I sin undervisning sagde han: »Tag jer i agt for de skriftkloge, som gerne vil gå omkring i lange gevandter og lade sig hilse på torvet og sidde øverst i synagogen og til højbords ved fester. De æder enker ud af huset og beder længe for et syns skyld. De skal dømmes så meget hårdere.
Og Jesus satte sig over for tempelblokken og så på, hvordan folkeskaren lagde penge i blokken. Der var mange rige, som gav meget. Så kom der en fattig enke, som gav to småmønter af et par øres værdi. Jesus kaldte da disciplene hen til sig og sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken. For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af.
Fra Markusevenageliet 12,38ff.
 |
| Enken giver mønterne |
Men så kommer en fattig enke,
der lægger to småmønter i, og det var alt, hvad hun havde. For hende fik det
store konsekvenser at give den lille gave, for hun måtte givetvis suge længe på
labben efter dette. Hun får det skudsmål af Jesus, at hun gav mere end alle de
andre, for hun gav alt hvad hun ejede.
Hvad imponeres vi over som kristne?
Nu er vi jo takket være denne her
beretning blevet vænnet til ikke at skilte for meget med hvor store beløb vi
giver til Guds riges arbejde, vi skulle jo nødig ligne dem, som Jesus fordømte.
Men vi kan blive vældig imponeret
over meget andet. Nej, hvor er han aktiv i Guds riges arbejde, nej, hvor er
hans kalender fuld med alt det, som han skal foretage sig i kristelige
sammenhænge. Glemmer vi at tænke på den, der er fysisk svækket, men som er
trofast i forbøn? Den præst, som har fået en masse menighedsarbejde op at stå,
ham lovpriser vi ofte i høje toner, men tænker vi nogensinde på den præst, der
har prædiket evangeliet trofast i flere år i et sogn, hvor det synes håbløst,
det er tilsyneladende for døve øren, og alligevel holder han ved at forkynde om
Jesus og hans forsoningsdød.
Dem, som Jesus skældte ud på og som
man bagefter så give rige gaver, de lagde stor vægt på at holde loven, leve
efter Guds befalinger. For dem var det et og alt, og de regnede med, at mennesker
fra naturens hånd var i stand til dette, Gud ville give os kraften til at
stræbe efter det, og gjorde man det, ville Gud tilgive resten.
Guds lov og dens krav
De havde ikke forstået, hvad loven
kræver. Den kræver, at man skulle holde den til fuldkommenhed, og snubler man
på et punkt, så havde man overtrådt hele loven, det hed jo”forbandet være den,
der ikke bliver i alt, hvad der står i lovbogen og gør derefter.”
Den lov, som de lagde meget vægt på
at holde, den er jo udtryk for Guds vilje og derfor hellig og god, men når den
støder sammen med et menneske, der fra fødslen af er bundfordærvet og fremmed
for livet i Gud, så bevirker den i bedste fald erkendelse af synd. Det er kun
godt, når den når så langt, at vi erkender, at vi intet kan gøre for at
genoprette vores forhold til Gud, men når den ikke så langt, og vi på en eller
anden måde tror, at vægten skal lægge på det, som vi skal gøre, frem for hvad
Jesus har gjort for os. Nu må vi rigtig tage os i nakken, prøve at lægge vægt
på at leve efter hans vilje. Nej, for det alene at forkynde loven, altså, hvad
vi skal gøre, det kan i bedste fald føre til syndserkendelse, men ofte fører
det ikke engang det med sig, og så ender vi i farisæernes faldgrube:
selvretfærdighed. Så bliver Jesus væk fra os, og det er vores eget kristne liv,
vi sætter vor lid til. Så kan det godt skabe et kristeligt liv for en ren ydre
betragtning, men uden at hjertet hænger ved Jesus. Vi kan så godt give store
gaver til Guds riges arbejde, men hvor er Jesus? Vi kan være meget aktive i
Guds riges arbejde, men Jesus er ude af øje og sind undtagen måske som moralsk
forbillede, men ikke som frelser.
Gaven som frugt af troen på Jesus
Enken gav af taknemmelighed mod Gud
og hvad han havde gjort for hende, og det så Jesus, der kendte hjertet. Det var
ikke fordi at hun gav mønterne, at hun var retfærdig, men fordi hendes gave var
en frugt af den tro, der kender evangeliet om Jesus og hans død for os. Enhver,
der gør en indsats og giver af troens taknemmelighed, giver sig selv helt.
Jesus selv gav sig selv fuldstændigt, han ejede jo hele verden, var hos sin
Fader i Himlen, hvor englene lovpriste ham dag og nat, men det skar ham i hans
hjerte, at vi skulle gå fortabt, og derfor gav han i lighed med enken her alt
han ejede, og han ejede så meget mere end hende. Han gav afkald, han blev
menneske og vandrede på jorden under den samme nød og elendighed, som vi også
kender, og han endte med at give sit liv og lade sig skille helt fra sin Far,
fordi han bar alle vore synder bort. Sådan gav han alt, rub og stub.
Det er netop synet for dette, der
skaber en glad giver og kristne, der gør en indsats. Vi har så let ved at
tænke, når vi står overfor det problem, at mange ikke rigtig giver særlig meget
i arbejdet, at så skal de formanes kraftigt, så skal der virkelig lægges
eftertryk på vores pligter som kristne. Nej, sådan tænker Gud ikke, hvor der
mangler indsats, der skal der males Jesus for øje som den, der har givet sig
helt hen for os, og det helt ind i døden. Det skabte den fattige enke, der gav
sine sidste småmønter, og det skaber en sand indsats for Herren.
