Træng ind på Jesus når nøden kommer

Lidt mere skal siges i forbindelse med den blinde tigger. Hans tro bestod i, at han trængte sig ind på Jesus, han så ikke de hindringer, der var. Vi har lov til at gå til Jesus med al nød, helt uden forbehold, der er ingen undtagelse.

Bed uanset hindringer

Så når du rammes af sygdom, får et økonomisk smæk, venner og familie begynder at glide fra dig - hvad som helst - så gå ind i enrum og vend dig til Jesus med det. Han hører dig gerne. Der kan være meget, som du synes hindrer dig i at bede, du vil lige have ordnet det ene og det andet først. Skal man ikke også bruge fornuften til at løse sine problemer? Jo, visse problemer kan løses med din fornuft, men netop i bønnen kan han lede dine tanker i den rigtige retning, som du måske farer vild fra, fordi du er forvirret. Det kan også være hans måde at høre din bøn på.

Forvent ikke en bestemt bønhørelse

Hvad der ofte hindrer os i at se hans bønhørelse er, når vi tror han vil høre bønnen på en bestemt måde. "Jeg har øknomiske problemer, kan du ikke lade mig vinde i lotto næste uge?" Det er et lidt groft eksempel, men vi har det jo ofte med kun at se bestemte måder han kan klare problemet for os på. Ofte gør han det på måder, som vi aldrig i vores fantasi havde forestillet os. Nogen gange trækker han bønhørelsen ud, så bliver vi utålmodige. Han vil måske vise dig sin mægtige styrke og lære dig at stole på ham alene, tro på hans løfter og kun klynge dig til dem.
Så ligesom tiggeren, så træng ind på ham og glem alle røster, der vil hindre dig og sige, at det ikke nytter at bede. Jesus ved altid råd, og intet er for småt til ham.

I forhold til Jesus er tiggeri ingen skam

Dagens prædikentekst på Fastelavns søndag handler om, at Jesus taler til disciplene om, at han skal gå til Jerusalem og lide meget og dø på korset og så skal han opstå. Disciplene fatter det ikke, det hedder, at det er dunkel tale for dem. Ofte fatter vi ikke Guds klare tale, det var jo ikke fordi ordene Jesus sagde var uforståelige. De kunne bare ikke fatte, at det var nødvendigt, at Jesus skulle dø.
Så går de videre og da er der en blind tigger, der råber til Jesus: Du Davids Søn, forbarm dig over mig! Disciplene truer ham til at være stille, men han råber desto højere. Så lader Jesus ham føre til sig og spørger, hvad han vil han skal gøre. Den blinde beder om at få sit syn igen, og det gør Jesus, hvorpå tiggeren nu følger ham på vejen.

Tiggeri hos Jesus

I dag er tiggeri et stigende problem i byens gader. Ofte går folk forbi, andre afviser dem med hårde ord. Nu er det heller ikke så ønskværdigt, at vi skal ende med at tigge i denne verden, men i Guds Rige er det anderledes. I forhold til Jesus er det ikke en skam at tigge, her skal vi være på tiggerens plads. Her kan vi ikke være andet, for vi er magtesløse til at gøre det, som Gud kræver af os.
Når disciplene havde svært ved at forstå Jesu klare forudsigelse af, hvad der skulle ske, så kan det skyldes, at de havde lige så svært ved at fatte det, som vi i dag har så svært ved at fatte: at vi er syndere, i os selv fortabte i forhold til Gud og har brug for, at Jesus sletter alle vore synder ud. Vi havde jo nødig, at han tog alle vore synder på sig og bar dem op på korset. Det er han så på vej til at gøre i dagens tekst. Hans kærlighed gik det villigt igennem for hver enkelt af os, også for dig og mig.

Vi må lære, at vi er syndere

Så også vi må lære, at vi er syndere, der har brug for tilgivelse. Vi skal være som tiggeren i forhold til Jesus, der bliver ved med at råbe til ham om hjælp. Vi kan have mange røster, der vil hindre os, som siger: "du er da ikke værre end andre. Ikke den frelsesgoisme, gå nu ud og vær lidt mere social. Kom nu ud over det med at være en synder og lad dig fylde af Ånden." Når disse røster lyder, så er det vigtigt du overhører dem og råber højere til Jesus, beder ham om at forbarme sig over os.
Det er svært at lære det punkt i troslæren, der hedder: jeg er en synder, men forstår vi ikke dette punkt, så forstår vi som disciplene ikke Jesu død, så bliver påskens budskab bare et tomt budskab. Måske gruopvækkende på grund af den voldsomme død, men uden betydning for os. Her er tiggeri ingen skam,  men den eneste forudsætning. Jesus har så lovet, at han vil høre dig i dag som han hørte den blinde tigger. Så snart du føler nøden, så råb til ham som tiggeren og Jesus vil ikke gå forbi eller afvise dig med hårde ord, men glad og ville forlade dig alle synder.

Mennesket er den ansvarlige i Guds skaberværk

Således blev himlen og jorden og hele himlens hær fuldendt. På den syvende dag var Gud færdig med det arbejde, han havde udført, og på den syvende dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført. Gud velsignede den syvende dag og helligede den, for på den dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført, da han skabte.
Det var himlens og jordens
Dengang Gud Herren skabte jord og himmel, var der endnu ingen buske på jorden, og ingen planter var spiret frem, for Gud Herren havde ikke ladet det regne på jorden, og der var ingen mennesker til at dyrke agerjorden, men en kilde brød frem af jorden og vandede hele agerjorden. Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen.
Gud Herren plantede en have i Eden ude mod øst, og der satte han det menneske, han havde formet. Gud Herren lod alle slags træer, der var dejlige at se på og gode at spise af, vokse frem af jorden, også livets træ midt i haven og træet til kundskab om godt og ondt. 1. Mosebog 2, 1-8 

Mennesker og dyr er taget fra agerjorden, men det er ikke bare jorden, der frembringer mennesket. Det er Gud selv, der danner af agerjordens muld. Altså ikke bare som i forbindelse med dyrene at han befaler jorden at frembringe, men han danner selv per­sonligt mennesket.

Mennesket skabes på en særlig måde

Her, hvor Gud skal lægge kronen på sit værk, former han selv mennesket og han giver det på en særlig, personlig måde livet i forhold til alt andet levende: han puster livsånde i dets næsebor. Dette at Gud handler så personligt når han gør mennesket levende har den samme funktion i forbindelse med skabelsens syn på mennesket som sakramenterne har det i forbindelse med frelsens syn på mennesket: Gud giver dette væsen en særstilling i skabelsen og lader det herske over alle andre levende væsener, og som et tegn på dette nøjes han her ikke bare med at tale, men han former selv af agerjordens muld og blæser livsånde i næseboret. Så klart og tydeligt gør han det ved et tegn, at mennesket er i en særstilling.

Vel er der ligheder med dyrene, når det gælder det rent legemlige, men mennesket er al­ligevel noget radikalt nyt i skabelsen. Det skabes i Guds billede, så det ligner Gud. Lad os lægge mærke til at det ligner Gud, ikke at det er Gud. Der er ikke noget grundlag for i skabelses­beretningen at guddommeliggøre mennesket. Det er stadigvæk forskelligt fra sin skaber.

Kulturbefalingen

Mennesket er skabt til at herske over al skabningen, hedder det. Her har vi det, som nog­en kalder kulturbefalingen. Kultur skal her forstås bredere end vi ofte bruger det, kunstneriske frembringelser. Det skal forstås som alt det vi mennesker skaber med det i skaberværket forhåndenværende materiale. For det er men­nesket i stand til. Det er med andre ord Guds repræsentanter på jorden. Her er ingen tvivl om, at det, der sætter mennesket i stand til dette, er fornuften.

Nu kan det lyde underligt, ellers plejer man jo i kristen sammenhæng at tale meget om fornuftens uformåen. Den er også uformående til at fatte Gud, når fornuften får for stor plads i trosspørgsmål, så ødelægges snart hele troslæren, fordi den strider mod den naturlige fornuft.
Men udover åndelige spørgsmål skal vi ikke sige noget dårligt om fornuften. Det er med den, vi opfylder vores herskerposition. Når vi ser på vores krop, så er den egentlig dårlig til at modstå alle slags kli­maer. Dyr i kolde egne har tyk pels, dyr i varme egne har en tynd, glat pels, der kan modstå den skoldende hede. Men vores fornuft sætter os i stand til at lave tøj, der kan modstå alle slags klimaer. Det var bare et eksempel. Vi kan også tale om menneskets evne til at danne redskaber, der kan gøre ting som visse dyr kan gøre med deres lemmer. Og vi er i stand til at forarbejde, at skabe, med det forhåndenværende materiale. Og vi kan forarbejde den mad, som vores fordøjelsessystem ikke kan fordøje råt.

Og så er der de kunstneriske frembringel­ser. Musikken, litteraturen, billedkunsten o.s.v.. Også her er vi medskabere. Naturen er jo et over­flødighedshorn af skønhed, som vi glæder os over lige fra blomsterne i engen til stjernehimlen, og med vores diverse kunstneriske evner er vi også Guds medarbejdere i skabelsen for at skabe skøn­hed. Så vi har lige så meget lov til at takke Gud for billederne i Det Sixtinske Kapel og en Bach-kantate eller en god film som vi har lov til at takke ham for blomsterne og havets brusen. Det er en evne, han gav mennesket fra skabelsen.

Vi skal afspejle skaberen.

Så det kristne syn på skabelsen er ikke en form for naturromantik, hvor vi mennesker skal tilbage til en oprindelig naturtilstand og kulturen - bredt forstået - er af det onde. Nej, menneskets kulturarbejde hører med til skabelsen, og Gud så det var såre godt, hedder det.

Og i forhold til medmennesket er det også kaldet til at være et vidnesbyrd om Skaberen. Der er ingen tvivl om, at jordiske menneskeforhold er en afspejling af Gud. Det hedder jo hos Paulus, at det er efter Faderen at alle jordiske faderforhold har deres navn. Det hedder også, at manden skal elske hustruen som Kristus elskede kirken. Mellemmenneskelige forhold afspejler både det indbyrdes kærlighedsforhold mellem Treenighed­ens personer og mellem Gud og mennesker. Også dette forhold forplumres af syndefaldet, det siger almindelig dagligdags erfaring vist de fleste af os, men det vil jeg også uddybe de følgende gange.