lørdag

Syndernes forladelse i Jesus Kristus

I ham har vi syndernes forladelse, tilgivelse for vore synder ved Guds rige nåde (Pauli brev til efeserne 1, 7)
I Jesus Kristus har vi også syndernes forladelse, som der står her. Ikke som det er så let for os at tænke, så langt som vi nu tror eller bare vi gør det ene eller andet, bare vi nu angrer nok.. nej, det står der ikke, der står: så rig som Guds nåde er. Der er ingen betingelser her, og der er ingen synder så store, at de ikke kan forlades. Jesus tog det alt sammen på sig, da han gik vejen til korset. Det overgår måske vore almindelige forestillinger, men vi har Bibelens tale for, at det er sådan.

Jesus som vor stedfortræder

Jesu frygt i Getsemane var ikke så meget de modbydelige fysiske lidelser, som nu lå foran ham i form af en korsfæstelse, de var vel ellers slemme nok. Nej, det egentlige var, at alt det, som hele verden havde gjort af ondt fra starten af, også alle de ting, der måtte plage vores samvittighed lige nu, det blev presset sammen i et bæger og lagt på Jesus, og nu sagde han selv til sin himmelske Fader, at det var hans ansvar, nu ville han bære straffen. Det kom han til, det steg alt sammen ind for Gud i Himlen, da han hang på korset, det fik Guds vrede til at fare frem imod ham, så den brændte ham. Gud forlod Jesus på korset, fordi vore synder nu var hans ansvar.

Nåde = gratis

På grundlag af dette har vi syndernes forladelse, og det er en kilde, som aldrig tømmes. Den er nemlig så rig, som Guds nåde er. Ordet nåde betyder gratis, for intet. At have del i nåden er ikke noget, der er i vort hjerte, nej, det er i Guds hjerte. Det er Guds sindelag mod os, der er nåde, gratis, for intet, det er dette sindelag hos Gud, der aldrig ophører. Gud elskede ikke os, fordi vi var værd at elske, men fordi det var Guds væsen at elske, ikke på grund af noget i os, men på trods af alt i os. Selv om vi ikke havde fortjent det, så lod han sin Søn dø på korset under Guds dom og vrede netop for os.

Nåden i Kristus varer evigt

Det hedder hos en af salmisterne i Det Gamle Testamente, at Herrens nåde er ny hver morgen, det betyder at det er den samme hver morgen, den bliver ved at være frisk og uopslidelig. Med andre ord: når vi går til Jesus med en synd, som vi måske er så irriterede over, at vi nu må komme med for hundrede og syttende gang og vi snart er godt gale på os selv, så må vi have lov at tro, at Gud ser det som om, at det var første gang vi kom med den. For alle de andre gange er væk i Guds øjne, de er sænket i havet, fjernet fra os som østen er fra vesten, som det også hedder i en gammeltestamentlig salme.
Så søg ikke syndernes forladelse i egne fremskridt og forbedringer, søg det i Jesus Kristus, her er alle synder forladt uden undtagelse, og Guds tålmodighed ophører aldrig.