad skal man mene om det? Så vidt jeg kan se har den fået blandede anmeldelser. Her vil jeg ikke tage stilling til, hvad man skal mene om den som filmkunst, bortset fra den gamle frase, at man nu synes, at bogen er bedre - når der er tale om filmatiseringer af bibelske beretninger, så får den frase en ny dimension.

Faldgruber når Bibelen filmatiseres

Når en skreven beretning omsættes til film, vil der altid være tale om en fortolkning. Det kan så være en fortolkning, man er mere eller mindre uenig i, men den er der og præger filmen. Denne regel gælder også bibelske beretninger, og mange bibelske beretninger får ofte en tolkning, som strider imod Bibelens klare lære. Mest ekstremt har man set det i Jesu Sidste Fristelse, der kom i firserne. Dens Jesus-billede måtte siges at være meget suspekt. Selv har jeg set en filmatisering af Davids liv, hvor det var en tydelig pointe, at David ikke skulle lade sig tynge af de dømmende profeters ord, men leve som han fandt det rigtigt. Kan en kristen præges af disse tolkninger, som de ser på film i den tro,at de får en bibelsk beretning? Det må der tænkes over.
Det er også en velkendt sag, at filmatiseringer ofte tildigter noget til teksten, og det sker næsten altid ved bibelske beretninger. Hvad man f. eks. har set af filmatiseringer af Moses' liv, både den gamle storfilm De Ti Bud og den senere tegnefilm Moses, tildigter Moses' liv fra han bliver adopteret af Faraos datter til han flygter fra Ægypten. Det tidsrum røber Bibelen ikke noget om, men det er ikke mærkeligt, at filmfolk bruger friheden her. Ofte kan vi så gå og tro, at et eller andet vi har set på film - eller for den sags skyld, læst i en genfortælling af beretningen - er noget, der står i Bibelen.

Noahs historie er om Guds dom.

Købberstik af syndfloden
Det gjorde Gud!
Disse faldgruber er generelle og vil helt klart også være til stede i forbindelse med den nye Noah-film. Den skal nok være lavet med alle de moderne effekter, og de uddrag jeg har set er meget voldsomme. Det er der for så vidt ikke noget at indvende imod, for i virkeligheden er det jo en voldsom historie. Ofte, når man ser billedlige fremstillinger af den, er det arken med alle dyrene man ser. Det ser så sødt ud med alle disse dyr i arken. Her glemmes det ofte, at det i virkeligheden er historien om Guds dom over verden - hvordan han angrede at have skabt mennesket, fordi det higede efter det onde. En verdensomspændende oversvømmelse, der udsletter alt, tænk på hvordan bare en lokal oversvømmelse er. Det gjorde Gud, fordi han var vred. Derfor skal der ikke rejses nogen indvendinger imod, at filmen viser det i sin gru. Noget helt andet er, om den prøver at fortie tanken om, at det er Guds dom. Nu har jeg ikke set filmen, så jeg skal ikke udtale mig for sikkert, men jeg kan frygte det.

Noahs historie er også om Guds nåde

Noget af det, som også er svært at fortælle på film, det er evangeliet. Hvordan kan man vise i levende billeder og deres handling, at der er en, der har taget Guds dom på sig, har lidt døden for os, for at vi skulle blive frelst? Det er under alle omstændigheder vanskeligt, jeg hælder til at sige umuligt. De levende billeder med Noa vil ikke kunne fortælle, at arken er et forbillede på dåben, der frelser os. Dåben er den ark, som vi har, som vi kan falde overbord fra, når vi er vantro, men som ikke kan synke. Meget kan siges i filmens dialog, men næppe dette. Evangeliet i filmen kunne komme, da regnbuen sættes. Samtidig med, at det er en grum beretning om Guds dom, så munder den jo også ud i, at Gud satte regnbuen som et tegn, at han vil lade jorden være beboelig så længe den står. Der kommer en dag, hvor Gud vil dømme verdenen, men indtil da går den ikke under.
Det var så bare generelle betragtninger omkring den nye Noah-film. Jeg vil opfordre dig til at bruge anledningen til at læse, hvad der står i Bibelen om det. Her finder du den sande forståelse af den historie, 1. Mosebog Kapitel 6...

torsdag

Pilatus ville stå sig godt med kejseren

Det billede evangelierne giver af Jesus hos Pilatus er yderst realistisk. Romerne regerede i de fjene kolonier ved hjælp af statholdere, oftest i samarbejde med en lydkonge, som Herodes var i Gallilæa og i samarbejde med lokale ledere. At de jødiske ledere bringer Jesus til Pilatus var gængs praksis, når de mente, at nogen ville starte et oprør, så havde de pligt til at bringe dem til statholderen.
Det kan virke meget sympatisk, at Pilatus ikke vil dømme Jesus alt for hurtigt og helst vil frigive ham, for han finder ham ikke skyldig. Det gør det egentlig kun værre hvad han gør efterfølgende: han dømmer med helt åbne øjne en, som han godt ved er uskyldig. For Pilatus var det tydeligt altafgørende at stå sig godt med kejseren, og det er frygten for, at det ikke lykkes, som de jødiske ledere spiller på. Fra andre kilder end Bibelen ved man, at Pilatus havde bygget et stort tempel i Cæsarea for kejseren og han havde gjort alt for at fremme kejserdyrkelsen. Det sidste var sket under mange protester fra jødernes side, men ofte havde han brugt brutale midler for at slå disse protester ned.
Johannes er den, der gengiver forhøret hos Pilatus mest detaljeret. Her får vi en samtale mellem Jesus og Pilatus, hvor han spørger ind til, om han er jødernes konge. Jesus siger, ja, han er en konge, men hans rige er ikke af denne verden. Jesu er vor konge, ja, men han vil ikke oprette et jordisk rige. Han er kommet for at tilvejebringe syndernes forladelse ved sin død, ved dette regerer han i hjertet hos de troende, så de nu hører til i det kommende evige rige.
Pilatus forstår i hvert fald så meget, at Jesus ikke er ude på at starte et oprør, det er et eller andet abstrakt religiøst, tænker han måske, det forstår han ikke meget af.
Men trods det, at han ved Jesus er uskyldig, så vil han alligevel give ham en revselse bare for at tilfredsstille jødernes blodtørst. Men de råber højere: Korsfæst ham. Og deres råb sejrer.
Hvor ofte har vi ikke givet efter for en folkestemning?