Korsfæstelsen af Jesus

Selve det at henrette ved korsfæstelse var en bekostelig og langsommelig affære. Var det ikke lettere bare at slå dem ihjel med halshugning, som også foregik i romerriget? Ja, men meningen med korsfæstelsen har ikke bare været for at henrette, det har også været for at sprede at afskrække fra at begå oprør. Derfor blev de også korsfæstet på offentlige steder, hvor folk gik forbi, det blev Jesus også. En stor del af straffen var også skammen, det ydmygende i at hænge der. Det har været diskuteret blandt læger, hvad man egentlig døde af ved korsfæstelsen, men en ting er sikkert: det var ikke forblødning, så ville man dø hurtigere, og ofte var de flere dage om at dø. Ifølge Johannesevangeliet bliver de overrasket over, at Jesus er død så hurtigt.

Korset er stødende, men det er vor frelse

Den almindelige holdning blandt romere var, at korsfæstelse ikke var noget, som civiliserede romere skulle idømmes. Det var kun slaver og ikke-romerske borgere, der skulle idømmes det. Det var endda et ord, som man ikke sagde højt.
Det er ikke sært, at da de første kristne skulle forkynde evangeliet, så blev det mødt med meget forargelse. Sådan stå og tale om en mand, der var blevet korsfæstet, det gør pæne mennesker da ikke.
Men så grusom korsfæstelsen end er, så er ordet om Jesu kors en kraft til at frelse. Det er ikke til at se, for historien om hans korsfæstelse ligner alle andres. Det blev gjort helt efter bogen, med en piskning, der skulle svække den dødsdømte, så døden blev fremskyndet. Han skulle bære korset selv, hvad der også var almindelig procedure. Når en korsfæstet gik på den måde i procession, så var det tegn på, at nu var han udstødt, alle havde lov at håne ham og spytte på ham. Så var der sat en inskription over ham med Jødernes Konge. At kalde sig konge blandt jøderne var ofte ensbetydende med oprør, derfor betyder det en oprørsanklage. Det var også normal procedure.

Vantroen ser kun afmagt i korset

Den hån, som Jesus nu bliver udsat for, er som udtryk for, hvad vantroen ser i Jesu korsfæstelse. Nu hænger han der og er magtesløs, sig selv kan han ikke frelse, lad ham nu stige ned af korset, hvis han er Guds Søn. For vantroen er dette bare en tragisk hændelse, den kan så kalde på tårer som det gør hos nogle kvinder, som ser Jesus slæbe af sted med korset, eller det kan kalde på hån og skadefryd, som det sker fra mange af dem, der står ved korset. Dem, der græder over Jesus får at vide, at de ikke skal græde over ham, men over dem selv. Vi skal ikke ved Jesu korsdød prøve at se, hvor meget medlidenhed vi kan stable på benene over hans død, som visse middelalderlige fromhedsretninger dyrkede det. Vi skal først og fremmest se på, at det var vores synd, der naglede ham til korset. Han ofrede sig her for at vi skulle gå fri. Barrabas blev af Pilatus frigivet i stedet for Jesus, ved Guds domstol er vi alle som Barrabas. Han har taget vor synd bort og dommen skal ikke falde mere.

Syndernes forladelse ved korset

Dem, der håner Jesus, får intet svar. Er man kun ude på at nedgøre og håne Jesus og hans budskab, så skal man ikke vente noget svar fra Guds Ånd i dag heller. Her er Jesus tavs, også i dag.
Men disciplene, der nu kæmper med fortvivlelse, fordi de tror alt er tabt, de har nu fået at se, at alle deres egne fortsætter og deres egen fromhed ikke duede længere. Netop for dem har Jesus død et budskab: han har båret skylden for det alt sammen, og han vil gerne forlade dig alt.
Fader tilgiv dem

Noah på film - tja?

Så er historien om Noahs ark og syndfloden kommet til danske biografer på film. Hvad skal man mene om det? Så vidt jeg kan se har den fået blandede anmeldelser. Her vil jeg ikke tage stilling til, hvad man skal mene om den som filmkunst, bortset fra den gamle frase, at man nu synes, at bogen er bedre - når der er tale om filmatiseringer af bibelske beretninger, så får den frase en ny dimension.

Faldgruber når Bibelen filmatiseres

Når en skreven beretning omsættes til film, vil der altid være tale om en fortolkning. Det kan så være en fortolkning, man er mere eller mindre uenig i, men den er der og præger filmen. Denne regel gælder også bibelske beretninger, og mange bibelske beretninger får ofte en tolkning, som strider imod Bibelens klare lære. Mest ekstremt har man set det i Jesu Sidste Fristelse, der kom i firserne. Dens Jesus-billede måtte siges at være meget suspekt. Selv har jeg set en filmatisering af Davids liv, hvor det var en tydelig pointe, at David ikke skulle lade sig tynge af de dømmende profeters ord, men leve som han fandt det rigtigt. Kan en kristen præges af disse tolkninger, som de ser på film i den tro,at de får en bibelsk beretning? Det må der tænkes over.
Det er også en velkendt sag, at filmatiseringer ofte tildigter noget til teksten, og det sker næsten altid ved bibelske beretninger. Hvad man f. eks. har set af filmatiseringer af Moses' liv, både den gamle storfilm De Ti Bud og den senere tegnefilm Moses, tildigter Moses' liv fra han bliver adopteret af Faraos datter til han flygter fra Ægypten. Det tidsrum røber Bibelen ikke noget om, men det er ikke mærkeligt, at filmfolk bruger friheden her. Ofte kan vi så gå og tro, at et eller andet vi har set på film - eller for den sags skyld, læst i en genfortælling af beretningen - er noget, der står i Bibelen.

Noahs historie er om Guds dom.

Det gjorde Gud!

Disse faldgruber er generelle og vil helt klart også være til stede i forbindelse med den nye Noah-film. Den skal nok være lavet med alle de moderne effekter, og de uddrag jeg har set er meget voldsomme. Det er der for så vidt ikke noget at indvende imod, for i virkeligheden er det jo en voldsom historie. Ofte, når man ser billedlige fremstillinger af den, er det arken med alle dyrene man ser. Det ser så sødt ud med alle disse dyr i arken. Her glemmes det ofte, at det i virkeligheden er historien om Guds dom over verden - hvordan han angrede at have skabt mennesket, fordi det higede efter det onde. En verdensomspændende oversvømmelse, der udsletter alt, tænk på hvordan bare en lokal oversvømmelse er. Det gjorde Gud, fordi han var vred. Derfor skal der ikke rejses nogen indvendinger imod, at filmen viser det i sin gru. Noget helt andet er, om den prøver at fortie tanken om, at det er Guds dom. Nu har jeg ikke set filmen, så jeg skal ikke udtale mig for sikkert, men jeg kan frygte det.

Noahs historie er også om Guds nåde

Noget af det, som også er svært at fortælle på film, det er evangeliet. Hvordan kan man vise i levende billeder og deres handling, at der er en, der har taget Guds dom på sig, har lidt døden for os, for at vi skulle blive frelst? Det er under alle omstændigheder vanskeligt, jeg hælder til at sige umuligt. De levende billeder med Noa vil ikke kunne fortælle, at arken er et forbillede på dåben, der frelser os. Dåben er den ark, som vi har, som vi kan falde overbord fra, når vi er vantro, men som ikke kan synke. Meget kan siges i filmens dialog, men næppe dette. Evangeliet i filmen kunne komme, da regnbuen sættes. Samtidig med, at det er en grum beretning om Guds dom, så munder den jo også ud i, at Gud satte regnbuen som et tegn, at han vil lade jorden være beboelig så længe den står. Der kommer en dag, hvor Gud vil dømme verdenen, men indtil da går den ikke under.
Det var så bare generelle betragtninger omkring den nye Noah-film. Jeg vil opfordre dig til at bruge anledningen til at læse, hvad der står i Bibelen om det. Her finder du den sande forståelse af den historie, 1. Mosebog Kapitel 6...

Pilatus ville stå sig godt med kejseren

Det billede evangelierne giver af Jesus hos Pilatus er yderst realistisk. Romerne regerede i de fjene kolonier ved hjælp af statholdere, oftest i samarbejde med en lydkonge, som Herodes var i Gallilæa og i samarbejde med lokale ledere. At de jødiske ledere bringer Jesus til Pilatus var gængs praksis, når de mente, at nogen ville starte et oprør, så havde de pligt til at bringe dem til statholderen.
Det kan virke meget sympatisk, at Pilatus ikke vil dømme Jesus alt for hurtigt og helst vil frigive ham, for han finder ham ikke skyldig. Det gør det egentlig kun værre hvad han gør efterfølgende: han dømmer med helt åbne øjne en, som han godt ved er uskyldig. For Pilatus var det tydeligt altafgørende at stå sig godt med kejseren, og det er frygten for, at det ikke lykkes, som de jødiske ledere spiller på. Fra andre kilder end Bibelen ved man, at Pilatus havde bygget et stort tempel i Cæsarea for kejseren og han havde gjort alt for at fremme kejserdyrkelsen. Det sidste var sket under mange protester fra jødernes side, men ofte havde han brugt brutale midler for at slå disse protester ned.
Johannes er den, der gengiver forhøret hos Pilatus mest detaljeret. Her får vi en samtale mellem Jesus og Pilatus, hvor han spørger ind til, om han er jødernes konge. Jesus siger, ja, han er en konge, men hans rige er ikke af denne verden. Jesu er vor konge, ja, men han vil ikke oprette et jordisk rige. Han er kommet for at tilvejebringe syndernes forladelse ved sin død, ved dette regerer han i hjertet hos de troende, så de nu hører til i det kommende evige rige.
Pilatus forstår i hvert fald så meget, at Jesus ikke er ude på at starte et oprør, det er et eller andet abstrakt religiøst, tænker han måske, det forstår han ikke meget af.
Men trods det, at han ved Jesus er uskyldig, så vil han alligevel give ham en revselse bare for at tilfredsstille jødernes blodtørst. Men de råber højere: Korsfæst ham. Og deres råb sejrer.
Hvor ofte har vi ikke givet efter for en folkestemning?