På mange måder er det en mærkelig sag, som der føres med Jesus for det store råd. De fører falske vidner frem, der ikke stemmer overens. Mange fordrejer helt åbenlyst hans ord, men Jesus tier. Det har jeg allerede behandlet i forrige indlæg.
Det var ellers netop de jøder, der ventede Messias og var de ledende. Men det er altid sådan, også senere i kirkehistorien: når Jesu ord går imod de religiøse magthaveres vilje, så er det så som så med at høre dem. Når han ikke vil det, som vi vil, tror vi ham ikke længere. Vi kan stadigvæk i dag bilde os selv ind, at vi tror på Jesus, men det kan ske at være et falsk Jesus-billede. Men afviser vi noget, der klart står i Bibelen, så er det den sande Jesus vi afviser. Vi kan som rådet her gøre alle mulige krumspring for at få det til at stemme med vores vilje, og vores aggressioner retter sig mod dem, der er Jesu talerør. De er mørkeænd, overhellige, selvgode, dobbeltmoralske, hykleriske. Der er ingen grænser for, hvad dem, der tager deres kristendom alvorligt, står model til, det var et udsnit af de almindeligste.
Endelig spørger de ligeud Jesus om han er Guds søn, og han siger det med rene ord, at det er han. Han profeterer også, at de skal se ham komme på Himmelens skyer. Som alle andre profetier går det ikke set med menneskelige øjne i opfyldelse lige på stedet, men når han kommer igen, så gør det.
Det synes ellers at være alt andet end Guds Søn, som de ser for deres øjne, og nu anklages Jesus for blasfemi. De har været oppe hele natten, det var om at gøre at få fældet den dom. De går også straks til domfældelse, stik imod jødernes samtidige lov, som foreskrev, at de skulle vente en dag.
I det hele taget bryder de både det ene og det andet her. Falske vidner og hastig domfældelse, intet er for galt når Jesus skal standses. Men de går højt op i ikke at gå ind i hedningen Pilatus' borg og at de korsfæstede ikke må hænge der i højtiden. Som al falsk religiøsitet sier de myggen fra, men sluger kamelen. Mange navnkristne i dag går også op i ydre ting, ydre former i kristenlivet, men glemmer deres næste og handler stik imod, hvad Bibelen siger på mange punkter. De jødiske ledere udviser træk, som man også finder hos navnkristne.
Det var ellers netop de jøder, der ventede Messias og var de ledende. Men det er altid sådan, også senere i kirkehistorien: når Jesu ord går imod de religiøse magthaveres vilje, så er det så som så med at høre dem. Når han ikke vil det, som vi vil, tror vi ham ikke længere. Vi kan stadigvæk i dag bilde os selv ind, at vi tror på Jesus, men det kan ske at være et falsk Jesus-billede. Men afviser vi noget, der klart står i Bibelen, så er det den sande Jesus vi afviser. Vi kan som rådet her gøre alle mulige krumspring for at få det til at stemme med vores vilje, og vores aggressioner retter sig mod dem, der er Jesu talerør. De er mørkeænd, overhellige, selvgode, dobbeltmoralske, hykleriske. Der er ingen grænser for, hvad dem, der tager deres kristendom alvorligt, står model til, det var et udsnit af de almindeligste.
Endelig spørger de ligeud Jesus om han er Guds søn, og han siger det med rene ord, at det er han. Han profeterer også, at de skal se ham komme på Himmelens skyer. Som alle andre profetier går det ikke set med menneskelige øjne i opfyldelse lige på stedet, men når han kommer igen, så gør det.
Det synes ellers at være alt andet end Guds Søn, som de ser for deres øjne, og nu anklages Jesus for blasfemi. De har været oppe hele natten, det var om at gøre at få fældet den dom. De går også straks til domfældelse, stik imod jødernes samtidige lov, som foreskrev, at de skulle vente en dag.
I det hele taget bryder de både det ene og det andet her. Falske vidner og hastig domfældelse, intet er for galt når Jesus skal standses. Men de går højt op i ikke at gå ind i hedningen Pilatus' borg og at de korsfæstede ikke må hænge der i højtiden. Som al falsk religiøsitet sier de myggen fra, men sluger kamelen. Mange navnkristne i dag går også op i ydre ting, ydre former i kristenlivet, men glemmer deres næste og handler stik imod, hvad Bibelen siger på mange punkter. De jødiske ledere udviser træk, som man også finder hos navnkristne.
