Er Folkekirken en Judas-kirke?

Da Judas forråder Jesus i Getsemane have ved at føre de romerske soldater til ham, har han et aftalt tegn, at den han kysser, det er ham. Så Judas kysser Jesus og siger: Vær hilset, rabbi! og på den måde kan soldaterne kende, at det er ham de skal arrestere.
For en ren ydre betragtning ophøjer han Jesus, ærer ham som en rabbi, hvis en eller anden var gået forbi den dag uden at kende baggrunden, så ville han tro det, selv om han forråder Jesus.
Sådan kan vi også tilsyneladende ophøje Jesus, kalde ham alle mulige store ting, men alligevel forråde ham.
Spørgsmålet er: er det hvad Folkekirken gør?

Hvordan er præsterne Judas'er?

Der sidder næppe nogen præst i Folkekirken, der ville sige noget åbenlyst dårligt om Jesus. De fleste prædiker om ham som den evigt tilgivende - og dog, måske peger de på ham som den, der har lært os, at Gud er den evigt tilgivende. De glemmer så bare at sige, at det er hos Jesus selv, den opstandne, at tilgivelsen er at få. De glemmer også at sige, at tilgivelsen fås ved, at vi kalder det for synd imod Gud, som Bibelen kalder synd imod Gud, bøjer os og så lader os tilsige af hans ord, at vi har syndernes forladelse. Mange prædiker, at den er en gang for alle sikret i dåben, og jeg vil ikke modsige, at vi har fået den store gave i dåben, men de glemmer at sige, at hvis vi ikke lever i daglig anger og bod, så er vi faldet ud af vor dåb.
Mange præster - jeg siger ikke alle - går straks efter trosbekendelsen hvor de har bekendt, at Jesus er opstanden fra de døde, op og prædiker, at Jesus var et menneske, han opstod ikke legemligt. Efter at de har været med til sammen med menigheden at bekende, at de tror på syndernes forladelse, holdes der ofte en prædiken, der mere handler om syndernes tilladelse.

Hvordan er menigheden Judas?

Der synges salmer, der lovpriser Jesus, vi lovpriser ham i nadverliturgien som man gjorde under indtoget i Jerusalem, Velsignet være han som kommer, i Herrens navn, hosianna i det højeste. Der læses tekster om Jesus og han står over altrene som det tydelige centrum i gudstjenesten.
Men et menighedsråd kan afvise en ansøger til præsteembedet med, at han taler for meget om Jesus. Kirken er lagt i hænderne på mennesker, der ikke har noget forhold til Jesus Kristus. Folketinget kan bestemme en lovgivning for kirken, som er i klart modstrid med Guds Ords klare tale, det blev gjort, da man vedtog loven om homovielser i kirken.

Symptomer, men hvad er sygdommen?

Alt dette er jo egentlig et symptom på, at man ikke længere regner Jesus for den eneste frelser og Bibelen for at være Guds Ord fra A til Å. Sorgløst regner man menigheden for at være alle de døbte, de eneste man vil sætte udenfor er dem, der vover at lave kludder i dåbsautomatikken.
Folkekirken ligner mere og mere det salt, som har mistet sin kraft, om det sagde Jesus, at det kun duer til at kastes ud og trædes ned af mennesker.
Judas' forræderi endte med et selvmord. Vil kirkens forræderi også ende med det? Efter min mening er den allerede ved at begå åndeligt selvmord.
Skal vi som troende forlade den synkende skude?

Judas Iskariot, hvem var han?

Judas Iskariot er en af de mørkeste, tragiske skikkelser i Bibelen. Han var med i inderkredsen omkring Jesus, nærmere bestemt en af de tolv apostle, men det gik galt for ham.
Vi starter i dag på fastetiden, onsdag efter Fastelavn kalder man Askeonsdag, man mindedes fra gammel tid på denne dag denne skikkelse, ikke som anledning til fordømmelse af ham, men til selvprøvelse, for at vi skal spørge, om vi nok for en ydre betragtning er hvor Jesus er, der hvor der prædikes om ham, men hjertet har fjernet sig fra ham. Den prædikentekst man brugte dengang var kort, fra Markus 14,10-11;

Judas forråder Jesus

Men Judas Iskariot, en af de tolv, gik til ypperstepræsterne for at forråde ham til dem. Da de hørte det, blev de glade og lovede ham penge for det. Så søgte han at finde en lejlighed til at forråde ham.

Judas Iskariot som vores spejl

Nej, lad os ikke sidde og blive forargede over Judas  Hans handling er jo ikke andet end et udtryk for, hvad der bor i ethvert menneskehjerte. Vores hjerte er ondt fra fødslen og fjendsk overfor Gud, der kan så være forskel på hvor grove udslagene er.
Men vi skal heller ikke være præget af de mange moderne tolkninger af ham, der vil suge alvoren ud af Bibelens beretning om ham. Naturligvis må man sige, at han oprindelig har haft en oprigtig tro, ellers var han ikke blevet en af de tolv. Man hører om ham, at han havde ansvaret for discipelskarens pengepung. Selv om Jesu mål var åndeligt, så skulle hans discipelflok også fungere praktisk og have en pengepung. Apostelen Paulus siger, at kærlighed til penge er roden til alt ondt. Vi behøver ikke læse ret meget i nyhederne før vi finder ud af, at det er sandt. Vi kender det jo også fra os selv, hvis vi er ærlige, pengene kan snart komme til at betyde meget for os.

Judas gav det onde plads

Så muligheden for, at det går os som Judas er ikke langt væk. Pengene drog hans hjerte så meget, at han stjal af deres pengebeholdning, lagde noget til side til sig selv. Han begyndte bare at give den side af ham selv, der var Gud imod, lidt spillerum. Det kan også være andet end penge, det kan være en kødelig glæde i det modsatte køn, det kan være at ville holde fast på en fornærmethed, det kan være dovenskab og forsømmelighed. En sand troende kan falde i disse ting, men lever ikke i fred med dem. Judas levede efterhånden i fred med sin pengegriskhed, og da der  bød sig en lejlighed til at tjene ekstra ved at hjælpe dem med at fange Jesus, så greb han denne mulighed.
Hans eget hjerte har slået ham med blindhed, så han ikke ser det gale i hans handling. Senere, da Jesus er blevet domfældt, bliver han chokeret. Han har åbenbart haft den opfattelse, at der ikke kunne ske Jesus noget. Han havde jo gjort så mange undere, stillet stormen på søen, så kunne han også gøre et under som arrestant. Så blinde kan et menneske være, når det onde får råderum, også en, der har været en sand kristen i starten.

Lær af Jesu lidelseshistorie

Efter at Jesus var domfældt gik Judas hen og hængte sig. Han kunne som de andre disciple have fået lov at møde Jesus efter opstandelsen og få tilgivelsens ord som de fik, men han var kommet så langt i hjertets forhærdelse, at troen var gået ud.
Så lad os i den kommende fastetid ikke blive forarget over de mennesker, der gør Jesus ondt, når vi følger ham fra Getsemane have, hvor han arresteres, til Golgata, hvor han dør på korset. Lad dem være et spejl, der viser os selv som dem, der har brug for nåde. Lad os så også glæde os over, at ingenting er så groft, at han ikke har lidt døden for det på korset.

Hvordan er dit hjerte?

Denne lignelse er årsagen til, at denne blog hedder Guds Ords Sæd, den vil strø sæden ud på marken:

»Hør her! En sædemand gik ud for at så. og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte. Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold.« Og han sagde: »Den, der har ører at høre med, skal høre!« Markus 4, 3-9

For en ydre betragtning handler den om, en bondemand, der går ud og sår, men det er så et billede på Guds ord, evangeliets forkyndelse, og dets virkning i hjertet på tilhørerne. Lignelsen vil gøre dette klart og forståeligt for os.

De fire slags menneskehjerter

Der er så fire slags jord, som sædekornene havner i, og denne jord er billedet på menneskehjertet.

Det er så en af de få lignelser, hvor vi har det privilegium at have Jesu egen udlægning skrevet ned lige bagefter på grund af disciplenes spørgsmål.

Hårde hjerter

Der er dem, hvor evangeliets ord nok forkyndes for dem, men så kommer Satan og tager det væk. Med andre ord, det er dem, der hører det helt uden frugt, heller ikke engang midlertidig frugt som man kan sige om de to midterste typer jord. De fatter det ikke derfor får det heller ikke nogen virkning.

Frafaldne hjerter

Så kommer der to, hvor det bærer frugt, og det er ikke en tro, der er falsk eller forkert, det er en fuldstændig ægte tro foranlediget af evangeliet, ligesom den sidste, Jesus anerkender jo, at de bærer frugt.

Den anden jord er så den, hvor det kommer til at koste noget at sige ja til Jesus, og med de omkostninger, så falder de fra. Man har fra kirkens første århundreder, hvor der virkelig var kristenforfølgelser til, eksempler på dem, der fornægtede deres tro for at undgå at havne i den romerske arena hos løverne, men selv for mindre end det er der nogen, der falder fra. Man kan ikke bære forhånelsen og latterliggørelsen fra ens omgivelser, de overbærende skuldertræk bliver for meget. Der har været personligheder, der har lært, at en sand kristen ikke falder fra, men det passer ikke med teksten her. Jesus godkender i lignelsen, at denne frugt i form af troen var god nok, men den holdt kun til en tid.

Ustadige hjerter

Den tredje er så også nogen, der tager imod evangeliets ord, men også hos dem er det kun til en tid. Her er det ikke forfølgelser, der får dem til at falde fra, men alt muligt andet kan komme og kvæle troen, og det er både bekymring for det jordiske, men også glæde over det jordiske. Så selv for mennesker, der ikke er under nogen form for kristenforfølgelse kan frafaldet fra troen være en mulighed. Igen ligesom i den forrige type jord, så er det ikke fordi troen var falsk eller indbildt, de tilfælde hører nærmere under den første type jord. Men netop rigdommens bedrag er en af de ting, som vi ofte finder i Det Nye Testamente som en af de store farer. Den, der vil være rig, falder i alle mulige fristelser og snarer, og hjertet lukker sig for evangeliet, der var andre ting, der havde mere vægt end dette evangelium.

De sande kristne

Så er der den sidste type jord, der er billede på de mennesker, der tager imod ordet, det er dem, der erkender, at de er syndere og tager imod nåden, som er givet ved Jesus og hans stedfortrædende forsoningsdød. De bærer så frugt, altså, de høstes til Guds rige.

Vi kan godt lige standse op og spørge: kan jeg se, om mit hjerte er af den ene eller den anden slags? Nej, for lignelsen her taler om et menneskes hele levnedsløb. For nogen ender det med, at ordet aldrig gjorde nogen virkning i hjertet. Andre bar frugt, altså, blev frelst for evigt.

Selvrransagelse

Det er nemlig vigtigt at have det perspektiv med på lignelsen, for den er nemlig fortalt til selvransagelse. Vi kan godt se os selv i lyset af denne lignelse og synes, at vi måske ligner en af de tre første, og så er det bare at sige: godt, at vi erkender det her og nu. Så længe vi lever her i tiden, så er det ikke endegyldigt, at vi hører til en af de fire slags hjerter, det kan ændre sig. Dem, der i lang tid har hørt ordet uden at fatte det, hvor Satan har kommet og taget ordet bort fra deres hjerte, de kan få blødgjort deres hjerte. Det alvorlige med de to midterste er, at selvom vi engang er kommet til tro, så er det ikke noget, der er nogen selvfølgelighed. Så snart der er trængsel, så falder man fra. Både bekymringer og lyst til alt andet kan kvæle Ordets frugt.

Gå firmodigt til Jesus med dit hjerte

Men så længe at vi ved at høre lignelsen her reagerer og siger: det er måske mig? Så gå frimodigt til Jesus med det og tal med ham om det. Ved at gøre dette, så har lignelsen båret den frugt, som det var meningen den i lighed med al andet af Guds ord skulle bære. Men denne tro skal vi så også kæmpe for at bevare. Først i evigheden er det afgjort endegyldigt, om vi er det ene eller den anden slags jord.

Vi kan derfor heller ikke rubricere andre mennesker i en af disse fire grupper. Selv om nogen afviser evangeliet i dag, så kan det ændre sig i morgen, og en, der er en brændende kristen i dag, kan også falde fra i morgen. Nogen kan synes at være ved at være på vej væk fra Jesus og derfor rubriceres i en af de to midterste, men også det kan ændre sig. Først i evigheden er det endelig afgjort, hvilket hjerte vi egentlig er af.