Gud sagde: »Jorden skal frembringe alle slags levende væsener, kvæg, krybdyr og alle slags vilde dyr!« Og det skete; Gud skabte alle slags vilde dyr, al slags kvæg og alle slags krybdyr. Gud så, at det var godt.
Gud sagde: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.« Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem og sagde til dem: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!« Gud sagde: »Nu giver jeg jer alle planter, der sætter frø, på hele jorden og alle træer, der bærer frugt med kerne. Dem skal I have til føde. Til alle de vilde dyr og til alle himlens fugle, ja, til alt levende, der rører sig på jorden, giver jeg alle grønne planter som føde.« Og det skete. Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var. Så blev det aften, og det blev morgen, den sjette dag.
1. Mosebog 1, 24-31
Den generelle skabelse
Menneskets skabelse kommer som rosinen i pølseenden
på skabelsesberetningen, beretningen om hvordan verden bliver til. Den begynder
med at sige, at Gud skabte Himlen og Jorden i begyndelsen. Bare med et ord
skaber han, han taler og så står det der. Han siger: der blive lys, og der blev
lys.
For Gud skaber ud af intet. Hvor vi er nødt til at skabe ud af noget foreliggende materiale, så er Gud den
almægtige, der formår at skabe ud af intet. Hvor der er øde og tomt taler og
Gud, og så er der ikke øde og tomt mere.
Allerede på det første blad møder
vi Treenigheden: Ånden, der svæver over vandene og læser vi det i lyset af
Johannesevangeliets indledning, så vil det fremgå, at Ordet, som Gud taler,
ikke bare er ord, men en levende person ved siden af Gud selv, der dog også er
Gud. Alle disse tre personer er med som den ene Gud i skabelsen. Det er jo også
Kristus, om hvem det hedder hos Paulus, at alting skabt ved ham.
Og som et omkvæd i
skabelsesberetningen hedder det, at Gud så at det var såre godt. Det hedder det
om alle ting lige fra jorden og havet over planterne og til dyrene: det var
såre godt. Et drønhamrende nej til tanken om, at det onde ligger i det skabte
som sådan. Ikke som i diverse østlige religioner og i gammelgræsk tankegang,
hvor det onde ligger i det ydre, sansbare. Her glæder Herren sig over sine
værker, og det bliver han ved med til det sidste.
Den sammenhæng skal være klar for os, når vi nu
kommer til menneskets skabelse.
Mennesker og dyr er taget fra jorden
Der er en ting som er værd at
bemærke, og det er at dyrene bliver skabt samme dag som mennesket og kommer af
jorden. Gud siger her: Jorden frembringe alle slags dyr. Jeg kender mange
garvede bibellæsere, der bliver forbavsede her. Kan det virkelig være rigtigt?
Og vi vil jo ikke godkende, at mennesket bare er et dyr.
Dog kan vi ikke løbe fra, at
mennesket har et legeme som dyrene. Det godkender Bibelen også med denne
lighed i måden som dyr og mennesker bliver skabt på. Begge bliver taget af
jorden. Derfor må vi indrømme, at når vi ser på den rent legemlige side af
mennesket og dyrene, så er der visse ligheder. Disse ligheder er utrolig lette at
konstatere bare med et overfladisk kendskab til biologi. Legemet har drifter
og behov, som er fuldstændig de samme hos mennesker og dyr. Det føler sult,
tørst, erotisk tiltrækning, smerte, alt det der karakteriserer os som legemlige
væsener karakteriserer også dyrene. Denne lille detalje i skabelsesberetningen
viser, at den lighed regner Bibelen også med.
Dette legeme, denne synlige side af
os og dyrene, den er taget af agerjorden. Det er det, der ligger bag
begravelsesritualets ord, af jord er du kommet. Og det er også jord vi skal
blive igen, når vi dør. Når legemet går i forrådnelse efter døden bliver det
til den jord, som det er taget af.
Livet er Guds gave.
Men jeg stødte ind i noget, der er meget interessant i denne forbindelse. Jeg
læste en artikel, hvor der stod at ingen biologer nogensinde har fundet nogen
årsag til liv i noget legemligt væsen. Det at en klump jord formet som ben,
kød og indvolde, kan leve er faktisk et under, der unddrager sig al forklaring.
Årsagen til livet har man ikke kunnet spore. Derfor er det klart, at når livet
forsvinder fra et legeme, så dør det. Så bliver det til jord igen.
Livet er i virkeligheden noget, Gud
giver. Vi har et herligt skriftsted i Salme 104, der viser dette. Alt levende
lever i virkeligheden så længe som Gud holder livsånden i det. Når han trækker
den tilbage, så indtræder døden ubønhørligt.
Mere om det i morgen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Kommentar velkommen