I forhold til Jesus er tiggeri ingen skam

Dagens prædikentekst på Fastelavns søndag handler om, at Jesus taler til disciplene om, at han skal gå til Jerusalem og lide meget og dø på korset og så skal han opstå. Disciplene fatter det ikke, det hedder, at det er dunkel tale for dem. Ofte fatter vi ikke Guds klare tale, det var jo ikke fordi ordene Jesus sagde var uforståelige. De kunne bare ikke fatte, at det var nødvendigt, at Jesus skulle dø.
Så går de videre og da er der en blind tigger, der råber til Jesus: Du Davids Søn, forbarm dig over mig! Disciplene truer ham til at være stille, men han råber desto højere. Så lader Jesus ham føre til sig og spørger, hvad han vil han skal gøre. Den blinde beder om at få sit syn igen, og det gør Jesus, hvorpå tiggeren nu følger ham på vejen.

Tiggeri hos Jesus

I dag er tiggeri et stigende problem i byens gader. Ofte går folk forbi, andre afviser dem med hårde ord. Nu er det heller ikke så ønskværdigt, at vi skal ende med at tigge i denne verden, men i Guds Rige er det anderledes. I forhold til Jesus er det ikke en skam at tigge, her skal vi være på tiggerens plads. Her kan vi ikke være andet, for vi er magtesløse til at gøre det, som Gud kræver af os.
Når disciplene havde svært ved at forstå Jesu klare forudsigelse af, hvad der skulle ske, så kan det skyldes, at de havde lige så svært ved at fatte det, som vi i dag har så svært ved at fatte: at vi er syndere, i os selv fortabte i forhold til Gud og har brug for, at Jesus sletter alle vore synder ud. Vi havde jo nødig, at han tog alle vore synder på sig og bar dem op på korset. Det er han så på vej til at gøre i dagens tekst. Hans kærlighed gik det villigt igennem for hver enkelt af os, også for dig og mig.

Vi må lære, at vi er syndere

Så også vi må lære, at vi er syndere, der har brug for tilgivelse. Vi skal være som tiggeren i forhold til Jesus, der bliver ved med at råbe til ham om hjælp. Vi kan have mange røster, der vil hindre os, som siger: "du er da ikke værre end andre. Ikke den frelsesgoisme, gå nu ud og vær lidt mere social. Kom nu ud over det med at være en synder og lad dig fylde af Ånden." Når disse røster lyder, så er det vigtigt du overhører dem og råber højere til Jesus, beder ham om at forbarme sig over os.
Det er svært at lære det punkt i troslæren, der hedder: jeg er en synder, men forstår vi ikke dette punkt, så forstår vi som disciplene ikke Jesu død, så bliver påskens budskab bare et tomt budskab. Måske gruopvækkende på grund af den voldsomme død, men uden betydning for os. Her er tiggeri ingen skam,  men den eneste forudsætning. Jesus har så lovet, at han vil høre dig i dag som han hørte den blinde tigger. Så snart du føler nøden, så råb til ham som tiggeren og Jesus vil ikke gå forbi eller afvise dig med hårde ord, men glad og ville forlade dig alle synder.

Mennesket er den ansvarlige i Guds skaberværk

Således blev himlen og jorden og hele himlens hær fuldendt. På den syvende dag var Gud færdig med det arbejde, han havde udført, og på den syvende dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført. Gud velsignede den syvende dag og helligede den, for på den dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført, da han skabte.
Det var himlens og jordens
Dengang Gud Herren skabte jord og himmel, var der endnu ingen buske på jorden, og ingen planter var spiret frem, for Gud Herren havde ikke ladet det regne på jorden, og der var ingen mennesker til at dyrke agerjorden, men en kilde brød frem af jorden og vandede hele agerjorden. Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen.
Gud Herren plantede en have i Eden ude mod øst, og der satte han det menneske, han havde formet. Gud Herren lod alle slags træer, der var dejlige at se på og gode at spise af, vokse frem af jorden, også livets træ midt i haven og træet til kundskab om godt og ondt. 1. Mosebog 2, 1-8 

Mennesker og dyr er taget fra agerjorden, men det er ikke bare jorden, der frembringer mennesket. Det er Gud selv, der danner af agerjordens muld. Altså ikke bare som i forbindelse med dyrene at han befaler jorden at frembringe, men han danner selv per­sonligt mennesket.

Mennesket skabes på en særlig måde

Her, hvor Gud skal lægge kronen på sit værk, former han selv mennesket og han giver det på en særlig, personlig måde livet i forhold til alt andet levende: han puster livsånde i dets næsebor. Dette at Gud handler så personligt når han gør mennesket levende har den samme funktion i forbindelse med skabelsens syn på mennesket som sakramenterne har det i forbindelse med frelsens syn på mennesket: Gud giver dette væsen en særstilling i skabelsen og lader det herske over alle andre levende væsener, og som et tegn på dette nøjes han her ikke bare med at tale, men han former selv af agerjordens muld og blæser livsånde i næseboret. Så klart og tydeligt gør han det ved et tegn, at mennesket er i en særstilling.

Vel er der ligheder med dyrene, når det gælder det rent legemlige, men mennesket er al­ligevel noget radikalt nyt i skabelsen. Det skabes i Guds billede, så det ligner Gud. Lad os lægge mærke til at det ligner Gud, ikke at det er Gud. Der er ikke noget grundlag for i skabelses­beretningen at guddommeliggøre mennesket. Det er stadigvæk forskelligt fra sin skaber.

Kulturbefalingen

Mennesket er skabt til at herske over al skabningen, hedder det. Her har vi det, som nog­en kalder kulturbefalingen. Kultur skal her forstås bredere end vi ofte bruger det, kunstneriske frembringelser. Det skal forstås som alt det vi mennesker skaber med det i skaberværket forhåndenværende materiale. For det er men­nesket i stand til. Det er med andre ord Guds repræsentanter på jorden. Her er ingen tvivl om, at det, der sætter mennesket i stand til dette, er fornuften.

Nu kan det lyde underligt, ellers plejer man jo i kristen sammenhæng at tale meget om fornuftens uformåen. Den er også uformående til at fatte Gud, når fornuften får for stor plads i trosspørgsmål, så ødelægges snart hele troslæren, fordi den strider mod den naturlige fornuft.
Men udover åndelige spørgsmål skal vi ikke sige noget dårligt om fornuften. Det er med den, vi opfylder vores herskerposition. Når vi ser på vores krop, så er den egentlig dårlig til at modstå alle slags kli­maer. Dyr i kolde egne har tyk pels, dyr i varme egne har en tynd, glat pels, der kan modstå den skoldende hede. Men vores fornuft sætter os i stand til at lave tøj, der kan modstå alle slags klimaer. Det var bare et eksempel. Vi kan også tale om menneskets evne til at danne redskaber, der kan gøre ting som visse dyr kan gøre med deres lemmer. Og vi er i stand til at forarbejde, at skabe, med det forhåndenværende materiale. Og vi kan forarbejde den mad, som vores fordøjelsessystem ikke kan fordøje råt.

Og så er der de kunstneriske frembringel­ser. Musikken, litteraturen, billedkunsten o.s.v.. Også her er vi medskabere. Naturen er jo et over­flødighedshorn af skønhed, som vi glæder os over lige fra blomsterne i engen til stjernehimlen, og med vores diverse kunstneriske evner er vi også Guds medarbejdere i skabelsen for at skabe skøn­hed. Så vi har lige så meget lov til at takke Gud for billederne i Det Sixtinske Kapel og en Bach-kantate eller en god film som vi har lov til at takke ham for blomsterne og havets brusen. Det er en evne, han gav mennesket fra skabelsen.

Vi skal afspejle skaberen.

Så det kristne syn på skabelsen er ikke en form for naturromantik, hvor vi mennesker skal tilbage til en oprindelig naturtilstand og kulturen - bredt forstået - er af det onde. Nej, menneskets kulturarbejde hører med til skabelsen, og Gud så det var såre godt, hedder det.

Og i forhold til medmennesket er det også kaldet til at være et vidnesbyrd om Skaberen. Der er ingen tvivl om, at jordiske menneskeforhold er en afspejling af Gud. Det hedder jo hos Paulus, at det er efter Faderen at alle jordiske faderforhold har deres navn. Det hedder også, at manden skal elske hustruen som Kristus elskede kirken. Mellemmenneskelige forhold afspejler både det indbyrdes kærlighedsforhold mellem Treenighed­ens personer og mellem Gud og mennesker. Også dette forhold forplumres af syndefaldet, det siger almindelig dagligdags erfaring vist de fleste af os, men det vil jeg også uddybe de følgende gange.

Mennesket er skabt af Gud

Gud sagde: »Jorden skal frembringe alle slags levende væsener, kvæg, krybdyr og alle slags vilde dyr!« Og det skete; Gud skabte alle slags vilde dyr, al slags kvæg og alle slags krybdyr. Gud så, at det var godt.
Gud sagde: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.«  Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem og sagde til dem: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!« Gud sagde: »Nu giver jeg jer alle planter, der sætter frø, på hele jorden og alle træer, der bærer frugt med kerne. Dem skal I have til føde. Til alle de vilde dyr og til alle himlens fugle, ja, til alt levende, der rører sig på jorden, giver jeg alle grønne planter som føde.« Og det skete. Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var. Så blev det aften, og det blev morgen, den sjette dag.

1. Mosebog 1, 24-31

Den generelle skabelse

Menneskets skabelse kommer som rosinen i pølseenden på skabelsesberet­ningen, beretningen om hvordan verden bliver til. Den begynder med at sige, at Gud skabte Himlen og Jorden i begyndelsen. Bare med et ord skaber han, han taler og så står det der. Han siger: der blive lys, og der blev lys.

For Gud skaber ud af intet. Hvor vi er nødt til at skabe ud af noget foreliggende materiale, så er Gud den almægtige, der formår at skabe ud af intet. Hvor der er øde og tomt taler og Gud, og så er der ikke øde og tomt mere.

Allerede på det første blad møder vi Treenigheden: Ånden, der svæver over vandene og læser vi det i lyset af Johannesevangeliets indledning, så vil det fremgå, at Ordet, som Gud taler, ikke bare er ord, men en levende person ved siden af Gud selv, der dog også er Gud. Alle disse tre personer er med som den ene Gud i skabelsen. Det er jo også Kristus, om hvem det hedder hos Paulus, at alting skabt ved ham.

Og som et omkvæd i skabelsesberetningen hedder det, at Gud så at det var såre godt. Det hedder det om alle ting lige fra jorden og havet over planterne og til dyrene: det var såre godt. Et drønhamrende nej til tanken om, at det onde lig­ger i det skabte som sådan. Ikke som i diverse østlige religioner og i gammelgræsk tankegang, hvor det onde ligger i det ydre, sansbare. Her glæder Herren sig over sine værker, og det bliver han ved med til det sidste.

Den sammen­hæng skal være klar for os, når vi nu kommer til men­neskets skabelse.

Mennesker og dyr er taget fra jorden

Der er en ting som er værd at bemærke, og det er at dyrene bliver skabt samme dag som mennesket og kommer af jorden. Gud siger her: Jorden frembringe alle slags dyr. Jeg kender mange garvede bibellæsere, der bliver forbavsede her. Kan det virkelig være rigtigt? Og vi vil jo ikke godkende, at mennesket bare er et dyr.

Dog kan vi ikke løbe fra, at mennesket har et legeme som dyrene. Det godkender Bi­belen også med denne lighed i måden som dyr og mennesker bliver skabt på. Begge bliver taget af jorden. Derfor må vi indrømme, at når vi ser på den rent legemlige side af mennesket og dyrene, så er der visse ligheder. Disse ligheder er utrolig lette at konstatere bare med et overfladisk kend­skab til biologi. Legemet har drifter og behov, som er fuldstændig de samme hos mennesker og dyr. Det føler sult, tørst, erotisk tiltrækning, smerte, alt det der karakteriserer os som legem­lige væsener karakteriserer også dyrene. Denne lille detalje i skabelsesberetningen viser, at den lighed regner Bibelen også med.

Dette legeme, denne synlige side af os og dyrene, den er taget af agerjorden. Det er det, der ligger bag begravelsesritualets ord, af jord er du kommet. Og det er også jord vi skal blive igen, når vi dør. Når legemet går i forrådnelse efter døden bliver det til den jord, som det er taget af.

Livet er Guds gave.

Men jeg stødte ind i nog­et, der er meget interessant i denne forbindelse. Jeg læste en artikel, hvor der stod at ingen biolog­er nogensinde har fundet nogen årsag til liv i nog­et legemligt væsen. Det at en klump jord formet som ben, kød og indvolde, kan leve er faktisk et under, der unddrager sig al forklaring. Årsagen til livet har man ikke kunnet spore. Derfor er det klart, at når livet forsvinder fra et legeme, så dør det. Så bliver det til jord igen. 

Livet er i virkeligheden noget, Gud giver. Vi har et herligt skriftsted i Salme 104, der viser dette. Alt levende lever i virkeligheden så længe som Gud holder livsånden i det. Når han trækker den tilbage, så indtræder døden ubønhørligt.

Mere om det i morgen.