Brev fra Galatermenigheden til apostelen Paulus

Kære Paulus,

Vi er nogen i Galatermenigheden, der er kommet til tro ved din forkyndelse og har været meget glade for dit virke iblandt os.

Derfor må vi skrive til dig, at du gør os stor sorg med det sidste brev, du skrev til os. Det var ikke præget af den næstekærlighed, som du selv har prædiket iblandt os, og som Skrifterne fordrer. Det gør os sorg at se, at du i dette brev rakker ned på dine medtroende, som jo trods alt tror på den samme Frelser, som du tror på. Ikke alene det, du ønsker oven i købet, at de må lemlæste sig selv. Er det kærlighed? Vi kan ikke lide, når nogen taler ondt om andre kristne. De er jo dine kristne brødre og søstre, selv om I er uenige om nogle ydre ting.

Vores menighed har været død og sovende i lang tid, men så kom disse forkyndere og bragte omsider lidt liv til os. Mange begyndte at tage det alvorligt med deres helliggørelse. Hvordan kan du sige, at de forkynder et anderledes evangelium, når de netop bærer den frugt, som Jesus sagde de skulle kendes på? De lever et langt mere kristent og helligt liv end adskillige af dem, der holder fast på din lære om tro alene, og de taler jo om Jesus Kristus. Al den aktivitet, der er kommet i menigheden siden de kom, er fantastisk, før skete der jo ikke noget som helst. Folk er aktive nu og sidder ikke bare derhjemme og plejer deres luksusproblemer.

Du taler jo selv til sidst i dit brev om troens frugter. Du vil så sige, at det er en følge af at være retfærdiggjort og ikke en forudsætning for det. Er det ikke bare en strid om ord og et fortolkningsspørgsmål? Ikke alle i menigheden er uddannet i Skrifterne som du er, almindelige mennesker har mest brug for den enkle forkyndelse uden alle disse dikkedarer og pindehuggerier, som de uddannede spekulerer over. Tænk på alle de uretfærdigheder og grusomme gerninger, der er blevet begået for den rette læres skyld. Var det ikke meget bedre vi bare havde den enkle tro på Jesus og ikke stredes om alle disse petitesser? Vi kan virkelig ikke se, at det med omskærelse får så afgørende betydning, du har da også selv engang ladet Timoteus omskære. Hvorfor har du så meget imod andre, der praktiserer det?

Vi kan ikke se det anderledes, end at du og disse jødiske prædikanter lægger vægten på forskelligt sted, fordi I er ud af hver sin tradition. Du har mest taget dig af de hedningekristne i dit virke og er derfor præget af den tradition, der råder der. Dine modstandere – som ikke burde være dine modstandere – har mest fået deres oplæring blandt de jødekristne. Kunne de to traditioner ikke prøve at lytte til hinanden og lære af hinanden? Var det ikke bedre end at strides om ord? Vi kunne ellers risikere at skyde os selv i foden og sige nej til en ny mulighed for evangeliets udbredelse.

Vi håber og beder til, at du må få et mere tolerant sind og få mere syn for, hvad der er hovedsagen og blive mere åben og lyttende.

Hilsen,

Galatermenighedens hyrde

Forfattet af Mogens Sørensen i 1992. 

Er Folkekirken en Judas-kirke?

Da Judas forråder Jesus i Getsemane have ved at føre de romerske soldater til ham, har han et aftalt tegn, at den han kysser, det er ham. Så Judas kysser Jesus og siger: Vær hilset, rabbi! og på den måde kan soldaterne kende, at det er ham de skal arrestere.
For en ren ydre betragtning ophøjer han Jesus, ærer ham som en rabbi, hvis en eller anden var gået forbi den dag uden at kende baggrunden, så ville han tro det, selv om han forråder Jesus.
Sådan kan vi også tilsyneladende ophøje Jesus, kalde ham alle mulige store ting, men alligevel forråde ham.
Spørgsmålet er: er det hvad Folkekirken gør?

Hvordan er præsterne Judas'er?

Der sidder næppe nogen præst i Folkekirken, der ville sige noget åbenlyst dårligt om Jesus. De fleste prædiker om ham som den evigt tilgivende - og dog, måske peger de på ham som den, der har lært os, at Gud er den evigt tilgivende. De glemmer så bare at sige, at det er hos Jesus selv, den opstandne, at tilgivelsen er at få. De glemmer også at sige, at tilgivelsen fås ved, at vi kalder det for synd imod Gud, som Bibelen kalder synd imod Gud, bøjer os og så lader os tilsige af hans ord, at vi har syndernes forladelse. Mange prædiker, at den er en gang for alle sikret i dåben, og jeg vil ikke modsige, at vi har fået den store gave i dåben, men de glemmer at sige, at hvis vi ikke lever i daglig anger og bod, så er vi faldet ud af vor dåb.
Mange præster - jeg siger ikke alle - går straks efter trosbekendelsen hvor de har bekendt, at Jesus er opstanden fra de døde, op og prædiker, at Jesus var et menneske, han opstod ikke legemligt. Efter at de har været med til sammen med menigheden at bekende, at de tror på syndernes forladelse, holdes der ofte en prædiken, der mere handler om syndernes tilladelse.

Hvordan er menigheden Judas?

Der synges salmer, der lovpriser Jesus, vi lovpriser ham i nadverliturgien som man gjorde under indtoget i Jerusalem, Velsignet være han som kommer, i Herrens navn, hosianna i det højeste. Der læses tekster om Jesus og han står over altrene som det tydelige centrum i gudstjenesten.
Men et menighedsråd kan afvise en ansøger til præsteembedet med, at han taler for meget om Jesus. Kirken er lagt i hænderne på mennesker, der ikke har noget forhold til Jesus Kristus. Folketinget kan bestemme en lovgivning for kirken, som er i klart modstrid med Guds Ords klare tale, det blev gjort, da man vedtog loven om homovielser i kirken.

Symptomer, men hvad er sygdommen?

Alt dette er jo egentlig et symptom på, at man ikke længere regner Jesus for den eneste frelser og Bibelen for at være Guds Ord fra A til Å. Sorgløst regner man menigheden for at være alle de døbte, de eneste man vil sætte udenfor er dem, der vover at lave kludder i dåbsautomatikken.
Folkekirken ligner mere og mere det salt, som har mistet sin kraft, om det sagde Jesus, at det kun duer til at kastes ud og trædes ned af mennesker.
Judas' forræderi endte med et selvmord. Vil kirkens forræderi også ende med det? Efter min mening er den allerede ved at begå åndeligt selvmord.
Skal vi som troende forlade den synkende skude?