Getsemane, hvor Jesus bar en overmenneskelig byrde.

En af de mest elskede beretninger omkring Jesu lidelse er da han falder på knæ og beder i Getsemane have. Her ved han, at de jødiske ledere vil komme og arrestere ham snart. Tre gange beder han sin Fader i Himlen om, at denne kalk dog må gå ham forbi.

Gud hader synden

Den lidelse, som Jesus skal bære nu, er så stor, at vi ikke kan fatte det. Mange kan ikke se det, fordi man ikke regner med, at Gud er vred over synden. Gud hader synden - det er ikke sådan som det ofte siges, som at Gud ikke tåler synd, det er et alt for vagt udtryk, det er meget værre, Gud hader den og farer ud som en fortærende ild imod den. Fatter man ikke det, så indser man ikke, hvor overmenneskelig stor den byrde er, som Jesus skal bære.

Al verdens synd på Jesus

Fra evighed af var han hos sin Far i Himlen, blev tilbedt af alle engle og her kunne han være blevet. Men han ville hellere komme til os på jorden, sige til sin Himmelske far, at nu var al verdens modstand mod Gud hans ansvar. Derfor får han nu presset alt det sammen, der er gjort af ondskab i verden, i et bæger og rakt det for at drikke. Nu skal han smage, hvordan det er at mærke Guds vrede over al den ondskab. Der er ingen vej tilbage, han siger: dog ikke som jeg vil, men som du vil. Også Jesus, det eneste menneske der aldrig har syndet, kunne føle fristelsen til at forlade Guds vej.
Men hvis han ville frelse dig fra den evige vrede, så var der kun en Guds vej her, og det var at han bøjede sig og gjaldt for dig. Gud så dig og dine svigt i Jesus, det var også din skyld imod Gud, som han her fik presset sammen i et bæger.

Gå til Jesus med alt

Intet ordinært menneske kunne bære den byrde, kun det menneske, der også var Gud, Guds egen Søn, den anden person i Treenigheden, han alene kunne bære den byrde. Intet menneske har medvirket til det, disciplene sov. Det skete mens du endnu var en synder, fremmed for livet i Gud.
I dag ønsker han ikke noget mere, end at du skal komme til ham med det, som du har gjort Gud imod. Han ved det jo godt, men når du så kommer med det, bliver han glad, for da kan han række dig forladelsen for det hele, som han dyrt har erhvervet for dig.

Våg og bed, når livet er tungt

Da Jesus har spist påskemåltidet med sine disciple, går de over Oliebjerget, som dengang lå lige op ad Jerusalems bymur. Judas har forladt dem, han vil forråde Jesus. Til alle disciplene har han forudset, at de alle vil forarges på ham i denne nat. At forarges i Bibelen betyder ikke det samme som i dagligdags brug, det betyder, at man mister troen, tager af stand fra Jesus, fordi han ikke er som man selv vil. Kan det virkelig passe, at det vil ske med alle dem, der har fulgt Jesus på vandringen? Ja, Jesus sagde det selv til dem. Han forudså også, at Peter ville forråde ham tre gange før han galede, men Peter har sagt, at det vil han sandelig aldrig gøre, han var villig til at gå i døden for Jesus.

Jesus har omsorg for sine disciple

Da de så går ind i Getsemane have, siger Jesus: Våg og bed for at I ikke skal falde i fristelse, Ånden er villig, men kødet er skrøbeligt. På vej mod lidelsen viser Jesus klart omsorg for sine disciple. Han ved hvilken fare de er i nu. Det er ikke så meget at døden sammen med Jesus, det klarer Jesus nok at redde dem fra, som vi skal se. Det er mere at Satan selv nu er på lur efter dem. Det vil jo ikke gå som de forventer og i den situation er det, at de vil forarges på ham, de vil miste troen på ham.

Jesus har omsorg for os

Sådan er vi, hans disciple som tror på ham i dag jo også. Vi kan godt tro meget på Jesus, når det går os godt, men så kommer prøvelserne. Vi rammes af økonomiske smæk, vi bliver ledige, vi bliver syge - eller mere specifikt for det troende menneske: vi oplever ikke den samme glæde i troen som før, det er som om den er præget af tørhed, vi går ikke længere fra sejr til sejr, vi bliver hånet for vores tro. Så kan vi ikke fatte det: hvorfor gør Jesus dog ingenting? Hvorfor lader han det bare ske? Vi kan have alle mulige forventninger til, hvad han nu skal gøre for os, og når det ikke sker, så bliver vi skuffede over ham. Her er det at vi snart kan forarges på Jesus, miste troen på ham.

Så våg og bed

Men Jesus ved det, og han har den samme omsorg for os, som han havde for disciplene. Han siger ikke, at der er vigtigere ting at gøre. Han var ikke ligeglad med disciplene, fordi han nu skulle til at underkaste sig døden for al verdens synder. Nej, han gav sig tid til at minde dem om at bede for at stå imod.
Han siger heller ikke i dag om dig, der må være skuffet over det at være kristen, at det  ingen betydning har, nu hvor evangeliet skal forkyndes for alverden. Nej, han vil også minde dig om at bede - nærmere bestemt: han vil gerne have, at du netop kommer til Jesus i bøn og lægger dine tanker og følelser ærligt frem for ham, fortæller ham, at du ikke fatter det, som du er igennem. Han elsker dig mere end du er klar over, og han vil gerne høre din bøn. Kun ved at gå til Jesus kan du nemlig holde kødet, din egen natur, i ave, så Ånden kan sejre i dig.
Så våg og bed også du, så du ikke falder i fristelse.

Er Folkekirken en Judas-kirke?

Da Judas forråder Jesus i Getsemane have ved at føre de romerske soldater til ham, har han et aftalt tegn, at den han kysser, det er ham. Så Judas kysser Jesus og siger: Vær hilset, rabbi! og på den måde kan soldaterne kende, at det er ham de skal arrestere.
For en ren ydre betragtning ophøjer han Jesus, ærer ham som en rabbi, hvis en eller anden var gået forbi den dag uden at kende baggrunden, så ville han tro det, selv om han forråder Jesus.
Sådan kan vi også tilsyneladende ophøje Jesus, kalde ham alle mulige store ting, men alligevel forråde ham.
Spørgsmålet er: er det hvad Folkekirken gør?

Hvordan er præsterne Judas'er?

Der sidder næppe nogen præst i Folkekirken, der ville sige noget åbenlyst dårligt om Jesus. De fleste prædiker om ham som den evigt tilgivende - og dog, måske peger de på ham som den, der har lært os, at Gud er den evigt tilgivende. De glemmer så bare at sige, at det er hos Jesus selv, den opstandne, at tilgivelsen er at få. De glemmer også at sige, at tilgivelsen fås ved, at vi kalder det for synd imod Gud, som Bibelen kalder synd imod Gud, bøjer os og så lader os tilsige af hans ord, at vi har syndernes forladelse. Mange prædiker, at den er en gang for alle sikret i dåben, og jeg vil ikke modsige, at vi har fået den store gave i dåben, men de glemmer at sige, at hvis vi ikke lever i daglig anger og bod, så er vi faldet ud af vor dåb.
Mange præster - jeg siger ikke alle - går straks efter trosbekendelsen hvor de har bekendt, at Jesus er opstanden fra de døde, op og prædiker, at Jesus var et menneske, han opstod ikke legemligt. Efter at de har været med til sammen med menigheden at bekende, at de tror på syndernes forladelse, holdes der ofte en prædiken, der mere handler om syndernes tilladelse.

Hvordan er menigheden Judas?

Der synges salmer, der lovpriser Jesus, vi lovpriser ham i nadverliturgien som man gjorde under indtoget i Jerusalem, Velsignet være han som kommer, i Herrens navn, hosianna i det højeste. Der læses tekster om Jesus og han står over altrene som det tydelige centrum i gudstjenesten.
Men et menighedsråd kan afvise en ansøger til præsteembedet med, at han taler for meget om Jesus. Kirken er lagt i hænderne på mennesker, der ikke har noget forhold til Jesus Kristus. Folketinget kan bestemme en lovgivning for kirken, som er i klart modstrid med Guds Ords klare tale, det blev gjort, da man vedtog loven om homovielser i kirken.

Symptomer, men hvad er sygdommen?

Alt dette er jo egentlig et symptom på, at man ikke længere regner Jesus for den eneste frelser og Bibelen for at være Guds Ord fra A til Å. Sorgløst regner man menigheden for at være alle de døbte, de eneste man vil sætte udenfor er dem, der vover at lave kludder i dåbsautomatikken.
Folkekirken ligner mere og mere det salt, som har mistet sin kraft, om det sagde Jesus, at det kun duer til at kastes ud og trædes ned af mennesker.
Judas' forræderi endte med et selvmord. Vil kirkens forræderi også ende med det? Efter min mening er den allerede ved at begå åndeligt selvmord.
Skal vi som troende forlade den synkende skude?