Pint under Pontius Pilatus

Statholderen, præfekten som romerne kaldte det, guvernøren som man kaldte det i senere tider, nærmere bestemt den mand, der har ansvaret for at regere lokalt over erobret område, mandens navn er Pontius Pilatus. Hvis ikke har var blevet den, der havde ansvaret for at dømme Jesus til døden, så havde han ikke været så kendt i dag. Så havde han bare været en af mange præfekter over en middelmådig provins - ja, så dan så romerne på Palæstina. Det var ikke noget særligt og temmelig besværligt at have med at gøre, fordi dens hovedbefolkning ikke ville tilbede kejseren som en gud, og i det hele taget nægtede meget andet. Der var dog en konge, Herodes, der villigt samarbejdede med dem, bare de hjalp ham med at beholde den efterstræbte magt, og visse af de jødiske religiøse leder havde de det godt med. Man vidste bare aldrig, hvornår der kunne komme en oprørsbevægelse. Der havde været den ene efter den anden, deres ledere havde foregivet at være Messias, den mand som jøderne ifølge deres tro ventede skulle komme som frelser, de havde ofte kaldt sig jødernes konge, denne betegnelse var oftest lig med oprør. For dette skulle man dø en langsom død på korset, de fleste andre dødsdømte blev halshugget.
Men denne ene statholder blandt mange andre kender vi nu og bliver mindet om ham hver gang vi siger eller synger trosbekendelsen, for det var ham som nu skulle føre sagen mod Jesus. Erobrede folk, inklusive jøderne, havde ikke myndighed til at udføre dødsstraf, det skulle gå over besættelsesmagten. Så Pilatus måtte tage sig af Jesu sag.
Ofte er han blevet fremstillet af samtidige jødiske historieskrivere som en grusom person, der ofte brugte vold for at skaffe ro i landet. Som evangelierne fremstiller ham kan han fremstå sympatisk. Han vil ikke dømme en uskyldig person til døden og værger sig. Han har godt gennemskuet, at det er af misundelse og interne religiøse stridigheder, at jøderne har udleveret ham. Hans bedre halvdel har endda sendt bud til ham, fordi hun i en drøm har set, at han er en retfærdig mand, der ikke må dømmes.
Pilatus' værgring mod at dømme Jesus har fået mange til at anse ham for næsten en kristen. Hos mange tidlige kirkefædre har han næsten fået en slags helgenstatus. Uanset alt det, så fremstår han som langt på vej reel, for det stadige spørgsmål er: hvad ondt har denne mand, Jesus, gjort?
Pilatus synes at være i slægt med mange senere personer, der anser Jesus for at være en god mand, men ikke Guds Søn og Frelseren og de interne stridigheder blandt kirkens folk forstår de ikke. Han er takket være sin afgørende rolle i lidelseshistorien en kendt person i dag.

Når anfægtelsen melder sig

En af de tungeste ting for en kristen er, når anfægtelsen melder sig. Det er ikke tvivl om Guds eksistens, den tror man på, men det er når man bliver i tvivl om ens eget forhold til Gud. Står man virkelig i et ret forhold til ham?

Anfægtelsen er sundhedstegn

En af de værste fejl der kan begås er at betragte det som et sygdomstegn. Tværtimod er anfægtelsen et sundhedstegn. Det er tegn på, at Ånden nu har taget bolig i en, og så gør det snavs inde i sindet, som man før levede helt naturligt med, ondt, vi ønsker at komme af med det. Det er også tegn på, at Satan anser en for at være tabt bytte, nu gør han alt for at vinde en tilbage. De vantro plager an ikke på den måde.
Så uanset hvad, så bliv ikke fortvivlet og tro, at det er dig, der er noget galt med. Ikke mere end hvad der er galt med alle mennesker, også de troende, at man har syndens gift inde i hjertet.

Tanker i anfægtelsen

Der kan så være, at man tænker: alle de andre troende er så sikre, så glade, går og kan det hele. Jeg kan ingenting.
Eller måske tænker du, at din synd er alt for stor. Nej, vil jeg sige, ingen synd er for stor til at Jesus ikke har båret den med op på korset og taget den væk i Guds øjne. Den eksisterer ikke mere, som Gud ser det. Det hedder jo, at Guds nåde er ny hver morgen. Den er altid frisk og klar, med andre ord: når du kommer med en synd til Jesus for du ved ikke hvilken gang, så er det i hans øjne som om, at det var første gang du kom med den. Han standser aldrig med at tilgive.
Men du har en fjende, der gerne vil bringe dig i tvivl. Han skyder pile imod dig, så din tro stækkes.
Så er der dem, der anfægtes omkring det, at Gud har omsorg for os. Det har Gud, det lærer Bibelen klart, og det gælder i alle ting, ikke kun dit åndelige liv. Men når så sygdom, økonomiske vanskeligheder, ledighed, svigt af andre mennesker - fuldfur selv listen - melder sig, så bliver vi i tvivl om, hvorvidt Gud virkelig har omsorg for os. Vi kan spørge: bad jeg ikke nok? Hvorfor gør Gud dog ingenting?

Anfægtelsen styrker troen

Men Gud må nogen gange vælge. Hans første prioritet er at føre dig til Himmelen.
Netop i anfægtelsen lærer du, hvor godt evangeliet er for din sjæl. Når det trøster dig, så er det din tro, der styrkes. Det er en del af Helligåndens skole, hvor du lærer at tro på hans nåde og den alene. Alt dit eget pilles fra dig, men så peger det på Jesus. Ham skal du vende dig til, når anfægtelsen kommer.

Simon Peter, fornægteren

En af de skikkelser, som nok står stærkest i evangeliernes beretninger, er apostlen Simon Peter. Han står stærkt i vores bevidsthed som en impulsiv person, der holder meget af Jesus. Da Jesus begynder at forudsige sin lidelse og død, bliver Peter oprørt og siger, at sådan må det ikke gå ham. Her må Jesus irettesætte ham kraftigt.Han lover også højt og helligt ved den sidste nadver, at han vil gå i døden for Jesus, men Jesus forudsiger, at før hanen har galet to gange, så har Peter fornægtet Jesus tre gange, men nej, jeg vil aldrig fornægte dig, bedyrer Peter.

Simon Peters fornægtelse

Det kommer til at ske. Alle fire evangelister har det med. Da Jesus er arresteret, følger Peter efter ind i ypperstepræstens gård. Med det samme en pige ved bålet i forhallen siger, at han var med den mand, der er under anklage, benægter Peter det. Det sker igen, da en anden siger, at han også er en af dem. Tredje gang bander og sværger han på, at han ikke kender det menneske. Da galer hanen, og han går ud og græder.
Intet kristent menneske er bedre end Simon Peter. Om man ikke lige har fornægtet ham så åbenlyst, så har vi mange gange bare tiet, hvor vi skulle tale. Vi har mange gange gået på kompromis, hvor vi ikke skulle gå på kompromis. Kender vi ikke til det at rødme, når nogen begynder at snakke om vores tro?

Peter lærer sin utilstrækkelighed.

Peter står  i en tilstand, hvor det ikke er gået, som han ventede. Da Jesus er ved at blive arresteret, griber han til sværd for at forsvare ham og hugger et øre af ypperstepræstens tjener. Han må virkelig være blevet forvirret, da Jesus bedre ham at stikke sit sværd i skeden. Han ville jo det bedste, kæmpe for sin Herre og Mester, men nu beder denne Herre ham om at holde inde. Skulle der ikke ske noget nu, skulle Guds Rige ikke oprettes? Hvorfor skal Jesus så arresteres og anklages? Peter fatter det ikke.
Hvor er vi også tunge til at fatte det, der hører Guds Rige til. Så bliver vi forvirrede, når det ikke går som vi venter. I den forvirring står Peter nu i gården og bliver konfronteret med noget, som han ikke længere ved, om han kan stå ved. Så han fornægter.
Hanen galer. Nu ser han, at Jesu ord holder, han taler sandt. Det har han ellers været i tvivl om nu, men nu ser han, at det sker som det var talt. Det afslører, hvor lidt hans egen kristendom egentlig er, hvordan den har været præget af store ord, men hans hjerte er ikke derefter.

Peter lærer at nåden er det vigtigste.

Det er hvad Guds Ord må afsløre for os. I dette øjeblik har Peter kun brug for en ting: nåde, Jesu tilgivelse. Nu er det blevet det vigtigste for ham. Der vil Jesus have os hen, hvor det betyder alt. Det har været nogen tunge dage for Peter efter at Jesus er blevet korsfæstet, for nu ser han det som for sent. Han har gjort noget galt, og det er forkert at bede om tilgivelse.
Først påskedag får han en hilsen fra Jesus. Også vi kan, når anfægtelsen rammer os, være i tvivl om, hvorvidt det nu er for sent med os. For Jesus er det aldrig for sent. Kommer vi med ham endnu en gang med vores synder, så ser han det som om det var første gang. Han bliver aldrig færdig med at tilgive - og vi bliver aldrig færdige med at leve af hans tilgivelse.