Enkens gave som frugt af troen

I sin undervisning sagde han: »Tag jer i agt for de skriftkloge, som gerne vil gå omkring i lange gevandter og lade sig hilse på torvet og sidde øverst i synagogen og til højbords ved fester. De æder enker ud af huset og beder længe for et syns skyld. De skal dømmes så meget hårdere.
Og Jesus satte sig over for tempelblokken og så på, hvordan folkeskaren lagde penge i blokken. Der var mange rige, som gav meget. Så kom der en fattig enke, som gav to småmønter af et par øres værdi. Jesus kaldte da disciplene hen til sig og sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken. For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af.

Fra Markusevenageliet 12,38ff.

Enken giver mønterne

Det her var om, hvor Jesus starter med en brandtale mod de skriftlærde, hvorpå han sætter sig overfor tempelblokken med disciplene og ser, hvordan dem, som han lige havde skældt meget ud, lægger store rige gaver i tempelblokken, altså i det, der svarede til vores kirkebøsser eller i missionshuset til kollektkurven. Nu skulle man ellers tro Jesus ville dømme dem mindre hårdt, når han nu så, hvor meget de gav, så deres offervillighed.

Men så kommer en fattig enke, der lægger to småmønter i, og det var alt, hvad hun havde. For hende fik det store konsekvenser at give den lille gave, for hun måtte givetvis suge længe på labben efter dette. Hun får det skudsmål af Jesus, at hun gav mere end alle de andre, for hun gav alt hvad hun ejede.

Hvad imponeres vi over som kristne?

Nu er vi jo takket være denne her beretning blevet vænnet til ikke at skilte for meget med hvor store beløb vi giver til Guds riges arbejde, vi skulle jo nødig ligne dem, som Jesus fordømte.

Men vi kan blive vældig imponeret over meget andet. Nej, hvor er han aktiv i Guds riges arbejde, nej, hvor er hans kalender fuld med alt det, som han skal foretage sig i kristelige sammenhænge. Glemmer vi at tænke på den, der er fysisk svækket, men som er trofast i forbøn? Den præst, som har fået en masse menighedsarbejde op at stå, ham lovpriser vi ofte i høje toner, men tænker vi nogensinde på den præst, der har prædiket evangeliet trofast i flere år i et sogn, hvor det synes håbløst, det er tilsyneladende for døve øren, og alligevel holder han ved at forkynde om Jesus og hans forsoningsdød.

Dem, som Jesus skældte ud på og som man bagefter så give rige gaver, de lagde stor vægt på at holde loven, leve efter Guds befalinger. For dem var det et og alt, og de regnede med, at mennesker fra naturens hånd var i stand til dette, Gud ville give os kraften til at stræbe efter det, og gjorde man det, ville Gud tilgive resten.

Guds lov og dens krav

De havde ikke forstået, hvad loven kræver. Den kræver, at man skulle holde den til fuldkommenhed, og snubler man på et punkt, så havde man overtrådt hele loven, det hed jo”forbandet være den, der ikke bliver i alt, hvad der står i lovbogen og gør derefter.”

Den lov, som de lagde meget vægt på at holde, den er jo udtryk for Guds vilje og derfor hellig og god, men når den støder sammen med et menneske, der fra fødslen af er bundfordærvet og fremmed for livet i Gud, så bevirker den i bedste fald erkendelse af synd. Det er kun godt, når den når så langt, at vi erkender, at vi intet kan gøre for at genoprette vores forhold til Gud, men når den ikke så langt, og vi på en eller anden måde tror, at vægten skal lægge på det, som vi skal gøre, frem for hvad Jesus har gjort for os. Nu må vi rigtig tage os i nakken, prøve at lægge vægt på at leve efter hans vilje. Nej, for det alene at forkynde loven, altså, hvad vi skal gøre, det kan i bedste fald føre til syndserkendelse, men ofte fører det ikke engang det med sig, og så ender vi i farisæernes faldgrube: selvretfærdighed. Så bliver Jesus væk fra os, og det er vores eget kristne liv, vi sætter vor lid til. Så kan det godt skabe et kristeligt liv for en ren ydre betragtning, men uden at hjertet hænger ved Jesus. Vi kan så godt give store gaver til Guds riges arbejde, men hvor er Jesus? Vi kan være meget aktive i Guds riges arbejde, men Jesus er ude af øje og sind undtagen måske som moralsk forbillede, men ikke som frelser.

Gaven som frugt af troen på Jesus

Enken gav af taknemmelighed mod Gud og hvad han havde gjort for hende, og det så Jesus, der kendte hjertet. Det var ikke fordi at hun gav mønterne, at hun var retfærdig, men fordi hendes gave var en frugt af den tro, der kender evangeliet om Jesus og hans død for os. Enhver, der gør en indsats og giver af troens taknemmelighed, giver sig selv helt. Jesus selv gav sig selv fuldstændigt, han ejede jo hele verden, var hos sin Fader i Himlen, hvor englene lovpriste ham dag og nat, men det skar ham i hans hjerte, at vi skulle gå fortabt, og derfor gav han i lighed med enken her alt han ejede, og han ejede så meget mere end hende. Han gav afkald, han blev menneske og vandrede på jorden under den samme nød og elendighed, som vi også kender, og han endte med at give sit liv og lade sig skille helt fra sin Far, fordi han bar alle vore synder bort. Sådan gav han alt, rub og stub.

Det er netop synet for dette, der skaber en glad giver og kristne, der gør en indsats. Vi har så let ved at tænke, når vi står overfor det problem, at mange ikke rigtig giver særlig meget i arbejdet, at så skal de formanes kraftigt, så skal der virkelig lægges eftertryk på vores pligter som kristne. Nej, sådan tænker Gud ikke, hvor der mangler indsats, der skal der males Jesus for øje som den, der har givet sig helt hen for os, og det helt ind i døden. Det skabte den fattige enke, der gav sine sidste småmønter, og det skaber en sand indsats for Herren.