tirsdag

Hvordan er dit hjerte?

Denne lignelse er årsagen til, at denne blog hedder Guds Ords Sæd, den vil strø sæden ud på marken:
»Hør her! En sædemand gik ud for at så. og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte. Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold.« Og han sagde: »Den, der har ører at høre med, skal høre!« Markus 4, 3-9
For en ydre betragtning handler den om, en bondemand, der går ud og sår, men det er så et billede på Guds ord, evangeliets forkyndelse, og dets virkning i hjertet på tilhørerne. Lignelsen vil gøre dette klart og forståeligt for os.

De fire slags menneskehjerter

Der er så fire slags jord, som sædekornene havner i, og denne jord er billedet på menneskehjertet.
Det er så en af de få lignelser, hvor vi har det privilegium at have Jesu egen udlægning skrevet ned lige bagefter på grund af disciplenes spørgsmål.

Hårde hjerter

Der er dem, hvor evangeliets ord nok forkyndes for dem, men så kommer Satan og tager det væk. Med andre ord, det er dem, der hører det helt uden frugt, heller ikke engang midlertidig frugt som man kan sige om de to midterste typer jord. De fatter det ikke derfor får det heller ikke nogen virkning.

Frafaldne hjerter

Så kommer der to, hvor det bærer frugt, og det er ikke en tro, der er falsk eller forkert, det er en fuldstændig ægte tro foranlediget af evangeliet, ligesom den sidste, Jesus anerkender jo, at de bærer frugt.
Den anden jord er så den, hvor det kommer til at koste noget at sige ja til Jesus, og med de omkostninger, så falder de fra. Man har fra kirkens første århundreder, hvor der virkelig var kristenforfølgelser til, eksempler på dem, der fornægtede deres tro for at undgå at havne i den romerske arena hos løverne, men selv for mindre end det er der nogen, der falder fra. Man kan ikke bære forhånelsen og latterliggørelsen fra ens omgivelser, de overbærende skuldertræk bliver for meget. Der har været personligheder, der har lært, at en sand kristen ikke falder fra, men det passer ikke med teksten her. Jesus godkender i lignelsen, at denne frugt i form af troen var god nok, men den holdt kun til en tid.

Ustadige hjerter

Den tredje er så også nogen, der tager imod evangeliets ord, men også hos dem er det kun til en tid. Her er det ikke forfølgelser, der får dem til at falde fra, men alt muligt andet kan komme og kvæle troen, og det er både bekymring for det jordiske, men også glæde over det jordiske. Så selv for mennesker, der ikke er under nogen form for kristenforfølgelse kan frafaldet fra troen være en mulighed. Igen ligesom i den forrige type jord, så er det ikke fordi troen var falsk eller indbildt, de tilfælde hører nærmere under den første type jord. Men netop rigdommens bedrag er en af de ting, som vi ofte finder i Det Nye Testamente som en af de store farer. Den, der vil være rig, falder i alle mulige fristelser og snarer, og hjertet lukker sig for evangeliet, der var andre ting, der havde mere vægt end dette evangelium.

De sande kristne

Så er der den sidste type jord, der er billede på de mennesker, der tager imod ordet, det er dem, der erkender, at de er syndere og tager imod nåden, som er givet ved Jesus og hans stedfortrædende forsoningsdød. De bærer så frugt, altså, de høstes til Guds rige.
Vi kan godt lige standse op og spørge: kan jeg se, om mit hjerte er af den ene eller den anden slags? Nej, for lignelsen her taler om et menneskes hele levnedsløb. For nogen ender det med, at ordet aldrig gjorde nogen virkning i hjertet. Andre bar frugt, altså, blev frelst for evigt.

Selvrransagelse

Det er nemlig vigtigt at have det perspektiv med på lignelsen, for den er nemlig fortalt til selvransagelse. Vi kan godt se os selv i lyset af denne lignelse og synes, at vi måske ligner en af de tre første, og så er det bare at sige: godt, at vi erkender det her og nu. Så længe vi lever her i tiden, så er det ikke endegyldigt, at vi hører til en af de fire slags hjerter, det kan ændre sig. Dem, der i lang tid har hørt ordet uden at fatte det, hvor Satan har kommet og taget ordet bort fra deres hjerte, de kan få blødgjort deres hjerte. Det alvorlige med de to midterste er, at selvom vi engang er kommet til tro, så er det ikke noget, der er nogen selvfølgelighed. Så snart der er trængsel, så falder man fra. Både bekymringer og lyst til alt andet kan kvæle Ordets frugt.

Gå firmodigt til Jesus med dit hjerte

Men så længe at vi ved at høre lignelsen her reagerer og siger: det er måske mig? Så gå frimodigt til Jesus med det og tal med ham om det. Ved at gøre dette, så har lignelsen båret den frugt, som det var meningen den i lighed med al andet af Guds ord skulle bære. Men denne tro skal vi så også kæmpe for at bevare. Først i evigheden er det afgjort endegyldigt, om vi er det ene eller den anden slags jord.
Vi kan derfor heller ikke rubricere andre mennesker i en af disse fire grupper. Selv om nogen afviser evangeliet i dag, så kan det ændre sig i morgen, og en, der er en brændende kristen i dag, kan også falde fra i morgen. Nogen kan synes at være ved at være på vej væk fra Jesus og derfor rubriceres i en af de to midterste, men også det kan ændre sig. Først i evigheden er det endelig afgjort, hvilket hjerte vi egentlig er af.

mandag

Træng ind på Jesus når nøden kommer

Lidt mere skal siges i forbindelse med den blinde tigger. Hans tro bestod i, at han trængte sig ind på Jesus, han så ikke de hindringer, der var. Vi har lov til at gå til Jesus med al nød, helt uden forbehold, der er ingen undtagelse.

Bed uanset hindringer

Så når du rammes af sygdom, får et økonomisk smæk, venner og familie begynder at glide fra dig - hvad som helst - så gå ind i enrum og vend dig til Jesus med det. Han hører dig gerne. Der kan være meget, som du synes hindrer dig i at bede, du vil lige have ordnet det ene og det andet først. Skal man ikke også bruge fornuften til at løse sine problemer? Jo, visse problemer kan løses med din fornuft, men netop i bønnen kan han lede dine tanker i den rigtige retning, som du måske farer vild fra, fordi du er forvirret. Det kan også være hans måde at høre din bøn på.

Forvent ikke en bestemt bønhørelse

Hvad der ofte hindrer os i at se hans bønhørelse er, når vi tror han vil høre bønnen på en bestemt måde. "Jeg har øknomiske problemer, kan du ikke lade mig vinde i lotto næste uge?" Det er et lidt groft eksempel, men vi har det jo ofte med kun at se bestemte måder han kan klare problemet for os på. Ofte gør han det på måder, som vi aldrig i vores fantasi havde forestillet os. Nogen gange trækker han bønhørelsen ud, så bliver vi utålmodige. Han vil måske vise dig sin mægtige styrke og lære dig at stole på ham alene, tro på hans løfter og kun klynge dig til dem.
Så ligesom tiggeren, så træng ind på ham og glem alle røster, der vil hindre dig og sige, at det ikke nytter at bede. Jesus ved altid råd, og intet er for småt til ham.

søndag

I forhold til Jesus er tiggeri ingen skam

Dagens prædikentekst på Fastelavns søndag handler om, at Jesus taler til disciplene om, at han skal gå til Jerusalem og lide meget og dø på korset og så skal han opstå. Disciplene fatter det ikke, det hedder, at det er dunkel tale for dem. Ofte fatter vi ikke Guds klare tale, det var jo ikke fordi ordene Jesus sagde var uforståelige. De kunne bare ikke fatte, at det var nødvendigt, at Jesus skulle dø.
Så går de videre og da er der en blind tigger, der råber til Jesus: Du Davids Søn, forbarm dig over mig! Disciplene truer ham til at være stille, men han råber desto højere. Så lader Jesus ham føre til sig og spørger, hvad han vil han skal gøre. Den blinde beder om at få sit syn igen, og det gør Jesus, hvorpå tiggeren nu følger ham på vejen.

Tiggeri hos Jesus

I dag er tiggeri et stigende problem i byens gader. Ofte går folk forbi, andre afviser dem med hårde ord. Nu er det heller ikke så ønskværdigt, at vi skal ende med at tigge i denne verden, men i Guds Rige er det anderledes. I forhold til Jesus er det ikke en skam at tigge, her skal vi være på tiggerens plads. Her kan vi ikke være andet, for vi er magtesløse til at gøre det, som Gud kræver af os.
Når disciplene havde svært ved at forstå Jesu klare forudsigelse af, hvad der skulle ske, så kan det skyldes, at de havde lige så svært ved at fatte det, som vi i dag har så svært ved at fatte: at vi er syndere, i os selv fortabte i forhold til Gud og har brug for, at Jesus sletter alle vore synder ud. Vi havde jo nødig, at han tog alle vore synder på sig og bar dem op på korset. Det er han så på vej til at gøre i dagens tekst. Hans kærlighed gik det villigt igennem for hver enkelt af os, også for dig og mig.

Vi må lære, at vi er syndere

Så også vi må lære, at vi er syndere, der har brug for tilgivelse. Vi skal være som tiggeren i forhold til Jesus, der bliver ved med at råbe til ham om hjælp. Vi kan have mange røster, der vil hindre os, som siger: "du er da ikke værre end andre. Ikke den frelsesgoisme, gå nu ud og vær lidt mere social. Kom nu ud over det med at være en synder og lad dig fylde af Ånden." Når disse røster lyder, så er det vigtigt du overhører dem og råber højere til Jesus, beder ham om at forbarme sig over os.
Det er svært at lære det punkt i troslæren, der hedder: jeg er en synder, men forstår vi ikke dette punkt, så forstår vi som disciplene ikke Jesu død, så bliver påskens budskab bare et tomt budskab. Måske gruopvækkende på grund af den voldsomme død, men uden betydning for os. Her er tiggeri ingen skam,  men den eneste forudsætning. Jesus har så lovet, at han vil høre dig i dag som han hørte den blinde tigger. Så snart du føler nøden, så råb til ham som tiggeren og Jesus vil ikke gå forbi eller afvise dig med hårde ord, men glad og ville forlade dig alle synder.